Tag Archives: stress

Hvem kommer de stressede studerende til undsætning?

Hvem kommer de stressede studerende til undsætning?

De studerende på statskundskab har travlt. Alt for travlt. Fremdrift, nedskæringer og forventningspres sætter sine spor. Studielederen siger, at problemet tages alvorligt. Næstformanden for Studienævnet fremhæver det fælles ansvar.

Knap halvdelen af de studerende på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er stressede i hverdagen. De oplever hjertebanken, ondt i maven, koncentrationsbesvær, søvnbesvær, nedtrykthed og – desværre – meget andet i forbindelse med deres uddannelse. Om det er en afledning af fremdrift, nedskæringer og forventningspres er svært at sige – omend plausibelt.

Her på Statskundskab er vi vant til at klare det godt, se blandt andet på adgangskvotienten – 11,2. Når vi starter på universitetet, vil de fleste af os fortsat gerne skabe eminente resultater, og det sætter sine spor på helbredet. Hvis de studerende, som der står skrevet over hvælvingen i studenterforeningen Jacques D, skal kravle hele vejen til samfundets top, må der gøres en indsats for at lette livet for instituttets ihærdige studerende.

Ledelsens tiltag

Studiemiljøundersøgelsen fra 2016 slår fast, at andelen af studerende på fakultetet, der føler sig stressede i dagligdagen er 41,5 %. Konfronteret med tallene fortæller studieleder og formand for Studienævnet, Anders Berg-Sørensen, at stress blandt de studerende er et alvorligt fænomen, og at der er blevet talt meget om det i forbindelse med undersøgelsen af fakultetets studiemiljø. Ledelsen har sat flere initiativer i gang – blandt andet har Studienævnet, i samarbejde med Studenterrådgivningen og Studievejledningen, taget initiativ til oplæg om præstationskultur og stresshåndtering på hvert hold. I øjeblikket afholdes oplæggene for studerende på 1. semester. Der er også planer om at holde flere oplæg til foråret, som vil være åbne for alle bachelorstuderende. Dette er dog ikke endeligt blevet besluttet endnu. Studievejledningen fortæller, at det hidtil har været svært at få information om oplæggene ud til de studerende, og derfor gøres der en særlig indsats i år. Man kan håbe, at de studerende fremover bliver klar over, at der er hjælp at hente på instituttet.

Ansvaret ligger også hos os selv

Ledelsen har tilsyneladende igangsat tiltag for at hjælpe de studerende. Næstformand for Studienævnet, Emilie Kirstine Heide, fortæller, at de studerende også selv har et ansvar.

»Jeg synes, der er rigtig meget ansvar hos ledelsen og måden, vi strukturerer uddannelsen på, men der ligger helt klart også noget ansvar hos os«, siger hun og fortsætter:

»Noget af det, vi har forsøgt at gøre sammen med Jacques D., er at afholde nogle stormøder. Derudover er Selskabelige Statskundskabere blevet til. Ud fra den der idé om, at man godt kan være med, uden at man nødvendigvis skal lave en hel masse arbejde.«

Selskabelige Statskundskabere skaber rammer for at være sammen med sine medstuderende på en social, men uforpligtende måde gennem bl.a. brætspilsaftener. Undersøgelser viser, at dem, der er sociale, har det bedre. Derfor giver det god mening at deltage i sociale foreninger og arrangementer, hvis de studerende skal trives på studiet.

Karakterer på 1. semester

Umiddelbart ser det ud til, at både administration og studentermiljø gør hver deres forsøg på at mildne præstationspresset blandt de studerende på Institut for Statskundskab. Indfaldsvinklen på Statskundskab, der har været at udbyde flere stresshåndteringsoplæg samt at opfordre de studerende til  i højere grad at deltage i foreningslivet, skal suppleres med andre tiltag. Disse tilbud kræver, at den enkelte studerende har både tid og overskud til at deltage. Dette kan betyde, at netop de studerende, der har allermest brug for hjælpen, ikke får den. Et nærmere kig på den handlingsplan, som studiemiljøundersøgelsen affødte, afslører, at stress blandt studerende glimrer ved sit fravær. På trods af problemets alvorlige karakter, har det ikke været alvorligt nok til at blive en del af handlingsplanen for de samfundsvidenskabelige studerende.

I september trådte den nye fagstudieordning for bacheloren i statskundskab i kraft, hvor der bl.a. er blevet indført karakterer på 1. semester i International Politik 1. På den tidligere studieordning var der ingen karakterer på 1. semester.

