MED ANDRE ORD har bedt foreningen Stats-lit give sit bidrag til temaet ’forbindelsen til virkeligheden’. Foreningen tager her fat om Thomas Manns roman, Trolddomsbjerget

Fritiden på Trolddomsbjerget

MED ANDRE ORD har bedt foreningen Stats-lit give sit bidrag til temaet ’forbindelsen til virkeligheden’. Foreningen tager her fat om Thomas Manns roman, Trolddomsbjerget

Thomas Manns roman Trolddomsbjerget handler om et ungt menneskes liv i en verden i forandring. Det begynder under gode kår og slutter i en større katastrofe. Den personlige frihed misbruges til selvoptagethed, og de intellektuelle, der burde føre samfundet videre, bekriger hinanden. Bogen portræt- terer nogle strømninger, der tvinger os til at se kritisk på vores eget samfund. Det gør den oplagt at tage fat om her.

I ly fra stress og jag
Beskyttet af sneklædte alpetoppe nær Davos i Schweiz ligger trolddomsbjerget. I den klare bjerg- luft finder vi sanatoriet Berghof, hvortil mennesker fra hele Europa og med alverdens lidelser valfarter.

Det gælder også bogens hovedperson Hans Castorp, der dog i første omgang kun rejser dertil for at besøge sin fætter og nyde bjergluften i et par uger. Det fortælles, hvordan han i købstaden Hamburg længe har døjet med stress og udmattelse.

Efter at være vokset op under fredelige og økono- misk fornuftige kår, har Castorp uddannet sig til ingeniør. Udadtil udstråler han begejstring for faget og dets tråd med fremskridtsoptimismen, der hersker her i det tyvende århundredes første årti. Hurtigt erfarer vi dog, at han finder arbejdet med faget anstrengende. Desuden endte han ved tilfældighed på studiet. Han skulle jo uddanne sig til noget, fristes man til at sige. Færdiguddannet har Castorp fået et udmærket job, men føler sig altså hurtigt udkørt og stresset, hvorfor han drager mod Trolddomsbjerget for at besøge sin fætter.

På sanatoriet diagnosticerer overlæge Behrens sine patienter efter den nyeste videnskab. Snart lægger også gæsten Castorp under for doktorens skarpe blik, og mindsandten om ikke han fejler noget. Grundet en mikroskopisk plet i lungen ordinerer overlægen liggekur på terrassen i den friske luft og anbefaler indlæggelse på ubestemt tid. Castorp er først bange, men ånder snart lettet op. Hans problemer er nu diagnosticeret,og han kan tillade sig at hvile ud i den ufarlige fritid.

Castorp introduceres hurtigt til sanatoriebeboernes daglige foretagender. Vigtigst af alt stifter han bekendt- skab med liggekurens ritualer og erfarer hurtigt, at “kun nogle få veteraner kunne slynge begge tæpper på en gang om sig med tre sikre bevægelser, men det var en sjælden og misundt færdighed, der ikke blot krævede mangeårige øvelser, men også naturlige anlæg.

Vores helt indgår også i patienternes passionerede udveksling af kropstemperaturer. Op- og ned- gange følges minutiøst, som var det vore dages meningsmålinger. Da Castorp en tidlig morgen kan præstere 37,6 grader, bifaldes resultatet straks med ordene: ”bestemt ikke ubegavet”.

Kamphaner i ånd
På sanatoriet forstyrres roen dog af de to kamphaner i ånd, Settembrini og Naptha. Hvor Settembrini er humanist og oplysningsmand, står Naptha som totalitær jesuit for det metafysiske og religiøse.

Settembrini påtager sig opgaven som Castorps intellektuelle opdrager. Settembrini er forfatter på det tidstypiske værk ”Lidelsens Sociologi”, hvis intention er at samle al viden om alle tænkelige lidelser. Det ukendte er den egentlige fjende, betror han Castorp.

Rollen som opdrager udfordres dog snart af Naptha, der betror Castorp sit syn på fornuften: “Min gode ven, der findes ingen ren erkendelse. Rigtigheden af den kirkelige videnskabsteori, der lader sig samle i Augustins sætning; jeg tror, før jeg kan erkende, er fuldstændig ubestridelig. Troen er erkendelsens organ og intellektet sekundært.”

Min gode ven, der findes ingen ren erkendelse. Rigtigheden af den kirkelige videnskabsteori, der lader sig samle i Augustins sætning; jeg tror, før jeg kan erkende, er fuldstændig ube- stridelig. Troen er erkendelsens organ og intellektet sekundært.

De to duellanter kæmper intenst om Castorps gunst og i iveren for besejre hinandens anskuelser, bliver diskussionerne gradvist mere ulidelige og verdens- fjerne. Da Castops fætter Joachim dør, og Settem- brini involverer sig i de begravelsesmæssige forhold, bemærker Naptha sarkastisk: ”Det er glæder mig at se, at De ud over frihed og fremskridt også har sans for alvorlige ting.”

Lige lidt hjælper deres kamp. Castorp finder blot deres debatter ”værd at høre ”. Forpligte sig på nogen anskuelser af verden, kan han ikke. Han har jo sine bekymringer!

En dødens verdensfest
I desperation over deres ords afmagt og følelsen af, at verden forandres til det værre, udfordrer Naptha til slut Settembrini til duel. Settembrini affyrer sit skud op i luften, men denne medmenneskelige handling rækker ikke til at sikre freden. Naptha skyder sig selv i hovedet og efterlader humanisten trøstes- løs. De fornuftige intentioner kan ikke tøjle den ustyrlige og latente irrationalitet.

Det er også den virkelighed, Castorp møder, da han efter 7 år vender ned fra højderne. På bogens sidste sider vandrer han ud i 1. verdenskrig, hvis spændinger langsomt er vokset frem under hans isolation på bjerget.

Det almindelige menneske Castorp bliver offer for en tid, han forspildte sin chance for at påvirke. Han kunne aldrig vælge en skæbne og holde fast, men lod sig tæmme af sin diagnose og glæde ved fritiden. Bogen afsluttes med ordene: ”vil kærligheden engang opstige også fra denne dødens verdensfest, også fra denne slemme feberglød, der hele horisonten rundt sætter den regnfulde aftenhimmel i brand.

Så galt går det næppe for vores generation. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvorledes bogen griber fat om, hvordan vi som individer forvalter den personlige frihed under vores økonomisk trygge rammer. Hvordan de intellektuelle i kampen for at få ret, isolerer sig fra resten af samfundet. Og ikke mindst, hvordan mennesket godt nok er bundet af sin historicitet, men aldrig må forbigå muligheden for at påvirke sin tid.

FAKTA OM STATS-LIT
På sidste semester gjorde Stats-lit sin entre på Statskundskab, og sammen med prominente skikkelser som Mari- anne Jelved og Bjarne Corydon satte foreningen fokus skønlitteratur. Det blev til både velbesøgte arrangementer, flere skriverier i Politiken og megen de- bat rundt i krogene – for hvad skal en flok forvaltningsspirer overhovedet med litterære fiktioner, med Dostojevskij og Dante? ’De skal såmænd komme tæt- tere på virkeligheden,’ lød det.
Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

Næste artikel

Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

God litteratur er både nyttig og nødvendig. Den rummer ikke blot en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, men udstyrer også embedspersonen med et subjektivt korrektiv til kassetænkning i politik og forvaltning