Vi kan gøre mere ud af vores kandidatuddannelse, skriver institutleder og professor Lars Bo Kaspersen. Vores kandidater er dygtige, men kan blive endnu bedre, lyder det. Studiearbejdstiden for de studerende på overbygningen er generelt for lav, og deri ligger et uudnyttet potentiale, som Instituttet bør gøre brug af
Forskere og studerende på et politologisk institut ved bedre end de fleste, at politik er et underligt fænomen. Det afspejler sig ikke mindst i de igangværende politiske diskussioner om de højere uddannelser. Således besidder en stor del af det politiske etablissement den forestilling, at vi lever i et videnssamfund, hvor landene konkurrerer om at udvikle eller tiltrække de bedste hoveder, som kan producere vækst. Derfor skal vi blive dygtigere, og universiteterne skal uddanne flere kandidater. Det koster penge – mange penge. Det gik op for den siddende regering for et par år siden, at der var tale om en betydelig udgift, og derfor er de højere uddannelser pludselig blevet ’high politics’.
I takt med at udgifterne til uddannelse af kandidaterne vokser, skifter debatten karakter, og fokus bliver nu effektivisering og højere produktivitet, og disse størrelser kobles til højere kvalitet. Og debatten flyder videre til at indbefatte et relevanskriterium. Uddannelserne skal i højere grad være relevante og beskæftigelsesorienteret. I den sovs af modstridende politiske målsætninger og teknokratiske løsningsmodeller – formodentligt udarbejdet af dygtige, innovative cand.scient.p..’er? – finder vi et utal af reformer, konkrete forslag og løse ideer.
Hvornår er Finansministeriet blevet en vidensbank for kvalitet i uddannelserne?
De handler bl.a. om SU-besparelser, studietidsafkortende tiltag, øget timetal samt forslag om 4-årige bacheloruddannelser med tilhørende reduceret optag på kandidatuddannelserne. Debatterne er hjulpet godt på vej af Produktivitetskommission og Kvalitetsudvalget, hvor sekretariatet, der understøtter sidstnævnte, har hele tre embedsmænd udlånt fra Finansministeriet. Hvornår er Finansministeriet blevet en vidensbank for kvalitet i uddannelserne?
Det er mig en gåde at forstå, hvorledes disse mange tiltag fører til kvalitet, og hvad mener man egentligt med kvalitet? Og hvad skal vi bruge kvaliteten til? Disse svar blæser i vinden, og jeg forventer ikke at få svar herpå foreløbigt.
Kvalitet på IFS
Rasmus Fonnesbech Andersen rejste i første nummer af dette herlige blad en helt nødvendig debat om vores forskningsmæssige målsætning. Og trods vores uenighed på nogle punkter tror jeg, at vi er enige om, at få nyskabende forskningsresultater og innovative ideer er bedre end mange uoriginale resultater og gentagelser af allerede eksisterende pointer. Det er sådant et forskningsmiljø, vi arbejder på at skabe.
Den store udfordring er vores kandidatuddannelse. Her er min oplevelse, som jeg deler med andre, at arbejdsindsatsen gennemsnitligt er for lav. Studiearbejdet tager 20 timer om ugen og ikke 10, som det rettelig burde, og fremmødet til undervisningen er svingende.
Men hvad med kvaliteten i undervisningen og kvaliteten af vores kandidater? Kvaliteten af undervisningen vil jeg gemme til en anden gang, men det er ikke et udtryk for, at jeg ikke finder det vigtigt. Det fortjener blot mere plads, end jeg har her. Lad os i stedet for en gangs skyld kaste et blik på vores kandidater. Har de høj kvalitet? Svaret er ja, hvis man ser på karakterniveauet for at komme ind på studiet. Ligeledes hvis man ser på karakterniveauet på Statskundskab, så ligger det flot. Hvis man samlet vurderer uddannelsens høje faglige niveau og de studerendes engagement i faglige foreninger på IFS, så tyder det på kvalitet. Tillægges vores aftageres tilfredshed med kandidaterne, så har de høj kvalitet! Jamen, det er jo herligt!
Men snyder vi os selv lidt med denne ellers glædelige konklusion? Jeg tror det. Er vores studerende så alligevel ikke så dygtige? Jo, de er dygtige, men min fornemmelse er, at de kunne blive meget dygtigere. De kommer for de flestes vedkommende med høj kulturel kapital, og på bacheloruddannelsen arbejder de fleste hårdt og målrettet og mærker selv, at deres niveau løftes de første tre år. Selv her er der plads til forbedring, men den store udfordring er vores kandidatuddannelse. Her er min oplevelse, som jeg deler med andre, at arbejdsindsatsen gennemsnitligt er for lav. Studiearbejdet tager 20 timer om ugen og ikke 10, som det rettelig burde, og fremmødet til undervisningen er svingende. Dette skal sammenholdes med, at mange studerende færdiggør studiet med et relativt højt karaktergennemsnit. Der er noget, der ikke stemmer. Hvis ikke man studerer intenst mere end 40 timer om ugen, så skal man heller kunne forlade statskundskabsstudiet med høje karakterer. Med andre ord har vi et uudnyttet potentiale, og Instituttet er forpligtet på at udfordre de studerende, stille de rette krav, men selvfølgelig også tilvejebringe interessante fag, kompetent forskningsbaseret undervisning og god pædagogik for at hjælpe de studerende fremad i deres udvikling. De studerende er forpligtede til at yde en indsats på kandidatuddannelsen, der ligger over den, der leveres på bacheloruddannelsen. I forlængelse heraf skal bemærkes, at et stigende antal tidligere uddannede cand.scient.pol’er (inkl. finansministeren) indrømmer, at de burde have været presset mere især på kandidatuddannelsen. Fra næste år er de studerende heldigvis heldige, for da indebærer de ovenfor omtalte reformer 4 i stedet for 3 kurser per semester på kandidatuddannelsen. Sammenholdt med vores nye linjespecialisering giver det nye muligheder.
Men er det nok?
Spørgsmålet står stadigt tilbage: Hvad er det for en kvalitet, man løfter, og hvad bidrager cand.scient.pol’erne med i forhold til de samfundsforandringer, der foregår? Hvis vores kandidater har høj kvalitet, burde de så ikke bringe reelt nye innovative ideer i spil i forhold til de udfordringer, vi står med? Hvor er de idéer, der skal transformere den offentlige sektor og relationen mellem den offentlige og private? Og der kunne nævnes et utal af eksempler. Hvad er det for kvaliteter vores kandidater skal have?
Jeg vover pelsen og giver nogle bud i næste nummer
af MED ANDRE ORD.