Med fællesskab i sigtekornet

Sommerferien kan skimtes i horisonten, men ovenpå en lang hjemsendelse er udsigten til en hverdag på CSS, med torsdagsbar, foreningsliv og alt det, studielivet indbærer, måske mere tiltrængt end ferien. Med Andre Ord har derfor udsendt Sebastian og Henrik for at opleve, hvad foreningslivet på CSS rummer, så du ved, hvad du kan engagere dig i på næste semester. I første udgave bevæbner de sig med ærefrygt og upraktisk tøj, når de beretter om Jagtforeningen på CSS.

af Sebastian Stone & Henrik Brockenhuus-Schack

illustration af Thea Skjærbæk Pedersen & Sille Flach Vigsø

Skudsikker overspringshandling fra pensum

De fleste af os tyer nok til et afsnit The Crown, en lidt halvsløj tur rundt om Søerne med lasede sneakers og, hvis vi er ærlige, en god gedigen gymnasielur, når behovet opstår for at lægge teorier og frustrationer over recode-kommandoer i Stata væk. Den Samfundsvidenskabelige Jagtforening opererer i bogstavelig forstand med et noget andet sigte: Krudtslam, varme geværløb og lerduer er scenen for den eskapisme, som et par gange om måneden tilbyder en vej ud af kollegieværelsets tristesse for medlemmerne af foreningen. På en skydebane klemt inde mellem E20-motorvejen og endnu ubebyggede arealer på Amager Fælled, finder foreningens medlemmer vejen til fællesskab og traditioner.

• 

• 

B.S Christiansen > Milton Friedman

De øredøvende brag tager først form af lyden af små stød med et par sekunders interval, men i takt med, at man bevæger sig længere væk fra Ørestadens futuristiske betonblokke, ud over Fælledens grønne arealer og mod Skytteklubben, lyder det mere som en skududveksling i Helmand. Dette afkræftes dog hurtigt af den bidende kulde, der efterlader hænder og fødder følelseskolde hos Med Andre Ords udsendte. I læ af Skytteklubbens Café, der fristende tilbyder varme drikke og parisertoasts, bliver vi taget imod af Jagtforeningen to formænd Mads Berner Bruun og Simon Svensson.

Selvom det er to politter, tyder deres mundering på, at de er mere til Nikolai Kirk og BS Christiansen end Milton Friedman og Adam Smith. Med geværet hængende ulasteligt over skulderen er det svært at holde den professionelle og kritiske facade. Efter at have udvekslet forsigtige høfligheder får MAO stukket ørepropper og et par aflagte beskyttelsesbriller fra nytår i hånden, og med en vis grad af ærefrygt trasker vi mod skydebanerne, hvor der skal plaffes nogle lerduer.

• 

• 

Mads og Simons håndtering af geværerne er omtrent lige så elegant som deres databehandling i et Excel-ark, og med en sikker hånd tager de ladegreb om geværet. En enkelt kommando udløser de første lerduer, som flyver ud over den overskyede og kolde himmel. Tre-fire-fem hurtige skud bryder lydmuren, og lerduerne krakelerer i luften over os og spreder deres aske over det lille skyttehus, vi har taget tilflugt i. Det fortsætter på samme måde ved de næste baner, hvor lerduernes formation tager sig anderledes ud og udfordrer de to skytter på vinkler og hastighed. Men det er ikke uden grund, at de kan kalde sig stifterne af foreningen, når de med største lethed rammer den ene lerdue efter den anden.

Foreninger føder fællesskab

For Jagtforeningen handler det dybest set ikke om at skyde lerduer på Amager, men derimod det fællesskab og de oplevelser, som foreningen tilbyder. Det er igennem jagtture og arrangementer med vildt, at foreningen kultiverer deres fællesskab. Selvfølgelig er det sjovt at pløkke og stå med et gevær i hånden, men det hele kulminerer, når man gør det sammen og kan dele glæden ved den fælles interesse. På den måde adskiller Jagtforeningen sig ikke synderligt fra andre foreninger, lige ud over det faktum, at deres fællesskab bygger på et dødeligt våben.

Foreningen, der i skrivende stund oplever stigende interesse og medfølgende deltagelse, tilbyder forskellige kurser relateret til jagt og skydning til SU-venlige beløb, hvilket flere af foreningens medlemmer har benyttet sig af. Inklusionen og arbejdet for at få endnu flere med, fylder enormt meget for de to formænd, fordi de ønsker at gøre foreningen til et sted, hvor man ikke nødvendigvis skal være vokset op på et jagtgods og med krudt i blodårerne for at deltage. 

• 

• 

I første og sidste ende handler det nemlig om at have det hyggeligt og sjovt. Mens adrenalinen pumper igennem kroppen netop i det øjeblik, hvor geværet hviler mod den spændte skulder, og alt i verden forstummer og det hele blot drejer sig om målet i sigtekornet. Selvom kulden bider sig ind på MAO’s udsendte, der efterlades en anelse skuffede over ikke at få lov til at skyde på den mest fjerntliggende bane, så er det med en fornemmelse af, at lige her på skydebanen på Amager, er der endnu en forening, der gør en forskel for fællesskabet på CSS. Og denne forening er i hvert fald god at være en del af, hvis det hele lige pludselig skulle gå ravruskende galt.