Politologi af højeste kvalitet spirer bedst på et stærkt pluralistisk institut, hvor positioner støder sammen i faglige debatter, skriver institutleder Lars Bo Kaspersen. Han følg- er her op på Rasmus Fonnesbæk Andersens debatindlæg om politologiens rolle i sidste udgave af MED ANDRE ORD
I sidste udgave af dette fremragende blad bidrog Rasmus Fonnesbæk Andersen (RFA) med en række syns- punkter om, hvad den forskningsmæssige målsætning bør være for Institut for Statskundskab. Lad mig starte med at takke Rasmus for bidraget. Det er særdeles vel- komment, at de ansatte engagerer sig i fagets udvikling samt instituttets målsætning. Gid at flere gjorde det.
RFA sætter to forhold til diskussion: 1) publicerings- steder og 2) karakteren af den forskning, der bør tilstræbes. Vedr. publicering henviser RFA til at ph.d.-studerende ved Harvard ”uddannes til at søge at publicere i feltets mest læste og højest anerkendte akademiske tidsskrifter eller forlag”. Det bør vi også gøre – og faktisk er det jo det, vi i stigende grad gør, selvom der nok stadig er en tendens til at publicere for meget i stedetfor at fokusere på absolut højeste kvalitet. Faktisk er vores ph.d.-studerende, postdocs og adjunkter de bedst publicerende grupper overhovedet på instituttet, og således har vi bl.a. set publikationer i det seneste år i American Political Science Review, Theory & Society, International Organizations og British Journal of Political Science – for at nævne nogle prestigefyldte mainstream-tidsskrifter. Spørgsmålet er dels, om vi kan gøre det bedre og dels om, hvilke tidsskrifter (og forlag) der er de ’rigtige’ og bedste publiceringskanaler.
Det første spørgsmål kan besvares med et ja; selvfølgelig kan vi gøre det bedre, og det er min klare overbevisning at instituttets forskere arbejder meget målrettet for at øge kvaliteten. Vi har styrket peer-review-processerne, vi styrker løbende forsker- interaktionen i centre og forskningsgrupper, tilbyder skrivekonsulentbistand, tilbyder ’personal research review’, udvider vores internationale samarbejde og styrker det internationale islæt på instituttet – alt sammen med sigte på at øge kvaliteten.
Så kommer vi til spørgsmålet om, hvilke tidsskrifter og forlag der er de efterstræbelsesværdige. Politologien er en mangeartet fagdisciplin, der dels består af mange subdiscipliner og dels med mange grænseflader til andre discipliner som fx psykologi, antropologi, sociologi, økonomi, historie, geografi. Derfor er det ikke entydigt let at udpege de mest relevante og efterstræbelsesværdige tidsskrifter for en større gruppe forskere ansat på et institut som vores. Det vil nok være lettereat blive enige om, hvilke mainstream tidsskrifter der regnes for de mest prestigefyldte, men det er ikke nødvendigvis det samme som de mest relevante. Hvis man netop vil sikre en læserskare og påvirke en debat, så er det ofte mere specialiserede tidsskrifter, man skal ramme. Videnssociologiske undersøgelser viser desuden, at mange artikler pub- liceret i de store prestigefyldte mainstream tidsskrift- er har meget få citationer og få læsere. Jeg er enig i, at vi skal publicere i de bedste og mest relevante tidsskrifter, men det gør en forskel, om man forsker i implementering af EU-lov, EU’s normative magt, billeder og sikkerhed eller økonomiske incitamenter til offentlig styring. Desuden skal vi huske, at en stor del af instituttets ansatte forsker i danske politiske spørgsmål, og det er særdeles vigtigt også at publicere i danske tidsskrifter og på gode danske forlag. Mange amerikanske forskere er jo ikke særligt internationale, når det gælder publicering. De publicerer oftest i ameri- kanske tidsskrifter, hvor vi spreder publikationerne på europæiske, nordiske og amerikanske tidsskrifter – og det kan jo være en vigtig strategi, hvis vi ønsker at påvirke debatter, dér hvor de foregår.
Den anden og endnu større problematik, som RFA rejser, angår karakteren af den politologi, som vi skal dyrke som forskere og uddanne vores stude- rende til at arbejde med. Ifølge RFA skal vi blotlægge ’samfundsmekanikken’ forstået som de kausale sammehænge, der får stat, samfund, styreform, institutioner mv. til at hænge sammen. RFA taler om kausalt orienteret forskning belyst ved kontrafaktiske eksperimenter osv. Lad mig sige med det samme, at jeg er glad for at den type politologi er repræsenteret på instituttet – og oven i købet på et højt niveau. Tilgengæld ville jeg være betænkelig, hvis den var enerådende. Pluralisme kan opfattes som relativisme, men når jeg i mere end én forstand er pluralist, så er det ud fra den overbevisning, at tilstedeværelsen af forskellige opfattelser af politologi, forskellige videnskabssyn og forskellige politikforståelser styrker dynamikken, kvaliteten og de forskellige positioners selvbevidsthed på instituttet og dermed også kvaliteten af de mange forskellige forskningsbidrag. Udviklingen vil være positiv, så længe der er konsensus om, at alle hver især bidrager til vores forståelse af politik. Husk at ingen position ligger inde med sandheden. Sandheden er ikke en tilstand men en proces, som vi alle kontinuerligt bidrager til at skubbe videre.
RFAs forståelse af politologi bygger i sig selv på en række antagelser og distinktioner, som det kan være svært at gøre rede for. Fx er det svært præcist at redegøre for distinktione n mellem teori og empiri. Kausalitet er jo ligeledes en problematisk størrelse. Og hvordan vi blot ontologisk kan påstå, at der findes en virkelighed bestående af kausale sammenhænge, når vi ikke først har bevist denne virkeligheds eksistens, kan jo også synes problematisk. Og forsknings- spørgsmål angående, hvad et demokrati er, eksempelvis hvorvidt Danmark er mere demokratisk i dag end for 30 år siden, er jo spørgsmål, der tvinger forskeren til at udrede, hvad der menes med et demokrati (hvilket jo er et normativt spørgsmål), og hvor- vidt der kan iagttages mere eller mindre demokrati, hvilket også er et normativt spørgsmål. Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er RFAs faglige position, der har iboende problemer– det gælder alle positionerindenforpolitologien som fx studier på Webers idealtyper eller Foucaults governmentalityanalyser. Som Popper skriver, så står videnskaben placeret i kviksand, hvilket gør at vi alle står på et usikkert fundament. Den eneste vej til at reducere usikkerheden er at gå i fagligt dialog med de øvrige positioner, som så skalsætte ind med deres kritik og påpege problemer og mangler. Der- for er mit budskab: Et stærkt pluralistisk institut, hvor positioner støder sammen i faglige debatter, er vejen frem til højerekvalitet og mere nytænkning.