EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

EMBEDSMANDSETIKKEN FEJLER INTET – OG DET ER DET, DER ER PROBLEMET

Tidsskriftet Futuriblerne udsendte i september måned et temanummer med titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ Bidragsyderne leverer stribevis af velformidlede og indsigtsgivende indlæg om væsentlige udfordringer i dansk forvaltning. Som statskundskabsstuderende bør man ikke snyde sig selv for at læse med.

Af Philip Larsen

Hvad har forfatterinden Karen Blixen til fælles med de dygtigste embedsfolk i den danske centraladministration? Svaret er kort og godt, at de alle er i stand til at fremmane bestemte billeder og opfattelser i læserens bevidsthed, uden at læseren opdager det.

Om Blixen er det sagt så fint, at hun manipulerer med læseren. Et par sirlige antydninger, en stærk sans for sproglige virkemidler. Det er alt, hvad hun behøver – så er arbejdet gjort; læseren har selv (færdig)digtet den historie, Blixen slet ikke har fortalt. Det er blandt an­ det denne evne, der har været med til at sikre hende en solid plads blandt de største danske forfattere gennem tiden.

Noget nær samme evne trives i bedste velgående i den danske centraladministration. Og den bliver brugt, denne evne til at drive gæk med modtagerne, der som oftest er Folketinget og borgerne. Det ligger helt fast og er eksempelvis dokumenteret med en empirisk grundighed, kun de færreste kan matche, i Jesper Ty­nells bog Mørkelygten, der udkom i efteråret 2014.

INGEN ROD MED EMBEDSMANDSETIKKEN
Oven på disse indledende ord kunne vi stille spørgs­målet, hvorfor embedsfolkene somme tider forsøger at battle Blixen på hendes kunstneriske evner, når de eksempelvis bistår regeringen med at udarbejde diverse dokumenter?

Det giver os det interessante svar, at de i sådanne tilfælde blot arbejder efter de regler og pligter, de som embedsmænd er underlagt – også selvom det, de producerer, skulle være med til at fordreje virkelig­ heden over for offentligheden. Dette efterlader os kort sagt med den tragisk­-ironiske pointe, at der ikke er knas med embedsmandsetikken, når embedsfolkene udarbejder materiale, som bevidst har til hensigt at vildlede Folketing og befolkning. Det er en verden på vrangen. Men det er samtidig også faktiske og juridiske realiteter i den danske forvaltning i dag.

Problemet er illustrativt for, at der på visse områder er noget galt med den måde, det danske ministersystem er indrettet på, og sørgeligt nok er problemet langt fra det eneste, der præger centraladministrationen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.29.06

FOKUS PÅ PROBLEMERNE
Den 9. april 2015 blev flere af disse problemer disku­teret indgående i Landstingssalen på Christiansborg. Anledningen var en konference under titlen ‘Ingen over Folketinget?’, som en gruppe danske universitets­forskere og den daværende formand for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft, havde arrangeret. Invi­teret var såvel forskere som journalister og politikere tilat drøfte den aktuelle status og en række udfordringer for Folketinget (og forvaltningen).

Læseren præsenteres for en stribe velskrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dag­bladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter

– Philip Larsen

I løbet af konferencen kom oplægsholderne ind på vidt forskellige – men samtidig forbundne – spørgsmål: Hvordan stiller forholdet mellem embedsfolk og re­gering det danske folketing og offentligheden generelt? Hvilke embedsmandsroller findes der? Hvad kan vi sige om ministeransvar? Og har Folketinget mulighed for at kontrollere regeringen på tilstrækkelig vis?

Efter konferencen bad tidsskriftet Futuriblerne oplægs­ holderne om at indsende deres bidrag i læsevenlig form. Det førte til, at tidsskriftet i september måned kunne udsende et temanummer, der samler disse op­læg, og som bærer titlen ‘Ondt i embedsmandsetikken?’ (se faktaboks).

TIDSSKRIFT ER TIDEN VÆRD
På et studium som Statskundskab er der mange fag­discipliner, der indbyrdes kæmper om vores op­mærksomhed og knappe tid. Kampen om denne opmærksomhed bliver endnu mere indædt, når det drejer sig om den sparsomme portion politologisk faglitteratur, vi har mulighed for at kaste os over i vo­res fritid. Alligevel skal jeg her slå et slag for, at bare en enkelt time i selskab med dette temanummer af Futuriblerne er al energi og opmærksomhed værd. Jeg har særligt noteret mig seks forhold, der er værd at pege på:

For det første præsenteres læseren for en stribe vel­skrevne indlæg, der hver for sig ikke er længere end en typisk dagbladskronik. Til gengæld sprudler de af konkrete empiriske indsigter. Tag for eksempel lektor ved RUC, Birgitte Poulsen, der viser, at de oftest mod­stridende krav og forventninger, som knytter sig tilden moderne embedsmandsrolle, kan forstås ud fra de forskellige statsformer, som har præget Danmark over tid.

