Tag Archives: udveksling

Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Fotograf: Johan Spanner

Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Johan Spanner, kandidatstuderende, er taget på udveksling til Beirut. Både by og universitet har en blodig fortid, og nutiden er også præget af store konflikter. MED ANDRE ORD bringer her en beretning fra et udvekslingsophold i en by på sammenbruddets rand.

Mange forbinder nok stadig Libanon med den lange, komplicerede og brutale borgerkrig, der fandt sted mellem 1975 og 1990 samt Hezbollahs krig mod Israel i 2006. Og langt flere associerer nok snarere Beirut med militante grupper og kalasnijkovs end med akademisk uddannelse. Imidlertid ligger der flere udmærkede universiteter i hovedstaden, blandt andet The American University of Beirut (AUB), hvor jeg tilbringer dette semester.

Tilbage til Mellemøsten

Jeg havde længe ønsket at tage et arabisk sprogkursus samt genoprette forbindelsen lidt til Mellemøsten, hvor jeg havde opholdt mig en del inden studierne på Statskundskab. I juni landede jeg derfor i Beirut for at deltage i et intensivt sprogkursus i arabisk, der i parentes bemærket jo ikke bare er arabisk. Der findes det officielle sprog, moderne standardarabisk, som anvendes i alle Den Arabiske Ligas 22 lande, og så findes der lokale, forenklede dialekter, som er dem, der reelt anvendes i daglig tale. Kurset kørte i syv uger frem til starten af august.

Det bureaukratiske benarbejde

I slutningen af august startede mit semester så på AUB. Eftersom der ikke eksisterer nogen udvekslingsaftale mellem Statskundskab og AUB, havde jeg selv sat opholdet op hjemmefra. Det var mere simpelt end forventet, men det krævede dog en del bureaukratisk benarbejde, først i København og senere i Beirut, samt en engelsktest. Sprogtesten var ikke særligt svær, men skulle afvikles den første uge af semesteret. Den kom dermed tidsmæssigt i vejen for, at jeg kunne melde mig på fag den første uge af semesteret.

Efter en veritabel odyssé rundt på universitetets kontorer lykkedes det endelig at løse den gordiske knude og få meldt mig på fagene, inden holdene blev fyldt op. Dermed kunne jeg også overføre en masse penge i tuition. Noget af det kommer forhåbentlig tilbage igennem mit udlandsstipendium, men som dansk studerende er man jo ikke vant til at se, hvad det hele koster. Derefter kunne jeg så kaste mig over at skaffe papirer og dertilhørende stempler fra forskellige instanser til min opholdstilladelse. Bureaukratiet hernede har franske rødder, og det fornægter sig ikke.

Høj standard

Udbuddet af kandidatfag inden for ren political science er lidt smallere, end det tilsvarende ville være i Danmark, formentlig da de følger det amerikanske universitetssystem. Der er derfor væsentligt færre kandidatstuderende end bachelorstuderende. Generelt set er standarden på kurserne høj, og universitetet tiltrækker med sin status som ét af de bedste i regionen også gode undervisere udefra med mod på nogle år i felten. Der er et højt aktivitetsniveau i undervisningstimerne og gennem hele kursusforløbet – igen formentlig efter amerikansk forbillede. Man har hele tiden et hav af præsentationer, memoer, reading journals og midtvejsafleveringer, så man er relativt hårdt spændt for. De fleste finder dog stadig tid til at gå ud i byens berømte natteliv.

Før borgerkrigen var byen berømt for at trække jetsettere fra hele verden til, og en del af extravagancen hænger stadig ved. Publikum følger imidlertid de politiske vinde i regionen, og med den nuværende regionale magtkamp mellem Saudi-Arabien og Iran kommer de saudiske prinser ikke længere og drysser oliedollars ud over hoteller, restauranter og skønhedsklinikker.

Det bedre borgerskab

Campus ligger smukt med udsigt over Middelhavet på toppen af en skråning ned mod cornichen, den boulevard, der følger kystlinjen rundt i Beirut. AUB er et privilegeret universitet, som fungerer på private vilkår, og man læser derfor sammen med det bedre borgerskab i et samfund, der er ekstremt klassebevidst. I en by, der er mere end normalt optaget af udseende, kom det derfor ikke som den store overraskelse, at mange lige havde fået ‘lavet’ næsen inden studiestart og derfor gik rundt med store hvide plastre. Der var nok også lidt status i at kunne vise det frem.

Opskriften på det totale sammenbrud

AUB gik ikke fri af borgerkrigen. Præsidenten og to dekaner blev likvideret på campus. Granater slog ned med jævne mellemrum, og hovedbygningen blev sprængt i luften efter 1990, hvor parterne egentlig havde strakt våben. Det er lidt vilkårene. Libanon er et lille land, der både har grænser til nogle af de mere aggressive magter i regionen og rummer ikke-statslige aktører med alliancer andetsteds i regionen.

