Kommentar: Magt, ret og brækkede næser

Kommentar: Magt, ret og brækkede næser

Retten taler. Magten handler. Det er en polemisk, men også vigtig, pointe i debatten om Institut for Statskundskabs ansvar for at fremme bestemte demokratiske værdier blandt de studerende. Og pointen bør give anledning til et øget fokus på de arbejdsbetingelser, vi møder som færdiguddannede – især i forvaltningen.

Hans næse smerter voldsomt. Filosofiprofessorens. For den har Perker-John – en ­studerende – netop brækket med et hårdt slag under dagens forelæsning i moralfilosofi. Alt imens dette sker, ligger jeg på mit gamle værelse og sprutter af grin og læser videre om ræsonnementet bag Perker-Johns gerning. Jeg forstår, at der er mening med galskaben. At slaget og den brækkede næse markerer en afsluttende trumf i en vigtig pointe:

Perker-John vil vise, at mens retten taler, handler magten, og det får han fint demonstreret, idet han – efter at have sagt et par ord – retter en lige højre mod næsen på sin forelæser i moralfilosofi. Sådan viser han sin argumentation i praksis.

Scenen har brændt sig godt og grundigt fast i min bevidsthed, siden jeg dengang i gymnasietidernes
morgen lå og læste i romanen Fjolsernes Hus. Og måske med god grund, kan jeg føje til efter mine første år på Institut for Statskundskab.

En demokratisk etik?
Netop spørgsmålet om ret og magt udgør en gennemgående problemstilling på vores uddannelse, og man behøver blot at vende blikket mod forvaltningen, hvor størstedelen af Instituttets studerende havner, for at blive forvisset om problemstillingens klare relevans. Her er den lige så åbenlys og konkret, som den er vigtig: Forvaltningen har magt til at træffe beslutninger med seriøse konsekvenser for virkelige mennesker, men er bundet af landets love og regler. Magt og ret må – eller bør i hvert fald – gå hånd i hånd.

Jeg har derfor læst særligt nysgerrigt med, når både ­institutleder Lars Bo Kaspersen og flere studerende i de forrige udgaver af MED ANDRE ORD har diskuteret spørgsmålet. Fra begge sider har der lydt et ønske om, at Instituttet bør gøre mere for at styrke de studerendes­ demokratiske etik – altså forsøge at finde frem til nogle fælles svar på, hvorfor vi overhovedet læser stats­kundskab, og hvad uddannelsen forpligter os til. Svar, som Instituttet aktivt bør formidle i undervisningen, og som gerne skulle ruste os med en sund sans for ret og rimelighed, når flere af os senere skal tage direkte del i magtforvaltningen.

Selv deler jeg dette ønske til fulde, og jeg er grundlæggende enig i, at vi bør erstatte den selvtilstrækkelige studie­startshilsen, som byder ’velkommen til samfundets top’, med noget, der sætter samfundet og ikke magten i centrum, sådan som et forslag lød i den seneste udgave af bladet.

”Det kan vise sig temmelig omsonst at bruge tid på at opbygge en sund demokratisk etik blandt statskundskabere, hvis der er stærke systemiske barrierer for at kunne gøre brug af den i praksis” – Philip Larsen

Imidlertid mener jeg også, at der hidtil i diskussion­en har manglet en yderst vigtig mellemregning. Den handler om de betingelser, som en sådan demokratisk etik må operere under ude i virkeligheden. Her tænker jeg særligt på forvaltningen, hvor mange cand.scient.-pol.’er som nævnt har for vane at ende. For det kan vise sig temmelig omsonst at bruge tid på at opbygge en sund demokratisk etik blandt statskundskabere, hvis der er stærke systemiske barrierer for at kunne gøre brug af den i praksis.

Forvaltningens kardinaldyder
Et kort kig på, hvad embedsstanden foretager sig, viser, at dens magtudøvelse favner bredt. Den træffer dagligt et væld af beslutninger, som kan vedrøre alt fra skønsmæssige afgørelser i enkeltsager til input og idéer, der senere skal munde ud i konkrete politikforslag. Alt fra et afslag på en byggetilladelse til det forberedende arbejde i forbindelse med en kommende reform.

mao6_s39

På Statskundskab lærer vi blandt andet i faget Offentlig ret, at denne magtudøvelse er underlagt en række kardinaldyder: loyalitet, faglighed, lovlighed og sandhed. Som studerende fristes man på denne baggrund til at slutte, at disse dyder står som bredt lysende ledestjerner for opgavehåndteringen i forvaltningen. At det er dem, der sikrer kvalitet og hæderlig forvaltningsførelse. Jeg gjorde i hvert fald.

Men graver man et spadestik dybere og spørger ind til dydernes indbyrdes forhold, bliver billedet straks mere mudret – og ikke mindst skræmmende. Det står for mit vedkommende klart efter endt læsning af to aktuelle bøger på området: Jesper Tynells Mørkelygten og Tim Knudsen og Pernille Boye Kochs Ansvaret der forsvandt.

Embedsmanden er i et ministerstyre som det danske underlagt en vidtgående lydighedspligt. Selv hvis embedsmanden på ’lødig og vægtig måde’ kan argumentere for, at udførelsen af ordren vil være i strid med lovgivningen, har vedkommende ret og pligt til at udføre den – Philip Larsen

Lydighedspligtens rækkevidde
Forfatterne til de to bøger fremhæver nemlig en lang række nyere (betændte) sager, hvor tre af de anførte dyder trumfes både reelt og retligt af den fjerde. Det er kravene om faglighed, lovlighed og sandhed, der må vige for kravet om loyalitet, når der arbejdes i centraladministrationen. Og det er værd at bemærke, at dette foregår inden for rammerne af de gældende regler på området.

