Kig jer omkring. Se på jeres medstuderende. Og læg så mærke til deres hår- og hudfarve. Begge dele er højst sandsynligt i den lyse eller leverpostejsfarvede ende af farveskalaen, og på deres studiekort står der nok nærmere Jens end Jamal.
Vi har vist alle en intuitiv fornemmelse af, at der ikke er mange studerende med indvandrerbaggrund på Institut for Statskundskab. Det er ikke særlig tit, at man ser piger med tørklæde til forelæsning i Christian Hansen-auditoriet. Men hvorfor er der så få brune ris i statskundskabsposen? Filtreres de fra ved de grønne porte til CSS? Når man som jeg hedder Anders Joensen og har ophav i det midtsjællandske, kan det være svært at give en god forklaring på, hvorfor så få med anden etnisk herkomst end dansk vælger at studere staten.
Jeg har sat Engin i stævne for at komme nærmere et svar. Engin går i 3.g på Københavns Åbne Gymnasium. Han er søn af kurdiske forældre fra Tyrkiet og kom til Danmark som treårig. Hvis der er én, der kan gøre mig klogere på, hvad der motiverer unge med indvandrerbaggrund i deres studievalg, må det være ham. Som enhver anden god hermeneutiker ville have gjort, præsenterer jeg ham for en af mine fordomme: Hvis man har indvandrerbaggrund, har forældrene mere at skulle have sagt i forhold til et fremtidigt studie, end hvis man er etnisk dansker.
”Jeg kan godt forstå den fordom. Jeg ligger ikke selv under for den, men jeg kan godt forestille mig, at nogen gør det. Det er ikke alle førstegenerationsindvandrere, der selv har haft en god karriere, og de ønsker, at deres børn får bedre muligheder. Derfor blander de sig lidt i deres beslutninger, fordi de vil deres børn det bedste.”
”Men hvad er jobmulighederne…”
Engin fortæller mig, at hans forældre tit spørger ham, hvad han vil studere. Han plejer at svare, at hvis snittet er til det, vil han gerne læse statskundskab.
”Når snakken falder på statskundskab, siger min far, at det er også en god uddannelse, men hvad er jobmulighederne? Min far har lidt den klassiske indstilling til uddannelse: Medicin, ingeniørfag og jura – det er gamle fag, og man ved, at hvis man har en af de uddannelser, så vil man typisk klare sig godt.”
Selvom Engin gør det meget klart for mig, at hans forældre ikke blander sig i hans uddannelsesvalg, er der ingen tvivl om, at de har en holdning til, hvilke uddannelser der kan give et godt fundament for et fremtidigt liv. Og Engins forældres opfattelse af uddannelse deles af mange nydanske forældre.
”I mange andre lande ved man, at læger og advokater har en god indkomst, og at arbejdsløsheden er lav. Når man siger ’højtuddannet’ i Tyrkiet, så er læge, advokat eller ingeniør det første, man tænker på. Det er alment accepteret, og derfor bevæger man sig måske ikke ud i de uddannelser, som man ikke kender så godt.”
De pæne menneskers børn
I sidste udgave af MED ANDRE ORD pointerede Lars Bo Kaspersen, at vores fornemmeste opgave på Statskundskab er at producere idéer, og at manglende diversitet og ensliggørelse er opfindsomhedens fjender. Men hvis vi for et øjeblik leger, at vi er for konforme på de socioøkonomiske parametre, hvilke konsekvenser har det så? Og hvordan mon det er at læse Statskundskab på Københavns Universitet, når man har indvandrerbaggrund? Det kan Amin nok hjælpe mig med at forstå. Han arbejder i øjeblikket på sit speciale på Statskundskab og har indvilliget i at mødes til en snak om sine oplevelser på studiet. Da talen falder på studiestart, beskriver han det som et kulturchok:
”Jeg kan tydeligt huske, at jeg fik et chok, da jeg oplevede, hvordan man snakkede til hinanden. Måden man agerede på, talte på, de sociale koder – det kunne jeg slet ikke finde ud af. Det var ikke, fordi jeg blev behandlet dårligt, men alt handlede om det, man havde til fælles, og jeg har bare ikke så meget til fælles med folk her. Det var meget ekskluderende.”
