Tag Archives: Anmeldelse

Anmeldelse: Kunsten at rette op på et beskadiget rygte

Den skandaleramte, tidligere embedsmand Peter Loft har sammen med den tidligere departementschef, Jørgen Rosted, skrevet en bog om embedsværket. Ironisk? Måske, men ikke desto mindre er bogen af relevans for alle statskundskabsstuderende.

Det er svært at åbne Peter Loft og Jørgen Rosteds bog, ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” uden at tænke på førstenævntes famøse indblanding i skattesagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock tilbage i 2010. Dette resulterede som bekendt i en meget offentlig fyring af Peter Loft.

Men han nåede trods alt at være departementschef i Skatteministeriet i små 18 år, så det kan dårligt benægtes, at han har en bred og unik viden om det danske embedsværk. Dette samme er tilfældet med medforfatteren Jørgen Rosted, der havde titlen som departementschef i Erhvervsministeriet fra 1993-2001. På papiret er ”Hvem har ansvaret?” derfor ikke en helt forkert bog at åbne, hvis man gerne vil vide, hvordan toppen af den offentlige forvaltning rent faktisk fungerer.

Fra svært til sværere
Men at være departementschef er desværre ikke helt, hvad det har været, hvis man skal tro Loft og Rosted: Det er blevet langt svære at håndtere denne toppost.

Bogen hævder, at ministeriets top står over for en stigende og mere kompleks arbejdsbyrde, som det danske embedsmandsværk ikke er designet til at håndtere. Årsagerne er mange, men det er især den større papirstrøm fra EU og et mere fragmenteret politisk landskab, som er en del af forklaringen. Og her hjælper det samtidigt ikke, at mediernes evige BREAKING-jagt, der nu foregår i døgndrift, tærer på både departementschefen og ministerens ressourcer.

Disse faktorer, blandet med det særlige danske kendetegn, at kun ministeren er politisk valgt, gør det noget nær umuligt for departementschefen ikke at agere politisk for at kunne være ministerens højrehånd. Nu forventes det, at departementschefen er en art omnipotent orakel, der har fuldstændigt styr på ministeriet, ministeren og styrelserne. Og udover at jonglere med samtlige offentlige enheder inden for det gældende ressortområde, skal han eller hun også have en særligt veludviklet evne til at håndtere alle de sager, der, som forfatterne udtrykker det, ”bare opstår”.

”Skattesagen”, som Loft var involveret i, er således ikke bare et eksempel på en departementschef, som er for politisk involveret, men den er ifølge Loft og Rosted en uundgåelighed med det nuværende system. Andre skandalesager, som Eritreasagen i Udlændingestyrelsen i 2015 og rodet med Landbrugspakken i 2016, er ifølge forfatterene ikke et resultat af menneskelige fejl, men symptomer på systematiske problemer i embedsmandsværket.

Forfatterne argumenterer derfor for en nytænkning, hvor nogle særlige miniserielle rådgivere, en slags juniorministre, kommer og går med ministeren. Dette kan ifølge Loft og Rosted lette departementschefen for hans arbejdsbyrde og dermed gøre det muligt for vedkommende at udelukkende fokusere på de tekniske og praktiske sider ved at drive et ministerium. Så selvom det er blevet mere normalt for ministrene at have en særlig rådgiver ved sin side, er det altså ikke nok. Ministrene har brug for nogle rådgivere, som ikke kun håndterer pressemæssige spørgsmål, som traditionelt har været de særlige rådgiveres rolle, men også hjælper til med det politiske.

Please, DR, lav en dokumentarserie
”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” er således et vigtigt indspark i debatten om fremtidens embedsværk. Bogen har nogle velfunderede og relevante pointer, og tilbringer man som statskundskaber nogle timer i selskab med de to herres skriverier, kommer man helt sikkert ikke til at føle, at man har spildt sin tid.

