”Det er ikke Massen af, hvad et Menneske ved eller
har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den
indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig
Livsfylde og selvstændig Dom”
Det kræver en vis portion udholdenhed at lære sig noget udenad. Alt afhængig, hvad det drejer sig om, kan det tage timer, dage eller uger, før stoffet får sat sig ordentligt fast. Kongerække, tjek. Argumentationskæde, tjek. Bureaukratisk organiseringsmåde, tjek. Når hakket er i hus, er der dømt fri leg for den indre papegøje – man kan plapre løs mere eller mindre mekanisk og samtidig glæde sig over at have trænet hukommelsen. Senere kan man så høste fordelen af at kunne tæske de andre på kollegiet i Besserwizzer eller korrekse en storsnudet pralhals, hvis de rette spørgsmål eller den rigtige situation skulle dukke op. Og hvad vigtigere er: Ens møjsommelige slid med at finde hoved og hale i EU-kompleksets snørklede arbejdsgange, en række historiske begivenheder eller noget helt tredje kan komme én til gavn, når man skal begå sig ud i kunsten at tænke.
At lære noget udenad er derfor både et nyttigt og nødvendigt værktøj for os som studerende, fordi konkret viden er afgørende som byggesten for videre tænkning. Men det er bestemt ikke tilstrækkeligt i den dannelsesproces, som et universitetsstudium gerne skulle sætte yderligere skub i. For det er – som citatet på glimrende vis fremhæver – sjældent noget større svendestykke alene at kunne noget på rygraden. Dannelse handler om også at kunne bearbejde det stof, man beskæftiger sig med, på en sådan måde, at man bliver i stand til at foretage en selvstændig vurdering. Og ved at betone den indre ’Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde’ understreger citatet, at denne proces bør være alt andet end maskinel – den bør frem for alt være levende og meningsgivende.
I forlængelse heraf er det i en studiemæssig sammenhæng vigtigt at have det enkle forhold for øje, at det at bearbejde en mænge læsestof tager tid, da det afgjort indebærer mere end mekanisk hukommelsestræning til gavn for den indre papegøje.
Vender vi blikket mod Statskundskab, er det derfor ærgerligt, at kræfter i Studienævnet lader til at følge en strategi, som består i at klemme mest muligt pensum ind i forskellige fag. Tilsyneladende, fordi vi studerende i en undersøgelse selv har angivet at bruge for få timer på vores studier. Uagtet de metodiske vanskeligheder, der måtte være forbundet med denne selvrapportering, vil strategien stadig ramme ved siden af, hvis målet er at skabe mere selvstændigt tænkende studerende. For den tilskynder i høj grad til overfladelæsning og -læring frem for fordybelse. Tag bare et fag, der afsluttes med mundtlig eksamination på 25 minutter, og som skal nå bredt rundt i et 2400 siders pensum. Sat på spidsen giver det 96 sider i minuttet. Her kommer man næppe i dybden med de enkelte tekster. Under oplæsningen er der af den grund selvsagt dømt maratonløb med skyklapper for studerende, der vil opnå en god slutkarakter. Det gælder om at kunne fire-fem vigtige pointer fra hver tekst og ellers bare om at komme videre. Uden at se sig om. Og for enden af semesteret slipper man så den indre papegøje løs i eksaminationslokalet og viser, at man kan en masse, men ikke nødvendigvis tænke.
Pensum batter først for alvor, når det bliver aktivt bearbejdet. Den slags kræver adstadighed, omveje og ture ind i og ud af blindgyder. Noget, som forudsætter, at pladsen og tiden til at dvæle er der. Den plads burde vi have her på universitetet – hvor ellers?
* Citatet stammer fra Salmonsens Leksikon, s. 750. 2. udgave. Femte bind. 1916.
A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel.
MED ANDRE ORD takker lektor ved IUP, Aarhus Universitet, Steen Nepper Larsen for at have
gjort opmærksom på citatet i sin bog Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering (2014).
Citatvalg og følgetekst af Philip Larsen