Tag Archives: Forskerstafetten

Forskerstafetten #5: Hvordan får man folk til at stemme?

Forskerstafetten #5: Hvordan får man folk til at stemme?

Jonas Hedegaard Hansens forskning stiller skarpt på ulighed i valgdeltagelse og effekten af mobiliseringskampagner. MED ANDRE ORD har mødt den nybagte ph.d. til en snak om demokrati, SMS’er og politisk adfærds sociale logik.

Du har samarbejdet med Kasper Møller Hansen, Yosef Bhatti og Jens Olav Dahlgaard og blev tidligere i år færdig med din ph.d.-afhandlling ´Social Influence, Voter Turnout and Mobilization´. Hvad handler den om?

Grundlæggende handler min afhandling om to spørgsmål: Hvorfor nogle mennesker undlader at stemme, og hvad man kan gøre ved det. Hvis man ser demokratiet som en patient, så har min forskning et diagnoseperspektiv i forhold til at undersøge, hvordan demokratiet har det. Og hvis nu nogle dele af demokratiet ikke fungerer, hvad kan vi så gøre ved det? Så vi er inde i livsnerven af det repræsentative demokrati, nemlig valgdeltagelsen.

Og hvad var diagnosen af demokratiet så?

Overordnet ligger valgdeltagelsen i Danmark ret højt. Især ved folketingsvalg går det godt. Der er valgdeltagelsen næsten oppe på 90 %, og det er den ret stabilt. Kommunalvalg ligger også ret pænt. Men  vi dykker ned i vores data kan vi se, at der er store uligheder i valgdeltagelsen. Der er nogle befolkningsgrupper, der virkelig er fraværende. Indvandrere og efterkommere stemmer markant mindre. Unge stemmer markant mindre. Kortuddannede stemmer markant mindre. Der er ret substantielle uligheder i valgdeltagelsen, og det kan vi nu for første gang vise med data for alle vælgere i Danmark. Så selvom overfladen er flot, er der ret store problemer, når man dykker ned under.

Noget af det, jeg er mest fascineret af, er, at folk, der har en partner, stemmer mere end andre.

Går din forskning ind i forklaringer på uligheden, eller handler det mest om at konstatere, at der er et problem?

Det går klart videre end bare at konstatere problemet. Første skridt er at lave diagnosen og finde ud af, hvordan landet ligger, men det er i virkeligheden ikke en særlig stor del af projektet. Meget af det handler om at undersøge årsagerne. Der peger jeg på eksistensen af et meget stærkt socialt element i valgdeltagelse og politisk adfærd generelt. Idéen om at social påvirkning spiller en afgørende rolle for vælgeradfærd havde man allerede i 1950’erne, men den forsvandt ud i margenen af forskningsområdet i 30-40 år. Inden for de sidste 10 års tid er idéen så blevet stor igen. Det, der er forskellen i dag i forhold til dengang er, at vi nu har data og computerprogrammer til at undersøge den. Vi kan analysere netværksmønstre empirisk med data for hele Danmarks befolkning og se, at det påvirker valgdeltagelsen markant, når folk flytter sammen eller går fra hinanden. Og at det smitter af på de øvrige i husstanden, når valgdeltagelsen øges for én person. Mobiliserer man ét ungt menneske, kan det betyde, at de også tager deres forældre med. Det er ligesom en slags virusinfektion, der smitter.

Noget af det, jeg er mest fascineret af, er, at folk, der har en partner, stemmer mere end andre. Det er ikke noget nyt – vi har vidst det i 50 år. Men der har hele tiden været et spørgsmål om, hvorvidt der sker en social påvirkning i forholdet, eller om det kun er fordi folk, der i forvejen minder om hinanden, finder sammen. I vores forskning har vi undersøgt spørgsmålet ved at tage mennesker fra Danmarks Statistiks data og koble det sammen med vores data. Så har vi kunnet sammenligne vælgere, der flytter sammen i måneden op til valget med vælgere, der flytter sammen efter valget. Der kan vi se, at selve det at dele adresse fysisk øger valgdeltagelsen. Så der sker en social påvirkning. Det er et ret markant empirisk fund.

Hvad vil det sige, at det er en social ting at stemme?

