Tag Archives: magt

Jagten på magten

”Nå, skal du så være politiker?”, er et spørgsmål, som de fleste statskundskabsstuderende er blevet konfronteret med en gang eller to.  Oftest er svaret vagt, efterfulgt af et lettere nervøst grin eller et hurtigt emneskifte. Men for nogle er det lige præcis det, der både er drømmen og planen. MED ANDRE ORD har opstøvet nogle af de studerende med politiske ambitioner og snakket med dem om at være stud.scient.politiker.

 

Laura Rosenvinge, 5. Semester
Kandidat til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune
Medlem af Socialdemokratiet

Hvorfor har du valgt at stille op?
“Der ligger flere ting i det. Men jeg tror, at min største motivation er Husum. Jeg elsker Husum, og jeg elsker København. Her har jeg gået i folkeskole og i gymnasium. Det er her, jeg har boet hele mit liv. Jeg elsker virkelig denne by, og jeg synes faktisk, at lokalpolitik er rigtig interessant.

Har studiet haft indvirkning på din beslutning om at stille op?
“Jeg tror, at jeg ville være stillet op lige meget hvad. Men statskundskab giver mig nogle redskaber og noget selvtillid til at turde gøre det. Ellers tror jeg ikke, at jeg som 22 årig ville turde gøre det, hvis jeg ikke vidste, at jeg faktisk vidste hvordan skattesystemet fungerer. Det er meget at kaste sig ud i som ungt menneske.”

Har du nogle særlige talenter, som du gerne vil dele med vores læsere?
”Altså jeg er rigtig god til at drikke rødvin. Hjemme hos os har vi sådan en boks-rødvin stående, og den drikker jeg på en uge. Jeg er også god til at drikke øl hurtigt! Jeg kan ikke åbne svælget, men jeg kan gøre det ret hurtigt uden at åbne svælget. Man må gerne udfordre mig!”

Hvis du havde en superhelteevne, hvad skulle den evne så være?
”Jeg ville have en evne, så jeg kunne gøre folk, der var kede af det, lykkelige. Min evne ville være at sprede glæde! Ligesom hvis de havde røget en joint.”

 

Frederik Münster, 3. semester
Kandidat til Folketingsvalget i Sydjyllands storkreds
Medlem af Det Konservative Folkeparti

Hvad motiverede dig til at stille op?
”Jeg tænkte: Lad mig stille op og se om vi ikke kan få vendt den her skude, for det tror jeg sagtens, vi kan.”

Føler du, at studiet har rykket ved dine politiske overbevisninger?
”Der er jo nogle her på studiet, der startede ud som venstrefolk og nu er blevet radikale. Så jeg føler mig mere og mere som ham der, der skal repræsentere den borgerlige side i alle debatterne. Det bliver man altså træt af i længden. Men jeg tror, at dem omkring mig forstår, at jeg ikke gider tale politik hele tiden. Jeg vil også gerne bare nogle gange tale om at drikke bajere.”

Hvordan har du det med fremstillingen af statskundskabere som onde DJØF’ere?
”Jeg tror, at især folk ude på landet tænker på DJØFere som de der onde skrankepaver. Men vi behøver jo ikke alle få en kommunal stilling, som konsulenter for kultur og fritid i Assens Kommune. Man kunne jo godt tænke sig, at statskundskabere i højere grad kunne komme ud i det private erhvervsliv i stedet for. Vi har alle sammen et fælles ansvar for at vise, at vi godt kan bruges til noget i samfundet.”

Har du nogle særlige talenter, du vil dele med vores læsere?
”Hvad fanden er det jeg kan? Nåh ja, jeg kan binde en selvbinderbutterfly på 20 sekunder!”

Hvis dit liv skulle have en sang, hvilken sang skulle det så være?
“Det må næsten være “I´m Blue” med Eiffel 65.”

 

Isabella Arendt
Kandidat til folketingsvalget i Østjyllands storkreds
Medlem af Kristendemokraterne

Hvordan har studiet påvirket dine politiske overbevisninger?
”Jeg tror, at fordi jeg begyndte i politik, før jeg læste statskundskab, så forholder jeg mig enormt kritisk til faget. Man lærer på statskundskab. at ting følger en opskrift á la “Weber sagde, og sådan blev det”. Men i virkeligheden er der tusind faktorer, der spiller ind i det virkelige liv, som slet ikke er medtaget i statskundskab.”

