Ekspertudsagn i medierne er efterhånden blevet en selvfølge. Nærmest uanset, hvilke historier journalisterne skriver, bliver der inddraget eksperter. For at komme et spadestik dybere om eksperters rolle i medierne i dag, har jeg bedt nogle eksperter udtale sig (s)om netop eksperter.

Har eksperter overtaget medierne?

Ekspertudsagn i medierne er efterhånden blevet en selvfølge. Nærmest uanset, hvilke historier journalisterne skriver, bliver der inddraget eksperter. For at komme et spadestik dybere om eksperters rolle i medierne i dag, har jeg bedt nogle eksperter udtale sig (s)om netop eksperter.

Ifølge Magtudredningen er brugen af eksperter i medierne mere end tredoblet fra 1961 til 2001. Det er især de samfundsvidenskabelige eksperter, som i stigende grad bliver brugt af medierne til at udtale sig om forskellige hændelser i samfundet. I 2001 var 45 % af alle eksperter i medierne samfundsvidenskabelige. Men hvilke konsekvenser har udviklingen for vores nyhedsformidling, og hvorfor vælger journalister i stigene grad at bruge eksperter?

Eksperter kan bruges til at sikre en grad af journalistisk objektivitet i nyhedsartiklen, således at det er ekspertens holdning, der kommer til udtryk og ikke journalistens. På den måde kompromitteres journalistens troværdighed ikke, da han eller hun blot bliver formidler af de fakta, som eksperten kommer med. Omvendt peger andre også på, at det nærmest er blevet et ritual at lade eksperter udtale sig i nyhedshistorier nu til dags: Uanet, hvad der er hændt, skal en ekspert udtale sig om det.

Eksperterne
Hvad er mere oplagt, når man vil blive klogere på eksperter, end at spørge to af slagsen. Jeg har derfor henvendt mig til Rasmus Tue Pedersen, der er er post.doc. her på Instituttet, og lektor ved Journalisthøjskolen, Lars Bjerg. Ud over at de begge har en faglig viden om brugen af eksperter i journalistikken, bliver de også selv brugt i medierne netop som eksperter.

Jeg lægger derfor ud med at spørge dem begge, hvorfor de vælger at optræde i medierne. Lars Bjerg peger på, at i et deliberativt demokrati er det nødvendigt, at eksperter blander sig offentligt og gør deres viden tilgængelig for borgerne.

”Offentligt ansatte eksperter har pligt til at kvalificere debatten, hvis de altså kan,” siger han.

Rasmus Tue Pedersen fremhæver to forhold. For det første er det at udtale sig som ekspert en del af jobbet som universitetsansat. Ved ansættelser, forfremmelser og løntillæg bliver man blandt andet vurderet på ens bidrag til formidlingen af forskning. Men det er ikke det eneste, der tæller:

”Mindst lige så væsentligt er det dog, at jeg simpelthen gerne vil formidle den viden, jeg har. Det irriterer mig grænseløst, når jeg i medierne kan læse fejlagtige historier, hvor jeg kunne have bidraget med min viden,” siger Rasmus Tue Pedersen.

Eksperter kan bryde journalisters dominans
Et nærliggende spørgsmål er imidlertid, om eksperten egentlig har noget at sige, når det kommer til stykket. Charlotte Wien, som er lektor ved SDU, har i en tidligere undersøgelse af danske avismedier vist, at eksperter i den offentlige debat kun udtalte sig i modstrid med artiklens vinkel i fire procent af tilfældene. Man kunne derfor hurtigt forfalde til den tanke, at journalister først finder en vinkel på en historie, der kan sælge aviser eller give seere, hvorefter de ellers går i gang med at opstøve en ekspert, der kan bekræfte vinklen.

En så stor skepsis over for journalisternes arbejdsmetoder finder vi ikke hos Lars Bjerg.

”Vinklen er jo som regel først lagt fast, efter at alle relevante kilder har udtalt sig,” udtaler han og fortsætter: ”Journalistik er ikke at sidde ved sit skrivebord og tænke sig til, hvordan en sag hænger sammen. Journalistik er at undre sig og på den baggrund gå ud og undersøge, blandt andet ved hjælp af eksperter.”

Rasmus Tue Pedersen forklarer, at han selv har oplevet journalister, der blot har ringet for at få bekræftet en vinkel, som var givet på for hånd. De kedelige oplevelser stopper dog ikke her.
”Jeg har oplevet, at en avisjournalist ’klippede’ så meget i mine udtalelser, at jeg reelt blev taget til indtægt for næsten det modsatte synspunkt af, hvad jeg havde sagt.” Samtidig understreger han kraftigt, at han har oplevet mange dygtige journalister, som efter at have talt med ham enten har ændret eller helt droppet deres historie.

Vidensformidling eller spåkoneri?
Ifølge Magtudredningen udtaler eksperter sig inden for samfundsvidenskab kun 21 % af tiden om egen eller andres forskning. Resten at tiden taler de om politiske beslutninger og andre begivenheder i samfundet. Og dette er et fald i forhold til 1961, hvor eksperterne i over 50 % af tilfældene udtalte sig om egen eller andres forskning. Eksperter bliver altså i stigende grad brugt til at udtale sig om emner, de ikke nødvendigvis har forstand på.

Om det er et problem, spørger jeg Rasmus Tue Pedersen om, da han selv er samfundsvidenskabelig forsker. Han mener ikke, at eksperter skal udtale sig om emner, de ikke har forstand på, men fremhæver samtidig, at man sagtens kan bruge egen forskning uden eksplicit at nævne det:

”Når man kommenterer på aktuelle hændelser i samfundet, kan man jo sagtens trække på viden fra egen forskning, uden at det fremgår klart af historien.”

Både Lars Bjerg og Rasmus Tue Pedersen er enige i, at eksperter kan kvalificere debatten. Rasmus Tue Pedersen siger: ”Det er problematisk, når eksperter udtaler sig om sager, de reelt ikke ved noget om – eller endnu værre, at de kommer med rent normative domme forklædt som objektiv viden.”

Men også journalisten har et ansvar. Som Lars Bjerg siger: ”Journalisters ansvar er altid at undersøge, om det her er noget, eksperten tror eller ved.”

Så måske er svaret på spørgsmålet, om eksperterne har overtaget medierne, mere nuanceret end som så. I hvert fald peger begge eksperter på, at historiernes vinkler altid bliver til i et samspil mellem journalister og eksperter.

Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

Næste artikel

Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

MED ANDRE ORD var med, da Stats-lit i foråret fik hevet et fornemt besøg hjem til Københavns Universitet: Connie Hedegaard indtog talerstolen med en dagsorden, som hverken stod på klima- eller EU-politik. Tværtimod skulle det handle om litteratur.