I sensommeren tog jeg til Skotland. Folkeafstemningen om uafhængighed var lige om hjørnet, og jeg så derfor nærmere på holdningerne i debatten og skotternes tradition for offentlig debat.
Den vigtigste demokratiske begivenhed i Skotlands historie
At skotterne skal til at træffe en afgørende beslutning, fornemmer man med det samme. Allerede ved ankomsten kan den helt særlige stemning mærkes. Ét spørgsmål ligger tæt som et stykke film hen over landet. I mange husstandes vinduer er der sat plakater op med det simple budskab ”Yes!” eller ”No, thanks.” Det er et kort og godt svar på, om Skotland skal være uafhængigt. På gaderne deles der pjecer ud, og ved boder kommer forskellige holdninger til udtryk. I boghandlen fylder bøger om Skotlands og Storbritanniens historie og politik, eksempelvis tidligere premierminister (og skotte!) Gordon Browns bog My Scotland, our Britain.
Alt sammen ude i det offentlige rum – en offentlig debat. Her ligner Skotland et typisk demokratisk land: Mange holdninger kommer til udtryk, og alle medier bruges i det, de fleste skotter betegner som den vigtigste demokratiske begivenhed i landets historie. Der er plads til alt. Fra kommunisterne til den yderligtgående højrebevægelse med Scottish Defence League i spidsen.
Yae eller nae?
Blandt skotterne finder man forskellige argumenter for henholdsvis et ja eller et nej: Nogle begrunder et ja med, at skotterne selv kan klare sig. De har universiteter i verdensklasse, og olieressourcerne vil sørge for en solid indtjeningskilde. Andre lægger vægt på, at Skotland ikke bør presses med i en britisk udenrigspolitik, som de ikke er enige i. Som det er nu, bestemmer Skotland selv over deres egen uddannelses-, miljø-, sundheds-, og kulturpolitik, mens eksempelvis finans- og forsvarspolitik er et fællesbritisk anliggende, som London tager sig af. Fortalerne for et nej nævner blandt andet, at det ikke kan vides sikkert, om Skotland stadig vil kunne benytte det britiske pund som valuta. Denne usikkerhed har da også allerede fået flere virksomheder med base i Skotland til at flytte til England og Wales.
Det offentlige hus
Et andet sted, der fortjener lidt opmærksomhed, er pubben, som er central i hele Storbritannien. Ordet pub er en forkortelse for public house, et sted som altid har spillet en rolle for debatten. Flere irske revolutioner siges at være begyndt i pubs, og også store forfattere har villigt diskuteret deres litteratur her. Det offentlige hus er af en mere holdningsdannende karakter end de vante bodegaer herhjemme. Det er meget almindeligt at tage avisen med på en pub, og sætter man sig i baren, går der ikke længe, før andre deroppe vender sig om og spørger: ”And what do you think?” Pubben er et sted, der fremmer en særlig debat.
Selv om svaret på spørgsmålet om uafhængighed også er partipolitisk repræsenteret – det stærke Scottish National Party er for, mens det mere britisksindede Scottish Labour Party er imod – så spiller den almene skotske borger altså en vigtig rolle i debatten.
Betydningen for Europa
Men ikke kun i Skotland er debatten af betydning, for valget har også et perspektiv i forhold til Nordirland og Europa generelt. Afstemningen viser, at det kan lade sig gøre at løsrive sig fra det stærke Storbritannien. Dette har også påvirket følelserne hos de mere irsksindede i Nordirland. Her blev der tilbage i 1973 afholdt en afstemning om selvsamme spørgsmål, og skotternes valg gør spørgsmålet relevant igen. Derudover er det interessant at opleve uafhængighedsentusiastiske skotter på både venstre- og højrefløjen. I kølvandet på den generelle fremgang for nationalistiske partier ved Europa-Parlamentsvalget tilbage i maj måned er det vigtigt at følge udviklingen i Skotland specifikt og Storbritannien generelt. Med dette kan jeg kun opfordre til en større interesse herhjemme.
Og så er nationalretten haggis – kogte fåreindvolde med kartoffelmos og whiskysovs – en sand fornøjelse!