Det er nemmest at forstå, hvis man sætter det i kontrast til noget. Man kan måske huske det fra Almen Statskundskab. Der læser man Anthony Downs, der fortæller os, at folk vil stemme, hvis nytteværdien af at stemme er stor nok. Nytteværdien af at stemme er et resultat af, hvor meget man får ud af det, hvis ens kandidat vinder, hvad omkostningerne er, hvor meget tid man skal bruge på det, og hvor stor sandsynligheden er for, at man afgør valget. Hvis man laver den kalkule – det er der nogle statistikere, der har gjort i USA – så er der ingen mennesker, der gider at stemme. Men der er en masse, der stemmer alligevel. Så hvorfor gør de det? Det er fordi, at politik har en social logik, der grundlæggende handler om, at vi er helt vildt påvirkede af vores omgivelser. Vores nære sociale netværk: vores bedste venner og den tætte familie. Ligesom vores smag i musik og tøj bliver vores politiske adfærd påvirket af det miljø, vi er i. Tit uden at vi selv opdager det. Det handler om, at der er nogle normer her i samfundet for, hvordan man bør opføre sig. ”Hvad gør de fleste andre som mig?” ”Hvad tænker andre, at jeg bør gøre i den her situation?” Mennesker ligger ret meget under for, hvad deres sociale omgivelser gør.

Ligesom vores smag i musik og tøj bliver vores politiske adfærd påvirket af det miljø, vi er i.

Er du kritisk over for den rationalistiske skole inden for forskning i politisk adfærd?

Ja og nej. Der er nogle, der mener, at den bør lukkes helt ned – det mener jeg ikke. Jeg synes, at den bidrager med masser af ting, men jeg er helt klart på det hold, der mener, at den er utilstrækkelig. Jeg har utroligt dygtige kolleger, der bedriver forskning, der viser meget overbevisende, at sådan noget som boligpriser påvirker boligejeres partivalg. Det er da super rationelt. Der er bare ret mange ting, man ikke kan forklare med den der økonomiske model. Derfor er vi nødt til at supplere den med en anden model. Men tit vil man fremstille det sådan, at det enten er den ene eller den anden model, der har ret, og det synes jeg ikke er frugtbart. Det er en kompleks verden. Selvom formålet med forskning og teori er at kondensere verden, at kunne begribe den, så synes jeg stadig, at det ville være utilfredsstillende kun at kunne tro på den ene eller den anden model.

Du nævnte før en ambition om at diagnosticere demokratiet. Har du været motiveret af, at din forskning skulle have en positiv samfundseffekt?

Ja, i høj grad. Min ph.d.-afhandling er en del af et større forskningsprojekt, der i høj grad er motiveret af at gå ud i praksis og gøre en forskel. Det ser man blandt andet ved, at vi har lavet de her kortlægninger af valgdeltagelsen. Det har man ikke lavet før på landsplan. Hvordan forskellige befolkningsgrupper stemmer i de enkelte kommuner, er en viden, der bliver brugt meget på lokalt niveau. Der er også hele det element med at øge valgdeltagelsen. Det er første gang, at man på videnskabelig vis undersøger effekten af mobiliseringskampagner i Skandinavien. Når vi laver sådan nogle studier samarbejder vi med rigtige kampagner. Vi har lavet kampagner med Dansk Ungdoms Fællesråd, Socialministeriet, Københavns Kommune, Odense Kommune, Ældresagen og alle mulige andre organisationer over hele Danmark og sendt SMS’er til folk. Hvis folk har fået sådan en SMS om, at de skulle huske at stemme ved det sidste kommunalvalg, så er det sandsynligvis os, der har sendt den.

Hvad var effekten af mobiliseringskampagnerne?

Der var mange forskellige mobiliseringskampagner. Vi har lavet tretten forsøg i alt. Vi kan se, at SMS-beskeder er ret omkostningseffektive. I forhold til at øge valgdeltagelsen, får man mest for pengene ved at sende SMS’er. Det er ikke kæmpe effekter. Det er sådan noget som 1-2 procentpoint alt efter ordlyden, og hvornår man sender beskeden, men det er rigtig meget i valgdeltagelseslitteraturen. Breve virker mindre og er meget dyrere. En af konsekvenserne er, at der til det næste kommunalvalg næsten ikke vil være nogen, der sender breve ud, men en masse, der sender SMS-beskeder.

