Økonomi på Statskundskab er en besynderlig størrelse. Det er ikke bare svært, det er også unuanceret. Manglen på nuancer gør, at økonomifaget står tilbage som en afviger fra den ellers kritiske kultur, som tilstræbes på de andre dele af studiet. Men hvorfor egentlig? Hvor bliver nuancerne af?
På Statskundskab får vi fra dag ét præsenteret ’den gode studerende’ som én, der forholder sig nuanceret og kritisk til det, vi lærer. Forudsætningen for skolingen af den gode studerende er imidlertid, at pensum også er pluralistisk og nuanceret. Dette er også tilfældet for langt de fleste af de fag, vi bliver undervist i. I Almen Statskundskab læser vi således om henholdsvis Dahls pluralistiske og Schumpeters elitistiske demokratiopfattelse. Og i Politisk Teori og Idéhistorie læser vi eksempelvis om både Rawls’ og Nozicks syn på retfærdighed.
Hvorfor skal vi i økonomiundervisningen lægge vores kritiske sans på hylden?
Alsidige tilgange gennemsyrer Statskundskab og alle de fag, vi studerer. Det er noget, vi mener, der bidrager til en bred og nuanceret forståelse af pensum hos de studerende. På Statskundskab er der imidlertid ét fag, der skiller sig ud: økonomifaget, der er delt op i mikro- og makroøkonomi.
Ifølge kompetenceprofilen for makroøkonomi er formålet ”at give de studerende en grundlæggende forståelse af de makroøkonomiske sammenhænge og samspillet mellem disse.”
Til dette formål læser vi i makroøkonomi Mark P. Taylors og Gregory Mankiws Macroeconomics, der fungerer som vores altdominerende grundbog, hvori de neoklassiske modeller præsenteres som en selvfølge. Der efterlades altså ikke meget – om nogen – tid til andre økonomiske teoriretninger.
Ifølge de neoklassiske modeller agerer virksom- heder, forbrugere og politikere på et marked, hvor de via rationelle overvejelser må allokere deres ressourcer bedst muligt for at tilfredsstille deres præferencer. De neoklassiske modeller betragter kort fortalt samfundet som et aggregat af egen- nytte maksimerende aktører med såkaldt fuld information. Det betyder, at eksempelvis normer og værdier ikke spiller en rolle, der er stor nok til, at modellerne vil eller kan tage højde for dem. De neoklassiske modeller, som dominerer grundbogen, lægger således fundamentet for vores forståelse for samfundsøkonomien generelt. Spørgsmålet er dog, om dette er et tilstrækkeligt grund- lag for en nuanceret forståelse af de økonomiske sammenhænge.
Kritikken af det snævre teoretiske udgangspunkt på økonomifaget går ikke kun på, at vi savner et teoretisk supplement til de neoklassiske modeller, men i ligeså høj grad at vi mangler en bredere diskussion af de aktuelle økonomiske problematikker.
Finanskrisen har vist, hvor stor en betydning udviklingen i aktiemarkedet har for resten af økono- mien – tænk blot på arbejdsløsheden, den førte politik, kulturlivet og folkestemningen i al almindelighed. Imidlertid har vi svært ved at forklare finans- krisen ud fra de modeller, vi bliver præsenteret for i undervisningen i dag, hvor finanskriser blot betegnes som ‘støj’ i en økonomi, der bevæger sig mod en ny ligevægt. De neoklassiske modeller henviser i al enkelhed til, at markedet på lang sigt vil befinde sig i en ligevægt med fuld beskæftigelse og et fuldstændigt match mellem udbud og efterspørgsel.
Kritikken af det snævre teoretiske udgangspunkt på økonomifag- et går ikke kun på, at vi savner et teoretisk supplement til de neoklassiske modeller, men i ligeså høj grad at vi mangler en bredere diskussion af de aktuelle økonomiske problematikker.
Desuden undrer vi os over, at der er et ekstremt lille fokus på så aktuelt et problem som økonomiens stillingtagen til miljøudfordringer. Her bliver vi kun præsenteret for den mainstream miljøøkonomiske tilgang, der bygger på neoklassiske analyser, og som ikke i tilstrækkelig grad tager højde for naturens komplicerede dynamikker. Man medregner ikke, at der kan være grænser for, hvor stor økonomien kan være, eller hvor store mængder forurening man kan udlede. De seneste 20-30 år har der inden for akademia været en stigende skepsis over for det forhold, at de neoklassiske vækst- og miljømodeller simpelthen ikke anerkender, at vores økonomi eksisterer på en planet, som har begrænsede ressourcer. Er den neo- klassiske miljø-økonomi forældet? Og hvorfor bliver man ikke præsenteret for det spørgsmål i økonomi- undervisningen? Vores kritik af økonomifaget er ikke et ønske om at erstatte alt hidtidigt pensum med alternative økonomiske skoler. Og vores kritik er ej heller eller en enlig svale, der begrænser sig til Statskundskab på Københavns Universitet. Blandt andet har Gregory Mankiws egne elever på Harvard University efterspurgt mere teoretisk plural- isme og flere nuancer i undervisningen. De mener, at et nuanceret og kritisk blik giver bedre studerende, og her er vi enige.
Hvorfor skal vi i økonomiundervisningen lægge vores kritiske sans på hylden? Når statskundskabs- studiet netop sigter efter at præsentere de studer- ende for en bred palet af teorier, undrer vi os over, at økonomifaget ikke følger trop og nuancerer debatten. De studerende efterspørger flere nuancer på Harvard, på Manchester University og hos Kritiske Politter på økonomistudiet ved Københavns Universitet. Ja, selv det britiske finansministerium har igangsat en kritisk diskussion af pensum i økonomiundervis- ningen. Hvorfor går vi på Statskundskabsstudiet ikke forrest i debatten? Det er tid til forandring.