Kort ridset op er Libanon med sin befolkning på kun 4,2 mio. hjemsted for 18 anerkendte sekter, kristne såvel som muslimske, og har et politisk system, der er bygget op konfessionelt, så topposter og ministerposter er reserveret efter sekt. Dette sikrer, at ingen af sekterne kan få overtaget, men systemet er genstand for tilbagevendende konflikter, da det ikke afspejler den nuværende befolkningssammensætning.

Det skyldes især, at fordelingen er baseret på den seneste officielle folketælling, som blev foretaget i 1932. Herudover er landet hjemsted for nogle hundrede tusinder palæstinensere, der blev fordrevet ved staten Israels oprettelse i 1948, hvoraf størstedelen stadig bor i særlige lejre, hvor de ikke nyder de samme rettigheder som landets egne borgere.

Senest er der med konflikten i Syrien kommet mellem halvanden og to millioner syrere over grænsen. De fleste af dem bor i forskellige lejre af mere eller mindre organiseret karakter, mens de mere velbemidlede har taget ophold i byerne, hvor de har bidraget til at presse knaphed og priser på boliger op.

Mange har fundet en plads i servicesektoren på et ureguleret arbejdsmarked, der i forvejen i høj grad har baseret sig på importeret, sydøstasiatisk arbejdskraft. Det har ydermere lagt ekstra pres på en nedslidt, ineffektiv og korrumperet infrastruktur, så folk i dag klager over, at der er flere strømafbrydelser, end der var under borgerkrigen.

Der er også store problemer med drikkevandssystemet og tilbagevendende sammenbrud i renovationssystemet, som medfører, at skraldet i perioder hober sig op i gaderne. Når man tilmed ikke har kunnet blive enige om at indsætte en præsident, efter at den sidste periode udløb i 2014, så lyder det som opskriften på det totale sammenbrud. Kønt er det heller ikke. Korruption og nepotisme er udbredt, og landet ligger nr. 123 på Transparency International med en score på kun 28 ud af 100. At landet ikke er brudt helt sammen under det seneste pres, er lidt af et mirakel.

Det hele værd

Egenbetalt tuition, saltvand i hanerne, skrald i gaderne, og hvad der kan synes som en evig trafikprop til trods, er det dog klart dét værd. Fagligt er niveauet højt, campus samler folk fra hele verden, og det er bare en anden oplevelse at læse om international politik i Mellemøsten, når man dagligt støder på de førte politikkers menneskelige konsekvenser i egne gader, og Damaskus blot er lidt over 100 km væk.

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Jeg ankommer til Montreuil, en forstad til Paris, klokken elleve om aftenen. Jeg skal bo her i et par måneder, mens jeg skriver tekster for en kunstner og arbejder på min bachelor­opgave i statskundskab. Jeg skal bo hos kunstnerens søster, en dame, der er opvokset i Paris. Hendes danske lyder som en radiotransmission fra 1960’erne, og jeg opfatter hurtigt, at hun oversætter mange vendinger og ord direkte fra fransk.

Hun skal på ferie allerede næste dag, så vi deler en fla­ske vin, mens hun forklarer mig, hvordan jeg bør ge­bærde mig i Paris. ”Det er ikke som i Danmark,” siger hun. ”Her kigger man ikke fremmede mænd i øjnene eller smiler til dem i metroen. Du kan eventuelt tage en hætte på, så man ikke kan se, at du er lyshåret, når du går hjem om natten.”

Jeg må have set vældig for­ skrækket ud, for hun skifter toneleje i et lidt misforstået forsøg på at berolige mig: ”Det er på grund af pornoen. Da jeg var ung og billedpornografien blev frigivet i Danmark, kunne man købe porno på det sorte mar­ ked med skandinaviske, lyshårede piger. Det hænger stadigvæk ved. De forbinder blonde piger med porno­ grafi og Brigitte Bardot.”

Kvarteret er et immigrant­ kvarter, hvor der primært bor afrikanere. Det bliver kaldt for Malis anden hovedstad, da det er det om­ råde i verden, hvor der bor flest malisere, hvis man ser bort fra den faktiske hovedstad i Mali. Vi bor lige ved siden af et højhus, hvor der kun bor malisiske mænd, der klæder sig i traditionelle folkedragter, og hvor man kan overvære halalslagtninger i gården om lørdagen. Dem skal jeg ikke være bange for, får jeg at vide. ”De er meget muslimske og går frem og tilbage mellem metrostationen og huset,” siger hun uden at være sig be­vidst om sætningens ordlyd på dansk. Jeg finder hurtigt ud af, hvad hun mener. De er altid i gadebilledet i deres lange rober, og det er dem, man skal søge hjælp hos, når man bliver utryg om natten.

