Jeg ankommer til Montreuil, en forstad til Paris, klokken elleve om aftenen. Jeg skal bo her i et par måneder, mens jeg skriver tekster for en kunstner og arbejder på min bacheloropgave i statskundskab. Jeg skal bo hos kunstnerens søster, en dame, der er opvokset i Paris. Hendes danske lyder som en radiotransmission fra 1960’erne, og jeg opfatter hurtigt, at hun oversætter mange vendinger og ord direkte fra fransk.
Hun skal på ferie allerede næste dag, så vi deler en flaske vin, mens hun forklarer mig, hvordan jeg bør gebærde mig i Paris. ”Det er ikke som i Danmark,” siger hun. ”Her kigger man ikke fremmede mænd i øjnene eller smiler til dem i metroen. Du kan eventuelt tage en hætte på, så man ikke kan se, at du er lyshåret, når du går hjem om natten.”
Jeg må have set vældig for skrækket ud, for hun skifter toneleje i et lidt misforstået forsøg på at berolige mig: ”Det er på grund af pornoen. Da jeg var ung og billedpornografien blev frigivet i Danmark, kunne man købe porno på det sorte mar ked med skandinaviske, lyshårede piger. Det hænger stadigvæk ved. De forbinder blonde piger med porno grafi og Brigitte Bardot.”
Kvarteret er et immigrant kvarter, hvor der primært bor afrikanere. Det bliver kaldt for Malis anden hovedstad, da det er det om råde i verden, hvor der bor flest malisere, hvis man ser bort fra den faktiske hovedstad i Mali. Vi bor lige ved siden af et højhus, hvor der kun bor malisiske mænd, der klæder sig i traditionelle folkedragter, og hvor man kan overvære halalslagtninger i gården om lørdagen. Dem skal jeg ikke være bange for, får jeg at vide. ”De er meget muslimske og går frem og tilbage mellem metrostationen og huset,” siger hun uden at være sig bevidst om sætningens ordlyd på dansk. Jeg finder hurtigt ud af, hvad hun mener. De er altid i gadebilledet i deres lange rober, og det er dem, man skal søge hjælp hos, når man bliver utryg om natten.
EN HÅND UNDER NEDERDELEN
I starten gør jeg, som hun siger. Jeg ignorerer alle tilråb i gaden ved metrostationen, og jeg smiler aldrig til nogen. I metroen gør jeg som de andre piger; gemmer mig bag store høretelefoner og strammer mit ansigt op i en sur grimasse, mens jeg læser i en bog. Det virker ikke. Jeg kan ikke skjule frygten og forvirringen bag mine solbriller, når jeg bliver råbt af på gaden: Fille blonde, noget med mademoiselle, spørgsmål om, jeg er alene. På Gare du Nord – en banegård, hvor man kan finde alt fra halvdøde narkomaner med nåle i halsen til forretningsmænd og buttede kinesiske ludere, stikker en mand sin hånd op under min nederdel bagfra, mens jeg er på vej op ad trappen. Jeg hopper forskrækket og løber resten af vejen hen til min destination.
Det går op for mig, at jeg griber tilnærmelserne helt forkert an. Jeg er vokset op med sexismens erklærede død. Den viser sig allerhøjest som et spøgelse, når jeg har drukket for meget, mens sexisme i hverdagen er en alvorlig anklage på linje med voldtægt, som man
skal tænke grundigt igennem, inden man ytrer i offentligheden og gør sig selv til offer.
I Frankrig er det blevet forbudt at sige mademoiselle i butikker og på barer, får jeg at vide. Man må melde folk til politiet, hvis de tiltaler én mademoiselle. Min ven ser alvorligt på mig, da jeg griner. ”Hvis man siger mademoiselle, antager man, at du er ugift, og dermed har man ret til at lægge an på dig. Du bliver ikke taget alvorligt som mademoiselle. ”Jeg opdager, at de franske piger råber af mænd, der antaster dem på gaden, mens de ser dem direkte i øjnene som en magtdemonstration.
Jeg lærer selv at råbe af de værste don juan’er, at jeg skal tiltales madame, at jeg ringer til politiet, og at vi ikke er dus (det er man ikke i Frankrig, med mindre man kender folk). Hvor grænseoverskridende denne strategi end er, så virker den, og jeg behøver ikke længere klæbe mig op ad de malisiske mænd, når jeg går hjem om aftenen.
DET ER MIN RET
Da jeg tager et smut til København på ferie, glæder jeg mig over friheden på gaden og i nattelivet. Nogle veninder og jeg tager i Kødbyen, og jeg danser med en fyr. Han tager mig om livet, og det er jo egentligt ret usky digt. Han kan jo ikke vide, at jeg ikke vil knalde med ham, bare fordi vi danser og er fulde. I Frankrig havde han ventet lidt længere, måske spurgt om mit navn, måske spurgt om lov. Jeg gider ham ikke og danser diskret hen til min veninde, hvorefter han følger med. Vi er jo i Danmark, så jeg behøver ikke at være på vagt, og jeg går alene op i baren for at købe øl, mens han går efter.
Jeg ignorerer ham, men han stiller sig bag ved mig og lægger sine hænder på mine hofter. Jeg vender mig om og siger, han skal stoppe. Han griner og spørger, om jeg vil have en øl uden at slippe mine hofter. Jeg tager hans hænder væk, men han lægger dem om mig igen og lader dem glide nedad.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil opnå – måske er det blot et lille socialt eksperiment, men jeg går hen til dør manden. Han aner dog ikke sine levende råd. Måske er han ikke vant til at høre brok fra forulempede piger.
Han ender med at sige, at jeg nok skal tage det som et kompliment, men at jeg kan komme igen, hvis fyren bliver aggressiv.
Jeg møder en ven, som giver mig en smøg. Han griner lidt af historien. ”Hold nu op med det pigede følelses pornopis – I har jo vundet,” pakker han ind i et referat af en artikel, han har læst.
Herregud, jeg kom jo ikke til skade. En dum fyr i byen, eller en dum bemærkning fra en politiker eller en dum sang, som en medstuderende engang sang, er vel næppe nok til at true det paradis af politisk korrekthed, vi lever i, hvor sexisme er en fortælling, vi slog ihjel, eller en slange, vi udryddede, den gang vi fik en kvindelig statsminister.
Tilbage i Paris er jeg nu blevet temmelig tilfreds med at tage mig friheden til at skælde ud. Ikke fordi jeg bliver bange eller ked af det. Bare fordi jeg har ret.