Har du en holdning til debatten om antallet statskundskabere i Folketinget? Og hvordan har du det med selv at skrive dig ind i den tradition?
“Det er ikke et plus at have cand.scient.pol stående på CV´et i Folketinget, men lige netop i Kristendemokraterne er det faktisk positivt, fordi der ikke er særlig mange akademikere. Jeg giver ikke en rød reje for brok over, hvordan Folketinget er sammensat. Alle kandidater melder deres uddannelse, alder, køn og alt det der ud – det hele er offentligt tilgængeligt. Hvis det var vigtigt for vælgeren, havde de nok stemt en håndværker eller en kvinde ind. I virkeligheden synes jeg, at det er godt, at det ikke er vigtigt. Jeg vil jo langt hellere have, at man stemmer efter det politiske og er ligeglad med køn, alder og uddannelse.”

Hvordan har din alder påvirket din beslutning om at stille op?
”Der er en forventning om, at når du er 23 år gammel, så tæller ens holdninger næsten ikke, men aldersdiskriminationen går jo ikke den anden vej. Det er en enormt nedværdigende holdning at have, at min holdning som 18 årig, 23 årig eller 64 årig ikke er lige god. Måske har ham på 50 år mere erfaring, men til gengæld har jeg måske flere visioner.”

 

Sigurd Agersnap, 5. Semester
Kandidat til folketingsvalget i Københavns Omegns Storkreds
Medlem af Socialistisk Folkeparti

Hvad motiverede dig til at stille op?
“Uddannelsesbesparelserne motiverede mig ret meget. For altså, jeg tror egentlig ikke på, at der er nogle unge mennesker, som mener, at det er en god ide at spare på uddannelse. Man er jo nødt til på den ene eller anden måde at kæmpe for sine egne idealer. Jeg tror ikke på, at vores generation er blevet meget mere højreorienteret. Jeg tror på, at vi er lige så venstreorienterede, som vi var i tresserne eller halvfjerdserne, og det skal vi tilbage til.”

Hvordan har statskundskab påvirket din beslutning om at stille op?
”Det giver noget selvtillid at læse statskundskab, for man får en faglighed på mange forskellige områder, som bliver diskuteret politisk. Samtidigt får man også nogle metoder til at kunne sætte sig ind i meget forskellige problemstillinger. At læse statskundskab giver nok især selvtilliden til at tro på, at det, man siger, er godt nok. Det er ikke altid sådan, at de etablerede politikere har mere styr på fakta end en selv.”

Hvordan har du det med at skrive dig i ind traditionen omkring statskundskabere i politik?
“Det er faktisk ikke særlig fedt at være statskundskaber og politisk aktiv. Man skal tit undskylde for sig selv. Men de to ting hænger jo sammen, for man har jo valgt statskundskab, fordi man er politisk interesseret i et vist omfang, og man er jo politisk aktiv, fordi man er politisk interesseret. Så det går selvfølgelig hånd i hånd, men det er ikke et plus ude i landet at være statskundskaber.”

 Har du nogle særlige talenter, du vil dele med vores læsere?
”Djævlespil! Djævlespil med to pinde har jeg trænet meget om sommeren. Djævlespil er nok det, jeg er bedst til.”

 

Katrine Robsøe, 9. Semester
Kandidat til folketingsvalget i Østjyllands storkreds
Medlem af Radikale Venstre

Hvad motiverede dig til at stille op?
“Jeg har den tilgang til tingene, at man selv må gøre noget for at ændre tingenes tilstand, hvis man er utilfreds. Man er jo nødt til at stille sig selv til rådighed, ellers så kan man ikke rigtig tillade sig at blive ved med at brokke sig. Der er lige nu brug for, at der er nogle unge der også stiller op. Selvom Pia Kjærsgaard tordner lidt imod det, så synes jeg, at det er meget vigtigt.”