Selve formidlingen af bogens budskaber kunne dog godt have brugt lidt ekstra hjælp fra en kreativ pen. Både Peter Loft og Jørgen Rosted har uden tvivl uendelige kompetencer inden for den offentlige administration, men desværre halter det lidt med den skriftelige fremstilling. Det skyldes nok en erhvervsskade efter så mange år i rollen departementschef. Bogen er slet og ret kedeligt skrevet, idet den mest af alt minder om en rapport, som kunne ligge på en departementschefs bord.

Derfor kan det undre én som læser, hvorfor de to forfattere ikke har valgt at alliere sig med en journalist eller lignede til at agere ghost writer. Har det rent faktisk været tilfældet, så burde vedkommende nok aflevere sit honorar tilbage. Det er dog ærgerligt at en bog, der har relevans for alle politisk interesserede dansker, er som en ørkenvandring uden vand i sigte.

Man kan derfor håbe på, at DR bruger bogen til at lave en dokumentarserie med nogle fede effekter og grafer. Bogens pointer fortjener nemlig at komme frem.

 

Fakta:

  • ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem”
  • Peter Loft og Jørgen Rosted
  • Gyldendal, 2016

ANMELDELSE: KØD, KØER OG KLIMAFORANDRING

Dokumentaren Cowspiracy bredte sig som en steppebrand blandt klimaaktivister såvel som dyrevenner, da den rettede søgelyset mod kødindustriens rolle i klimaforandringer. Men har den kun ren amerikansk moraliseren på menuen, eller giver den faktisk noget (grønt) at tygge på?

Af Randi Emilie Dahlen

Der er noget særligt over amerikanske dokumentarer – masser af patos, storytelling og en forsimplet, pædagogisk tone. Dokumentaren Cowspiracy følger i høj grad denne opskrift.

Vi følger dokumentaristen Kip Andersen, som har været miljøaktivist lige siden han så Al Gores dokumentar om klimaforandringer. Kip har lagt sin livsstil om ud fra ren og skær skyldfølelse over alt det pres, vi som forbrugere lægger på planeten. Men en dag opdager han, at en industri hidtil har undsluppet kritikken, og det er kødindustrien.

På skønlitterær vis følger dokumentaren denne ene mands kamp mod systemet og hans søgen efter sandheden. Det er simplificeret, det er glossy og slutningen drypper af sentimentalitet og moralisme.

Finpudset af DiCaprio

Dokumentaren blev udgivet allerede i 2014, men blev derefter fanget af Leonardo DiCaprio, selverklæret miljøaktivist og nylig Oscar-vinder, som finpudsede formatet og fik dokumentaren listet ind på Netflix.

Eksponeringen blev dermed langt større og dokumentaren fik en del opmærksomhed, måske især fra dem der betvivlede de undersøgelser og data, som bliver præsenteret i løbet af dokumentarens halvanden time. På dokumentarens hjemmeside kan man for eksempel læse, at husdyr og står for 51 % af alle udslip af drivhusgasser.

Undersøgelsen, som er kommet frem til disse resultater, er dog blevet stærkt kritiseret, både fordi dens tal er langt højere end lignende studiers tal, men også fordi der ikke er nogen retningslinjer for, hvordan udslip skal måles. Men selv mere moderate rapporter konkluderer, at husdyr gør mere skade, end hvad transport gør. Den gode nyhed er dermed, at vi kan bidrage til miljøet ved at reducere vores kødforbrug i stedet for at fravælge flyturen i ferien. Den dårlige nyhed er, at folk ikke bliver glade for at få deres madvaner kritiseret, hvilket enhver vegetar har oplevet.

Offentligt opdragelse?

Folk vil nemlig ikke vide, hvad de bør og ikke bør gøre – eller spise for den sags skyld. Spisevaner og diæt er for mange mennesker tæt knyttet til kultur og identitet og er dermed noget, som man tager personligt.

