Lokalet, som i dag huser Academic Books, fungerede som portørcentral på det tidligere kommunehospital. Og det gik ikke stille for sig derinde. MED ANDRE ORD har mødt en tidligere portørvikar, der har taget os med på guidet tur på CSS og fortalt om tiden dengang
Siden studiestart 2013 har vort kære campus været prydet med alskens fortællinger om Kommune- hospitalets 150 år lange historie. På store stofplancher kan man læse om, hvordan det murstenstunge byg- ningskompleks på Øster Farimagsgade er gået fra at være hospital til universitetsbygning. Fra at være en del af løsningen på en strid koleraepidemi, som hærgede et overbefolket og smudsigt København i 1850’erne, til at blive hjemsted for tusinder af studerendes mange dannelsesstunder.
Men ligesom for enhver udstilling gælder det også her, at alt hverken kan medtages eller er medtaget. Og det kunne synes synd for visse historier, som risikerer at synke ned i tidens glemsel. MED ANDRE ORD har der- for gravet en løjerlig historie frem fra gemmerne som et spædt forsøg på at gøre den aktuelle udstilling følge.
En tur med prærievognen
Portører. Sådanne er en essentiel del af mandskabet på ethvert hospital. Portørerne på Kommunehospitalet var dem, der stod for det forefaldende arbejde. De sørgede for, at bringe affaldet ud i containerne, køre rundt med madvognen på gangene og vende sengepatienter, der ikke kunne klare det på egen hånd, så de ikke fik liggesår.
Sådan kunne beskrivelsen af en portørs opgave- portefølje på Kommunehospitalet formodes at have set ud, såfremt man valgte at konsultere en job- annonce fra dengang. Tror man imidlertid, at listen stopper her, er man grueligt på vildspor. Til denne kan vi nemlig føje transport af amputerede lemmer til kremering, passivisering af anfaldsramte patienter på psykiatrisk afdeling eller en tur med ’prærievognen’, som man kaldte den – ligtransporten – i de sene natte- timer fra korridor til korridor i kælderen under de mange bygninger. Og så er vi ikke engang tæt på at havestrejfet toppen af (u)hygge endnu.
Så tag Dem dog sammen, Hr. Hansen,’ blev der råbt ad herren, som lå på gulvet, og som man prøvede at få gang i. Men han kom ikke tilbage.
MED ANDRE ORD har mødt en tidligere portørvikar på Kommunehospitalet til en snak og rundvisning på CSS, og det er ikke just ublu beretninger, der bliver serveret undervejs.
Vi møder Henrik på parkeringspladsen foran hoved- indgangen og lunter så småt ind ad porten tættest mod Gothersgade. Et øjeblik står vi og betragter ind- gangspartiets yndefulde murstenshvælvinger, inden Henrik peger på en dør lidt oppe ad trappen til receptionen.Dér holder Mohammad Siddiq til, viser det sig. Han erinspektør på Campus City Service. ”Det var derinde, man forsøgte at genoplive folk, når de kom ind,” siger Henrik og fortsætter: ”Ja, det var sgu lidt en barsk tone, der blev ført derinde. Da jeg så stuen for allerførste gang, var man i fuld gang med at få liv i en patient. ’Så tag Dem dog sammen, Hr. Hans- en,’ blev der råbt ad herren, som lå på gulvet, og som man prøvede at få gang i. Men han kom ikke tilbage,” fortæller Henrik, der arbejde på Kommunehospitalet i 1980’erne.
Vi tager en lille runde inde i receptionen, altså dér hvor man nu om stunder henter sin pung om mandagen, når fredagsbarens sødme i en flygtig stund har bragt glemsomheden over én. Det var skadestue engang, og med det opland, som Kommunehospitalet havde, var det ikke en uvant situation, at der opstod slagsmål mellem patienterne, fortæller Henrik.
”Folk kom jo fra Christianshavn, Vesterbro og Nørre- bro. Det var før den tid, hvor de kvarterer var blevet mondæne. Så der kom altså nogle – lad os sige særlige – typer, og de kunne somme tider ryge i totterne på hinanden. Når det skete, var det i reglen os portører, der blev tilkaldt for at afværge det værste.”
