Forskerstafetten: GIVER BROK MERE DEMOKRATI?

Giver demokrati en mere veludviklet politisk kultur, eller er det politisk kul- tur, som sikrer demokratiet? Et forskningsprojekt søger at finde svaret.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

En af mine store kæpheste som forsker er at introdu­ cere de studerende til faget Sammenlignende Stats­kundskab.

Mange statskundskabsstuderende starter på studiet, fordi de interesserer sig for andre lande og resten af verden. Måske har de boet i udlandet. Måske har de rejst verden rundt som backpackere efter gymna­siet. Eller måske har de bare altid været fascinerede af Mellemøsten, Japan eller Sydafrika.

Grundet denne interesse for resten af verden glæder mange sig til, at de skal have faget International Poli­tik på femte semester. Det eneste problem er, at Inter­national Politik som sådan ikke handler om resten af verdens politiske systemer og samfund. Det handler derimod om forholdet mellem nationer – hvorfor går lande i krig eller danner alliancer med hinanden? Hvorfor handler de med hinanden eller ej? Hvorfor bidrager nogle lande økonomisk med midler til andre landes finansielle kriser? Hvordan søger de at påvirke andre landes politik?

SAMMENLIGNENDE STATSKUNDSKAB: HVORFOR ER SYRIEN IKKE TUNESIEN?

International Politik som forskningsfelt handler der­ imod ikke om, hvordan det kan være, at Sydkorea er et dynamisk, højteknologisk samfund med et vel­ fungerende demokrati, hvorimod Nordkorea er et totalitært, stagnerende samfund, der bruger mange ressourcer på at udvikle atomvåben, mens 7­årige nordkoreanske drenge og piger i 2002 grundet under­ ernæring var 11­12 cm lavere end jævnaldrende syd­ koreanske børn.

Det handler heller ikke om, hvorfor Bashar al­Assad og det syriske Baath­parti stadig er ved magten i store dele af Syrien efter over fire års borger­ krig, mens Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i Tu­nesien efter 28 dages demonstrationer, hvor militæret afviste at skyde mod demonstranterne.

Det gør derimod den gren af politologien, som vi kalder sammenlignende statskundskab. Som der står bag på en lærebog fra faget Sammenlignende Statskundskab, er det studiet af ’why countries are ruled and governed so differently’. Hvordan kan vi forklare forskelle i korrup­tion, partisystemer, socialpolitik, terrorisme, interesse­ grupper, sociale bevægelser (og meget andet) på tværs af verdens lande eller tilmed inden for det samme land?

Sammenlignende statskundskab regnes i store dele af resten af verden for kernen af statskundskaben. På Stanford, Yale, Harvard og Princeton identificerer henholdsvis 53, 40, 30 og 25 procent af det fastansatte videnskabelige personale på deres statskundskabsinsti­ tutter sig som såkaldte ’komparativister’. På Stanford, Yale og Harvard er sammenlignende statskundskab også den største ’undergruppe’ på institutterne (i kon­kurrence med International Politik, amerikansk poli­tik/politisk adfærd, politisk teori og metode). Derimod fylder sammenlignende statskundskab forholdsvist lidt blandt de ansatte her på Instituttet.

POLITISK KULTUR OG DEMOKRATI – ELLER HVORFOR DET MÅSKE ER GODT, AT DIN TANTE ER ET BROKKEHOVED

Hvorfor denne lange, indledende smøre om sammen­lignende statskundskab? Fordi det er det felt af polito­logien, som jeg forsker i. Mit ph.d.­projekt beskæftiger sig med et af de store spørgsmål inden for demokrati­seringsforskningen: forholdet mellem politisk kultur og graden af demokrati i et samfund. Er det primært udemokratiske stater og regeringer, der gør deres be­ folkninger mindre ’krævende’, eller er det snarere til­ fældet, at befolkninger, der kræver demokratisk valgte og ukorrupte ledere, faktisk også får dem? Hidtidig forskning har afdækket meget stærke korrelationer mellem landes demokratiniveau, og hvor stærkt deres befolkninger efterspørger demokrati. Det ses eksempel­ vis, når man spørger befolkningen, hvorvidt mere de­ mokrati, økonomisk vækst eller lov og orden bør prio­riteres højest for deres land i de kommende år.