En holdningskampagne, der opfordrer til mindre kød i Danmark, er nok urealistisk. Både fordi industrien nok ville sætte alle lobbykræfter imod det, men også fordi den i lighed med ”Har du talt dine æg i dag?”-frugtbarhedskampagnen, ville blive opfattet som smagsdommeri og indblanding i den private sfære.

Men hvordan kan det så forklare magasinernes glade og skiftende budskab om gluten, grønkål, sukker fedt og andre madvarer, som enten omtales som det reneste gift eller selveste ungdomskilden? Hvorimod en bøn om mindre bacon bliver umiddelbart tolket som snobberi eller skinhellighed.

Én forklaring kan være, at det ikke opfattes som moraliserende, når man kan appellere til egeninteressen.

Åbent sind er påkrævet

Med andre ord er det okay at fortælle en ven, at smøger er noget lort og desuden irrationelt, fordi vedkommende gør livet hårdere for sig selv og sin egen krop. Derimod vil en samtale om kødets oprindelse og de ressourcer, der kræves for at få sat en burger på bordet, hurtigt kunne eskalere og føre til dårlig stemning.

Man kan altså moralisere, men kun når egeninteressen er det bærende argument. Hvis dette er præmissen, falder dokumentarens hovedbudskab til jorden. Måske burde missionerende vegetarer hellere hoppe på panikbølger som den, der fulgte World Health Organisations (WHO) rapport om, at behandlet kød som bacon og pølser kan øge risikoen for kræft.

Men hvis man har et nogenlunde åbent sind og desuden er nysgerrig på klimaproblemet, kan jeg altså anbefale Cowspiracy, som til trods for milde overdrivelser og en moraliserende tone bygger på gode kilder og præsenteres på en simpel og underholdende måde – med andre ord et godt afbræk fra eksamenslæsningen en forårsaften i maj.

Nydes bedst med en kold øl og en dejlig vegetarburger.

Fakta

  • Titel: Cowspiracy
  • Instruktører: Kip Andersen og Keegan Kuhn
  • Producent: Leonardo DiCaprio
  • Udgivelsesår: 2014
  • Crowdfunded af IndieGoGo og produceret af Leonardo DiCaprio
  • Spilletid: 1.25
  • Kan ses på Netflix
EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

Tidsskriftet Futuriblerne udsendte i september måned et temanummer med titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ Bidragsyderne leverer stribevis af velformidlede og indsigtsgivende indlæg om væsentlige udfordringer i dansk forvaltning. Som statskundskabsstuderende bør man ikke snyde sig selv for at læse med.

Af Philip Larsen

Hvad har forfatterinden Karen Blixen til fælles med de dygtigste embedsfolk i den danske centraladministration? Svaret er kort og godt, at de alle er i stand til at fremmane bestemte billeder og opfattelser i læserens bevidsthed, uden at læseren opdager det.

Om Blixen er det sagt så fint, at hun manipulerer med læseren. Et par sirlige antydninger, en stærk sans for sproglige virkemidler. Det er alt, hvad hun behøver – så er arbejdet gjort; læseren har selv (færdig)digtet den historie, Blixen slet ikke har fortalt. Det er blandt an­ det denne evne, der har været med til at sikre hende en solid plads blandt de største danske forfattere gennem tiden.

Noget nær samme evne trives i bedste velgående i den danske centraladministration. Og den bliver brugt, denne evne til at drive gæk med modtagerne, der som oftest er Folketinget og borgerne. Det ligger helt fast og er eksempelvis dokumenteret med en empirisk grundighed, kun de færreste kan matche, i Jesper Ty­nells bog Mørkelygten, der udkom i efteråret 2014.

INGEN ROD MED EMBEDSMANDSETIKKEN
Oven på disse indledende ord kunne vi stille spørgs­målet, hvorfor embedsfolkene somme tider forsøger at battle Blixen på hendes kunstneriske evner, når de eksempelvis bistår regeringen med at udarbejde diverse dokumenter?

