Hvordan bliver klimahensyn til samfundshensyn? Og kan et lokalsamfund i ’Udkanten’ inddrages og forandres, når den grønne omstilling vinder frem? I mit ph.d.-projekt bidrager både politologien og etnografien med metoder til at forstå, hvordan Samsøs Vedvarende Energiø-projekt bliver til virkelighed.
Af Irina Papazu, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Jeg sidder i Samsø Energiakademis lyse køkken sammen med en flok afventende øboere: Landmænd med vindmølleandele, en lokalpolitiker, et par embedsmænd fra kommunen og medlemmer af vindmøllelauget Samsø Havvind. Armene er foldet over brystet; alle venter på, at Samsø Kommunes klima- og energikoordinator får PowerPoint-showet til at virke.
Han skal præsentere et nyt vindmølleprojekt i dag og har inviteret alle hovedkræfterne fra Samsøs vellykkede Vedvarende Energiø-projekt. ’Høvdingerne’, som en lokal projektleder kalder dem, mændene, der sidder på indflydelsen, jorden og pengene. Koordinatoren virker nervøs. Han ved, at hvis han går fra mødet i dag uden de fremmødtes opbakning, bliver der ikke noget projekt.
Ovenstående introduktion er oversat og plukket fra en af artiklerne fra min ph.d., som skal udgives i tidsskriftet Organizational Ethnography. Historien er fra mine feltnoter fra de fem måneder, som jeg tilbragte på Samsø i 2013 og -14 for at undersøge, hvordan virkeligheden ser ud fra Danmarks Vedvarende Energiø. Sammen med godt 30 semi-strukturerede interviews og dokumentanalyse udgør observationsstudiet datagrundlaget bag min afhandling, som helt og fuldt beskæftiger sig med Samsø.
Det sorte, kvalitative får
Som statskundskaber bliver man ikke uddannet i etnografi – i hvert fald ikke i Danmark. Jeg har læst statskundskab på både Aarhus og Københavns Universitet, og jeg har undervist kandidat- og bachelorstuderende på Institut for Statskundskab, så det er ikke en fordom. Det er noget, jeg ved. Og det er også fint – vi skal ikke alle være etnografer.
Men nogle forskningsspørgsmål lader sig simpelthen bedst besvare med dybdegående kvalitative metoder. Det er en af mine kæpheste som forsker at fremme kendskabet til og forståelsen af disse på statskundskabsstudiet.
Som underviser oplever jeg studerende, der føler sig på bar bund i forhold til kvalitativ metode. På kandidaten tog jeg selv til Berlin for at blive undervist i kvalitative forskningsmetoder. Bevares, vi har nok alle prøvet at udforme en interviewguide og lave et enkelt interview eller to i metodefagene på bacheloruddannelsen. Vi har sikkert også prøvet at kode interviewet bagefter. Men hvordan laver man et dybdegående interview? Hvad skriver man ned, når man skriver feltnoter, og hvordan gebærder man sig i felten? Hvordan finder man mønstre i sit datamateriale?
Og endnu vigtigere: Hvilken status skal man tilskrive kvalitative data? Den subjektive, uomgængeligt usikre viden om verden, som er resultatet af f.eks. interviews eller én persons tekstlæsning. Hvordan kan jeg tillade mig at lade en forskningsartikel tage udgangspunkt i ét eneste møde mellem et ikke-repræsentativt udsnit af Samsøs befolkning?
Hvordan kan jeg skrive en hel afhandling om én eneste case, nemlig Danmarks Vedvarende Energiø? Hvor er variationen, variablene, komparationen, generalisérbarheden til en større population?
Statskundskab er andet end die hard-positivisme
Én ting er sikkert, tænker du måske: Statskundskab er det ikke. Der er jeg uenig. I min afhandling beskæftiger jeg mig med spørgsmål om lokale grønne omstillinger. Jeg spørger, hvilken rolle lokalsamfundets opbakning og involvering spiller for succesfuld udvikling og implementering af store energiprojekter.
Jeg undersøger hvordan lokaldemokrati, repræsentation og ’udkantsområder’ udvikles og forandres igennem større tekniske projekter, der ikke desto mindre involverer helt almindelige mennesker på meget konkret niveau: Bliv andelshaver og bestyrelsesmedlem, lån penge i banken, videreuddan dig, læg din forretningsmodel om, udskift dit oliefyr, investér i grøn energi og i dit lokalsamfund.
Jeg analyserer, hvordan klimahensyn bliver til samfundshensyn, og hvordan grønne energiomstillinger ikke nødvendigvis drives af klimavenligt sindelag, men også af nede-på-jorden-handlinger og måske endda af lysten til og behovet for at gøre en god forretning.
Jeg forstår borgerinddragelse som en nødvendig ressource for lokalsamfundet. Jeg ser lokalsamfundet som et arbejdende fællesskab, der bekræfter og sikrer sin eksistens igennem målbevidst handling frem for, som mange teorier plæderer for, igennem konsensussøgende dialog.
Mere pluralisme i undervisningen, tak
Denne analysetilgang er også statskundskab. Ser man sig omkring på Instituttet, er der mange, der som jeg ikke er die hard-positivister, men som opfatter den verden, vi kan undersøge, som i en konstant tilblivelsesproces.
Det betyder, at der ikke er en verden derude, som vi kan måle på. Det betyder heller ikke, at hvis vi bare har de mest nøjagtige måleredskaber, får vi også den mest sikre viden.
Forskeren er med sine metoder med til at forme virkeligheden, og hvis en anden end jeg havde overværet det ovenfor beskrevne møde, ville feltnoterne også have set anderledes ud. Vedkommende ville have bidt mærke i andre ting og ville have haft en anderledes relation til de fremmødte.
Jeg skriver en verden frem i mine artikler, og jeg forsøger at lære mine studerende, at imens det, vi kan kalde det kvantitative verdenssyn, vægter reliabilitet og validitet, må det kvalitative verdenssyn anlægge andre kriterier såsom transparens, fleksibilitet og systematik. For vi måler ikke verden. Vi skaber den.
Det, jeg har beskrevet her via mit projekt, er selvfølgelig to poler i hver sin ende af et kontinuum. Men jeg er interesseret i, at de studerende på statskundskab bliver bedre klædt på til at udforme, udføre og forstå undersøgelser, der befinder sig alle steder på dette kontinuum.
For de lever side om side på Instituttet i dag; primært i forskningen, men dette burde også afspejles i undervisningen. Jeg oplever, at både statistik og kvalitative metoder undervises ud fra en logik, der lægger sig tæt på det kvantitative verdenssyn og altså er helt ude i den ene ende af kontinuummet. Men jeg tror dog, at det lige så stille er ved at ændre sig.