Tag Archives: Klima

Vejen mod et grønnere universitet

Vejen mod et grønnere universitet

Københavns Universitet har med initiativet ‘Grøn Campus’ indledt en proces, der skal gøre universitetet mere klimavenligt. Det har ført til udskiftning af vinduerne på CSS og et mål om mere genanvendelse af affald. Ansvaret for den grønne omstilling tilfalder dog også den enkelte studerende.

Alle generationer af statskundskabere tror, de er specielle. I tresserne havde de ungdomsoprøret og atomkapløbet, mens de tidlige halvfemseres stud.scient.pol’er oplevede eftervirkningerne af murens fald og begyndelsen af den liberale verdensorden. Vores generation har bølgen af populisme, der er skyllet ind over USA og Europa, Donald Trump og global opvarmning.

Global opvarmning, som på ingen måde er et nyt fænomen, har fulgt de fleste af os studerende gennem vores skolegang og har haft hovedrollen i mange projektopgaver og PowerPoint-præsentationer. Der er blevet gjort mange forsøg på at gøre den abstrakte problemstilling mere konkret ved at fokusere på enkelte dele – regnskoven, isbjørne, olien i Nordsøen. I 2015 sagde Barack Obama “Vi er den første generation, som mærker effekten af klimaforandringer, og vi er den sidste, som kan gøre noget ved problemet” i en tale, hvor han præsenterede sin regerings Clean Power Plan.

Dette fokus på global opvarmning er på den internationale scene også afspejlet i 2020-klimamålene, hvis slutdato er begyndt at nærme sig. På en mindre skala findes Grøn Campus, KU’s primære indsats for at fremme bæredygtighed. Her defineres universitetets egne klimamål for 2020, og de omfatter blandt andet KU’s CO2-forbrug, ressourceeffektivitet og kulturen omkring klima blandt de studerende og ansatte på universitetet.

Et af Grøn Campus’ tiltag er, at vinduerne på CSS er blevet udskiftet, hvilket sikrer en besparelse på varmeregningen og et mindre elforbrug. Elektricitet udgjorde 40 % af KU’s samlede CO2-emissioner i 2016 og tekniske projekter, der blandt andet omfatter bedre isolering, er de energiindsatser, der bidrager mest til en positiv udvikling. Derudover har KU et mål om at genanvende 50 % af det samlede producerede affald i 2020. Dette er et af de mål, der har et stykke vej endnu. I 2016 blev 30 % af det samlede affald på KU genanvendt. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er siden starten af 2017 gået i spidsen med arbejdet ved at genbruge resterne fra den daglige kaffeproduktion og andet bioaffald og lade det gå til produktion af biogas. Det kunne være en mulighed at efterligne dette projekt i Café Kommunen.

En tredje målsætning omhandler organisation og adfærd. Det indebærer, at både studerende og ansatte på KU skaber mulighed for bæredygtig adfærd. Dermed pålægges ansvaret alle som færdes på CSS. Ifølge Grøn Campus’ årlige klimarapporter, er KU’s mål at blive et af de mest bæredygtige universiteter i verden. Der er 2000 studerende på Institut for Statskundskab, og hverdagene går med at kigge ned i bøgerne og (nogle gange) ud mod verden. Men bruger vi på statskundskab alligevel mest tid på at tale om at være grønne, eller tager vi det ansvar, som er krævet?

ANMELDELSE: KØD, KØER OG KLIMAFORANDRING

Dokumentaren Cowspiracy bredte sig som en steppebrand blandt klimaaktivister såvel som dyrevenner, da den rettede søgelyset mod kødindustriens rolle i klimaforandringer. Men har den kun ren amerikansk moraliseren på menuen, eller giver den faktisk noget (grønt) at tygge på?

Af Randi Emilie Dahlen

Der er noget særligt over amerikanske dokumentarer – masser af patos, storytelling og en forsimplet, pædagogisk tone. Dokumentaren Cowspiracy følger i høj grad denne opskrift.

Vi følger dokumentaristen Kip Andersen, som har været miljøaktivist lige siden han så Al Gores dokumentar om klimaforandringer. Kip har lagt sin livsstil om ud fra ren og skær skyldfølelse over alt det pres, vi som forbrugere lægger på planeten. Men en dag opdager han, at en industri hidtil har undsluppet kritikken, og det er kødindustrien.

På skønlitterær vis følger dokumentaren denne ene mands kamp mod systemet og hans søgen efter sandheden. Det er simplificeret, det er glossy og slutningen drypper af sentimentalitet og moralisme.

Finpudset af DiCaprio

Dokumentaren blev udgivet allerede i 2014, men blev derefter fanget af Leonardo DiCaprio, selverklæret miljøaktivist og nylig Oscar-vinder, som finpudsede formatet og fik dokumentaren listet ind på Netflix.

Eksponeringen blev dermed langt større og dokumentaren fik en del opmærksomhed, måske især fra dem der betvivlede de undersøgelser og data, som bliver præsenteret i løbet af dokumentarens halvanden time. På dokumentarens hjemmeside kan man for eksempel læse, at husdyr og står for 51 % af alle udslip af drivhusgasser.