Det giver os det interessante svar, at de i sådanne tilfælde blot arbejder efter de regler og pligter, de som embedsmænd er underlagt – også selvom det, de producerer, skulle være med til at fordreje virkelig­ heden over for offentligheden. Dette efterlader os kort sagt med den tragisk­-ironiske pointe, at der ikke er knas med embedsmandsetikken, når embedsfolkene udarbejder materiale, som bevidst har til hensigt at vildlede Folketing og befolkning. Det er en verden på vrangen. Men det er samtidig også faktiske og juridiske realiteter i den danske forvaltning i dag.

Problemet er illustrativt for, at der på visse områder er noget galt med den måde, det danske ministersystem er indrettet på, og sørgeligt nok er problemet langt fra det eneste, der præger centraladministrationen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.29.06

FOKUS PÅ PROBLEMERNE
Den 9. april 2015 blev flere af disse problemer disku­teret indgående i Landstingssalen på Christiansborg. Anledningen var en konference under titlen ‘Ingen over Folketinget?’, som en gruppe danske universitets­forskere og den daværende formand for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft, havde arrangeret. Invi­teret var såvel forskere som journalister og politikere tilat drøfte den aktuelle status og en række udfordringer for Folketinget (og forvaltningen).

Læseren præsenteres for en stribe velskrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dag­bladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter

– Philip Larsen

I løbet af konferencen kom oplægsholderne ind på vidt forskellige – men samtidig forbundne – spørgsmål: Hvordan stiller forholdet mellem embedsfolk og re­gering det danske folketing og offentligheden generelt? Hvilke embedsmandsroller findes der? Hvad kan vi sige om ministeransvar? Og har Folketinget mulighed for at kontrollere regeringen på tilstrækkelig vis?

Efter konferencen bad tidsskriftet Futuriblerne oplægs­ holderne om at indsende deres bidrag i læsevenlig form. Det førte til, at tidsskriftet i september måned kunne udsende et temanummer, der samler disse op­læg, og som bærer titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ (se faktaboks).

TIDSSKRIFT ER TIDEN VÆRD
På et studium som Statskundskab er der mange fag­discipliner, der indbyrdes kæmper om vores op­mærksomhed og knappe tid. Kampen om denne opmærksomhed bliver endnu mere indædt, når det drejer sig om den sparsomme portion politologisk faglitteratur, vi har mulighed for at kaste os over i vo­res fritid. Alligevel skal jeg her slå et slag for, at bare en enkelt time i selskab med dette temanummer af Futuriblerne er al energi og opmærksomhed værd. Jeg har særligt noteret mig seks forhold, der er værd at pege på:

For det første præsenteres læseren for en stribe vel­skrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dagbladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter. Tag for eksempel lektor ved RUC, Birgitte Poulsen, der viser, at de oftest mod­stridende krav og forventninger, som knytter sig tilden moderne embedsmandsrolle, kan forstås ud fra de forskellige statsformer, som har præget Danmark over tid.

Grundlovens tilblivelse i 1848/49, System­skiftet i 1901, afslutningen på Anden Verdenskrig og liberaliseringsprocesserne fra 1980’erne har alle til­ føjet hver deres arkæologiske lag til embedsmands­rollen. Denne udlægning giver et nødvendigt og nu­ancerende input til forståelsen af embedsmandsrollen i dag. Vi bør, som Poulsen skriver, være klar over, at der ikke kun er én embedsmandsrolle i Danmark, men flere – og at disse oven i købet gerne står i mod­sætning til hinanden.

Man må give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sand­synligvis går rundt med

– Philip Larsen

For det andet giver flere af de overraskende og in­teressante indsigter grundlag for at tage fat om mere dybdegående politisk­-teoretiske overvejelser om demokrati og forvaltningsførelse. Min pointe er her, at man snildt kan gøre et hav af forvaltningsrelaterede problemstillinger til genstand for et væld af normative overvejelser – overvejelser, der let kan bringe sindet sundt i kog. Og med dette bringes den sejlivede påstand om, at forvaltning skulle være knastørt som bare pokker, kort sagt til skamme.

