Folkesygdommen stress har også spredt sig til Institut for Statskundskab, men det er ikke noget, vi råber højt om. Er det vores egen eller fremdriftsreformens skyld? Og er drømmen om fritid blevet til fortid?
Af Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft
Stress er et ord, der bruges i flæng. Enten bruges ordet samfundskritisk til at beskrive markedets og statens krav om, at vi skal være effektive, omstillingsparate, fleksible og tænke fremadrettet. Ellers bruges ordet som en reference til det forkælede moderne menneske, der ikke længere kan skelne mellem travlhed og stress. Især vores generation er blevet et omdrejningspunkt i stressdebatten: Giver fremdriftsreformen os stress? Er det synd for 12-talspigerne, at de får stress af at (over)præstere i gymnasiet? Er vi i virkeligheden bare nogle møgforkælede kværulanter, der er blevet curlet gennem barndommen af overskudsforældre, der glemte at lære os, at voksenlivet ikke er en flinkeskole, hvor man praktiserer samtalekøkkenpædagogik?
Slider som topchefer
Der er naturligvis ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål. En generation vil altid være mere fragmenteret, end den bliver fremstillet i medierne, af politikerne eller af generationen selv. Der er ligeledes kulturelle forskelle mellem studierne i forhold til, hvordan de studerende forholder sig til stress. Efter et par år på Statskundskab har næsten samtlige af mine studiekammerater erhvervet sig studiejobs på 15-20 timer om ugen. Med fremdriftsreformens krav om at vi skal være fuldtidsstuderende, har mange potentielt en arbejdsuge på 55-60 timer om ugen, og det kan blive for meget for nogen. Sofie, der læser statskundskab på Københavns Universitetet, er psykisk sårbar og særligt sensitiv over for stress. Derfor har hun fået en dispensation, så hun dette semester kun har 20 ECTS point. Hun pointerer, at en typisk statskundskaber arbejder, som om vedkommende vil være topchef eller allerede er det.
”Det er sjældent, man hører folk på Statskundskab sige, at de gerne vil være menige embedsmænd i et ministerium og have en arbejdsuge på 37 timer om ugen, så de kan have tid til deres kæreste og familie.”
Sofie har trods sin psykiske sårbarhed et studierelevant arbejde. Hun har derfor nu en normal arbejdsuge på ca. 37 timer. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke har sagt sit arbejde op frem for at skære i studieaktiviteten. Studiet må vel trods alt have den højeste prioritet. Men for Sofie giver arbejdet et afbræk fra studiemiljøets pres:
”På en arbejdsplads bliver man ikke bedømt hele tiden. Det er rart at lave noget praktisk ved siden af studiet, hvor ens hjerne bliver udfordret på andre måder. Det er sværere at sætte sig ned og læse, hvis man har det skidt, end det er at komme ind på en arbejdsplads og blive sat i gang med noget.”
Man har ikke stress på Statskundskab
Når jeg selv hører folk tale om, at de er stressede på Statskundskab, er det oftest med et islæt af pral. Man siger ikke, at man har stress. Dette indikerer nemlig, at man ikke kan holde til den massive arbejdsbyrde, som man selv har medvirket til at skabe med studiejob, foreningsliv og et socialt krav om, at man skal se Deadline hver aften. Der er status i at fylde glasset til randen uden at lade det flyde over. Man er stresset, hvilket blot betyder, at man har travlt, at man drikker tre liter kaffe om dagen for at holde sig kørende. Hvis man siger, at man har stress, indikerer man, at man har mistet gejsten for statskundskaben, og at man måske ikke er helt så engageret alligevel. Jeg spurgte Sofie, om hun oplever, at fremdriftsreformen er hovedkilden til stress:
”Fremdriftsreformen medvirker til at stigmatisere dem, der ikke kan holde til det, fordi de nu bliver nødt til at gøre rede for, hvorfor de skal have færre fag. At det er fordi, de ikke kan holde til det sociale pres.”