Embedsmanden er i et ministerstyre som det danske underlagt en vidtgående lydighedspligt. Den inde­bærer, at embedsmanden kun har pligt til at sige fra over for en ordre, hvis den kan betegnes som klart ulovlig. Ellers har han eller hun pligt til at efterkomme ordren og kan straffes med fængsel for at nægte. Selv hvis embedsmanden på ’lødig og vægtig måde’ kan argumentere for, at udførelsen af ordren vil være i strid med lovgivningen, har vedkommende ret og pligt til at udføre den. Dertil kommer så de karrieremæssige vanskelig­heder, som ulydighed vil medføre for den enkelte.

Som især Mørkelygten viser, bliver der i centraladmini­strationen gjort mange anstrengelser for at så tvivl om, hvorvidt noget er klart ulovligt. Der bliver – med god grund – gøglet rigeligt rundt i Cirkus Centraladmini­stration på den konto: For er det først lykkedes et mini­sterium at så tvivl om klar ulovlighed, er der dømt lige lovlig fri leg til at føre ministerens ønsker ud i livet. Kniber det for ministeriet selv, kan det altid hyre Kammera­dvokaten til at finde den rette, betimelige stråmand, der passende kan så tvivl om et forholds ellers klare ulovlighed.

Eksemplerne på sådanne anstrengelser er mange og så groteske, at det kun kan gå for langsomt med at inddrage dem som casemateriale i National forvaltning og Offentlig ret. Og fælles for eksemplerne er, at det i reglen drejer sig om ministerbetjeningssager – altså sager, hvor en minister har haft brug for embedsværkets bistand.

Spørgsmålet om skyklapperne
I sidste udgave af MED ANDRE ORD skrev Gry Inger Reiter og Jens Kristian Rasmussen i et debatindlæg, at:

”Vi [statskundskabere] skal lære, at vi tjener demokratiet og samfundet – og ikke blot den nærmeste overordnede. At vi bør føle et ansvar for samfundet, og at denne højere sag bør være ledestjerne for vores faglige virke.”

De anførte endvidere, at ”det ikke [er] nok at tage skyklapper på og vende blikket alene mod lydighedspligten”, når vi som færdiguddannede politologer sidder et sted ude i virkelighedens forvaltning.

Men tager man de retlige og reelle betingelser, som embedsværket er underlagt, i betragtning, virker det forkert at opstille det som et mere eller mindre aktivt valg for embedsmanden ’at tage skyklapper på’. Det er langt snarere et imperativ, som magten – det politiske niveau – uden videre og juridisk set ganske legitimt kan påtvinge forvalteren.

Eksemplerne er mange og så groteske, at det kun kan gå for langsomt med at inddrage dem som casemateriale i National forvaltning og Offentlig ret – Philip Larsen

Én på snuden
Spørgsmålet om at styrke de studerendes demokratiske etik på Statskundskab kompliceres altså af, at Instituttet ikke blot kan nøjes med at hyppe sine egne normative kæpheste. Der må også sideløbende rettes skarpt fokus på det system, som landets embedsmænd må operere i.

Eksempelvis kunne Instituttet opprioritere kravene til empirisk paratviden i forvaltningsfagene, så vi som studerende ikke i al for høj grad selv er nødt til at indhente forsømt viden ved siden af studierne. Disse indsigter kunne følgelig danne afsæt for en række vigtige, normative forvaltningsetiske diskussioner, der – som Gry Inger Reiter og Jens Kristian Rasmussen så rigtigt påpeger – på nuværende tidspunkt glimrer ved deres fravær.

Gevinsten er forhåbentligt, at en sideløbende solid skoling i embedsværkets arbejdsbetingelser også giver de bedste forudsætninger for senere at kunne rokke ved de barrierer, som gør det sværere for cand.scient.pol.’en at være styret af en demokratisk etik.

Og lige så vigtigt: Vi undgår ubehagelige overraskelser i fremtiden, hvis vi husker at være opmærksomme på embedsstandens arbejdsbetingelser. Alternativet synes let at kunne blive, at vi selv – ligesom forelæseren i moral­filosofi – ender med at blive overrasket af en ordentlig én på sinkadusen, når vi en dag sidder over for forvaltningens svar på Perker-John og trodsigt forsøger at kvidre lidt om demokratisk skikkelighed og en højere sag. I modsætning til fiktionens Perker-John ryger hans pendant i forvaltningen ikke i fængsel. Han ansætter bare en anden og forvalter videre, sådan som magten har for vane.

REFERERET LITTERATUR
• Hansen, Nicki B. E. Fjolsernes Hus. 2006. Forlaget tab&nar. ISBN: 87-91846-07-2
• Knudsen, Tim & Pernille Boye Koch. 2014. Ansvaret der forsvandt. Forlaget Samfundslitteratur. ISBN: 9788759319390
• Tynell, Jesper. Mørkelygten. 2014. Forlaget Samfundslitteratur. ISBN: 9788759319659

Se i øvrigt også:
”Vi får ro til at arbejde i fred”. Philip Larsen, 2013. Bragt i MED ANDRE ORD #1. Om faglige arbejdsbetingelser i embedsværket og de mulige konsekvenser af den nye offentlighedslov. Interview med Jesper Tynell. ISSN: 2246-0926. Tilgængelig som pdf på polsci.ku.dk/mao

Forsiden af bagsiden: 5

Næste artikel

Forsiden af bagsiden: 5

Det er ikke Massen af, hvad et Menneske ved eller har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde og selvstændig Dom*