Kommentar: Kampen i orkestergraven

Kommentar: Kampen i orkestergraven

Undergraver Danmarks Radio ikke public service, når de sparer kulturinstitutioner væk?

Gennem sidste sensommer og efterår rasede debatten om DR’s annoncerede lukning af DR UnderholdningsOrkestret (DRUO). Hvad der for DR’s ledelse var en budgetmæssig prioritering, opfattedes for mange mennesker som tabet af en unik dansk kulturinstitution. Over 40.000 mennesker medgav deres underskrift i en aktion for at presse kulturminister Marianne Jelved. På forunderlig vis opnåede sagen stor mediedækning og befandt sig højt på den politiske dagsorden. I efteråret samledes et politisk flertal udenom regeringen. Flertallet bestående af V, K, DF, Enhedslisten og en færing krævede, at man greb ind politisk for at redde orkestret fra sparekniven. Kulturministeren insisterede på at fastholde armslængdeprincippet, hvorfor sagen blev endnu mere kompliceret, da det viste sig, at ministeren kendte til lukningsplanen, før den var vedtaget af DR’s bestyrelse. Det fik DF til at give ministeren skylden for lukningen, samtidig med at det lidt utraditionelle politiske flertal gik i opløsning.

HVAD VAR DRUO?
DR UnderholdningsOrkestret eksisterede i 75 år og var et internationalt anerkendt ensemble. Det startede som et danseorkester, men har siden spillet såvel anmelderroste klassiske symfonier som et væld af temakoncerter inden for en enormt bred genrevifte. Orkestret har ligeledes akkompagneret rock- og popgrupper som Efterklang, Den Sorte Skole og TV•2 – de sidste 15 år under ledelse af den ungarske stjernedirigent, Adam Fischer.

DR og regeringen indgår en public service-kontrakt med omtrent to års mellemrum. Kontrakten specificerer målene for DR’s public service. I 2013/2014 var disse at ”styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund”, at ”samle og spejle Danmark”, at ”stimulere kultur og sprog” og at ”fremme viden og forståelse”. DR forpligtedes desuden eksplicit til at drive en række ensembler, herunder DRUO.

Imidlertid stod det klart, at DR’s ledelse og kulturministeren uden større forhindringer kunne skrive DRUO ud af den nye public service-kontrakt, der blev forhandlet, da debatten var på sit højeste. Så var geden barberet og besparelsen hjemme. Efterdønningerne fra denne manøvre rejser dog spørgsmålet om, hvordan en sådan beslutning skal bedømmes i et public service-perspektiv. Hvordan ser public service-niveauet eksempelvis ud, hvis man sammenligner DRUO med tv-programmet Versus – DR’s store underholdningssatsning fra samme efterår?

OPPRIORITERING AF UNDERHOLDNING
Man siger, at konkurrencen mellem tv-stationer medfører opprioritering af underholdning og nedprioritering af mere oplysende programmer. Noget tyder på, at DR har taget konkurrencen op og i stigende grad orienterer sig mod marked og seertal. Dette har åbnet et rum, hvor mere poppede programmer straks har gjort deres indtog.

Familieunderholdningsprogrammet Versus rummer reminiscenser fra antikkens gladiatorkampe. Dysten mellem gladiatorer og vilde dyr er blot erstattet af dysten mellem eksempelvis tre kvindelige bodybuildere og en gaffeltruck. Tilskuerne er åndeløse af spænding, og undervejs får de endda mulighed for at spille på, hvem der vinder den nervepirrende duel. Dette er ifølge DR ensbetydende med et højt public service-niveauet. DR påstår desuden, at Versus samler danskerne og fremviser fakta og videnskab, hvilket er en klokkeklar indikation på god public service. Men er det videnskab og public service at lære, om en SMS eller en rulleskøjteløber er hurtigst?

SEERTAL MOD KULTURKYNDIGE
Versus samler givetvis Danmark i højere grad end DRUO, især hvis man, som DR, ser ensidigt på seertallene. Versus blev set af over en halv million mennesker per uge, mens DRUO sandsynligvis højst sælger et par hundrede tusinde billetter per år. Ligeledes kan man med god ret mene, at Versus bidrager til alsidigheden i medieudbuddet og udgør et friskt pust, men mon ikke TV3 eller tilsvarende aktører ville lave et program à la Versus, hvis DR sparede på dette område i stedet? Det er omvendt sværere at forestille sig, at TV3 stabler et internationalt anerkendt ensemble på benene. Konklusionen må være, at alsidigheden i det samlede medieudbud muligvis ville være større, hvis DR holdt fast i at formidle kultur, viden og andre dele af public service-viften, som ikke er seertalsmaksimerende, og overlod gladiatorunderholdningen til markedsmedierne.

mao5_s52

Umiddelbart efter, at DR annoncerede lukningen af DRUO, skrev en række af de største danske komponister et åbent brev til DR og politikerne om DR’s ansvar som den ubetinget største enkeltaktør i dansk musikliv. De fremhævede, at DRUO bygger bro og appellerer til både bredden og eliten, og at orkestret er i sin bedste form nogensinde. Denne portrættering går igen blandt kulturkyndige overalt, og lukningen fremkaldte protester fra et hav af kulturpersoner som Tim Christensen, Mads Langer, fløjtenisten Michala Petri foruden orkestrets verdensberømte dirigent gennem 15 år, Adam Fischer. DR skrev endda selv om orkestret i public service-redegørelsen fra 2013, at ”DRUO indtager med sin musikalske spændvidde og innovative kraft en unik position i det danske kulturliv”.

ER DET PUBLIC SERVICE?
Både Versus og Underholdningsorkestret kan tydeligvis uden problemer fortolkes som public service, men skyldes det ikke de relativt vage målsætninger for public service? De er formuleret, så enhver kan stå inde for dem, hvilket giver enormt rum til fortolkning fra DR’s side. Det ville selvfølgelig medføre en uløselig politisk strid at præcisere public service-begrebet. Netop derfor må man i stedet, som komponisterne, tale til DR’s følelse af samfundsansvar og få dem til at opgive seertalskampen med markedsmediernes populærprogrammer. Hvad er ellers meningen med et delvist statsstyret og licensfinansieret mediehus som DR?

Kampen for DR UnderholdningsOrkestret er tabt. Det politiske flertal smuldrede, og det vil koste 15 millioner kroner i engangsbetaling at genetablere orkestret. DR har dermed skabt en kulturel-økonomisk lose-lose-situation, men forhåbentlig har politikerne og DR lært af sagen, så fremtidens public service bliver lidt mere gennemtænkt – og gerne så den tilgodeser højt elskede kulturinstitutioner frem for tossede Colosseum-parodier.

FAKTA: PUBLIC SERVICE
Public service-lovens § 10: ”Den samlede public service-virksomhed skal […] sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed”.
Filmaften i Jacques D: The Act of Killing

Næste artikel

Filmaften i Jacques D: The Act of Killing

MED ANDRE ORD VISER TORSDAG D. 05/03 KL. 16:00 JOSHUA OPPENHEIMERS PRISVINDENDE DOKUMENTAR THE ACT OF KILLING