Undersøgelsen, som er kommet frem til disse resultater, er dog blevet stærkt kritiseret, både fordi dens tal er langt højere end lignende studiers tal, men også fordi der ikke er nogen retningslinjer for, hvordan udslip skal måles. Men selv mere moderate rapporter konkluderer, at husdyr gør mere skade, end hvad transport gør. Den gode nyhed er dermed, at vi kan bidrage til miljøet ved at reducere vores kødforbrug i stedet for at fravælge flyturen i ferien. Den dårlige nyhed er, at folk ikke bliver glade for at få deres madvaner kritiseret, hvilket enhver vegetar har oplevet.

Offentligt opdragelse?

Folk vil nemlig ikke vide, hvad de bør og ikke bør gøre – eller spise for den sags skyld. Spisevaner og diæt er for mange mennesker tæt knyttet til kultur og identitet og er dermed noget, som man tager personligt.

En holdningskampagne, der opfordrer til mindre kød i Danmark, er nok urealistisk. Både fordi industrien nok ville sætte alle lobbykræfter imod det, men også fordi den i lighed med ”Har du talt dine æg i dag?”-frugtbarhedskampagnen, ville blive opfattet som smagsdommeri og indblanding i den private sfære.

Men hvordan kan det så forklare magasinernes glade og skiftende budskab om gluten, grønkål, sukker fedt og andre madvarer, som enten omtales som det reneste gift eller selveste ungdomskilden? Hvorimod en bøn om mindre bacon bliver umiddelbart tolket som snobberi eller skinhellighed.

Én forklaring kan være, at det ikke opfattes som moraliserende, når man kan appellere til egeninteressen.

Åbent sind er påkrævet

Med andre ord er det okay at fortælle en ven, at smøger er noget lort og desuden irrationelt, fordi vedkommende gør livet hårdere for sig selv og sin egen krop. Derimod vil en samtale om kødets oprindelse og de ressourcer, der kræves for at få sat en burger på bordet, hurtigt kunne eskalere og føre til dårlig stemning.

Man kan altså moralisere, men kun når egeninteressen er det bærende argument. Hvis dette er præmissen, falder dokumentarens hovedbudskab til jorden. Måske burde missionerende vegetarer hellere hoppe på panikbølger som den, der fulgte World Health Organisations (WHO) rapport om, at behandlet kød som bacon og pølser kan øge risikoen for kræft.

Men hvis man har et nogenlunde åbent sind og desuden er nysgerrig på klimaproblemet, kan jeg altså anbefale Cowspiracy, som til trods for milde overdrivelser og en moraliserende tone bygger på gode kilder og præsenteres på en simpel og underholdende måde – med andre ord et godt afbræk fra eksamenslæsningen en forårsaften i maj.

Nydes bedst med en kold øl og en dejlig vegetarburger.

Fakta

  • Titel: Cowspiracy
  • Instruktører: Kip Andersen og Keegan Kuhn
  • Producent: Leonardo DiCaprio
  • Udgivelsesår: 2014
  • Crowdfunded af IndieGoGo og produceret af Leonardo DiCaprio
  • Spilletid: 1.25
  • Kan ses på Netflix

FORSKERSTAFETTEN #1: KLIMAFORANDRINGER OG LOKALDEMOKRATI

Hvordan bliver klimahensyn til samfundshensyn? Og kan et lokalsamfund i ’Udkanten’ inddrages og forandres, når den grønne omstilling vinder frem? I mit ph.d.-projekt bidrager både politologien og etnografien med metoder til at forstå, hvordan Samsøs Vedvarende Energiø-projekt bliver til virkelighed.

Af Irina Papazu, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Jeg sidder i Samsø Energiakademis lyse køkken sammen med en flok afventende øboere: Landmænd med vindmølleandele, en lokalpolitiker, et par embedsmænd fra kommunen og medlemmer af vindmøllelauget Samsø Havvind. Armene er foldet over brystet; alle venter på, at Samsø Kommunes klima- og energikoordinator får PowerPoint-showet til at virke.

Han skal præsentere et nyt vindmølleprojekt i dag og har inviteret alle hovedkræfterne fra Samsøs vellykkede Vedvarende Energiø-projekt. ’Høvdingerne’, som en lokal projektleder kalder dem, mændene, der sidder på indflydelsen, jorden og pengene. Koordinatoren virker nervøs. Han ved, at hvis han går fra mødet i dag uden de fremmødtes opbakning, bliver der ikke noget projekt.

Ovenstående introduktion er oversat og plukket fra en af artiklerne fra min ph.d., som skal udgives i tidsskriftet Organizational Ethnography. Historien er fra mine feltnoter fra de fem måneder, som jeg tilbragte på Samsø i 2013 og -14 for at undersøge, hvordan virkeligheden ser ud fra Danmarks Vedvarende Energiø. Sammen med godt 30 semi-strukturerede interviews og dokumentanalyse udgør observationsstudiet datagrundlaget bag min afhandling, som helt og fuldt beskæftiger sig med Samsø.

