Skip to content

Her er et menneske, og hør, hvad dét siger

God litteratur er både nyttig og nødvendig. Den rummer ikke blot en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, men udstyrer også embedspersonen med et subjektivt korrektiv til kassetænkning i politik og forvaltning

Fornylig trak en litteraturpsykologisk undersøgelse større overskrifter på tværs af det ind- og udenlandske medielandskab. Undersøgelsens bagmænd var to amerikanske forskere i socialpsykologi. De kunne i en artikel, der blev bragt i det prominente tidsskrift Science, empirisk vise, at bare 15 minutters læsning af god skønlitteratur skaber øget empati hos mennesker. I modsætning til læsning af fx faglitteratur og triviallitteratur. Vi skal ikke komme nærmere ind på detaljerne vedrørende undersøgelsen, men blot konstatere en tilsyneladende stor cadeau til den gode skønlitteratur. En cadeau som synes at bakke op om en ældgammel påstand: At god litteratur både er nyttig og nødvendig.

Netop denne påstand er blevet fremført af foreningen Stats-lit, der slog sine første folder på instituttet i det forgangne semester. Ved at give sig i kast med de store værker og litteraturen som sådan vil fremtidens embedsstand stå langt bedre rustet til at varetage de magtfulde hverv, som den skal bestride. Som studerende ved et institut, der udklækker en pæn del af fremtidens offentlige beslutningstagere og -forvaltere, har man pligt til også at sætte sig ind i virkeligheden. Det, der foregår ude i samfundet. Og en af nøglerne til virkeligheden er litteraturen, lyder foreningens argument.

Magt og ret
Argumentet indeholder en klar reference til diskussionen omkring magt og ret, som har gennemstrømmet litteraturen siden Homer og de gamle grækere. Vi finder det derfor oplagt at starte dér – hos antikkens grækere – for at vise og understrege litteraturens nytte.

I den antikke historiker Thukydids store værk om den peloponnesiske krig mellem de græske bystater Athen og Sparta (431-404 f.Kr.) kan man læse en dramatisk dialog af – vil vi sige i dag – skønlitterær kvalitet. Thukydid lader her Athen føre en barsk dialog med den lille, relativt ubetydelige ø, Melos, der indtil nu har forsøgt at holde sig neutral i den pågående stormagtskonflikt. Athens ærinde er at indlemme Melos i det såkaldt deliske søforbund, datidens svar på forsvarsalliancen NATO, som den selv er ubestridt leder af. Og Athen har – med sine 38 medbragte krigsskibe og flere tusinder soldater – tænkt sig at sætte magt bag ordene, hvis Melos ikke makker ret. Thukydid illustrerer den athenske magtpolitik med følgende replikskifte:

mao2_s15

Athen: “…Men det vi gerne vil gøre klart er, at vi er kommet for at gavne vores egen magt og vil føre denne forhandling for at redde jeres by: Vi ønsker, at vi kan få magten over jer uden ulejlighed, og at I kan blive reddet – til gavn for begge parter.”

Melos: “Og hvordan skulle det kunne blive lige så gavnligt for os at være slaver, som det for jer ville være gavnligt at få magten?

Athen: Jo, I vil få den chance at rette jer efter os og derved undgå den værst tænkelige skæbne, og vi vil have fordel af ikke at ødelægge jer.

Melos: “Og I vil ikke acceptere, at vi forholder os passive og er jeres venner i stedet for jeres fjender, men uden at indgå forbund med nogen af parterne?

Athen: “Nej, for jeres fjendskab skader os ikke så meget som et venskab, der for vores undersåtter vil være et tydeligt bevis på svaghed, mens derimod had vil være et bevis for styrke for dem.

Samfundsvidenskab møder humaniora I virkeligheden
Bliver man en bedre magtforvalter ved at fordybe sig i en sådan dialog? Ja, hævder vi – og mener at kunne føje (mindst) 2 gode argumenter til den ovennævnte litteraturpsykologiske undersøgelse og Stats-lits ’litteratur-er-virkelighed’-påstand.

1) I dialogen tales om magt og ret i utvetydige vendinger, som – helt uden at forfatteren blander sig med værdidomme – gør magtens væsen tydeligt: Magten går undertiden i dialog med modparten, men kun på skrømt og kun for at kunne nå hurtigere frem til det resultat, som den i sidste ende også vil kunne gennemtvinge med vold. Men også rettens problem bliver tydeligt: For hvad hjælper det at gå i kritisk dialog med modparten og sætte sig til modværge, hvis resultatet er nådesløst givet på forhånd? Ikke så underligt at filologen og tidligere undervisningsminister Hartvig Frischi 1942 (!) udtaler om netop denne Thukydid-dialog: “I enhver lille Nation burde disse Sider af hans Værk gøres til obligatorisk Skolelæsning. Aldrig er en Stormagts Vilje paa een Gang mere kynisk og mere renligt kommet til Udtryk.”

Ganske vist er der formentlig tale om litterær fiktion, men at Melos blev indtaget af Athen, og at øens mandlige beboere blev udslettet – dét ved vi.

2) Thukydids dialog handler om mennesker. Glem for et øjeblik, at deres dialog, som vi argumenterede for under 1), kan ophøjes til etiske og psykologiske almengyldigheder om magt og ret. Det var først og fremmest subjektive menneskeytringer, som Thukydid gennem sin litterære fiktion holder op for læseren. Så læseren – selv hvis hun er samfundsvidenskabeligt opdraget magtforvalter og derfor forvalter sin magt med udgangspunkt i mere helhedsbaserede modeller og systemer, – modtager et subjektivt korrektiv, hver gang hun møder den slags skønlitteratur: Her er ét menneske, og hør, hvad dét siger!

Dermed mener vi også, at litteraturfordybelse på en samfundsvidenskabelig uddannelse ikke blot er at boltre sig mellem to elitære positioner i de højere luftlag, sådan som nogle kritiske indvendinger rundt i krogene har lydt. Som vi her har peget på, muliggør fordybelsen i litteratur en praktisk erfaring og diskussion af magtens og rettens væsen, af argumenters gyldighed og af virkeligheden af de mennesker, der enkeltvis eksisterer derude – i virkeligheden. Vi kan derfor kun tøve for længe med at få skønlitteraturen ned fra reolen.

Jens Refslund Poulsen er cand. mag. i klassisk filologi (latin, græsk og oldtidskundskab), lektor på Gefion Gymnasium og fagkonsulent i Undervisningsministeriet for gymnasieskolens klassiske fag samt almen sprogforståelse

Philip Larsen er redaktør på MED ANDRE ORD