Hvor blev fritiden af?
Når man som statskundskaber tager på ferie, skal man helst have interviewet en ambassadør, deltaget i diverse debatarrangementer og FN-simulationer for at understrege sin entusiasme for studiet og samfundet generelt. Da jeg for et par somre siden tog til Frankrig i to måneder, blev jeg mødt af et væld af entusiastiske forslag til studierelevante aktiviteter, som jeg kunne foretage mig dernede. Men jeg tog netop derned, fordi jeg følte mig som en udbrændt midaldrende workaholic i en alder af 22 og derfor tænkte, at løsningen måtte være at holde lidt fri fra statskundskaben og den ophøjede arbejdsmoral.
Det er en kultur, der er svær at ændre. Samfundet stiller krav, der forstærker præstationskulturen, men der er også tale om et kollektivt handlingsdilemma: Hvis alle andre har et studiearbejde og bruger alle deres vågne timer på studierelaterede aktiviteter, har de lettere ved at få job i fremtiden. Derfor er det svært at melde sig ud af karriereræset. Sofie mener, at det er et særkende ved vores generation, dels fordi vi er opvokset under finanskrisen med angsten for at blive arbejdsløse, og dels fordi vi er opvokset med, at vi kan, hvad vi vil, hvis bare vi gør det godt nok. Dette er en neoliberal tankegang, der bryder med de førhen dominerende socialdemokratiske værdier, hvor det var en mærkesag at skulle have tid og råd til fritid.
Den tabte dannelse
Man hører mange undervisere kritisere fremdriftsreformen og tale om tabet af dannelse hos vores generation som følge af konkurrencementaliteten og politikernes fokus på målbare kvalifikationer. Men Sofie pointerer, at man ikke kan åbne Facebook eller Absalon uden at det vælter ind med jobopslag og arrangementer, som underviserne opfordrer én til at deltage i. Samtidig opfordres vi til at tage studiet seriøst og ikke arbejde mere end højest nødvendigt, men en stor del af jobopslagene fra universitetet er også på 15-20 timer om ugen. Der er selvfølgelig et aspekt af dannelse i at have et studiejob og i at gå til statskundskabsrelaterede arrangementer. Det kan dog diskuteres, om en generation af fremtidige embedsmænd og politikere, der ikke har haft tid til andre interesser end statskundskaben, bidrager positivt til demokratiet. Sofie mener, at det er vigtigt at have tid til andet end studiet:
”Jeg synes, det er vigtigt, at man også har tid til at gå op i andre ting, til at lave noget kreativt og dyrke en hobby. Det er en mere holistisk måde at se dannelse på, og det medvirker også til, at jeg har det bedre. Hvis jeg både skulle arbejde og studere på fuld tid igen, ville jeg føle mig begrænset”.
Sofie tror samtidig, at antallet af lægeerklæringer og ansøgninger om dispensation til at studere færre fag vil stige i fremtiden. Men den udvikling er ikke holdbar.
”Lægeerklæringerne er en midlertidig løsning. Det handler om, at vi også skal ændre vores sociale krav. Vi er meget selvbevidste og bange for at virke dovne.”
Sofies pointe kan bl.a. ses i, at kritikken af fremdriftsreformen ofte går på, at vi bliver dårligere studerende, og at vi ikke har ligeså meget tid til at arbejde. Der er ikke mange, der tør sige højt, at de også trænger til at holde fri engang i mellem, drikke sig fulde, mens de er unge, have tid til familien og bruge den resterende tankevirksomhed på at læse en god bog.
”Vi er en meget artig generation,” fastslår Sofie afslutningsvis. Det er måske den artighed, som giver de studerende stress. Og det er en artighed, der skaber svære vilkår for samfundsforandringer og visioner om, hvor vi er på vej hen.
Sofie er et opdigtet navn, da personen ønsker at være anonym