I forhold til at øge valgdeltagelsen, får man mest for pengene ved at sende SMS’er.

Er det at sende SMS-beskeder til folk ikke bare symptombehandling på et demokratisk problem, der kræver mere fundamentale løsninger?

Det er et godt spørgsmål, som man sagtens kan reflektere over. Mobiliseringskampagner kort før et kommunalvalg løser ikke de dybere demokratiske problemer, men det danske demokrati er heller ikke i krise. Det kunne være bedre, men overordnet set har demokratiet det godt – i hvert fald på valgdeltagelsesparametret. På længere sigt er det muligt, at der skal nogle større, mere systematiske og mere grundlæggende indsatser til. At sende SMS-beskeder løser ikke alverdens problemer, men det er heller ikke bare symptombehandling. Ny forskning fra udlandet viser, at de mennesker, man har mobiliseret, selv begynder at opsøge mere information. De begynder de at læse mere om politik og diskutere politik, fordi de finder ud af, at de vil stemme. Så ja, det er måske symptombehandling, men hvis patienten alligevel bliver rask, er det jo fint. Vi får også en SMS, når vi skal til tandlægen. Det havde vi måske glemt, men vores tænder bliver fikset alligevel. Hvis vi mener, at det er vigtigt at folk stemmer, synes jeg, at det er helt legitimt at bruge påmindelser som et værktøj.

Vil din forskning få nogle samfundsmæssige eller politologiske implikationer?

Ja, det håber jeg. Det er også mit indtryk, at det allerede har fået det, da vi har lavet meget formidlingsarbejde. Det fede ved at lave den her type forskning, hvor man laver eksperimenter ude i den virkelige verden, er, at man laver ting sammen med partnere, der agerer ude i demokratiet. Det betyder, at de er ivrige efter at få resultaterne af deres indsats, som vi hjælper dem med at evaluere på rigid videnskabelig vis. Vi kommer ud til dem og fortæller om det, snakker om, hvad man kan gøre næste gang, og hvad lektionerne er. På den måde gør det en forskel, og vi kan se, at mange af organisationerne skriver eller ringer til os og siger: ”Vi gør noget af det, I skriver i jeres rapport”.

…vi kan se, at mange af organisationerne skriver eller ringer til os og siger: ”Vi gør noget af det, I skriver i jeres rapport”.

Men vi har måske ikke været gode nok til at forklare det til alle. Vi har et studie, hvor vi sammenligner effekten af dør-til-dør-kampagner i Europa og USA. Der er en markant forskel i effekten. Det har vi været ude og snakke med nogle af partierne om, fordi de tit sender en masse frivillige over til Obamas kampagne for at se, hvad amerikanerne gør for så at efterligne det herhjemme. Men vi kan for første gang vise dem med data, at effekten er anderledes i Europa end i USA. Så de kan ikke bare tage derover og sige: ”So ein Ding muss ich auch haben”. Vi kan ikke bare gøre det samme som dem, for det er et helt andet land med en anden kultur, et andet valgsystem, andre mennesker, lavere valgdeltagelse og alle mulige ting. Og det trænger igennem nogle steder. Andre steder falder det igennem.

Forskerstafetten: The Islamic State’s Spectacle of Violence

Since 2014, the militant group known as the Islamic State (IS) has captured the imagination of the western public. My PhD project examines IS’s public display of violence, focusing on IS’s use of violent imagery and propaganda, as well as how the spectacle of violence created by the group has shaped western security politics.

On August 19, 2014, Al-Hayat Media Center, the Islamic State’s (IS) western-aimed media outlet, shared a video on the social networking platform Diaspora. The slickly produced video entitled “A Message to America” purported to show the beheading of the American photojournalist James Foley at the hands of a masked IS-fighter.

In the video, the IS-fighter — also known as Jihadi John — condemns the American government’s actions in Iraq and announces that the execution of Foley is in retaliation for the airstrikes ordered by US President Barack Obama on August 7, 2014. The actual beheading is not explicitly shown in the video. However, the video does show Jihadi John slicing Foley’s throat, followed by a shot displaying a beheaded body in a prone position with a head placed on the back, thus leaving little hope for Foley’s fate. Ominously, the video ends with the reappearance of Jihadi John, this time holding another kneeling hostage (the American photojournalist Steven Sotloff) and warning Obama that “the life of this American citizen depends on your next decision”.