Hvordan har studiet påvirket din beslutning om at stille op til folketingsvalget?
”Jeg synes, at der er for meget papirnusseri inde på studiet, og så har det i hvert fald været godt for mig at have politikken også. Det giver studiet mere mening. Jeg kender en masse, der også er inde i politik, men som bare læser noget andet. Men jeg må nok sige, at det bare er lidt nemmere, når man har et studie, hvor man taler om BNP som en naturlighed.”

Har du en holdning til debatten, om hvorvidt statskundskabere er overrepræsenterede i Folketinget?
“Helt ærligt, så har jeg det nok sådan, at hvis der er flest, som stemmer på statskundskabere , så er det dem, der kommer ind. Når det så er sagt, så er jeg helt enig i, at det er skidt, hvis vi får et system, hvor du nærmest skal være statskundskaber for at kunne klare dig i politik. Men det kan også være en ulempe at have læst statskundskab, for du sætter virkelig dig selv i en boks.”

Hvis du var en superhelt, hvilken superhelteevne ville du så have?
”Jeg ville vildt gerne kunne flyve! Eller kunne læse folks tanker. Det, tror jeg, kunne være ret brugbart.”

 

Julie Frølich, 5. Semester
Kandidat til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune
Medlem af Socialdemokratiet

Har du altid vidst, at du ville ende i politik?
“Jeg har ikke altid tænkt, at det var det, jeg skulle – nærmere tværtimod. Jeg synes, at det var fedt at føre kampagne for andre, men at se sit eget ansigt på en plakat eller i en flyer virkede enormt grænseoverskridende. Og det er det stadig!”

Hvordan har studiet påvirket dine politiske overbevisninger?
“Jeg har været medlem af DSU og Socialdemokratiet siden jeg var 16 år. Studiet har ikke rykket ved mine politiske overbevisninger. Det har gjort mig klogere på, hvad jeg selv mener og måske især, hvorfor jeg mener det.”

Hvordan har du det med, at der er forholdsvist mange statskundskabere i Folketinget?
”Som statskundskaber og akademiker i almindelighed er det vigtigt at være bevidst om, at vi er en gruppe. Statskundskabere i offentlige embeder skal tage deres ansvar meget seriøst både i forhold til inddragelse i almindelighed, men især også i inddragelsen af andre, der ikke ligner en selv.”

Har du nogle særlige talenter, der ikke nødvendigvis har noget med statskundskab at gøre?
“Altså jeg kan twerke, det er jeg meget glad for. Jeg danser også jitterbug. Generelt danser jeg rigtig meget.”

Regeringsgrundlag udhuler ministrenes magt

Siden det første offentlige regeringsgrundlag så dagens lys i 1993 er det blevet fast procedure for nye regeringer at skrive et regeringsgrundlag. Men i takt med, at regeringsgrundlagene er blevet længere og mere detaljerede, har ministrene mistet magt.

Over de sidste 23 år er der opstået en tradition for, at nyvalgte regeringer starter deres periode med at skrive et regeringsgrundlag. Det gør lederne af de nye regeringspartier for at sikre en fælles retning, og for at skabe tillid regeringspartierne imellem. Men traditionen med at skrive et regeringsgrundlag betyder også, at de nye ministre, som ikke har siddet med ved tasterne, da regeringsgrundlaget blev skrevet, mister manøvrerum i deres ministerier. Det mener professor emeritus ved Institut for Statskundskab Tim Knudsen: ”Regeringsgrundlaget har haft store konsekvenser, og en af dem er, at regeringen i langt højere grad end tidligere køres af en inderkreds,” siger han.

Regering uden retning
Regeringsgrundlagene har udviklet sig siden dengang i 1993, da Socialdemokraterne skrev det første offentlige regeringsgrundlag sammen med De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Indtil da havde regeringsprogrammer, i det omfang de blev skrevet, udelukkende været interne arbejdspapirer. Men i 1993 insisterede den daværende gruppeformand for De Radikale, Marianne Jelved, på, at regeringspartierne satte sig sammen og udformede et officielt program for, hvad den nye regering skulle have gennemført i sin periode. Fem år tidligere havde hun nemlig fået en chokerende melding fra De Radikales formand, Niels Helveg Petersen. Hun havde dengang spurgt ind til retningen for den Schlüter-regering, De Radikale var blevet en del af i 1988. ”Jeg kørte over til Niels Helveg i Økonomiministeriet for at høre ham, hvad der nu skulle ske, og til min store rædsel havde han ikke noget program. Vi havde ikke engang diskuteret det i folketingsgruppen. Da jeg kørte hjem derfra, var jeg helt rystet over, at vi sad i regering og ikke vidste, hvad vi skulle,” siger Marianne Jelved.

