Jesper Tynells bog Mørkelygten fortæller historien om den politiserede praksis i centraladministrationen. Vi mødte den tidligere Cavling-vinder til en snak om bogen, og hvad vi kan lære af den her på embedsmandsfabrikken.

Mørkelygten: Livet i embedsværket

Jesper Tynells bog Mørkelygten fortæller historien om den politiserede praksis i centraladministrationen. Vi mødte den tidligere Cavling-vinder til en snak om bogen, og hvad vi kan lære af den her på embedsmandsfabrikken.

Bladets udsendte lægger ud med at stille Jesper Tynell den urimelige udfordring at koge sin bog ned til tre sætninger. Et par dybe vejrtrækninger, en tænkepause og et par grin senere tager han hul på den første:

”De sager, jeg gennemgår, viser, at embedsmænd til en vis grad regner baglæns, når de skal frembringe beslutningsgrundlag til Folketinget og offentligheden med henblik på at sælge skiftende regeringers politik.”

”Min gennemgang af reglerne på området viser, at selvom man måske bliver forbløffet over nogle af de forhold, man kan læse om, så ligger langt det meste inden for rammerne af dét, der i dag er embedsmandens pligt.”

”Så kommer sætning tre.” Han griner igen og klemmer mest muligt ind i sin sidste sætning:

”Men der eksisterer en stor interesse i at fremstille embedsværket som om, at det ikke er dets pligt at bære og tjene enhver siddende regering – og i stedet udlægge det som embedsværkets ansvar at tjene Folketinget og offentligheden ved at være partipolitisk neutralt og levere saglige, sande oplysninger og holde sig inden for loven,” siger Tynell og gør det med en sidste bisætning klart, at det ikke er sådan, arbejdsbeskrivelsen for en embedsmand lyder i dag. I hvert fald ikke i den forstand, vi forstår ordene – eksempelvis ’partipolitisk neutralitet’.

Af hans forklaring fremgår det nemlig, at partipolitisk neutralitet i realiteten betyder næsten det modsatte af at fremlægge sagerne neutralt for vælgerne og de folkevalgte: At det kun forventes, at embedsmanden kan lade sin egen partipolitiske holdning ligge derhjemme – men at han til gengæld til enhver tid skal kunne formulere fakta og rapporter, så de understøtter den siddende regerings politik. Også selvom regeringens politik måtte stride imod de faglige konklusioner, som embedsværket selv er kommet frem til. Det har den konsekvens, at der ofte skal håndplukkes tal og fakta, der støtter lige netop den løsning, man arbejder frem imod. Man regner kort sagt baglæns i forvaltningen.

Den demokratiske styringskæde knækker
I bogen citerer Tynell således en embedsmand for at sige, at det er lige før, at spindoktorer nu er overflødige. En stor del af embedsværket arbejder efterhånden så loyalt for de siddende regeringer, at det gerne medvirker til at fordreje virkeligheden over for både Folketing og befolkning. Derved lægger embedsværket sig i selen for at sikre både indflydelse og genvalg for regeringen.
Ifølge Tynell gør det, at den demokratiske styringskæde knækker. Det gør den, idet regeringen ikke instruerer embedsværket, fordi den har et demokratisk mandat, men tværtimod instruerer det i at levere fakta på en måde, hvormed den kan opnå et demokratisk mandat. Altså at regeringen beder om at få skrevet notater, der gør, at Folketinget stemmer for noget, som de, hvis de havde været reelt oplyst om sagernes rette sammenhæng, ville have stemt imod.

”Som embedsmand i dag – og nu er det jo kommende embedsmænd, der er læsere af dette blad,“ siger han og fortsætter, “– må man regne med at blive mødt med forventninger om, at man skal være villig til at gå ret langt i bestræbelserne på at hjælpe regeringen med at fremstille verden i dens billede. Samtidig skal man være klar over, at hvis helvede bryder løs, risikerer man i høj grad at komme til selv at bære byrden.”

Ansvarskæden i forvaltningen
Selvom underordnede embedsmænd har pligt til at adlyde ordrer fra deres overordnede, kan det være overordentlig vanskeligt at føre ansvaret op igennem kæden igen. Tynell peger på, at der for eksempel ikke eksisterer et klart formelt krav til, hvordan en ordre i forvaltningen skal udformes. En venlig anmodning kan efter omstændighederne skulle betragtes som en ordre. Derved vil en overordnet embedsperson ofte kunne undskylde sig med, at vedkommende ikke har givet ordre til en klart ulovlig handling, men blot fremsat en venlig forespørgsel og derfor er uden ansvar. Den underordnede embedsmand kan samtidig henholde sig til, at han handlede efter ordre, og dermed er ansvarskæden knækket og ansvaret forsvundet.