Det sorte, kvalitative får

Som statskundskaber bliver man ikke uddannet i etnografi – i hvert fald ikke i Danmark. Jeg har læst statskundskab på både Aarhus og Københavns Universitet, og jeg har undervist kandidat- og bachelorstuderende på Institut for Statskundskab, så det er ikke en fordom. Det er noget, jeg ved. Og det er også fint – vi skal ikke alle være etnografer.

Men nogle forskningsspørgsmål lader sig simpelthen bedst besvare med dybdegående kvalitative metoder. Det er en af mine kæpheste som forsker at fremme kendskabet til og forståelsen af disse på statskundskabsstudiet.

Som underviser oplever jeg studerende, der føler sig på bar bund i forhold til kvalitativ metode. På kandidaten tog jeg selv til Berlin for at blive undervist i kvalitative forskningsmetoder. Bevares, vi har nok alle prøvet at udforme en interviewguide og lave et enkelt interview eller to i metodefagene på bacheloruddannelsen. Vi har sikkert også prøvet at kode interviewet bagefter. Men hvordan laver man et dybdegående interview? Hvad skriver man ned, når man skriver feltnoter, og hvordan gebærder man sig i felten? Hvordan finder man mønstre i sit datamateriale?

Og endnu vigtigere: Hvilken status skal man tilskrive kvalitative data? Den subjektive, uomgængeligt usikre viden om verden, som er resultatet af f.eks. interviews eller én persons tekstlæsning. Hvordan kan jeg tillade mig at lade en forskningsartikel tage udgangspunkt i ét eneste møde mellem et ikke-repræsentativt udsnit af Samsøs befolkning?

Hvordan kan jeg skrive en hel afhandling om én eneste case, nemlig Danmarks Vedvarende Energiø? Hvor er variationen, variablene, komparationen, generalisérbarheden til en større population?

Statskundskab er andet end die hard-positivisme

Én ting er sikkert, tænker du måske: Statskundskab er det ikke. Der er jeg uenig. I min afhandling beskæftiger jeg mig med spørgsmål om lokale grønne omstillinger. Jeg spørger, hvilken rolle lokalsamfundets opbakning og involvering spiller for succesfuld udvikling og implementering af store energiprojekter.

Jeg undersøger hvordan lokaldemokrati, repræsentation og ’udkantsområder’ udvikles og forandres igennem større tekniske projekter, der ikke desto mindre involverer helt almindelige mennesker på meget konkret niveau: Bliv andelshaver og bestyrelsesmedlem, lån penge i banken, videreuddan dig, læg din forretningsmodel om, udskift dit oliefyr, investér i grøn energi og i dit lokalsamfund.

Jeg analyserer, hvordan klimahensyn bliver til samfundshensyn, og hvordan grønne energiomstillinger ikke nødvendigvis drives af klimavenligt sindelag, men også af nede-på-jorden-handlinger og måske endda af lysten til og behovet for at gøre en god forretning.

Jeg forstår borgerinddragelse som en nødvendig ressource for lokalsamfundet. Jeg ser lokalsamfundet som et arbejdende fællesskab, der bekræfter og sikrer sin eksistens igennem målbevidst handling frem for, som mange teorier plæderer for, igennem konsensussøgende dialog.

Mere pluralisme i undervisningen, tak

Denne analysetilgang er også statskundskab. Ser man sig omkring på Instituttet, er der mange, der som jeg ikke er die hard-positivister, men som opfatter den verden, vi kan undersøge, som i en konstant tilblivelsesproces.

Det betyder, at der ikke er en verden derude, som vi kan måle på. Det betyder heller ikke, at hvis vi bare har de mest nøjagtige måleredskaber, får vi også den mest sikre viden.

Forskeren er med sine metoder med til at forme virkeligheden, og hvis en anden end jeg havde overværet det ovenfor beskrevne møde, ville feltnoterne også have set anderledes ud. Vedkommende ville have bidt mærke i andre ting og ville have haft en anderledes relation til de fremmødte.

Jeg skriver en verden frem i mine artikler, og jeg forsøger at lære mine studerende, at imens det, vi kan kalde det kvantitative verdenssyn, vægter reliabilitet og validitet, må det kvalitative verdenssyn anlægge andre kriterier såsom transparens, fleksibilitet og systematik. For vi måler ikke verden. Vi skaber den.

Det, jeg har beskrevet her via mit projekt, er selvfølgelig to poler i hver sin ende af et kontinuum. Men jeg er interesseret i, at de studerende på statskundskab bliver bedre klædt på til at udforme, udføre og forstå undersøgelser, der befinder sig alle steder på dette kontinuum.

For de lever side om side på Instituttet i dag; primært i forskningen, men dette burde også afspejles i undervisningen. Jeg oplever, at både statistik og kvalitative metoder undervises ud fra en logik, der lægger sig tæt på det kvantitative verdenssyn og altså er helt ude i den ene ende af kontinuummet. Men jeg tror dog, at det lige så stille er ved at ændre sig.