I årene efter besøget frem til regeringsdannelsen i 1993 arrangerede hun derfor møder mellem partierne, hvor der blev diskuteret politik. På den måde var man klar til at skrive regeringsgrundlaget, når tiden kom.

Regeringsgrundlaget bliver tykkere
Mens det udelukkende var politikere, der arbejdede på regeringsgrundlaget i 1993, så det noget anderledes ud, da Venstre, Konservative og Liberal Alliance i sidste måned mødtes for at skrive regeringsgrundlag. Her var også departementscheferne repræsenteret, og spørger man journalist Kaare R. Skou, så kan embedsmændenes plads omkring regeringsgrundlagsbordet være med til at forklare, hvorfor regeringsgrundlaget i 1993 var 23 sider, mens det seneste var 86 sider. ”Jo længere man kommer op mod i dag, jo mere kan man se, at det sprog, der anvendes, er blevet embedsmandssprog. Det er nok lige så meget embedsmændenes formuleringsevne, der kommer til udtryk i de længere regeringsgrundlag, som det er det, at indholdet er blevet større,” siger han.

Embedsmandens regeringsmanual
Regeringsgrundlaget blev i 1993 primært brugt til at holde styr på koalitionspartierne og til at vise baglandet, at man havde fået politik igennem. I dag er regeringsgrundlaget dog i høj grad også brugbart for embedsmændene i ministerierne. Det kan være med til at forklare, at departementscheferne var repræsenteret ved regeringsforhandlingerne i statsministerens repræsentationsbolig Marienborg i sidste måned.

”Nogen anser regeringsgrundlaget som et vindue ud til befolkningen, men jeg ser mere på det sådan, at der i virkeligheden er meget få mennesker, der læser dem igennem. Jeg synes snarere, det er vigtige dokumenter internt i regeringen og i forhold til ministerierne. Selve det, at der sidder nogle embedsmænd med til at skrive det, må man formode trækker i retning af, at man får nogle mere praktiske retningslinjer,” siger professor emeritus Tim Knudsen.

Han mener, at årsagen til, at regeringsgrundlagene er blevet mere interessante for embedsværket, er, at ministerierne ikke længere kan få en ide om en ny regerings retning fra de steder, man tidligere brugte som anvisning.
”Da Fogh trådte til i 2001, blev det efterhånden så operationelt, at også embedsmændene fik mulighed for at studere regeringsgrundlaget for at få hints om, hvilken retning man skulle arbejde i. Når embedsmændene sad med ministre, der ikke havde beskæftiget sig med området før, så tyede man tidligere til partiprogrammer for at finde ud af, hvad regeringspartierne ville. Men i takt med, at de partiprogrammer blev kortere, blev regeringsgrundlagene mere operationelle og konkrete op gennem nullerne,” forklarer Tim Knudsen.

Ministrene låses fast
Mens regeringsgrundlagene er blevet længere, mere anvendelige for embedsværket og mere detaljerede, har gruppen, der skriver regeringsgrundlaget, fået mere indflydelse på bekostning af ministrene, mener Tim Knudsen. ”Etableringen af regeringsgrundlaget forrykker balancen i regeringen internt. I og med at man skriver regeringsgrundlaget, inden ministrene er udpeget, så er kredsen af politikere, der er med til at lave regeringsgrundlaget, jo meget mere kurssættende end de enkelte ministre, der bliver lirket ind bagefter. De får nemlig de bundne opgaver, som er beskrevet i regeringsgrundlaget. Fagministrene er mere perifere og de har mistet magt gennem de sidste 20-30 år, hvor man har udviklet regeringsgrundlagene,” siger professor emeritus Tim Knudsen.

