Kritisk sans for viderekomne?

Kritisk sans for viderekomne?

Et semester på kandidatens almindelige fagudbud kan let blive et passivt foretagende. Vi kan rette op på dette med løbende øvelser, tekstnær feedback og øvelsesbedømmelser som en del af fagenes endelige karakter.

I sidste udgave af MED ANDRE ORD lagde institutleder Lars Bo Kaspersen op til en diskussion om kvalitet på vores (kandidat)uddannelse. I sit indlæg pegede Kaspersen på, at Institut for Statskundskab kan gøre mere for at motivere og udfordre sine
studerende, og han skrev i den forbindelse, at studerende og ansatte har et stort ”uudnyttet potentiale, som bør aktiveres”.

På et overordnet plan handler det for Kaspersen om, at de kandidater, der udklækkes herfra, skal være i stand til at kunne tænke nyt og gøre en markant forskel efter endt uddannelse. Nøgleordene er kritisk sans og evnen til at tænke selvstændigt.

Som studerende ved Instituttet er vi enige i institutlederens analyse: Der kan gøres mere for både at udfordre og motivere os, og med den rette håndsrækning kan der være meget at hente blandt undervisere og studerende.

Vi ønsker med dette indlæg at præsentere en række tiltag, som Instituttet kan følge, hvis kandidatuddannelsen skal løftes. Hvis vi som studerende skal kultivere vores kritiske sans og tage livtag med de faglige udfordringer, er det nødvendigt, at der er rum for det. Det er disse rum, vi ønsker at udpege.

Kandidaten kort fortalt
Men inden vi folder vores idéer ud, må vi først skitsere de centrale udfordringer, kandidatuddannelsen står overfor. Set fra vores perspektiv er det særligt inden for det almindelige fagudbud, at skoen for alvor trykker. Her er formen, at den studerende tilmelder sig et fag, får pensumlisten udleveret og aflægger en eksamen nogle måneder efter uden større mellemkomst. De ugentlige undervisningsgange er berammede til blot to timer og er ofte forelæsningsprægede. Dertil kommer, at studiefællesskabet er skrumpet betydeligt ind, idet bachelordelens stamhold er spredt for alle vinde.

Et semester på kandidaten kan af den grund let blive et passivt foretagende, hvis man tager mange point inden for det almindelige fagudbud.

Vi mener derfor, at udfordringen ligger i at skabe en mere studieaktiv hverdag og i at etablere nogle stærke rammer for et fortsat fagligt fællesskab blandt de studerende. Denne udfordring kan efter vores mening imødekommes ved (1) at have løbende øvelser hen over semesteret, (2) at give tekstnær feedback og (3) ved at lade øvelsesbedømmelserne indgå i fagenes endelige karakter.

”Løbende øvelser kan give både retning og mening til undervisningen. Og de kan tilmed danne et kærkomment afsæt for skabelsen af nye studiefællesskaber og læsegrupper på kandidaten” – Eric Bonde & Philip Larsen

1. Løbende øvelser
Vores grundtanke er, at pensum først for alvor får betydning, når man selv er med til at vende, dreje og perspektivere det. Den opgave bør man som studerende selv tage de første spadestik til at løse, når man sidder med teksterne foran sig. Men det er for billigt sluppet, hvis vi bare placerer hele opgaven på den (selv)studerendes egne skuldre. Vi kan sagtens skabe nogle bedre betingelser for at kunne give sig i kast med pensum.

Jævnlige løbende øvelser kan give både retning og mening til undervisningen. De er desuden oplagte til at gribe muligheden for aktivt at bryde hovedet med pensums problemstillinger. Og som prikken over i’et kan sådanne løbende øvelser danne et kærkomment afsæt for skabelsen af nye studiefællesskaber og læsegrupper på kandidaten.

2. Tekstnær feedback
At lære af sine fejl er afgørende for den studerendes faglige progression. Af den grund er der også et stort behov for, at vores opgaver får nogle fagligt kompetente og substantielle kommentarer med på vejen. Selv en 12-talsopgave kan altid blive bedre. Et par generelle formuleringer om, at man godt kunne have været lidt skarpere i sin analyse, bringer ikke én meget videre i sit faglige arbejde: De giver højst et plaster på såret, hvis man føler trang til at få en dårlig karakter begrundet.

Lad os i stedet få at vide, at argumentet på side 2 var uholdbart, at der var nogle konceptuelle misforståelser på side 4, eller at den nye måde at anvende et begreb på i en af de løbende afleveringer var velvalgt, konstruktiv og skarp.

Tekstnær feedback gør, at den enkelte studerende føler sig taget seriøst, forbedrer mulighederne for at lære og lægger derigennem op til at yde en større faglig indsats. Men når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at en sådan feedback må være forpligtende. Det nytter ikke, at Instituttets undervisere skal bruge tid på at rette halvhjertede øvelsesbesvarelser fra de studerende.

3. Lad øvelserne indgå i slutkaraktererne
På andre studier på Københavns Universitet indgår løbende øvelser i den endelige karakter, eksempelvis ved samlet at vægte en tredjedel. Hvis vi på samme måde gør øvelserne til en betragtelig del af slutkarakteren, sikrer vi ikke blot en løbende motivering af de studerende, men forhåbentligt også, at det, de studerende udarbejder, lever op til en række kvalitetsstandarder. Undervisere behøver derfor ikke frygte for at skulle bruge tid på at rette og kommentere venstrehåndsarbejder fra de studerendes side.

Spreder vi karakteren i et fag over flere opgaver, kan vi samtidig skabe et mere eksperimenterende intellektuelt rum, hvor den studerende tør bevæge sig ud af sin akademiske komfortzone.

I det nuværende eksamenssystem har vi hovedsageligt kun ét skud i bøssen. En almindelig risikoavers stud.-scient.pol. vil selvfølgelig bruge dette ene skud med stor omhu: Man sigter længe og præcist for at ramme inden for skiven. Men man ser sig ikke ordentligt omkring, når øjnene er stift rettet mod at besvare en problemstilling inden for de mest sikre og konventionelle rammer. Hvis vi skal have flere studerende til at leve op til et poppersk ideal om også at forfølge vovede hypoteser, nytter det derfor ikke at have et ’alt eller intet’-eksamenssystem, der straffer kritisk og risikobetonet tænkning.

”Spreder vi karakteren i et fag over flere opgaver, kan vi samtidig skabe et mere eksperimenterende intellektuelt rum, hvor den studerende tør bevæge sig ud af sin akademiske komfortzone” – Eric Bonde & Philip Larsen

Det handler om at prioritere
Mulighederne for at forbedre kandidaten er langt fra udtømt med vores forslag om at gøre løbende opgaver  med tekstnær feedback til en del af undervisningen og slutkarakteren. Vi vil derfor opfordre både undervisere og medstuderende til at kaste sig ind i debatten med deres tanker om, hvordan vi øger kandidatuddannelsens kvalitet.

mao5_s43

Vi håber samtidig, at Instituttet tager forslagene op til grundig overvejelse – også selvom der skal afsættes flere ressourcer til undervisningen for at føre dem ud i livet. For i sidste ende er det et spørgsmål om prioritering. En prioritering, som vel at mærke er nødvendig at foretage, hvis vi skal realisere det uudnyttede potentiale på vores kandidatuddannelse, som Lars Bo Kaspersen peger på.

Næste artikel

Tre undervisere: Det forventer vi af jer!

God undervisning skal findes i samspillet mellem underviser og studerende. Det er et fælles projekt. Som undervisere ønsker vi med dette indlæg at pege på fire forudsætninger for et godt undervisningsforløb.