Ingen er mere oplagt til at være den første person, Med Andre Ord taler med i serien ‘cand.scient.succes’, hvor tidligere statskundskabere fra KU reflekterer over deres studietid og om det pensum, de har svedt over, og de gulddamer, de har drukket i Jacques D, har påvirket dem i deres videre færd ud i verden. Vi møder Helle Thorning-Schmidt til en snak om Ice og porter, valget mellem biologi og statskundskab, grundlæggelsen af Jacques D, venner for livet og meget, meget mere.
Skrevet af Mathilde Brieghel
Illustreret af Thea Skjærbæk Pedersen & Sille Flach Vigsø
Efter den koldeste og vådeste sommer i dansk vejrhistorie, bryder solen endelig sporadisk frem mellem skyerne og sender en lun stråle ned på de håbefulde unge, der fylder gården i Rosenborggade 15. Det er august 1987, og de er mødt op til deres første dag som studerende på statskundskab på Københavns Universitet. Det er den slags sensommervejr hvor nogle møder op i store jakker, mens andre møder op i shorts. I menneskemylderet står vores hovedperson. Hendes hår er permanentkrøllet og farvet rødt, og hun har ikke engang nået at sætte sin store rejserygsæk hjemme, før hun er mødt op på første dag. Hun er direkte hjemvendt fra studieskole i Paris, hvor hun over sommeren har lært fransk, og hendes studiekammerater fra hold fire husker stadig den dag i dag Helle med den kæmpestore rygsæk, der skilte sig ud fra mængden med sin store oppakning. Resten af Danmark kender hende i dag som Helle Thorning-Schmidt, Danmarks første kvindelige statsminister, socialdemokratisk formand gennem mere end 10 år, forhenværende generalsekretær for Save The Children International og senest medlem af Facebooks magtfulde tilsynsråd. Og så er hun cand.scient.pol fra vores eget universitet.
Waders eller ej
Helle Thorning-Schmidt var ikke en af dem, der altid havde vidst, at hun skulle læse statskundskab. Hendes far så gerne, at hun læste økonomi ligesom ham selv, og hun selv overvejede både litteraturvidenskab og biologi. Men det blev det ikke: “På biologistudiet skulle man gå rundt i waders i en å på rusturen og det syntes jeg måske ikke var så fedt,” griner hun. Hun besluttede sig for at prøve den politiske videnskab af, da hun en sen nattetime gik forbi statskundskabslokalerne, der dengang lå på Rosenborggade. Musikken fra en fest, der var i gang, kunne høres helt ude på gaden. Det virkede til at det var sjovt at læse statskundskab, men fagene vækkede også en nysgerrighed. “Det lød rigtig sjovt. Jeg var interesseret i politik og havde været det længe, så det var det helt rigtige.”
»På biologistudiet skulle man gå rundt i waders i en å på rusturen og det syntes jeg måske ikke var så fedt«
Hun husker studiestarten som hård, men lærerig. “Vi brugte al vores tid i Rosenborggade. Jeg var der hver dag, selvom vi selvfølgelig kun havde undervisning ganske få timer om dagen, eller om ugen.” Tiden gik med pensumlæsning og gruppearbejde, men også i høj grad med det, hun beskriver som “udenomsaktiviteter”, og særligt Marxistisk Grundskole hver torsdag husker hun tydeligt. Her mødte de nystartede studerende op til ekstraundervisning, hvor de ældre studerende underviste dem i forskellige skoler inden for marxistisk teori. Hun griner: “Man tror det er løgn i dag, men det var faktisk meget fedt. Man lærte om Habermas, Frankfurterskolen og alle de forskellige teorier indenfor marxismen. Det var de ældre studerende, som stod for det, og vi gik vildt meget op i det.”
Internationalist i et venstreorienteret miljø
At starte på statskundskab i slutningen af firserne var samtidig en “brydningstid”, fortæller hun. “Der var hele debatten dengang om, hvorvidt man var for eller imod EU. Det foregik på virkelig høje nagler, om man var for det indre marked og en mere politisk union.” Hun beretter om en bølge af internationalisme og EU-optimisme, der særligt kom frem efter murens fald i ‘89. “Jeg har aldrig været EU-modstander, men jeg var mere skeptisk overfor EU. Indtil jeg så slet ikke var det mere, og blev ekstremt positiv overfor struktureret og bindende internationalt samarbejde. Jeg blev internationalist, og det har så fulgt mig lige siden.”
»Jeg blev internationalist, og det har så fulgt mig lige siden.«
De politiske strømninger omkring halvfemserne viste sig også tydeligt i et traditionsskifte fra hvad Helle Thorning-Schmidt beskriver som et “ekstremt venstreorienteret miljø” til noget mere midtersøgende. “Det var et meget venstreorienteret miljø, hvor de, som ikke var så venstreorienterede, syntes det var rigtig svært at passe ind,” fortæller hun. Vi taler om, at det ikke kun er en debat, der kun hører halvfemserne til, men at det til stadighed diskuteres, hvorvidt er plads til borgerlige synspunkter i debatten, både på statskundskab, men også i resten af universitetsmiljøet. “Det har jeg også talt sidenhen med Brian Mikkelsen om, som gik nogle årgange under mig. De konservative unge syntes ikke det var så nemt at passe ind i det ret venstreorienterede miljø. Men der var også mange, der blev lidt mere socialdemokrater, og begyndte at være lidt mere midtersøgende. Men det var lige præcis i de år, det skete.” Hun fortæller, at det var uundgåeligt at blive farvet af de tanker, der florerede derinde, men understreger, hvor vigtigt det er at der er plads til mange holdninger: “Før var det ekstremt venstreorienteret, også med alt det negative, der fulgte med. Hvis der kun er en måde at tænke på, dominerer det hele diskussionen.”
