af Marc Sabatier Hvidkjær
Opgavespørgsmålet kørte stadig rundt i hovedet. Jeg kunne ikke stoppe med at forsøge at finde nye indgangsvinkler til det. Men hver gang stødte jeg ind i samme mur. Måske havde jeg det ikke i mig.
Beslutningen om at blanke blev truffet på tredjedagen langt efter midnat. I den sidste fase forsøgte jeg ikke rigtigt, jeg fortalte bare mig selv, at vi ikke kunne. Med den indstilling får man desværre ret.
Jeg kunne ikke sove i to hele nætter. Jeg gik lange ture i et forsøg på at falde ned, og det hjalp vel gradvist. Det var start januar, og jeg skulle sørge for at komme op på hesten igen. Der var også to andre eksaminer, der var blevne udskudt, og jeg skulle vende tilbage til jobbet, læseferien kunne jo ikke vare evigt.
Jeg kunne slet ikke overskue det. Men i et forløb, der virkede som mere held end forstand, fik jeg kravlet mig igennem det hele, og det fint, takket være god hjælp fra andre.
Nu skulle bacheloren startes op, og nu kunne jeg puste lidt ud. Der var jo lang tid til, at den skulle afleveres. Men opstartsfasen tærede mange kræfter i sig selv, og de mange idéer havde det med at fortsætte, når man skulle forsøge at sove.
Jeg havde været til lægen, som havde henvist mig til en scanning på grund af en knude under min venstre armhule. Jeg så statskundskabsrevyen dagen inden, jeg skulle scannes, og min eneste bekymring var, om jeg ville komme til at sove over mig. Det gjorde jeg ikke, men ultralydsundersøgelsen vakte nye tanker, da lægen sagde, at der ikke var tale om fedtknuder, men hævede lymfeknuder. Det skulle jeg altså få udredt meget hurtigt, han ville skrive en klar henvisning til min læge, som jeg skulle ringe til som det første på dagen. Det måtte man hellere.
Du skal i gang med kræftpakke. Beskeden var klar den forårsmorgen, og jeg sendte en besked til jobbet om, at jeg måske ville sygemelde mig indtil at udredningen var slut. Senere på dagen læste jeg en introduktion fra kræftens bekæmpelse om kræftpakker, der fortalte, at man godt kunne blive udmattet på bagkant at et kræftpakkeforløb, selvom man var rask.
Jeg lagde mig til at sove den nat, og jeg sov dybt. Det gjorde jeg meget de dage. Væk var de vrimlende tanker om opgaveskrivning, og ind kom et højere problem. Det var befriende.
Efter de indledende scanninger fik jeg af vide, at der var en overvejende sandsynlighed for, at der var tale om kræft. Der blev sat en dato for operationen for at tage en biopsi, og den lå 10 dage før at opgaven skulle afleveres.
Jeg ville gerne få afleveringsfristen rykket 14 dage, for jeg ville jo være træt efter operationen. Omvendt skulle den også bare ud af verden, for hvis jeg skulle i behandling, kunne jeg jo alligevel ikke bidrage det store.
Jeg søgte dispensation hos studievejledningen, der fortalte, at det havde de altså aldrig gjort før, og at jeg jo bare kunne genindlevere. Jeg forklarede, at formålet med dispensationsansøgningen var at få lov til det, netop fordi der ikke var præcedens. Efter lidt tumlen frem og tilbage fik vi af vide nogle dage før afleveringsdatoen ,at vores dispensation var tilkendt. Heldigvis.
Biopsien viste, at jeg havde klassisk Hodgkins lymfon, hvilket var lidt af en lettelse, for man vil hellere have den klassiske end at bidrage til videnskaben med en ny mutation. Der blev hurtigt igangsat en behandlingsplan på Rigshospitalet, og nogle dage efter at den var sat op, sad jeg i en stol og fik kemostoffer og saltvand i min venstre underarm.
På andendagen af behandlingen sagde sygeplejersken, at en forskningssygeplejerske gerne ville tale med mig. Jeg sad jo alligevel lænket til min stol, så adspredelse var vel værdsat. Forskningssygeplejersken kom og præsenterede sig selv og sit projekt, hvor de gerne ville undersøge ”kemohjerne”. ”Kemohjerne” er en samlebetegnelse for de indtryk, patienter indrapporterer efter endt behandling, hvor de oplever hukommelsestab, koncentrationsbesvær og generelt nedsat kognitiv funktion.
Det var nyt for mig, og jeg var lidt ked af at høre om de nye potentielle bivirkninger. Den uge gik så stærkt, at jeg ikke rigtig havde tid til at blive berørt. Jeg fulgte bare strømmen.
Efter tre dages kemo og en hviledag, ville jeg gerne lave nogle afsluttende rettelser til vores bachelorindledning. Det var min makker, der trak det meste af læsset nu, men jeg ville gerne have det sidste med.
Jeg stirrede bare ind i skærmen. Jeg kunne ikke. Jeg brød sammen. Jeg kunne ikke skrive, og jeg vidste ikke, om jeg ville kunne det igen.
Opgaven blev afleveret nogle dage senere, og det var en stor forløsning. Så kunne jeg fokusere på det essentielle.
Jeg fik kemo 16 gange over sommeren, fra d. 2. juni til d. 10. august. Det var en helt speciel tid.
Jeg er ofte en fange af fremtiden, og jeg kan komme til at fremskrive en begivenhed til den næste, og pludselig ser man 10 år frem. Men for en gangs skyld følte jeg, at jeg kunne gå lige den vej, jeg ville, og det ville være perfekt. Jeg følte mig allerede styrket af oplevelsen og tænkte, at jeg var blevet foræret et perspektiv, der vil forvandle alle andre problemer til trivialiteter.
Dog havde jeg samtidig travlt med at bekræfte for mig selv, at jeg stadig var mig selv, og havde derfor travlt med at skrive og finde på nye gøremål.
Behandlingen sluttede, og jeg havde en reeksamen fra en eksamen, jeg ikke helt nåede i juni, hvor jeg havde fået lidt ekstra tid på grund af min tilstand. Det gik dog glimrende, og jeg var lettet over, at kemohjernen ikke var for manifest.
Jeg kunne ikke vente med at gå ind til semestret, hvor jeg følte mig helt fri for forventninger. Og den efterfølgende scanning viste, at jeg var helbredt. Det var jo intet mindre end fantastisk.
Naivt troede jeg, at den følelse ville vare ved. Men normalen vendte hurtigt tilbage. Dagens gerninger slipper ikke nattesøvnen, og de frie dage virker pludseligt langt borte. De samme forventninger, bekymringer og usikkerheder melder deres tilbagekomst.
Jeg troede ellers, at jeg var blevet klogere. At jeg havde fundet en højere mening med livet, set det, der virkelig tæller og være i balance. Måske er de følelser en naturlig del af det at være ung. Eller menneske. Måske undervurderer man i hvor høj grad, alle de andre går rundt med samme følelse som en selv. Det svært at sige.
Omvendt kan den nerve være det, der skal til, for at få udrettet noget. Den indre rastløshed, der konstant sikrer en bevægelse, der ofte kan resultere i fejl, og derfra, ubehag. Den usikkerhed, der får en til at stræbe efter lidt mere. Den mangel på mæthed, der gør, at man ikke stiller sig tilfreds.
Der burde dog være et sted imellem de to poler. Det havde jeg gerne fundet. Det har jeg ikke endnu. Men jeg leder videre. Måske bliver jeg klogere næste år.