Grundlovens tilblivelse i 1848/49, System­skiftet i 1901, afslutningen på Anden Verdenskrig og liberaliseringsprocesserne fra 1980’erne har alle til­ føjet hver deres arkæologiske lag til embedsmands­rollen. Denne udlægning giver et nødvendigt og nu­ancerende input til forståelsen af embedsmandsrollen i dag. Vi bør, som Poulsen skriver, være klar over, at der ikke kun er én embedsmandsrolle i Danmark, men flere – og at disse oven i købet gerne står i mod­sætning til hinanden.

Man må give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sand­synligvis går rundt med

– Philip Larsen

For det andet giver flere af de overraskende og in­teressante indsigter grundlag for at tage fat om mere dybdegående politisk­-teoretiske overvejelser om demokrati og forvaltningsførelse. Min pointe er her, at man snildt kan gøre et hav af forvaltningsrelaterede problemstillinger til genstand for et væld af normative overvejelser – overvejelser, der let kan bringe sindet sundt i kog. Og med dette bringes den sejlivede påstand om, at forvaltning skulle være knastørt som bare pokker, kort sagt til skamme.

Et tredje forhold vedrører noget så konkret som det, at mange af os studerende på Instituttet har for vane at havne i forvaltningen – eller i hvert fald komme til at indgå i sammenhænge, hvor afstanden til den danske embedsstand ikke er lang. Af den grund er det værd at orientere sig i nogle af de problemer, som man selv – på den ene eller anden måde – vil kunne risikere at blive konfronteret med i en ikke så fjern fremtid.

Som noget fjerde leverer bidragsyderne til tidsskriftet stof til en debat, der har pågået de seneste mange år, og som næppe synes at skulle fortone lige med det samme. I selv samme september måned, som temanummeret af Futuriblerne udkom, præsenterede DJØF’s såkaldte Bo Smith­-udvalg en række anbefalinger til et bedre embedsværk. Det kunne påpeges, at disse anbefalinger virker noget vandede i lyset af indholdet i flere af artik­lerne i tidsskriftet.

Desuden må man for det femte give bidragsyderne, at de formår at rokke ved nogle af de mere indgroede forforståelser om det danske embedsværk og Folke­tinget, som flere iblandt os sandsynligvis går rundt med. Særligt Pernille Boye Koch formår med sit indlæg ‘Myten om det stærke Folketing’ at gøre opmærksom på, at Folketinget ikke ”står særlig stærkt, når det handler om at sikre oppositionen rettigheder i det parlamen­tariske arbejde”. Mangelfulde mindretalsgarantier, et nødtørftigt folketingssekretariat og fraværet af en forfat­ningsdomstol er blandt nogle af de forhold, hun tager op.

Et sjette, sidste og særligt væsentligt forhold, der skal trækkes frem, må være, at bidragsyderne ikke blot nøjes med at kritisere et system med klare brister. De kommer også med let forståelige bud på løsningsfor­slag til, hvordan der kan rettes op på nogle af skavank­erne. Vel at mærke af den slags, som undgår at slå over i utopiske idéer om at hive hele indretningen af central­ administrationen op med rode og i stedet indsætte et helt nyt og omfangsrigt lovkompleks.

Juraprofessor Jens Elo Rytters bidrag er i den henseende et glimrende pragmatisk eksempel på, at spørgsmålet om ændringer af systemet ikke bør reduceres til et spørgsmål om grundlæggende ændringer over for ingen ændringer. Vi kan nemlig nå et godt stykke uden at ændre i de grundlæggende relationer mellem regering, embeds­mænd og Folketing, og uden at det skulle blive for om­kostningskrævende.

Og med disse ord er opfordringen givet til at tage livtag med små 50 siders gyldne forvaltningsindsigter. Der er ikke mange undskyldninger for at lade være.

OM TIDSSKRIFTET
• Futuriblerne – tidsskrift om samfundsforhold Temanummer: Ondt i embedsmandsetikken?. September 2015. Årgang 43, nr. 2-3. Udgivet af Selskabet for Fremtidsforskning.
• Bidragsydere: Birgitte Poulsen, Jesper Tynell, Carsten Henrichsen (red.), Pernille Boye Koch, Jens Elo Rytter, Peter Harder, Niels Fenger, Michael Gøtze
• Tilgængeligt online på fremtidsforskning.dk

Se i øvrigt også:
Vi får ro til at arbejde i fred”. Philip Larsen, 2013. Bragt i MED ANDRE ORD #1. Om faglige arbejdsbetingelser i embedsværket og de mulige konsekvenser af den nye offentlighedslov. Interview med Jesper Tynell.
• ”Magt, ret og brækkede næser”. Philip Larsen, 2015. Bragt i MED ANDRE ORD #6. Om lydighedspligtens forrang i dansk forvaltning. Debatindlæg om de praktiske udfordringer for en demokratisk-etisk forvaltningsførelse.

 

SPECIALØL PÅ PRØVE: HVAD SIGER  EKSPERTERNE?

Næste artikel

SPECIALØL PÅ PRØVE: HVAD SIGER EKSPERTERNE?

MED ANDRE ORD stiller skarpt på KØS’ populære udvalg af specialøl og lader de gyldne dråber danse på to eksperters kritiske smagsløg.