Dertil kommer, at overordnede embedsmænd langt hen ad vejen kan hævde, at de ikke havde tilstrækkelig kendskab til den lovgivning, deres medarbejdere forvalter. Det får Tynell til at udbryde, at ”uegentlige retsvildfarelser diskulperer!“. Med det henviser han til det juridiske forhold, at embedsmænd ikke kan sanktioneres for forsætligt at bryde loven, medmindre det kan dokumenteres, at de udmærket kendte reglerne. Her er det for eksempel anderledes end inden for strafferetten, hvor ukendskab til straffeloven ikke tjener som undskyldning i en straffesag. Og da vi samtidig ikke har tradition for at straffe embedsmænd, der lyver over for eksempelvis en undersøgelseskommission, er det i reglen muligt at slippe for ansvar for at bryde reglerne forsætligt ved at påstå, at man ikke havde tilstrækkelig kendskab til den lovgivning, man var sat til at forvalte.

Embedsmænd er samtidig underlagt en vidtgående lydighedspligt. Det betyder populært sagt, at en departementschefs ordrer ofte rækker fra Slotsholmen og helt ud til statslige styrelser ved Vesterhavet. Hvis en minister eller topembedsmand har behov for en bestemt konklusion i en rapport, kan der langt hen ad vejen udstikkes en sådan ordre helt ud i de yderste forgreninger af embedsværket, hvor man i reglen er forpligtet til at adlyde. ”Problemet er, at regeringsapparatet på nogle områder har vidensmonopol på at beskrive virkeligheden,“ siger Tynell og fremhæver, hvordan regeringen både sidder på forvaltningen og fremstillingen af forvaltningen. Derfor kan det være vanskeligt for alternative synspunkter at komme til orde og få den nødvendige vægt til at fremstå som legitime. Han uddyber:

”Særligt fordi ministre ofte gør det, at de siger ’det er vores kronjuristers konklusion’, eller på anden vis bruger en besværgelse om, at ’det har jeg ikke haft noget med at gøre’.”Besværgelserne går igen i flere af sagerne, og med dem bedyrer afsenderen, at noget er politisk upåvirket og objektivt. Tynell fortsætter med en underspillet anbefaling: ’’Der kan man i hvert fald som avislæser tænke, at når den besværgelse kommer, så skal man lige være lidt opmærksom“. Han ler igen.

Fakta-neurotikeren
Bogen er bygget op omkring sager, Tynell gennem sit arbejde som graverjournalist på P1’s Orientering har fået aktindsigt i. På baggrund af disse dokumenter kontaktede han efterfølgende embedsmænd og interviewede dem anonymt omkring sagerne. Aktindsigterne havde han fået, inden den nye – og på flere punkter mere restriktive offentlighedslov – trådte i kraft i 2014. Adspurgt om denne bog kunne laves i dag, svarer han prompte, at det kunne den ikke:

”Det ved jeg med sikkerhed, fordi netop de papirer, der indgår i de allerførste kapitler, har været forelagt Justitsministeriet, og ministeriet har under lovbehandlingen svaret, at der ikke længere ville være ret til aktindsigt i disse dokumenter.”

Netop papirsporet er afgørende for Tynell, der både har læst til civilingeniør og historiker og tydeligvis har bragt metodeelementer fra begge uddannelser med i sin tilgang til journalistikken. For ham er det vigtigt, at bogen er baseret på både dokumenter og embedsmænds udsagn, som udbygger og understøtter hinanden. Han går så langt som til at kalde sig selv fakta-neurotisk, da vi kommer ind på samfundsdebatten, og følger op: ”Hvis man diskuterer, om Jorden er flad eller trekantet, og der ikke er nogen, der har set fotografier af den endnu, bør man som minimum bede folk føre bevis for deres påstand på en eller anden måde.”

Og med Mørkelygten har han i hvert fald gjort sit for at lægge et solidt grundlag for en oplyst diskussion om embedsværket.

”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

Næste artikel

”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

Klonk. Hæ. Hmm. Omtrent cirka sådan lyder det, når man som statskundskabsstuderende støder på et stykke lunkent udført forvaltningsarbejde, som en flok færdiguddannede scient.pol.’er har været med indeover. Først støder man panden blødt mod nærmeste væg. Dernæst slår man over i en halvbetuttet latter, som havde man taget en anden person i at slippe en lidt for højlydt vind på et lidt for offentligt sted. Og så begynder man at tænke.