Han refererer blandt andet til en udtalelse, som daværende kulturminister Bertel Haarder kom med til Kristeligt Dagblad den 6. oktober i en artikel om hans erfaringer fra de mange ministerposter. ”Som minister har man i dag slet ikke samme frihed, som dengang jeg begyndte, til at improvisere og prøve at finde løsninger, og det finder jeg uheldigt. Hvis man insisterer på at følge det, der står i regeringsprogrammet til punkt og prikke, risikerer man slet ikke at opnå noget,” sagde den daværende minister.

Fra papir til tradition
Selvom regeringsgrundlaget kun har 23 år på bagen, så har det stykke papir, Marianne Jelved i 1993 var med til at præsentere, alligevel ændret en del i dansk politik. For selvom et regeringsgrundlag ikke er juridisk bindende eller egentligt forpligtende for den regering, der laver det, så er det i dag utænkeligt, at danne en regering uden et regeringsgrundlag. ”I 1993 ændrede regeringsgrundlaget sig på den måde, at det blev offentliggjort, og derfra er det blevet til fast praksis. Det nye for regeringsgrundlagene siden da er, at de bliver længere, og de bidrager altså til, at regeringer i større grad bliver kørt af en inderkreds,” siger professor emeritus Tim Knudsen.

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

Det er blevet en fast bestanddel af mediebilledet anno 2016, at lektorer, professorer eller ph.d.er udtaler sig til medier i kraft af deres ekspertviden. Men hvad sker der, når universitetsfolk går fra at være objektive vidensformidlere til normative meningsdannere? Er det et problem eller en gave for den offentlige samtale?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

  • Tager Rune Lykkeberg pis på Politikens læsere?
  • Danskerne er nogle pinagtige fedtspillere
  • Træk bare offerkortet, så slipper du for kritiske spørgsmål
  • Økonomismen invaderer os.

Ovenstående titler er eksempler på debatindlæg, kronikker og klummer, som er blevet bragt i Berlingske og Politiken inden for de sidste to år. Modsat mange andre forfattere til lignende indlæg er det hverken stressede gymnasieelever, småbørnsforældre eller ytringsfrihedsforkæmpere, der står bag. Forfatterne er derimod professorer på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet: Peter Kurrild-Klitgaard, Marlene Wind, Peter Nedergaard og Tim Knudsen. De optræder alle sammen under deres professortitel.

Selvom der i indlæggene tydeligvis trækkes på en omfangsrig politologisk viden, så synes det svært at benægte, at der ligger et normativt budskab bag. Er det i orden at universitetstitlen, der angiver en høj rangering inden for universitetsmurene, bliver brugt til at ytre normative holdninger om samfundet uden for murene?

Viden er magt

Som professor har man unægteligt en høj grad af etos – og det med rette. Vedkommende har brugt utallige år begravet i tykke bøger og har en langt større viden inden for et specifikt fagområde end menigmand. Det giver samtidig en enormt magtfuld position, der gør det mere sandsynligt, at offentligheden lytter, når man stiller sig op på ølkassen. At blive associeret med oplysningens højeste instans er trods alt ikke alle forundt.

Statskundskabsfeltets karakter giver naturlig anledning til et tæt samspil mellem teoretikere og praktikere. Men hvor går grænsen mellem at repræsentere en anerkendt vidensinstans og egne personlige holdninger?

Hvad er tilladt?

Helt formelt er der en række regler for, hvornår ansatte må bruge deres titler offentligt. Det samlede rektorat på Københavns Universitet vedtog i februar 2007 et regelsæt for medarbejdernes ytringsfrihed og deltagelse i den offentlige debat. I dette regelsæt står der, at når en universitetsansat skriver en kronik, et debatindlæg eller lignende, som ligger inden for vedkommendes fagområde, bør både forskertitel og Københavns Universitet fremgå.

Under punktet Beskyttelse af universitetets troværdighed er det dog beskrevet, at hvis en ansat skriver et holdningsindlæg om et emne, der ikke falder inden for deres forsknings- eller fagområde, kan den akademiske titel bruges, men Københavns Universitet bør ikke nævnes.

Der gives ikke eksempler på tilfælde, hvor en ansat under ingen omstændigheder må bruge sin titel.

