Sammenlignende statskundskab: Et fag i vælten

Sammenlignende Statskundskab var vidne til et stort frafald på efterårs­semestret 2014. Faget er nu færdigevalueret, og eftertænksomheden har sænket sig over Instituttet. MED ANDRE ORD stiller her skarpt på efterårets hændelser og spørger, hvad der egentlig skete, da 55 % af en årgang frameldte sig faget.

I efterårssemestret 2014 udbød Instituttet for første gang faget Sammenlignende Statskundskab (SS). Efterhånden som sensommer blev til efterår, og efterår blev til vinter, oplevede faget et stort frafald blandt de nuværende sjettesemester­studerende. På Instituttets gange, over Kommunens skoldhede kaffe og Jacques D’s iskolde øl, blev der spekuleret og diskuteret. Hvor skulle årsagen til frafaldet findes?

Nogle studerende udpegede læse- og arbejdsbyrden som den primære synder. Pensum var i omegnen af 1900 sider, hvilket syntes meget for et fag på 10 ECTS-point. Dertil kom to obligatoriske skriveøvelser, hvor man skulle give skriftlig feedback til sine medstu­derende. Andre fremhævede, at der var tale om en klassisk sneboldeffekt, hvor de studerende inspirerede hinanden til at framelde sig faget. Atter andre påpegede, at årsagen skulle findes i studiefremdriftsreformen: at framelde sig SS var for mange studerende sidste udkald for at framelde sig et fag. Som med alle andre forhold i statskundskaben er svaret ikke entydigt, og årsagen til frafaldet findes sandsynligvis i en kombination af de nævnte årsager.

Stort frafald – gode evalueringer
For at komme årsagen nærmere har vi sat tre interessenter stævne: studieleder Anders Wivel, daværende fagkoordinator på SS, Julie Hassing, samt sjette­semesterstuderende Eskil Rask, der fulgte faget hele vejen. Første spørgsmål går på, hvordan Instituttet forholdt sig, da de første frameldinger begyndte at tikke ind?

”Vi fulgte selvfølgeligt udviklingen tæt, og på den baggrund besluttede vi at foretage en særlig grundig evaluering af faget for begge grupper – dem, der blev, og dem, der frameldte sig,” lægger Anders Wivel ud. ”Evalueringerne viste faktisk, at hele 70 % af dem, der tog faget, vurderede, at undervisningsforløbet havde været udbytterigt eller meget udbytterigt. I kommentarerne udtrykte flere, at faget var spændende, og at det bestemt har potentiale.”

Julie Hassing siger i den forbindelse, at hun synes, at det er flot, at faget trods det store frafald vurderes så positivt af dem, der blev hængende. ”Det kan være svært at holde gejsten oppe, når ens medstuderende langsomt framelder sig, og i det lys synes jeg faktisk, at den overvejende positive evaluering af faget er et tegn på succes.”

Form og indhold
At faget har potentiale, kan Eskil Rask nikke genkendende til. Han mener, at SS er et nøglefag, der er med til at gøre statskundskabsuddannelsen til noget unikt. Samtidig er han dog af den klare opfattelse, at der er plads til formmæssige forbedringer.

”Når jeg tænker tilbage, har SS uden tvivl været mit yndlingsfag rent indholdsmæssigt. Men formen haltede desværre gevaldigt efter. Her tænker jeg blandt ­andet på kvaliteten af visse forelæsninger samt den måde, man håndterede pensum på. Det fremstod sjusket.”

Eskil Rask fremhæver også den dårlige stemning, som han mener lå over faget allerede under introforelæsningen i september. Her kommenterede fagkoordinator Julie Hassing på den debat, som faget – før det var skudt i gang – havde givet anledning til blandt de studerende. Hun lagde vægt på, at det var en forudsætning at være fuldtidsstuderende, hvis man ville have fagets fulde udbytte.

”Man følte, at man blev anklaget for at være doven og forkælet, fordi man stillede spørgsmålstegn ved et uforholdsmæssigt stort pensum”  – Eskil Rask

”Mange, inklusiv mig selv, følte det som en opsang. Man følte, at man blev anklaget for at være doven og forkælet, fordi man stillede spørgsmålstegn ved et uforholdsmæssigt stort pensum. Jeg har snakket med mange, der frameldte sig faget, fordi pensum var for stor en mundfuld – ikke fordi de var dovne. Samtidig var mange blevet færdig med Metode 2 og havde fået fede studiejobs, og så prioriterede man selvfølgelig det,” siger Eskil Rask, der selv et par gange overvejede at framelde sig.

Julie Hassing fornemmede hurtigt den stemning, der herskede omkring det nye fag.

