Skip to content

Side 9-VIP’eren

Redaktionen har headhuntet Martin Vinæs Larsen, ph.d.-studerende og metodeunderviser, til at være forårssemesterets Side 9-VIP’er. Her får du en unik mulighed for komme ind under huden på et af Instituttets velkendte ansigter.

– Hej Martin! Tak, fordi jeg måtte kigge forbi og snakke med dig. Hvad laver du for tiden?

Jeg forbereder undervisning, da jeg skal til at udbyde et fag i politisk adfærd med Jens Olav Dahlgaard. Derudover er jeg i gang med at skrive ph.d. om, hvordan økonomien er et signal, som vælgerne bruger til at vurdere politikerne.

– Puha, det lyder svært. Når du så sidder og nusser med statistikken i Stata, hvilken kommando, synes du så, er frækkest?

Den er svær. Stata er jo generelt meget frækt, men det må være kommandoen ’tsset’. Det er en indledende kommando, der er nødvendig for at kunne lave det sjoveste i Stata – nemlig tidsserieanalyse.

– Wauw, det kan jeg godt se. Hvad er din største drøm?

At vippe Peter Thisted Dinesen af pinden og overtage hans rolle som fagkoordinator i Metode. Det er her, man har indflydelse på de studerende og fremtidens forskning.

– En sand Francis Underwood! Mange af læserne vil forresten gerne vide, om du er single?

Nej, desværre piger (og drenge, red.). Jeg blev gift i august.

– Ærgerligt, men du er også en flot og veltalende mand, så det er ikke så underligt. Læser du egentlig bøger, der ikke indeholder tal?

Jeg er i gang med Revolutionary Road af Richard Yates, der handler om det unge par Frank og April og deres problemer i 1950´ernes USA.

– Hold da op, det lyder sandeligt som en sød fortælling. Hvis du havde fået penge for at være Side 9-VIP´er, hvad skulle de så bruges på?

Jeg ville købe en iPad. Når man er til kedelige konferencer, kan man ikke sidde og kigge ned i sin telefon, fordi folk så tror, at man ikke følger med. Har man derimod en iPad, er det som om, at det er mere legitimt at være optaget af skærmen. Men egentligt sidder man bare og gamer.

– Smart! Hvis man skal købe en drink eller fem til en gamer som dig, hvad skal man så byde på?

Jeg elsker cocktails! Jeg kan godt lide Old Fashioned, men er også vild med girly cocktails som Pina Colada og Strawberry Daiquiri.

– Wauw, mandigt. Hvad er den bedste scorereplik, du har brugt?

”Vil du med hjem og se en Jim Carrey-film?”. Og ja, det virkede.

-High five! Hvad er den bedste ferie, du har været på?

I sommer var jeg i Michigan for at lære om spilteori i fire uger. Det er et årligt seminar, der lidt er som ph.d.´ernes Sunny Beach, bare uden en strand. Egentlig er det bare et universitet, men det er rigtig sjovt. Der er varmt, der er mange mennesker, og der er mange kolde øl.

– Det lyder godt nok vildt! Det kunne jo være, at man skulle overveje at blive ph.d. Hvorfor har du sagt ja til at blive Side 9-VIP´er?

Fordi det lød sjovt! Der skal være kortere mellem ansatte og studerende, og jeg vil gøre meget for at mindske denne afstand. Rigtig meget!

– Vi er også rigtig glade for, at du vil stille op. Hvad siger din familie og venner til det – måske især din kone?

De er meget bekymrede, for det kan jo skabe problemer for mig fremadrettet. Professor Kasper Møller Hansen, min vejleder, ved det ikke endnu, men jeg håber ikke, at han bliver sur. Men jeg må ærlig talt sige, at jeg er en smule nervøs.

Tak, fordi du er så modig og vil hjælpe os med at mindske afstanden mellem ansatte og studerende. Det har været en fornøjelse at snakke med dig!