Et tredje forhold vedrører noget så konkret som det, at mange af os studerende på Instituttet har for vane at havne i forvaltningen – eller i hvert fald komme til at indgå i sammenhænge, hvor afstanden til den danske embedsstand ikke er lang. Af den grund er det værd at orientere sig i nogle af de problemer, som man selv – på den ene eller anden måde – vil kunne risikere at blive konfronteret med i en ikke så fjern fremtid.

Som noget fjerde leverer bidragsyderne til tidsskriftet stof til en debat, der har pågået de seneste mange år, og som næppe synes at skulle fortone lige med det samme. I selv samme september måned, som temanummeret af Futuriblerne udkom, præsenterede DJØF’s såkaldte Bo Smith­-udvalg en række anbefalinger til et bedre embedsværk. Det kunne påpeges, at disse anbefalinger virker noget vandede i lyset af indholdet i flere af artik­lerne i tidsskriftet.

Desuden må man for det femte give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sandsynligvis går rundt med. Særligt Pernille Boye Koch formår med sit indlæg ‘Myten om det stærke Folketing’ at gøre opmærksom på, at Folketinget ikke ”står særlig stærkt, når det handler om at sikre oppositionen rettigheder i det parlamen­tariske arbejde”. Mangelfulde mindretalsgarantier, et nødtørftigt folketingssekretariat og fraværet af en forfat­ningsdomstol er blandt nogle af de forhold, hun tager op.

Et sjette, sidste og særligt væsentligt forhold, der skal trækkes frem, må være, at bidragsyderne ikke blot nøjes med at kritisere et system med klare brister. De kommer også med let forståelige bud på løsningsfor­slag til, hvordan der kan rettes op på nogle af skavank­erne. Vel at mærke af den slags, som undgår at slå over i utopiske idéer om at hive hele indretningen af central­ administrationen op med rode og i stedet indsætte et helt nyt og omfangsrigt lovkompleks.

Juraprofessor Jens Elo Rytters bidrag er i den henseende et glimrende pragmatisk eksempel på, at spørgsmålet om ændringer af systemet ikke bør reduceres til et spørgsmål om grundlæggende ændringer over for ingen ændringer. Vi kan nemlig nå et godt stykke uden at ændre i de grundlæggende relationer mellem regering, embeds­mænd og Folketing, og uden at det skulle blive for om­kostningskrævende.

Og med disse ord er opfordringen givet til at tage livtag med små 50 siders gyldne forvaltningsindsigter. Der er ikke mange undskyldninger for at lade være.

OM TIDSSKRIFTET
• Futuriblerne – tidsskrift om samfundsforhold Temanummer: Ondt i embedsmandsetikken?. September 2015. Årgang 43, nr. 2-3. Udgivet af Selskabet for Fremtidsforskning.
• Bidragsydere: Birgitte Poulsen, Jesper Tynell, Carsten Henrichsen (red.), Pernille Boye Koch, Jens Elo Rytter, Peter Harder, Niels Fenger, Michael Gøtze
• Tilgængeligt online på fremtidsforskning.dk

Se i øvrigt også:
Vi får ro til at arbejde i fred”. Philip Larsen, 2013. Bragt i MED ANDRE ORD #1. Om faglige arbejdsbetingelser i embedsværket og de mulige konsekvenser af den nye offentlighedslov. Interview med Jesper Tynell.
• ”Magt, ret og brækkede næser”. Philip Larsen, 2015. Bragt i MED ANDRE ORD #6. Om lydighedspligtens forrang i dansk forvaltning. Debatindlæg om de praktiske udfordringer for en demokratisk-etisk forvaltningsførelse.