Ifølge Anders Berg-Sørensen var beslutningen om at indføre karakterer på 1. semester en afvejning mellem den mest hensigtsmæssige uddannelsesstruktur med faglig udvikling og sammenhæng og de krav, statskundskabsstudiet er underlagt i uddannelsesbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen. Det betyder, at alle tredelte fag i den nye studieordning har én eksamen, der er bestået/ikke-bestået, og to eksamener med karakterer, hvoraf den ene er med intern bedømmelse og den anden med ekstern censur.

»For International Politik 1+2+3 var det mest hensigtsmæssigt at placere karakteren med intern bedømmelse på første semester, så puslespillet gik op,« fortæller Anders Berg-Sørensen.

Emilie Kirstine Heide tilføjer, at når der er kommet flere fag på 1. semester, var der nødt til at være karakter på ét af fagene. International Politik 1 er det mindst introducerende kursus på 1. semester, og derfor faldt valget på dette kursus.

»Det var et valg mellem pest eller kolera, men det var den bedste løsning,« bemærker Emilie Kirstine Heide.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt de forskellige tiltag vil hjælpe de stressede studerende, når rammerne for uddannelsen lader til at gå i den modsatte retning.

GENERATION ARTIG MED STRESS

Folkesygdommen stress har også spredt sig til Institut for Statskundskab, men det er ikke noget, vi råber højt om. Er det vores egen eller fremdriftsreformens skyld? Og er drømmen om fritid blevet til fortid?

Af Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft

Stress er et ord, der bruges i flæng. Enten bruges ordet samfundskritisk til at beskrive markedets og statens krav om, at vi skal være effektive, omstillingsparate, fleksible og tænke fremadrettet. Ellers bruges ordet som en reference til det forkælede moderne menneske, der ikke længere kan skelne mellem travlhed og stress. Især vores generation er blevet et omdrejningspunkt i stressdebatten: Giver fremdriftsreformen os stress? Er det synd for 12-talspigerne, at de får stress af at (over)præstere i gymnasiet? Er vi i virkeligheden bare nogle møgforkælede kværulanter, der er blevet curlet gennem barndommen af overskudsforældre, der glemte at lære os, at voksenlivet ikke er en flinkeskole, hvor man praktiserer samtalekøkkenpædagogik?

Slider som topchefer

Der er naturligvis ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål. En generation vil altid være mere fragmenteret, end den bliver fremstillet i medierne, af politikerne eller af generationen selv. Der er ligeledes kulturelle forskelle mellem studierne i forhold til, hvordan de studerende forholder sig til stress. Efter et par år på Statskundskab har næsten samtlige af mine studiekammerater erhvervet sig studiejobs på 15-20 timer om ugen. Med fremdriftsreformens krav om at vi skal være fuldtidsstuderende, har mange potentielt en arbejdsuge på 55-60 timer om ugen, og det kan blive for meget for nogen. Sofie, der læser statskundskab på Københavns Universitetet, er psykisk sårbar og særligt sensitiv over for stress. Derfor har hun fået en dispensation, så hun dette semester kun har 20 ECTS point. Hun pointerer, at en typisk statskundskaber arbejder, som om vedkommende vil være topchef eller allerede er det.

”Det er sjældent, man hører folk på Statskundskab sige, at de gerne vil være menige embedsmænd i et ministerium og have en arbejdsuge på 37 timer om ugen, så de kan have tid til deres kæreste og familie.”

Sofie har trods sin psykiske sårbarhed et studierelevant arbejde. Hun har derfor nu en normal arbejdsuge på ca. 37 timer. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke har sagt sit arbejde op frem for at skære i studieaktiviteten. Studiet må vel trods alt have den højeste prioritet. Men for Sofie giver arbejdet et afbræk fra studiemiljøets pres:

”På en arbejdsplads bliver man ikke bedømt hele tiden. Det er rart at lave noget praktisk ved siden af studiet, hvor ens hjerne bliver udfordret på andre måder. Det er sværere at sætte sig ned og læse, hvis man har det skidt, end det er at komme ind på en arbejdsplads og blive sat i gang med noget.”