 

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.18.07

EN HÅND UNDER NEDERDELEN

I starten gør jeg, som hun siger. Jeg ignorerer alle tilråb i gaden ved metrostationen, og jeg smiler aldrig til nogen. I metroen gør jeg som de andre piger; gemmer mig bag store høretelefoner og strammer mit ansigt op i en sur grimasse, mens jeg læser i en bog. Det virker ikke. Jeg kan ikke skjule frygten og forvirringen bag mine solbriller, når jeg bliver råbt af på gaden: Fille blonde, noget med mademoiselle, spørgsmål om, jeg er alene. På Gare du Nord – en banegård, hvor man kan finde alt fra halvdøde narkomaner med nåle i halsen til forretningsmænd og buttede kinesiske ludere, stikker en mand sin hånd op under min nederdel bagfra, mens jeg er på vej op ad trappen. Jeg hopper forskrækket og løber resten af vejen hen til min destination.

Det går op for mig, at jeg griber tilnærmelserne helt forkert an. Jeg er vokset op med sexismens erklærede død. Den viser sig allerhøjest som et spøgelse, når jeg har drukket for meget, mens sexisme i hverdagen er en alvorlig anklage på linje med voldtægt, som man
skal tænke grundigt igennem, inden man ytrer i offentligheden og gør sig selv til offer.

I Frankrig er det blevet forbudt at sige mademoiselle i butikker og på barer, får jeg at vide. Man må melde folk til politiet, hvis de tiltaler én mademoiselle. Min ven ser alvorligt på mig, da jeg griner. ”Hvis man siger mademoiselle, antager man, at du er ugift, og dermed har man ret til at lægge an på dig. Du bliver ikke taget alvorligt som mademoiselle. ”Jeg opdager, at de franske piger råber af mænd, der antaster dem på gaden, mens de ser dem direkte i øjnene som en magtdemonstration.

Jeg lærer selv at råbe af de værste don juan’er, at jeg skal tiltales madame, at jeg ringer til politiet, og at vi ikke er dus (det er man ikke i Frankrig, med mindre man kender folk). Hvor grænseoverskridende denne strategi end er, så virker den, og jeg behøver ikke længere klæbe mig op ad de malisiske mænd, når jeg går hjem om aftenen.

DET ER MIN RET

Da jeg tager et smut til København på ferie, glæder jeg mig over friheden på gaden og i nattelivet. Nogle ven­inder og jeg tager i Kødbyen, og jeg danser med en fyr. Han tager mig om livet, og det er jo egentligt ret usky­ digt. Han kan jo ikke vide, at jeg ikke vil knalde med ham, bare fordi vi danser og er fulde. I Frankrig havde han ventet lidt længere, måske spurgt om mit navn, måske spurgt om lov. Jeg gider ham ikke og danser dis­kret hen til min veninde, hvorefter han følger med. Vi er jo i Danmark, så jeg behøver ikke at være på vagt, og jeg går alene op i baren for at købe øl, mens han går efter.

Jeg ignorerer ham, men han stiller sig bag ved mig og lægger sine hænder på mine hofter. Jeg vender mig om og siger, han skal stoppe. Han griner og spørger, om jeg vil have en øl uden at slippe mine hofter. Jeg tager hans hænder væk, men han lægger dem om mig igen og lader dem glide nedad.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil opnå – måske er det blot et lille socialt eksperiment, men jeg går hen til dør­ manden. Han aner dog ikke sine levende råd. Måske er han ikke vant til at høre brok fra forulempede piger.

Han ender med at sige, at jeg nok skal tage det som et kompliment, men at jeg kan komme igen, hvis fyren bliver aggressiv.

Jeg møder en ven, som giver mig en smøg. Han griner lidt af historien. ”Hold nu op med det pigede følelses­ pornopis – I har jo vundet,” pakker han ind i et referat af en artikel, han har læst.

Herregud, jeg kom jo ikke til skade. En dum fyr i byen, eller en dum bemærkning fra en politiker eller en dum sang, som en medstuderende engang sang, er vel næppe nok til at true det paradis af politisk korrekthed, vi lever i, hvor sexisme er en for­tælling, vi slog ihjel, eller en slange, vi udryddede, den­ gang vi fik en kvindelig statsminister.

Tilbage i Paris er jeg nu blevet temmelig tilfreds med at tage mig friheden til at skælde ud. Ikke fordi jeg bliver bange eller ked af det. Bare fordi jeg har ret.