I start this brief presentation of my PhD project with the image of James Foley and Jihadi John at the verge of engaging in a 21st century public display of violence, because this scene better than anything else encapsulate the theme of my research.

I started working on my PhD thesis during the summer of 2014—at the same time as IS burst onto the international stage via a steady stream of images and videos triumphantly displaying the group’s advances in the Middle East and fondness of publically executing its enemies. Due to my interest in the relations between visual politics, political violence, and power, IS’s imagery and mobilization of spectacular acts of violence presented a crucial case. Thus, I decided to spent four years of my life immersing myself in IS’s spectacle of violence.

Imagery, International Relations, and the Islamic State
My research activities are a part of ”Images and International Security”, a research project at the University of Copenhagen devoted to building new theory and empirical insights on how images influence international relations (www.images.ku.dk). The academic field of International Relations (IR) has only recently turned to the study of imagery and visual communication. Yet, imagery – and aesthetic politics more broadly – has been central to international politics for centuries.

From the gladiatorial spectacles over the fascist rallies to 21st century terrorism, the mimetic mix of image and violence has often proved to be more powerful than rational discourse. In an era of new media technologies, nonstop live-television broadcasts, and increased visual interconnectivity across borders, the importance of imagery for international politics is becoming increasingly manifest.

The individuals controlling IS’s media campaign seem to understand the power of imagery and aesthetic politics better than most. IS’s “tech-savvy” mobilization of visual media have both repelled and intrigued audiences far from the actual battlefield.

Since the launch of Operation Inherent Resolve (OIR), IS has suffered significant military defeats. The group has lost large territorial areas, including valuable resources and strategically important cities from Fallujah over Palmyra to Kobani. Yet, despite these defeats, the group’s international appeal and symbolic-expressive power, including its ability to create spectacles of violence and produce instant icons, has not necessarily diminished. As the debates following the recent attacks in Orlando (12/6/16), Nice (14/7/16), and Wurzburg (18/7/16) indicate, IS’s “brand” has become so powerful that its multiple media departments only have to disseminate a brief press statement — claiming responsibility, but providing no evidence — to get the group’s name attached to violent attacks.

Thus, IS is not only a militant group, operating on a territorial battlefield. It is also a visual, aesthetic phenomenon, operating on a representational, virtual battlefield. And the group’s international appeal, as well as its ability to attract attention, shape public representations, reach multiple audiences, and create spectacles of violence are not necessarily determined by its military performance. Thus, there is a need for engaging with the group’s activities on the representational, virtual battlefield, and on this battlefield images — particularly images of violence — are the strongest currency.

Examining IS’s Public Display of Violence
IS’s public display of violence has repeatedly been condemned as nihilistic destruction. Admittedly, it is tempting to conclude that individuals displaying deliberate cruelty against human bodies must be evil or just raving mad. However, the description of IS’s violent displays as senseless evil tends to obscure the group’s messages and power of attraction, and prohibits a deeper understanding of the logic, dynamics, history, and politics of the group’s practices and techniques.

Thus, a key aim of my project is to try to complicate, further, and re-politicize our understanding of IS’s violent imagery and propaganda. I do so by tracing the overall discourses, themes, and structure of IS’s media campaign. I conduct in-depth analyses of IS’s execution videos and videos inciting to terror. And I seek to draw out the logic, dynamics, and politics of IS’s spectacular displays.

Yet, the project is not just about IS’s imagery. It is also about the image of IS in the West. Since 2014, IS has gradually replaced al-Qaeda as the new public enemy and terrorist foe in many western societies. Often, IS is described as an exceptional evil—“beyond anything we have ever seen”—meriting a new, tougher counter-terrorism approach. Following, a key aim of my project is to examine how IS’s imagery and spectacular violent performances contributed to the constitution of IS “threat status” in the West. This also involves problematizing the public perception of IS – and the tendency to describe everything the group does as an exceptional event – by placing IS’s spectacle of violence in a broader historical-political context that reaches beyond the sensationalism.