”Jeg havde en fornemmelse af, at de studerende følte, at Instituttet forsøgte at skrue bissen på bare for at gøre det. Det var på ingen måde tilfældet. Vi har som forskere ikke incitament til at gøre pensum længere og fylde mere undervisning ind i skemaet. Vi er både forskere og undervisere, og et større pensum gør natur­ligvis undervisningen mere tidskrævende, hvilket tager tid fra forskningen. Arbejdsbyrden i SS blev fastsat for at sikre det faglige niveau og sikre, at Statskundskab også i fremtiden kan leve op til den kvalitet og det brand, der er en essentiel del af uddannelsen.”

Julie Hassing er dog ikke blind for, at der er plads til forbedringer. ”Anders Wivel, Peter Kurrild-Klitgaard, Julie Hassing er dog ikke blind for, at der er plads til forbedringer. ”Anders Wivel, Peter Kurrild-Klitgaard, der er ny fagkoordinator på faget, og jeg selv har været meget fokuseret på at få evalueret de substansmæssige ændringer, der fremadrettet vil gøre faget bedre. Vi har lyttet utroligt meget på de løbende evalueringer af faget.”

”Arbejdsbyrden i SS blev fastsat for at sikre det faglige niveau og sikre, at Statskundskab også i fremtiden kan leve op til den kvalitet og det brand, der er en essentiel del af uddannelsen” –  Julie Hassing

Manglende forventningsafstemning
Som studerende er det svært at erklære sig uenig i ­ønsket om at fremtidssikre den faglighed, der udgør statskundskaberens fremmeste produkt. Spørgsmålet er dog, om Instituttet i forsøget på at værne om fagligheden samtidig forsømte en af statskundskabens fornemmeste discipliner: forventningsafstemningen. Selvom de nuværende sjettesemesterstuderende på papiret altid har været fuldtidsstuderende, har de side­løbende med studiet også honoreret samfundets krav om praktisk jord under neglene. Det har taget tid fra studierne, og det vidste Instituttet også, da man fastlagde arbejdsbyrden i SS.

Julie Hassing medgiver, at bedre kommunikation måske kunne have reduceret frafaldet, men samtidig fremhæver hun, at der ligger et stort ansvar hos de stu­derende for at prioritere studiet over studiejobbet.

”En gennemtænkt kommunikationsstrategi fra Instituttets side kunne givetvis have forberedt de stu­derende på fagets arbejdsbyrde tidligere i processen. Men når det er sagt, så vil jeg gerne erklære mig enig i de punkter, som Peter Thisted Dinesen, Caroline Howard Grøn og Asmus Leth Olsen fremlagde i sidste udgave af MED ANDRE ORD. Af faglige årsager er det vigtigt, at vi ikke går på kompromis med kravet om, at de studerende skal lægge 40 timer om ugen i studiet. Det er især på bacheloren, at den grundlæggende faglighed etableres, og det betyder, at studiet skal prioriteres. Studiejobbet må og skal komme i anden række.”

En del af noget større?
Som studerende kan man let komme til at stille sig selv det spørgsmål, om hele postyret omkring SS i virkeligheden kan ses som udtryk for en tendens, hvor man fra universitetets side langsomt hæver kravene til de stu­derende. Ifølge studieleder Anders Wivel er dette en helt legitim tolkning. Han lægger ikke skjul på, at Instituttet i fremtiden kommer til at have højere forvent­ninger til de studerende.

”Det er klart, at vi måler os med de udenlandske universiteter, som vi gerne vil konkurrere med. Her ser vi tydeligt, at arbejdsbyrden typisk er større. Samtidig har vi her på Statskundskab at gøre med de bedste stu­derende i landet, og derfor mener vi godt, at vi kan tillade os at stille større krav, for vi ved, at de studerende kan leve op til dem,” udtaler han.

Lektien
Selvom der er blevet evalueret, tænkt og reflekteret, er det langt fra nogen nem opgave at udpege den ­egentlig årsag til, at SS oplevede så stort et frafald i efteråret 2014. Måske var frafaldet udtryk for, at de nuværende sjettesemesterstuderende tænkte rationelt og greb ­sidste chance for at læse 20 ECTS-point. ­Måske skete der simpelthen det, at Instituttet højnede det faglige ambitionsniveau på et tidspunkt og på en facon, der ikke harmonerede med den indstilling, som de stu­derende havde til det at læse statskundskab.

Uanset årsag er der ikke noget, der tyder på, at ­hverken samfundets eller Instituttets forventninger til de studerende nedjusteres de kommende år. Derfor bliver Julie Hassings afsluttende råd endnu mere relevant i fremtiden: Som studerende er den sværeste og vigtigste lektie, at man skal lære at prioritere sin tid.