”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

”Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre”

Klonk. Hæ. Hmm. Omtrent cirka sådan lyder det, når man som statskundskabsstuderende støder på et stykke lunkent udført forvaltningsarbejde, som en flok færdiguddannede scient.pol.’er har været med indeover. Først støder man panden blødt mod nærmeste væg. Dernæst slår man over i en halvbetuttet latter, som havde man taget en anden person i at slippe en lidt for højlydt vind på et lidt for offentligt sted. Og så begynder man at tænke. Forhåbentligt over det grelle i, at sjusk og fiksfakseri i forvaltningen kan få seriøse konsekvenser for virkelige mennesker.

Denne tretrinsreaktion burde være velkendt for de fleste studerende her på stedet. I hvert fald på den ene eller anden måde. For vores undervisere i videnskabsteori lægger allerede på første semester ud med at teste vores kritiske evner. Det gør de, når de til eksamen stikker os en embedsmandsrapport i hånden og beder os kradse i den ud fra det, vi har lært. Senere kommer metodeforløbene hen over andet studieår, og så burde der ikke længere være nogen undskyldninger tilbage: Man bør da være bekendt med faldgruber, sjusk og svipsere i forvaltningens arbejde.

Alligevel lader det til, at det lykkes flere af os senere hen at blive ophavsmænd og -kvinder til atter nye eksempler på mindre hæderligt fagarbejde. Ifølge institutleder Lars Bo Kaspersen sker det, at ”man oftere og oftere løber ind i eksempler, hvor man tænker: Det her burde en cand.-scient.pol. kunne gøre bedre”.

Hvad enten årsagerne skal findes i glemsomhed, usleben kundskab eller generelle arbejdsbetingelser i centraladministrationen, må vi – som studerende, ansatte og borgere – håbe på, at vi på Institut for Statskundskab kan gøre vores for, at fremtidige embedsmandsrapporter ikke i for høj grad går på kompromis med fagligheden. Dermed ingenlunde sagt, at vi skulle kunne løse alle problemer og da slet ikke på én gang, men vi kan starte et sted.

I sidste udgave af MED ANDRE ORD gav Lars Bo Kaspersen bolden op og pegede især på to oplagte områder at tage fat: vores kandidatuddannelse og statskundskaberens etos. For hvad kan vi gøre for at styrke vores faglighed, og hvilke etiske forpligtelser og idealer bør en scient.pol. søge at leve op til? Som svar på disse spørgsmål har redaktionen modtaget en række indlæg fra både studerende og ansatte, som vi bringer på side 39-49.

Ud over dette fokus på faglighed, kvalitet og identitet har vi i denne udgave valgt at gå tættere på de studerende på Instituttet. Det gør vi i temasektionen Hvem er vi på Statskundskab?, hvor vi blandt andre har mødt foreningen for kristne studerende, gransket fordomme om statskundskabere og kastet et blik på den noget manglende (etniske) diversitet på tværs af studieårgangene. I forlængelse af dette har vi tilladt os kækt at spørge lidt ind til den alkoholkultur, som vi nyder godt af på hverdage og i weekender, og som er så velforvaltet, at selv den gode Weber ville være åbenlyst imponeret.

Oven på disse indledende bemærkninger – og med en stor tak til alle bidragydere – er der blot at sige, at vi med denne udgivelse mener at have grebet den bold, som Lars Bo Kaspersen gav op på sidste semester. Vi håber hermed at kunne kaste den videre. Videre til jer, kære læsere: Værsgo og velkommen indenfor – vi høres forhåbentligt ved!

– Philip Larsen & Anders Bencke Nielsen, på vegne af redaktionen

Forsiden af bagsiden: 4

Næste artikel

Forsiden af bagsiden: 4

"De soldater, der kommer hjem med grimme ting i bagagen, bliver mødt af en offentlighed, der slet ikke har et sprog, der gør, at den forholde sig til dem eller det, de har været igennem." Sådan sagde manden bag linjerne ovenfor, Mikkel Brixvold, i et interview med Information op til udgivelsen af sin digtsamling Så efterlades alt flæskende (2014).