»Hvis der kun er en måde at tænke på, dominerer det hele diskussionen«
Alt det udenom
Tiden på statskundskab gik ikke kun med Marx og Habermas; det sociale havde mindst lige så stor betydning for Helle Thorning-Schmidts studieår. “Jeg har lavet alle de studenteraktiviteter, man kunne lave”, forklarer hun. Det virker som om, at der ikke har været et roligt øjeblik i de fem studieår, hun brugte på statskundskab. “Jeg havde ekstremt travlt.”
Hun var tutor i to år, og var samtidig aktiv i studenterpolitik. “Det udenom fyldte nærmest mere end studierne i mange dele af mit studieliv.” Studiejobbet var også på campus; hun var først studienævnssekretær og sidenhen studienævnsformand, og hvor hun kæmpede for mere selvbestemmelse over pensum og uddannelsens opbygning.
»Det udenom fyldte nærmest mere end studierne i mange dele af mit studieliv«
Ice og porter
Der var fart over feltet, men hun trivedes med det høje tempo og alt det sociale. “Vi havde det rigtig, rigtig sjovt, og jeg fik jo også venner for livet,” husker hun, og fortsætter med et grin: “Vi festede hele tiden, og vores rustur stak helt af.” Hun erindrer stolte traditioner og drukløb, og på dette tidspunkt i interviewet er vi nødt til at indrømme til hende, at en stærk tradition på statskundskab handler om netop hende og førnævnte Brian (Arthur) Mikkelsen, der opfandt den sagnomspundne drink, Ice og porter, ved at blande en Smirnoff Ice og en porter til en fest. Hun slår en stor latter op. “Altså, en myte er jo til for at være en myte. Så jeg har desværre ikke yderligere kommentarer,” griner hun. Selv erindrer hun, at man til festerne mest drak “hvad der var”, og at der gerne plejede at være shots, elefantøl og guldøl.
»En myte er jo til for at være en myte. Så jeg har desværre ikke yderligere kommentarer«
Myte eller ej har Helle Thorning-Schmidt været på statskundskab i en tid, hvor mange traditioner blev opfundet og til stadighed holdes i hævd. Vigtigst var grundlæggelsen af statskundskabs studentercafé, Jacques D, der så dagens lys i 1993. Det husker hun tydeligt. “Dengang jeg startede, delte vi caféfaciliteter med de værnepligtige ovre på kasernen. Det var selvfølgelig meget hyggeligt, men vi syntes også vi manglede en café selv. Vi startede derfor den cafe, der senere kom til at hedde Jacques D” fortæller hun, men understreger dog med et grin, at det ikke var hende, der kom på navnet. “Det var den café, som så er flyttet med over på Kommunehospitalet, hvor I er nu. Den startede dengang.”
Med et var det forbi
Helle Thorning-Schmidt husker det som “mærkeligt” at aflevere specialet om EUs Ministerråd og være færdig. Efter at have læst på det prestigefyldte Europakollegium i Brügge, hvor hun i øvrigt mødte sin mand, britiske Stephen Kinnock, var der ingen tvivl om, at emnet for afhandlingen, som hun skrev med en studieveninde, skulle handle om EU: “For mig handlede alt om EU på det tidspunkt,” beretter hun. “Vi fik alle fag til at handle om EU, hvis vi kunne komme til det.”
Hun husker dog at være ærgerlig over ikke at skulle forsvare opgaven (hvilket man heller ikke skal i dag). Der manglede en afslutning, en ceremoni, til at markere slutningen på en æra som studerende. Studiekammeraterne var hurtigt spredt for alle vinde, da flere, inklusive hende selv, allerede havde fuldtidsjobs.
Et privilegium, man tager med resten af livet
Men der hersker ingen tvivl hos hende om, at hun fik langt mere end en specialekarakter med fra de mange års studier, ikke blot fagligt, men også i bredere forstand. “Jeg lærte at snakke med mange mennesker og være komfortabel i sammenhænge, hvor jeg skulle tage ordet. Jeg lærte rigtig, rigtig meget, og man skal tage det hele med,” lyder rådet. “Jeg tror ikke der er en dag, hvor jeg ikke på en eller anden måde har brugt det, som jeg lærte; enten at formidle, skriftligt eller mundtligt, være på, være social, sætte ting i gang og tage lederskab.” Det er dog vigtigt at understrege, at de egenskaber, man kan få med, ikke kommer af sig selv: “Jeg synes, at man skal opfatte dét at være kommet ind på statskundskab som et meget, meget stort privilegium, som man kan få lov til at tage med sig resten af sit liv. Man får i det hele taget meget foræret af samfundet ved at få lov at gå på statskundskab. Det giver også én et meget stort ansvar for at tage vare på samfundet og tage ansvar for mere end sig selv.”
»Jeg tror ikke der er en dag, hvor jeg ikke på en eller anden måde har brugt det, som jeg lærte«
Det er også det råd, hun gerne vil give videre: “At være ydmyg over at man har fået en meget stor gave, at gøre sig umage med det og også at suge til sig af alt det, man kan lære – og ikke kun det, der foregår i undervisningen, når man læser til eksamen eller afleverer opgaver. Det er bestemt også alt det sociale, der er omkring statskundskab. Det er et meget socialt studie, og det er også mere socialt end mange andre studier. Hver eneste dag glæder jeg mig over at jeg på en eller anden måde dykkede totalt ned i statskundskabsuniverset. Og så er jeg så heldig, at de venner, jeg fik dengang, er nogle af mine aller, aller bedste venner i dag.”