Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

MED ANDRE ORD var med, da Stats-lit i foråret fik hevet et fornemt besøg hjem til Københavns Universitet: Connie Hedegaard indtog talerstolen med en dagsorden, som hverken stod på klima- eller EU-politik. Tværtimod skulle det handle om litteratur.

For få timer siden var forelæsningssalen fyldt af mere eller mindre flittige studerende. De gav kun lyd fra sig i form af tastning på computernes slidte tastaturer som baggrundsmusik for forelæserens monotome røst. De er væk nu – afløst af en gruppe litteraturinteresserede statskundskabere, hvis småsnak forstummer og bliver til en forventningsfuld tavshed, da klimakommissæren, Connie Hedegaard, træder ind. Hun indleder sin talestrøm med at takke for invitationen og for foreningens overordnede initiativ. ”For det er,” som hun med et glimt i øjet bemærker, ”skønt med nogle fremtidige bureaukrater, som interesserer sig for skønlitteratur.”

Litteraturen
”Jeg har haft bøgerne med mig i alt, hvad jeg har lavet,” fortæller hun og stopper op – men kun et øjeblik. Så trækker hun på smilebåndet og forsætter: ”Efter jeg blev valgt ind i Folketinget, kom jeg endda til at sige i et interview, at jeg mente at kunne høre, hvilke folketingsmedlemmer som læste bøger, og hvilke der ikke gjorde. Dét, jeg mente, var jo, at man typisk kan høre på folks sprog, deres univers og deres referencer, om de læser bøger eller ej.”

Med en kandidat i litteraturvidenskab bag sig er det måske ikke overraskende, at litteraturen har en særlig plads hos Connie Hedegaard. Den første del af hendes oplæg handler da også om, hvilken gavn litteraturen kan gøre:

”Igennem litteraturen kan man finde en ro. Men man kan i virkeligheden også få et nyt perspektiv på mennesket,” lyder hendes klare budskab, som giver et let ekko i den store forelæsningssal.

Udødeligheden
Bogen, som er dagens omdrejningspunkt, er Udødeligheden af Milan Kundera fra 1990. Connie Hedegaard erkender, at hun knap nok kan huske bogens handling, men at den heller ikke er så væsentlig som de tematikker, den rejser.

”Det centrale i bogen er en ekstrem mediekritik. En ekstrem stærk kritik af politik og medier nu om stunder,” siger hun. Bogen har under hele oplægget været solidt placeret i hendes højre hånd. Den har ikke været til pynt, lader man sig forstå, idet hun siger: ”Jeg vil godt læse lidt højt for jer for at vise, hvad den her bog sætter i gang hos mig.”

”Journalistens magt bygger ikke på hans ret til at spørge, men på hans ret til at kræve svar” – Connie Hedegaard læser op fra Milan Kunderas bog ’Udødeligheden’

Hun træder et par skridt tilbage, finder brillerne, som har ligget og ventet på bordet, slår op i bogen og begynder:

”Journalistens magt bygger ikke på hans ret til at spørge, men på hans ret til at kræve svar,” læser hun højt og tydeligt. Enkelte gange kigger hun op fra bogens sider, men blikket er mest at finde i bogen – fæstnet ved ordene, sætningerne og deres mening. Opslugt af Milan Kunderas univers.

”Hvem ville i dag have lyst til at gøre karriere som politiker? Hvem ville have lyst til hele livet igennem at lade sige eksaminere?” læser hun videre på en anden side. Hun lader bogen falde og fortæller, at netop dette stykke tekst er af stor betydning.

”Det her er en utrolig præcis beskrivelse af nogle af de problemstillinger, der er i dag i forholdet mellem demokrati, politik, politikere og journalistik – og journalistikkens ansvar. Dilemmaet i, at vi lever i en verden, hvor de politiske udfordringer er stadigt mere komplekse, samtidig med, at vi har nogle medier, hvor der kræves mere og mere forsimplede, hurtige budskaber. Her sætter Milan Kundera fokus på journalistens ret – det med, at ud af 50.000 sætninger, kan journalisten vælge præcis den sætning, han kan gøre til en stor sag. Det lægger op til refleksion – for kan man overhovedet i det moderne samfund have en fælles offentlighed?”

”Kan man overhovedet i det moderne samfund have en fælles offentlighed?” – Connie Hedegaard

Hun stopper endnu en gang op, som smager hun selv på det store spørgsmål, der især må være interessant for en person som Connie Hedegaard, der både har været journalist og politiker. Hun kigger ned på bog-en, som stadig er at finde i hendes hænder, inden hun fortsætter med at tale om pressens ansvar over for demokratiet. Tiden iler, og Connie Hedegaard runder så småt af:

”Jeg håber, at de smagsprøver, jeg har læst op, kan give nogle flere appetit på at læse den. Jeg ville mene, at hvis man er statskundskabsstuderende og ønsker at forstå nogle meget grundlæggende ting i vores samfund, er der guldkorn at hente. Ikke kun i den her bog, men i Kunderas forfatterskab generelt.”

Oplægget er færdigt. Smilende tager Connie Hedegaard brillerne af og placerer dem på bordet ved siden af bogen. Er der nogen spørgsmål? Et hav af hænder skyder i vejret. Det er trods alt ikke hver dag, at klimakommissæren taler om litteratur.