Af Universitetsloven § 2, stk. 3, fremgår det, at ”universitetet har pligt til at samarbejde, udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund samt tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.  Det er naturligvis vigtigt at stille viden og kompetencer til rådighed for det almene samfund i videreformidlingen af den forskning, som bliver produceret på de offentligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Men gælder det også indlæg, hvor der i højere grad fremlægges holdninger end ekspertviden?

En hårfin balance

Peter Nedergaard er en højt rangeret ansat på Institut for Statskundskab. Samtidigt er han meget aktiv i den offentlige debat. Han har siden 2012 skrevet klummer for Berlingske Tidende. Her leverer han hver anden uge et indspark, der indtil videre har dækket alt mellem den politologiske himmel og virkelighedens jord. Derudover har han bidraget til Politikens, Politikos og Jyllands-Postens meningsspalter. Alle steder optræder han under sin universitetstitel og med Københavns Universitet angivet som sin arbejdsplads. Da MED ANDRE ORD møder Peter Nedergaard på hans kontor, er det dagen før, at hans indlæg om kommunernes omprioriteringsbidrag udkommer. Er han mon bevidst om grænsen mellem holdning og faglighed, når han skifter Chr. Hansen auditoriet ud med den offentlige scene?

”Jeg forsøger altid at give det en faglig vinkel, når jeg skriver de her klummer”, fortæller han og understreger, at han ikke bruger formuleringer som jeg mener i sine indlæg.

”Jeg har en politologisk dagsorden i den forstand, at jeg synes, at statskundskab som fag i høj grad kan være med til at kvalificere den politiske debat”.

Samtidig indrømmer Peter Nedergaard dog, at der i nogle af hans klummer er en normativitet bag den faglige diskussion. Han afviser dog, at det er ensbetydende med, at klummerne også indeholder en bestemt partipolitisk holdning.

Yderligere har Peter Nedergaard skrevet flere indlæg med Henrik Dahl, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance. I disse indlæg optræder Nedergaard og Dahl under et samlet ’vi’. De har blandt andet argumenteret for bevarelsen af kvote 1-optagelsessystemet. Bør man som professor være i så tæt samarbejde med en politisk aktør?

”Det skal jeg også passe på med”, medgiver han. Men han nævner samtidig, at han også har skrevet klummer sammen med et socialdemokratisk medlem af Folketinget.

”Jeg ville aldrig skrive om et partipolitisk emne med en politiker. Når jeg skriver sammen med en politiker, så sørger jeg for, at det er et emne, som er hævet over partipolitik”, siger han. Nogle partier vil formentlig være uenige i hans opfattelse af optagelsessystemet som et ikke-partipolitisk emne.

Universitetet er en aktiv part

Det Samfundsvidenskabelige Fakultets ansatte kan også få deres indlæg publiceret på Fakultetets hjemmeside.  Dette gælder også for ansatte, der udtaler sig mere politisk.  Peter Kurrild-Klitgaard, der også er blogger for Berlingske, henviste MED ANDRE ORD til en række udtalelser, som han kom med til Universitetsavisen tilbage i 2011. Anledningen var et interview om forholdet mellem det at være meningsdanner og ekspert på samme tid. Her fortæller han blandt andet, at når han skriver indlæg som meningsdanner, er det ikke forkert at sige, at han har en klar liberal profil. Derfor benytter han sig af førnævnte regel om ikke at angive Københavns Universitet som sin arbejdsplads, når han udtaler sig som meningsdanner. Omvendt er nogle af hans indlæg stadig at finde inde på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets hjemmeside. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt universitetet bør udbrede kronikker og klummer, som ophavsmanden ikke mener, at Københavns Universitet bør associeres med.

Troels Østergaard Sørensen, dekan og øverste leder for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, fortæller i en mail til MED ANDRE ORD, at Københavns Universitets ledelse sætter stor pris på, at forskerne bringer deres viden i spil i debatten. Han understreger samtidigt, at det ikke er det indholdsmæssige eller holdningsmæssige, der afgør, hvorvidt en forsker får sit oplæg på hjemmesiden eller ej.

