I efteråret gæstede den amerikanske Harvard-professor Robert Putnam et propfyldt Chr. Hansen auditorium med en stor fed rungende pointe: Social kapital er godt! Men kan Danmark og danskerne, som i øvrigt er kåret til det mest tillidsfulde folkefærd, overhovedet lære noget af Putnams tanker omkring social kapital?
Efter at International Debat offent- liggjorde, at Robert Putnam ville komme og afholde en gæstefore- læsning, kunne de studerende på CSS finde plakater af en rødmosset Putnam, der tilnærmelsesvist kunne forveksles med en kravlenisse. Ikke desto mindre havde hans plakater og mandens kultagtige status inden for samfundsforsk- ningen båret frugt. Stemningen var ikke til at tage fejl af, da Chr. Hansen auditoriet fyldt til randen ventede på, at Mr. Putnam skulle gøre sin entré.
“The reason why we succeed in our inte- gration, was not because the immi- grants became like us, but because we developed a new us,” – Robert Putnam i Chr. Hansen Auditoriet, efterårssemesteret.
Og efter alt at dømme skuffede han ikke. Jeg ved ikke, om det var politologisk nørdet kendisfnidder eller den eminente forelæsningsstil, der var nøglen til successen. I hvert fald herskede der en enorm god stemning, og Putnam kunne nærmest ikke fyre en vittighed af, før hele salen sad og klappede sig på lårene. Men ud over Putnams underholdende, og dog til tider overfladiske forelæsningsstil, havde han taget en række interes- sante pointer med fra sin lange politologiske forskningskarriere.
Putnam indledte med at fortælle om sin forskning om Italien, og hvordan han i første omgang ikke havde kunnet forklare forskellen mellem velstands- niveauet i Nord- og Syd- italien. Løsningen var da heller ikke lige til. Efter eget udsagn kom den til ham på bedste amerikanske storytellingfacon, som han sagde ”only by chance”, da han en nat lå søvnløs. Svaret er ifølge Putnam som bekendt det, der skulle blive hans allermest berømte begreb: Social kapital. Og så startede der ellers et vandfald af forklaringer på, hvorfor social kapital er så afgørende – her kommer nogle af dem.
Ifølge Putnam er der en række værdier, som kan knyttes til social kapital. Den sociale kapital kan forstås som et socialt netværk, der har en pro- duktiv kraft, som øger tillid, gensidig forståelse og samarbejde.
Her opstår der et paradoks i en dansk kontekst. Som tidligere nævnt er Danmark kåret som verdens mest tillidsfulde folkefærd, men passer dette billede med virkelig- heden? Falder blikket på den offentlige sektor og den offentligt ansatte, skal hver en krones vendes. Jovist er effektivisering godt, men måske afspejler det øgede behov for kontrol en stigende mistillid. Og man skal heller ikke langt hen på pensum i statskundskab, før man støder på den næsten hegemoniske principal-agent-teori, der tilsiger, at der hersker en grundlæggende asymmetri mellem lederen og arbejderens præferencer. Samme teori kan videre-føres på forholdet mellem vælgerne (’lederen’) og politikerne (’arbejderen’), hvor der kan iagttages en stigende mistilid over for politikere. Altså to modsatrettede tendenser – enten er tilliden ikke helt i top alligevel, eller også står det meget generelt til i de andre lande, der deltog i undersøgelsen.
Social kapital – vejen frem?
Til forelæsningen pegede Putnam på, at din livs- indkomst og din risiko for at dø er bestemt af dit netværk og ikke antallet af doktorgrader, du har. Det at være sammen med andre mennesker har en biologisk positiv effekt på dit helbred og dit stressniveau. Altså en række positive gevinster. Opfordringen må lyde: Skynd dig at blive engageret og få en vagt i Kommunen.
Der er en vis parallel til sådan, som Putnams hjemland USA ser ud, og Danmarks fremtidige befolkningsmæssige sammensætning – hvordan det? Verdensbefolkningen er støt stigende, ligesom verden står over for klimaforandringer, og begge punkter vil højst sandsynlig føre til øget migration. Rettes blikket mod Danmark, er det demografiske udfordringer, vi er særligt konfronteret med. Lige rundt om hjørnet lurer ældrebyrden, og efter alt at dømme kommer der til at mangle arbejdskraft. Med andre ord er det ikke usandsynligt, at flere vil immigrere til Danmark. Det næste spørgsmål bliver derfor, hvordan Danmark vil tackle behovet for udefra-kommende arbejdskraft? Her kan Danmark måske for alvor lære noget af Putnam. Kigger vi på den danske diskussion om kultur, efterlades man ofte med et billede af en rigid, statisk og halvkold frikadellekultur, som ikke kan eller må udvikle sig. I forhold til udviklingen af det amerikanske samfund sagde Putnam om integration, ’The reason why we succeed in our integration, was not because the immigrants became like us, but because we developed a new us’. Putnam underbygger denne pointe med, at der ikke er nogen modsætning mellem det at tilhøre en etnisk minoritet og det at være dansker. At vi skal blive bedre til at anerkende en identitet som for eksempel dansk-iraker som værende legitim, er en interessant tanke i spørgs- målet om integration eller assimilation.
På samme måde, må det danske samfund spørge sig selv, om det ikke er på tide at blive lidt mindre skræmt og lidt mere åbent – og at søge et new us.