Spoiler-alert af hele sæson 4 af Borgen – og Game of Thrones-finalen.
Enten elsker du den, ellers har du ikke set den. Den holdning har mange statskundskabere til DR-serien Borgen, hvor ottende og sidste afsnit af den nye sæson Borgen – Riget, Magten og Æren kunne streames fra i fredags. Men hvordan klarede afslutningen af fjerde sæson sig egentlig? Læs en statskundskabers dom over sæsonafslutningen her.
Anmeldt af Marc Sabatier Hvidkjær og illustreret af Thea Skjærbæk
Borgen – Riget, Magten og Æren afsnit 8. Udkom d. 1. april 2022. Kan ses på DR.dk.
Der er ikke nogen serie, der emmer mere af statskundskab, end Borgen. Statskundskabsfokusset tog også et gevaldigt nøk op i sæson 4, hvor man for alvor kom på indersiden af embedsværket i det sagnomspundne Udenrigsministeriet. Dertil fyldte Birgitte Nyborgs søn, Magnus’, politiske ambitioner en stor del af plottet, hvor han i de afsluttende scener fik at vide af sin søster, at han hellere måtte vende tilbage til statskundskabsstudiet – som en rigtig politiker.
Sæson 4 adskilte sig ikke kun ved et øget fokus på embedsværket, men også ved et endeligt opgør med Nyborgs idealisme. Væk var politikeren der i sæson 1 vandt befolkningens og magtens gunst ved at appellere til fornuft hos politikeren, og ind kom der en politiker af machiavellianske proportioner, som ofrede værdier, familie og partifæller for magtens skyld.
Men serieskaber Adam Price havde ikke modet til at gennemføre det endelige karakterforfald i sæsonfinalen. Med en frisk opringning fra den amerikanske præsident blev olieudvindingen på det så smukke Grønland aflyst, og hvalerne blev fredet fra udryddelse. Nyborg trak sig værdigt fra partiet med æren i behold og scorede et snedigt job som EU-kommissær. Den stærkt Mette Frederiksen-inspirerede statsminister, Signe Kragh, havde intet problem med at løse problemerne for sin nu gode veninde. ”The Future is Female”-temaet oplevede sin krølle.
Denne lykkelige Disney-afslutning er næsten på niveau med plotwistet i Game of Thrones-finalen, hvor den grafiske serie selvimploderede og endte med at vælge ny leder på total demokratisk form efter 8 sæsoners blodudgydelse.
Den store skuffelse i Borgen er, at den ikke tager et endeligt opgør med det til tider blåøjede verdenssyn, hvor der findes klare helte og skurke. Sådan er virkelighedens verden sjældent. Dette illustreres smukt i politisk teori med den belgiske tænker Chantal Mouffe, som kritiserer det habermesianske verdenssyn, der tror på, at verdens problemer kan løses gennem herredømmefri samtale.
Hvad Mouffe understreger – og Borgen glemmer – er, at der findes legitime politiske interesseforskelle. Alle kan ikke få ret: Nogle får mere, andre mister, og det er magtens natur.
Starten af sæson 4 lod ellers endelig til at vise sådanne forskelle med et selvstændigt handlende Grønland og nogle politikere, der blev fristet af oliens sorte penge for at finansiere den store velfærdsstat. Og endelig lod Borgen til at fremstille, hvordan disse modsætninger indimellem ikke kan løses med gode intentioner men i stedet via de rå situationer, hvor politikeren er tvunget til at vælge mellem to onder.
Men Nyborg endte med at blive en Vestager frem for en Løkke, på trods af at hun havde bidt af havens forbudte frugter. Vi må i stedet håbe på en sæson 5 af Borgen édition Bruxelles. Måske med Europa-ekspert Malene Wind som rådgiver tilsat den skarpskydende Peter Kurrild Klitgaard? Så skal der nok komme gang i gaden. Måske da kan vi se den sande rå natur i politik? Men det blev der ikke noget af i denne omgang, hvor feel-good-følelserne tog forrang for virkeligheden.
Har du noget på hjerte? Vi modtager gerne anmeldelser, digte, debatindlæg, abstracts mm. Send på redaktion@medandreord.dk.