”Mens de på overfladen gav udtryk for at være inkluderende, så rendte de rundt i Karl Marx-T-shirts og var nogle totale idioter” – Amin, statskundskabsstuderende
Nu, hvor der er åbnet for posen med frustrationer, griber Amin muligheden for at give de venstreorienterede idealister en bredside:
”Der var folk fra mit hold, der var vildt søde, når vi arbejdede sammen, men når de så mig i Kommunen eller til fester, så kendte de mig ikke. Det blev jeg virkelig skuffet over. Især fordi mange af dem var meget venstreorienterede, og mens de på overfladen gav udtryk for at være inkluderende, så rendte de rundt i Karl Marx-T-shirts og var nogle totale idioter.”
Etnicitet, eller?
Da jeg beder ham om at karakterisere sammensætningen af studerende på Statskundskab, griner han og siger, at det kan man tale i om i timevis. Amin lurer hurtigt, at jeg fisker efter den etniske sammensætning.
”Det er faktisk en af de primære årsager til, at jeg gerne ville stille op til interviewet med dig. For jeg synes faktisk, at skellet går meget mere på socioøkonomiske forhold end på etnicitet. Men de ting følger jo også hinanden langt hen ad vejen.” Han forsætter:
”Jeg var den eneste med anden etnisk baggrund end dansk på hele min årgang. Men jeg var også den eneste på mit hold, der var vokset op på Vestegnen. Nærmest alle andre var vokset op nord for København.”
Amin gør det klart for mig, at han finder fordeling af studerende på Statskundskab meget skæv, men uanset hvor meget jeg prøver at dreje samtalen hen på etnicitet, finder han det mere relevant at tale om andre aspekter af den sociale skævvridning – nemlig de studerendes forældres uddannelse og deres opvækst nord for København. Han giver mig sit bud på implikationerne af, at vi på Statskundskab er så ens. Sat på spidsen, som han selv siger.
”Hvis du er vokset op i Hørsholm, er det ikke et særligt repræsentativt udsnit af befolkningen, som du har mødt i det daglige. Og hvis du læser her, så møder du for det meste kun mennesker med samme baggrund som dig, og det samme gør sig gældende, når du engang bliver ansat i forvaltningen. Det er problematisk kun at omgås folk som dig selv, fordi du som embedsmand er lægen, der skal opdage symptomer på samfundssygdomme og behandle dem. Det kan være svært at have blik for alle symptomerne, hvis du kun omgås folk med samme forudsætninger som dig selv.”
”Det er problematisk kun at omgås folk som dig selv, fordi du som embedsmand er lægen, der skal opdage symptomer på samfundssygdomme og behandle dem. Det kan være svært at have blik for alle symptomerne, hvis du kun omgås folk med samme forudsætninger som dig selv” – Amin, statskundskabsstuderende
Meget i tråd med Lars Bo Kaspersens bekymring omkring konformiteten på Statskundskab påpeger Amin, at vi risikerer at miste det bredere samfundsperspektiv, hvis vi i vores uddannelsesliv kun møder folk med samme livsanskuelser som os selv.
Engin og Amin har gjort mig lidt klogere på, hvorfor der ikke er nogen piger med tørklæde i Christian Hansen. Og jeg bliver oprigtig talt bekymret for, at vores selvudråbte kritiske sans mister brodden, når vores ophav snarere er Vedbæk end Vestegnen – eller Vestbredden for den sags skyld. I stedet for at være lægen, der skal behandle dysfunktioner i samfundet, risikerer vi selv at blive roden til sygdommene.
Amin er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.