In short, my project is about how IS mobilized violent imagery and displays of violence as a power strategy, as well as how the spectacle of violence created by the group has shaped western security politics. This particular focus enables the project to address a number of more general, yet increasingly pressing academic and political questions. Questions about how militant groups are becoming remarkably adept at establishing their presence and manipulating their impact through spectacular and often violent imagery. Questions about how acts of violence and their public visibility are intimately tied to power and political authority. And questions about how the global public sphere is being transformed due to accelerating global dynamics, including new forms of mediation and alterations of who controls what should be seen when, where, and how.

Forskerstafetten: GIVER BROK MERE DEMOKRATI?

Giver demokrati en mere veludviklet politisk kultur, eller er det politisk kul- tur, som sikrer demokratiet? Et forskningsprojekt søger at finde svaret.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En af mine store kæpheste som forsker er at introdu­ cere de studerende til faget Sammenlignende Stats­kundskab.

Mange statskundskabsstuderende starter på studiet, fordi de interesserer sig for andre lande og resten af verden. Måske har de boet i udlandet. Måske har de rejst verden rundt som backpackere efter gymna­siet. Eller måske har de bare altid været fascinerede af Mellemøsten, Japan eller Sydafrika.

Grundet denne interesse for resten af verden glæder mange sig til, at de skal have faget International Poli­tik på femte semester. Det eneste problem er, at Inter­national Politik som sådan ikke handler om resten af verdens politiske systemer og samfund. Det handler derimod om forholdet mellem nationer – hvorfor går lande i krig eller danner alliancer med hinanden? Hvorfor handler de med hinanden eller ej? Hvorfor bidrager nogle lande økonomisk med midler til andre landes finansielle kriser? Hvordan søger de at påvirke andre landes politik?

SAMMENLIGNENDE STATSKUNDSKAB: HVORFOR ER SYRIEN IKKE TUNESIEN?

International Politik som forskningsfelt handler der­ imod ikke om, hvordan det kan være, at Sydkorea er et dynamisk, højteknologisk samfund med et vel­ fungerende demokrati, hvorimod Nordkorea er et totalitært, stagnerende samfund, der bruger mange ressourcer på at udvikle atomvåben, mens 7­årige nordkoreanske drenge og piger i 2002 grundet under­ ernæring var 11­12 cm lavere end jævnaldrende syd­ koreanske børn.

Det handler heller ikke om, hvorfor Bashar al­Assad og det syriske Baath­parti stadig er ved magten i store dele af Syrien efter over fire års borger­ krig, mens Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i Tu­nesien efter 28 dages demonstrationer, hvor militæret afviste at skyde mod demonstranterne.

Det gør derimod den gren af politologien, som vi kalder sammenlignende statskundskab. Som der står bag på en lærebog fra faget Sammenlignende Statskundskab, er det studiet af ’why countries are ruled and governed so differently’. Hvordan kan vi forklare forskelle i korrup­tion, partisystemer, socialpolitik, terrorisme, interesse­ grupper, sociale bevægelser (og meget andet) på tværs af verdens lande eller tilmed inden for det samme land?

Sammenlignende statskundskab regnes i store dele af resten af verden for kernen af statskundskaben. På Stanford, Yale, Harvard og Princeton identificerer henholdsvis 53, 40, 30 og 25 procent af det fastansatte videnskabelige personale på deres statskundskabsinsti­ tutter sig som såkaldte ’komparativister’. På Stanford, Yale og Harvard er sammenlignende statskundskab også den største ’undergruppe’ på institutterne (i kon­kurrence med International Politik, amerikansk poli­tik/politisk adfærd, politisk teori og metode). Derimod fylder sammenlignende statskundskab forholdsvist lidt blandt de ansatte her på Instituttet.

POLITISK KULTUR OG DEMOKRATI – ELLER HVORFOR DET MÅSKE ER GODT, AT DIN TANTE ER ET BROKKEHOVED

Hvorfor denne lange, indledende smøre om sammen­lignende statskundskab? Fordi det er det felt af polito­logien, som jeg forsker i. Mit ph.d.­projekt beskæftiger sig med et af de store spørgsmål inden for demokrati­seringsforskningen: forholdet mellem politisk kultur og graden af demokrati i et samfund. Er det primært udemokratiske stater og regeringer, der gør deres be­ folkninger mindre ’krævende’, eller er det snarere til­ fældet, at befolkninger, der kræver demokratisk valgte og ukorrupte ledere, faktisk også får dem? Hidtidig forskning har afdækket meget stærke korrelationer mellem landes demokratiniveau, og hvor stærkt deres befolkninger efterspørger demokrati. Det ses eksempel­ vis, når man spørger befolkningen, hvorvidt mere de­ mokrati, økonomisk vækst eller lov og orden bør prio­riteres højest for deres land i de kommende år.