Man har ikke stress på Statskundskab

Når jeg selv hører folk tale om, at de er stressede på Statskundskab, er det oftest med et islæt af pral. Man siger ikke, at man har stress. Dette indikerer nemlig, at man ikke kan holde til den massive arbejdsbyrde, som man selv har medvirket til at skabe med studiejob, foreningsliv og et socialt krav om, at man skal se Deadline hver aften. Der er status i at fylde glasset til randen uden at lade det flyde over. Man er stresset, hvilket blot betyder, at man har travlt, at man drikker tre liter kaffe om dagen for at holde sig kørende. Hvis man siger, at man har stress, indikerer man, at man har mistet gejsten for statskundskaben, og at man måske ikke er helt så engageret alligevel. Jeg spurgte Sofie, om hun oplever, at fremdriftsreformen er hovedkilden til stress:

”Fremdriftsreformen medvirker til at stigmatisere dem, der ikke kan holde til det, fordi de nu bliver nødt til at gøre rede for, hvorfor de skal have færre fag. At det er fordi, de ikke kan holde til det sociale pres.”

Hvor blev fritiden af?

Når man som statskundskaber tager på ferie, skal man helst have interviewet en ambassadør, deltaget i diverse debatarrangementer og FN-simulationer for at understrege sin entusiasme for studiet og samfundet generelt. Da jeg for et par somre siden tog til Frankrig i to måneder, blev jeg mødt af et væld af entusiastiske forslag til studierelevante aktiviteter, som jeg kunne foretage mig dernede. Men jeg tog netop derned, fordi jeg følte mig som en udbrændt midaldrende workaholic i en alder af 22 og derfor tænkte, at løsningen måtte være at holde lidt fri fra statskundskaben og den ophøjede arbejdsmoral.

Det er en kultur, der er svær at ændre. Samfundet stiller krav, der forstærker præstationskulturen, men der er også tale om et kollektivt handlingsdilemma: Hvis alle andre har et studiearbejde og bruger alle deres vågne timer på studierelaterede aktiviteter, har de lettere ved at få job i fremtiden. Derfor er det svært at melde sig ud af karriereræset. Sofie mener, at det er et særkende ved vores generation, dels fordi vi er opvokset under finanskrisen med angsten for at blive arbejdsløse, og dels fordi vi er opvokset med, at vi kan, hvad vi vil, hvis bare vi gør det godt nok. Dette er en neoliberal tankegang, der bryder med de førhen dominerende socialdemokratiske værdier, hvor det var en mærkesag at skulle have tid og råd til fritid.

Den tabte dannelse

Man hører mange undervisere kritisere fremdriftsreformen og tale om tabet af dannelse hos vores generation som følge af konkurrencementaliteten og politikernes fokus på målbare kvalifikationer. Men Sofie pointerer, at man ikke kan åbne Facebook eller Absalon uden at det vælter ind med jobopslag og arrangementer, som underviserne opfordrer én til at deltage i. Samtidig opfordres vi til at tage studiet seriøst og ikke arbejde mere end højest nødvendigt, men en stor del af jobopslagene fra universitetet er også på 15-20 timer om ugen. Der er selvfølgelig et aspekt af dannelse i at have et studiejob og i at gå til statskundskabsrelaterede arrangementer. Det kan dog diskuteres, om en generation af fremtidige embedsmænd og politikere, der ikke har haft tid til andre interesser end statskundskaben, bidrager positivt til demokratiet. Sofie mener, at det er vigtigt at have tid til andet end studiet:

”Jeg synes, det er vigtigt, at man også har tid til at gå op i andre ting, til at lave noget kreativt og dyrke en hobby. Det er en mere holistisk måde at se dannelse på, og det medvirker også til, at jeg har det bedre. Hvis jeg både skulle arbejde og studere på fuld tid igen, ville jeg føle mig begrænset”.

Sofie tror samtidig, at antallet af lægeerklæringer og ansøgninger om dispensation til at studere færre fag vil stige i fremtiden. Men den udvikling er ikke holdbar.

”Lægeerklæringerne er en midlertidig løsning. Det handler om, at vi også skal ændre vores sociale krav. Vi er meget selvbevidste og bange for at virke dovne.”

Sofies pointe kan bl.a. ses i, at kritikken af fremdriftsreformen ofte går på, at vi bliver dårligere studerende, og at vi ikke har ligeså meget tid til at arbejde. Der er ikke mange, der tør sige højt, at de også trænger til at holde fri engang i mellem, drikke sig fulde, mens de er unge, have tid til familien og bruge den resterende tankevirksomhed på at læse en god bog.

”Vi er en meget artig generation,” fastslår Sofie afslutningsvis. Det er måske den artighed, som giver de studerende stress. Og det er en artighed, der skaber svære vilkår for samfundsforandringer og visioner om, hvor vi er på vej hen.

Sofie er et opdigtet navn, da personen ønsker at være anonym