Når forskningen rammer terrænet

Professor Peter Dahler-Larsen fortæller her, hvordan friktion mellem undersøgelsesdesign og virkelighed i et netop afsluttet forskningsprojekt giver anledning til videre refleksion over statskundskaben i en anvendelsesorienteret kontekst.

Mens du læser dette, er 35.000 sygemeldt med stress. Meget kan spares, hvis man kan reducere arbejdsrelateret stress. Men ingen kan i dag forestille sig præstationsforventningerne skruet ned. Man forsøger af og til at slippe af med problemet ved at individualisere det. Resultatet er, at personen sygemeldes, ikke arbejdspladsen.

I 2010 tildelte Arbejdsmiljøforskningsfonden midler til Signe Pihl-Thingvad fra Syddansk Universitet og undertegnede. Med disse midler kunne vi studere sammenhængen mellem resultatmålinger og stress på offentlige arbejdspladser i Danmark. Efter en del resultatmålinger og stress(!) er vores bog netop udkommet.

I denne artikel reflekterer jeg over, hvordan et sådant forskningsprojekt rammer virkeligheden. Med andre ord er mit indlæg led i den løbende debat om, hvad politologisk forskning er og kan.

Forskning er ikke bare forskning…
Lidt forenklet kan man dele forskning op i modus 1 og modus 2. I modus 1 er forskning opdelt i discipliner med hver deres publikationer bedømt af fagspecialister. Her ved man, hvilket felt man skriver i. I modus 2 produceres viden multidisciplinært ude i den virkelighed, hvor den bruges, og kriterierne for bedømmelse er ikke fagspecifikke, men forskellige og socialt bredt ud. Elsk det eller ej, men de fleste færdiguddannede scient.pol.’er kommer til at producere viden, der ligner modus 2 mere end modus 1. Derfor vil jeg som forsker og underviser gerne gøre mig erfaringer i modus 2 og formidle dem.

Jeg overvejede her metaforen ’When the rubber hits the road’, men ingen har været så venlige på forhånd at asfaltere en vejbane for forskningen i modus 2. Terrænet er råt og ujævnt. Det konkrete forskningsprojekt afhænger af 200 forhold, som forskeren ikke kontrollerer, men som alligevel kræver refleksion, og som skal håndteres i praksis. Politik pibler frem i friktionen mellem selve undersøgelsens design og den kontekst, undersøgelsen finder sted i. Det vil jeg give et par eksempler på.

… det er også politik
Allerede udvælgelsen af grupper af offentligt ansatte viste sig problematisk. Spørgeskemaundersøgelsens praktiske afvikling er afhængig af en interessekonfiguration, hvor ikke mindst fagforeninger godkender undersøgelsen, inden den kan udføres. De gør de kun, hvis de kan se muligheder i den. Metodens brug forudsætter altså sociale forbindelser og aftaler.

Deltagelse forudsætter også ressourcer. Vi pilottestede vores spørgeskema hos en gruppe af sosu-assistenter, men deres skriftlige evner over for vores – syntes vi selv – korte og klare skema gav så ringe en svarprocent, at vi ikke turde spendere vore survey-ressourcer på denne gruppe. Det er i sig selv paradoksalt, fordi sosu-assistenter i forvejen har svært ved at håndtere de aktuelle krav om resultatmåling, dokumentation og skriftlighed, der stilles til dem.

Og nu vi er ved spørgsmålet om ressourcer: Follow the money! Forskningsmidlerne kom fra et felt benævnt psykisk arbejdsmiljø, der har en lang politisk historie, som sætter rammen om den forskning, der udføres. Forskningens fokus er at udpege fysisk belastende faktorer, hvor implikationen er, at nogen må gøre noget ved denne belastning. Feltet er altså allerede forud for vores forskningsprojekt konstitueret som normativt ladet og i en vis forstand politiseret.

Metodiske udfordringer
I de senere år er arbejdsmiljøet i høj grad blevet psykisk orienteret. Ændringer i erhvervsstrukturen giver større fokus på menneskelige relationer (pleje, pasning, pædagogik, psykologi) og på vidensarbejde (psykologi, medicin, forskning, innovation). Undersøgelser viser, at de mest videnstunge velfærdsstatslige jobfunktioner også er de mest stressbelastede. Psykisk arbejdsmiljø presser sig altså på som relevant begreb, men udfordrer samtidig de modeller, vi kender fra det fysiske arbejdsmiljø.

Det psykiske arbejdsmiljøet bor ikke i fysiske faktorer, men i perceptioner og sociale relationer. Fra dygtige kausalt orienterede forskere kan vi lære at være varsomme med at drage kausale slutninger i en situation, hvor ’uafhængige’ variable i virkeligheden er led i interaktive, systemiske og dynamiske sammenhænge. Det er derfor utilstrækkeligt at operere med uafhængige variable, hvis man ønsker at holde ledere og medarbejdere fast på deres ansvar for skabelsen af det arbejdsmiljø, man teoretisk ved, de selv er involveret i.

Valget af metode sker ikke forud for forståelsen af feltets konstitution, men er en funktion af og en respons på brydningerne i feltet. Vi valgte et mixed methods-design og overlod styringen af hvert kapitel i bogen til flere paradigmer på skift. Det var en spændende proces, men også hård, fordi vi konstant måtte vælge mellem flere veje i organiseringen af stoffet.

Bevægelser i terrænet
Vi fortsætter nu publiceringer på projektet, primært i forhold til modus 1, hvor man må vide, hvilket felt man skriver til. Samtidig er projektets idé og gevinst en kombination af viden fra flere felter. Vi må knytte an til eksisterende vidensproduktion for at blive forstået, men også koble til noget nyt.

Lige nu reagerer forskellige parter ud fra hver deres interessekonfigurationer på vores publikationer, fra Mandag Morgen til fagbevægelsen. Vi er også glade for, at bogen stadig er varm fra trykpressen, netop som Moderniseringsstyrelsen rykker med sit seneste initiativ om resultatmålinger. Der sker noget i terrænet, som gør det spændende at blive der et stykke tid endnu.