Så måske er alt det brok, du ser på din Facebook­feed og hører i Deadline eller fra din tante til familiefester i virkeligheden meget godt? Måske holder det poli­tikerne i ørerne og gør, at de er mere lydhøre over for, hvad befolkningen gerne vil have? Men som forskere er vi interesserede i at få styr på kausalretningen: Det kunne også være, at oplevelsen af demokrati har gjort din tante mere tilbøjelig til at vrisse af kommunal­bestyrelsen i Morsø Kommune.

HØNEN ELLER ÆGGET?

En af de måder, hvorpå man kan undersøge spørgs­ målet om kausalretningen, er ved at undersøge, hvad der sker, når stater får nye befolkninger, og når befolk­ninger får nye stater.

Ved hjælp af survey­data og historiske data har jeg for eksempel undersøgt social kapi­tal og tillid i det dansk-­tyske grænseområde historisk og i dag for at se, om det fortæller os noget om, hvorfor de nordiske samfund har så høj tillid. Sammen med lektor Peter Thisted Dinesen har jeg også undersøgt kulturel påvirkning af indvandrere og efterkommere i Europa ved at se på, hvordan niveauet af politisk del­tagelse i deres hjemlande, samt de steder de ankommer til, påvirker deres politiske deltagelse i en ny kontekst.

En anden måde, hvorpå vi kan undersøge, hvordan vi skal fortolke disse tværnationale korrelationer mellem politisk kultur og demokrati, er ved at kigge på sub­ nationale forskelle i politisk kultur og demokrati, det vil sige mellem forskellige dele af det samme land.

Et eksempel på et land med udprægede forskelle i demo­krati kunne være USA inden borgerrettighedsbevægel­ sen: Delstaten Mississippi mindede om Sydafrika under Apartheid, mens delstaten Massachusetts mindede mere om Storbritannien. Det samme gælder i dag for forskel­ lige dele af kæmpestore og heterogene lande som Kina, Rusland og Indonesien, særligt hvis de er føderale og de­ centraliserede som Indien, Nigeria, Brasilien og Mexico er det. Her har jeg lavet feltarbejde i Brasilien for at finde ud af, om efterspørgsel på demokrati og mere demokrati på delstatsniveau også følges ad her, og om vi kan sige noget om, hvorvidt den politiske kultur kommer først eller følger efter politiske forandringer.

HVAD SKAL DET HELE NYTTE?

Inden jeg blev ph.d.­studerende, arbejdede jeg som po­litisk sekretær på Christiansborg, hvor mit arbejde til dagligt ændrede noget, selvom det selvfølgelig mest var i det små. Som forsker tænker jeg undertiden på, hvor mange der egentlig kommer til at læse de artikler, jeg skriver til videnskabelige tidsskrifter.

Jeg nærer et måske overoptimistisk håb om, at min forskning i sidste ende resulterer i, at politiske beslutningstagere vil være bedre informerede om, hvad de kan gøre eller ikke bør gøre for at fremme demo­ krati. Det kunne for eksempel være i forhold til at ud­ forme initiativer, der søger at fremme en demokratisk politisk kultur i mindre demokratiske lande. Det kan jeg gøre dels ved at undervise jer – begavede, ambitiøse studerende, hvoraf nogle kommer til arbejde i Udenrigs­ ministeriet og internationale organisationer og andre til at være politikere – og dels igennem formidling.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

– Rasmus Fonnesbæk Andersen

Derfor har det været vigtigt for mig også at deltage i samfundet uden for universitet: Jeg har skrevet kro­nikker til Weekendavisen, og jeg skal undervise på Folkeuniversitetet til foråret. Jeg har været valg­observatør i Ukraine og Bolivia samt valgtilforordnet i Danmark, og jeg er næstformand for Dansk Udenrigs­ politisk Selskabs ungdomsorganisation.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.