Hjemmeporno i Academic Books
Efter at have snuset lidt rundt inde i receptionen, bevæger vi os ind i Bygning 5, hvor det viser sig, at rummet, som nu huser Academic Books, førhen var portørcentral. Portørcentralen var ikkeblot opholdsstue forportører til pause, men i særdeleshed også ølbørs og lummerhytte.
Så var der ham den lettere småpsykopatiske type, der havde jævnlige filmforevisninger inde på centralen. Det var hjemme- lavede pornofilm, han viste frem, og han spillede selv hoved- rollen sammen med en af sine elskerinder fra weekenden
”Portørgruppen var en noget sammensat gruppe, og der var mange, som havde hang til en lille én. Somme tider kørte jeg med en kollega på arbejde, mens det var mig, der blev nødt til at køre ham hjem. Han var simpelthen blevet stjernefuld under sin vagt. Det var andre tider dengang,” siger Henrik, da vi står ude foran boghandlen.
”Og så var der ham den lettere småpsykopatiske type, der havde jævnlige filmforevisninger inde på centralen. Det var hjemmelavede pornofilm, han viste frem, og han spillede selv hovedrollen sammen med en af sine elskerinder fra weekenden, som vel at mærke intet anede om, at han havde filmet sagerne.”
Så kan man ellers skænke forne tiders portørcentral en kærlig tanke, næste gang man trisser rundt i Academic Books efter semesterets saglige lekture.
Kig væk!
Oven på den historie begiver vi os ned i en af Kommunehospitalets mange kældre. Herfra har mangen en menig han-statskundskaber sine introminder, og til dagligt frekventerer vi gerne korridorerne, når vi skal hente kaffe i Jacq’en eller købe snoldet føde hos Simply Cooking.
Apropos sidstnævnte madsted får vi da også et par mindeværdige ord med på vejen fra Henrik, idet vi passerer kantinen: ”Det var hernede, vi kørte de afdøde patienter forbi, når de skulle obduceres. Før i tiden skulle de pårørende ikke give lov til den slags, og det skete, at vi skulle ned med to personer efter hi- nanden. Når man så dukkede op med den anden, var de allerede gået i gang med obduktionen af den første. Der gjaldt det knaldhylme om at være god til at se den anden vej,” fortæller han.
Narkomaner om natten
Arbejdet som portør har grundlæggende ikke været for sarte sjæle. Mens vi fortsætter rundt i kældergangene, kommer samtalen ind på nattevagterne som portør. ”Vi havde jo, som man sikkert også har på hospitaler den dag i dag, problemer med narkomaner, som kom ind og prøvede at finde medicin og andre brugbare ting og sager. Det var lidt ubehageligt at møde sådan én nede på en kældergang midt om natten. For det meste løb de deres vej, når de blev opdaget, men det var alligevel os portører, der blev kaldt på, når der var én, der skulle jages ud,” siger Henrik og sender et lille gys gennem kroppen på MED ANDRE ORDS udsending.
Vi fortsætter rundt på gangene og går ind og ud ad forskellige bygninger, hvis tidligere funktioner Henrik efter bedste evne prøver at placere. En hel del er jo sket på Kommunehospitalet siden den gang i 80’erne, hvor Henrik var portørvikar. Nye bygninger er kommet til, og lokalerne er blevet indrettet ganske anderledes og til helt andre formål.
En note til de mange fortællinger
Efter små to timers tid står vi igen under indgangs- partiernes murstenshvælvinger og kigger ind mod gården, som har lagt plads til et væld af handlinger og begivenheder gennem det sidste halvandet århundrede. Både de store, der som bunkerne fra krigens tid har sat deres præg på gårdens udseende, og de små, som ikke har sat noget varigt aftryk her. Det kunne – blandt så meget andet – være gåturen fra den ølholdige portørcentral, som i dag er belæsset med stakkevis af semesterlitteratur, på vej mod forefaldende arbejde et eller andet sted på Kommunehospitalet.
MED ANDRE ORD tager afsked med Henrik og takker mange gange for den guidede tur rundt i vort campus’ fortid og kan således føje en lille note til de mange fortællinger om Kommunehospitalet, som for tiden er at finde rundt omkring på gangene, i lokalerne og forskellige steder udenfor på CSS.
Henriks fulde navn er redaktionen bekendt.