Vi skal blive bedre til at bryde tabuet. Det er i orden at tvivle på sit studievalg.
Med samfundsfag på A-niveau i bagagen og en stor interesse for politik virkede statskundskab som et naturligt studievalg for mig. Samtidig kunne det fungere som et springbræt til Christiansborg, hvor jeg skulle have min faste gang – ikke som politiker, men som journalist. For som jeg dengang tænkte, er en solid viden om politik vel nødvendig, hvis man skal være kritisk journalist. Det troede jeg jo dengang, at jeg skulle være.
Da tvivlen kom
Efter det obligatorisk afholdte sabbatår satte jeg derfor fuld af forventning mine ben på CSS i efteråret 2012. Introdagene var bogstaveligt talt en fest, de faglige oplæg var spændende, og mine nye medstuderende var imødekommende. Alligevel skulle tvivlen om, hvorvidt jeg var havnet på det rigtige studie, snart melde sin ankomst.
Langsomt kom den snigende og blev til en klump i maven, som jeg bar med mig rundt på Instituttet. Til forelæsninger, til undervisning og sågar til de ellers fremragende sociale arrangementer, som Statskundskab nu engang lægger hus til.
Som Palle fra den kendte børnebog troede jeg, at jeg var aldeles alene i denne verden om at tvivle på studievalget. Det føltes nemlig utaknemmeligt at udtrykke tvivl om et studie, som på grund af sin popularitet og sit høje adgangssnit ikke er en mulighed for mange. Tvivlede man, havde man jo reelt ’stjålet’ pladsen fra én, som ville studiet mere, end man selv ville. Derfor holdt jeg tvivlen for mig selv.
Enden er altid god
Måske er det derfor først på tredje og sidste år af min bachelor, at jeg har opdaget, at jeg langt fra er den eneste, som har været i tvivl om studievalget. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange af mine medstuderende, der også har levet med samme tvivl, men som – ligesom jeg – er gået stille med dørene. Først på femte-sjette semester er der faldet henkastede hentydninger til, at de endelig har fundet sig ordentligt til rette på studiet.
Det er ikke Institut for Statskundskabs opgave at overbevise os studerende om, at vi alle er endt på det rigtige studie. Det er vores eget ansvar. Os, der til daglig sidder side om side til forelæsning og holdundervisning. Vi skal blive bedre til at bryde det tabu, som til en vis grad hersker om at være en tvivlende statskundskaber.
Personligt er den tvivlende knude i min mave blevet afløst af en befriende følelse. Jeg er glad for at læse statskundskab, selvom endestationen ikke bliver
Christiansborg alligevel. Jeg er også glad for, at jeg bed tænderne sammen og ikke lod tvivlen sejre. Men for mig, og sikkert også for andre tvivlere, havde vejen hertil været nemmere, hvis vi ganske enkelt var bedre til at råbe op om det simple faktum, at tvivlen kan ramme os alle.
Lad os derfor prøve at bryde det tabu én gang for alle.