”Vi vælger ikke nogle forfattere eller indlæg fra. Indholdet af indlæggene står forfatterne selv på mål for – både hvad angår deres forskningsresultater og holdninger”.

Han pointerer, at forskerne som alle andre danskere har ytringsfrihed og ret til at komme med deres personlige betragtninger, når de skriver.

Brinkmannisme

Universitetsansatte har utvivlsomt en fordel, når de skal have deres budskab ud, da de nærmest ubetinget kan bruge deres universitetstitel. Selvom det gode argument altid bør vinde i den habermasianske samtale, så giver forskellige titler forskellige muligheder.

Peter Nedergaard fortæller til MED ANDRE ORD, at han efter udgivelsen af en af sine klummer blev inviteret til møde med Henrik Sass Larsen. Hertil kan man spørge sig selv om, det have været anderledes, hvis Peter Nedergaard ikke havde underskrevet sin kronik med sin titel, eller ville det samme budskab have haft den samme virkning.

Samtidigt bliver der tilføjet nogle lag til den offentlige debat, når universitetsansatte søger uden for murene. Måske bliver vi klogere som samfund, når universitetets forskere lader deres holdninger skinne igennem. Da Svend Brinkmann, professor i psykologi fra Aalborg Universitet, udgav den populærvidenskabelige og samfundskritiske bog Stå fast i 2014, stod hans holdning til positiv psykologi, konkurrencestat og individualisme klart. Hans budskab blev udbredt i en sådan grad, at han modtog DR’s formidlingspris, Rosenkjærprisen, som uddeles til en person, der gør et vanskeligt emne tilgængeligt for den brede offentlighed. Med udgivelsen af hans bog kunne man på den ene side mene, at han gik langt ud over sit mandat som forsker på Aalborg Universitet. På den anden side fik hans bog unægteligt en del danskere til at se samfundet på en anden måde. Og det er netop, hvad forskere i den offentlige debat kan – sætte dagsorden, tilføre nye perspektiver og forståelse til samtalen om vores samfund.

Dette er netop hvad den engelsk-polske sociolog og professor Zygmont Bauman gør, når han til The Guardian udtaler, at sociale medier er en fælde for socialiseringen. Han formår at sætte dagligdagen ind i en større teoretisk og samfundsmæssigt kontekst. Det kan bidrage til, at os almindelige mennesker måske forstår verden lidt bedre. Og det forskere fra Institut for Statskundskab gør i deres klummer er nok ikke så forskelligt fra, hvad Zygmont Bauman gør.  Nemlig at belyse grundlæggende tendenser i samfundet.

Den kritiske intellektuelle

Hvornår overskrides grænsen for hvad man kan bruge sin forskertitel til? Og hvornår er det nødvendigt, at dem der har mere viden, end os andre, påpeger de blinde vinkler, som vi andre ikke ser? Er det i orden at bruge forskertitlen til at promovere en normativ agenda, omend at den er skjult bag objektivt klingende fraser?

Det er en balancegang mellem at sikre en beskyttelse af universitet og den integritet der følger med forskerstillingen. Samtidigt handler det om at værne om ytringsfriheden og forskeres frie tænkning.

Tim Knudsen, professor emeritus fra Institut for Statskundskab, er en del af centrum-venstre-tænketanken Cevea og en aktiv debattør. Han udtalte, i 2012 til Universitetsavisen, at en mange universitetsansatte gemmer sig i den offentlige debat, som i stedet domineres af aktører, der har økonomiske interesser i at fremme en bestemt dagsorden. Uafhængige kloge hoveder er måske et af de bedste værn mod en korrumperet debat.

Den kritiske intellektuelle er en historisk figur, der gennem tiden har forholdt sig til feudalismen, kapitalismen, socialismen og andre små og store samfundstendenser. Over Københavns Universitets hovedbygning, ved Frue Plads, skuer en ørnestatue, hvorunder universitetets motto står: ”Coelestem adspicit lucem” (Den øjner det himmelske lys). Den, som når en særlig høj erkendelse, opnår en særlig ophøjet karakter, lyder en tolkning. At en ophøjet karakter kan veksles til en ophøjet status, er trods vigtigheden af den frie og kritiske forsker ikke noget, man bør glemme, når man åbner sin avis.