Så måske er alt det brok, du ser på din Facebook­feed og hører i Deadline eller fra din tante til familiefester i virkeligheden meget godt? Måske holder det poli­tikerne i ørerne og gør, at de er mere lydhøre over for, hvad befolkningen gerne vil have? Men som forskere er vi interesserede i at få styr på kausalretningen: Det kunne også være, at oplevelsen af demokrati har gjort din tante mere tilbøjelig til at vrisse af kommunal­bestyrelsen i Morsø Kommune.

HØNEN ELLER ÆGGET?

En af de måder, hvorpå man kan undersøge spørgs­ målet om kausalretningen, er ved at undersøge, hvad der sker, når stater får nye befolkninger, og når befolk­ninger får nye stater.

Ved hjælp af survey­data og historiske data har jeg for eksempel undersøgt social kapi­tal og tillid i det dansk-­tyske grænseområde historisk og i dag for at se, om det fortæller os noget om, hvorfor de nordiske samfund har så høj tillid. Sammen med lektor Peter Thisted Dinesen har jeg også undersøgt kulturel påvirkning af indvandrere og efterkommere i Europa ved at se på, hvordan niveauet af politisk del­tagelse i deres hjemlande, samt de steder de ankommer til, påvirker deres politiske deltagelse i en ny kontekst.

En anden måde, hvorpå vi kan undersøge, hvordan vi skal fortolke disse tværnationale korrelationer mellem politisk kultur og demokrati, er ved at kigge på sub­ nationale forskelle i politisk kultur og demokrati, det vil sige mellem forskellige dele af det samme land.

Et eksempel på et land med udprægede forskelle i demo­krati kunne være USA inden borgerrettighedsbevægel­ sen: Delstaten Mississippi mindede om Sydafrika under Apartheid, mens delstaten Massachusetts mindede mere om Storbritannien. Det samme gælder i dag for forskel­ lige dele af kæmpestore og heterogene lande som Kina, Rusland og Indonesien, særligt hvis de er føderale og de­ centraliserede som Indien, Nigeria, Brasilien og Mexico er det. Her har jeg lavet feltarbejde i Brasilien for at finde ud af, om efterspørgsel på demokrati og mere demokrati på delstatsniveau også følges ad her, og om vi kan sige noget om, hvorvidt den politiske kultur kommer først eller følger efter politiske forandringer.

HVAD SKAL DET HELE NYTTE?

Inden jeg blev ph.d.­studerende, arbejdede jeg som po­litisk sekretær på Christiansborg, hvor mit arbejde til dagligt ændrede noget, selvom det selvfølgelig mest var i det små. Som forsker tænker jeg undertiden på, hvor mange der egentlig kommer til at læse de artikler, jeg skriver til videnskabelige tidsskrifter.

Jeg nærer et måske overoptimistisk håb om, at min forskning i sidste ende resulterer i, at politiske beslutningstagere vil være bedre informerede om, hvad de kan gøre eller ikke bør gøre for at fremme demo­ krati. Det kunne for eksempel være i forhold til at ud­ forme initiativer, der søger at fremme en demokratisk politisk kultur i mindre demokratiske lande. Det kan jeg gøre dels ved at undervise jer – begavede, ambitiøse studerende, hvoraf nogle kommer til arbejde i Udenrigs­ ministeriet og internationale organisationer og andre til at være politikere – og dels igennem formidling.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

– Rasmus Fonnesbæk Andersen

Derfor har det været vigtigt for mig også at deltage i samfundet uden for universitet: Jeg har skrevet kro­nikker til Weekendavisen, og jeg skal undervise på Folkeuniversitetet til foråret. Jeg har været valg­observatør i Ukraine og Bolivia samt valgtilforordnet i Danmark, og jeg er næstformand for Dansk Udenrigs­ politisk Selskabs ungdomsorganisation.

For mig at se er et samfund intellektuelt fattigt, med­ mindre vi er interesserede i at besvare store spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Men som forsker er jeg også interesseret i at bidrage til, at verden bliver et bedre sted.

Næste artikel

TAL MED DIN FORSKER