Statskundskab beskyldes ofte for at være et verdens- fjernt studie, der har mistet kontakten til virke- ligheden. MED ANDRE ORD har mødt en færdig- uddannet statskundskaber, der har visioner om at genetablere jordforbindelsen – men ikke på bekostning af et skyhøjt fagligt niveau
Som statskundskabsstuderende er vi efterhånden vant til at få skudt i skoene, at vi er verdensfjerne elitister, der kun er interesserede i at mele egen kage. Der- for er MED ANDRE ORD taget uden for Kommune hospitalets mure for at snakke med en færdig- uddannet statskundskaber, der har gjort en dyd af samfundssind og en karriere af engagement. Han hedder Steffen Thybo Møller, og han argumenterer medildhuogengagementfor,atstudietskalhavemerekon- takt til virkeligheden. Vi har sat ham stævne i håbet om, at han kan givenoget modspiltil den velkendte kritik afvores studie. Og forhåbningen bliver hurtigt indfriet – vi når knaptatlægge overtøjet inden en hurtigtsnakkende Steffen Thybo Møller gør det klart, at han har visioner for Institut for Statskundskab.
Udgangspunktet for samtalen er Tim Knudsens velkendte kritik af de studerendes sociale ophav. Knudsen har én klar kæphest, når det kommer til Stats-kundskab: De studerende kommer mestendels fra de højere sociale lag og har derfor ringe følelse med de problemstillinger, der gør sig gældende i andre socialgrupper. Skrækscenariet er en teknokratisk elite, der ikke har føling med det samfund, den styrer. Hvordan forholder Steffen Thybo Møller sig til denne kritik? “Det sker alt for sjældent, at akade- mikere tør udtale sig kritisk og visionært om, hvilken rolle vores uddannelser skal spille i samfundet”.
Derfor er det prisværdigt, når Tim Knudsen udfordrer kolleger og studerende. Desværre mener jeg, at han tager udgangspunkt i det forkerte spørgsmål. For mig er det ikke centralt, hvor de studerende kommer fra, men hvordan uddannelsen bidrager til, at alle – uanset socioøkonomisk baggrund – får de bedste forud- sætninger for at omsætte viden til forandring. Her er udfordringen ikke manglende mangfoldighed, men manglende kobling mellem teori og praksis.”
Det handler om at ville noget
Tim Knudsen rammer altså forkert med sin forståelse af problemet ved elitisme. Den virkelige fare er, at vi som akademikere klatrer højt op i elfenbenstårnet og får en uddannelse, der hverken er vedkommende for os selv eller samfundet. De studerende spiller derfor også en stor rolle i den proces det er at gøre studiet mere vedkommende, og Steffen Thybo Møller mener, at løsningen skal findes i mere handlekraft og entre- prenørskab, eksempelvis igennem studiets mange studenterdrevne initiativer.
Det handler altså grundlæggende om at ville forandre. Men hvor kommer det drive, den passion fra?
“Det er den enkelte studerendes ansvar at definere egne passioner og ambitioner. Søger man ind på samfundsvidenskabelige uddannelser, må man have gjort sig nogle tanker om de helt basale spørgsmål såsom: Hvorfor vil jeg blive klogere på samfundet? Hvad kan jeg bruge den viden til i forhold til de drømme, jeg har?”
Men hvis det er passion, der driver værket, hvordan fremmer man så denne, endsige finder den?
Uddannelsens dna er institutledelsens ansvar
Men hvilken rolle spiller universitetet i forhold til at fremme de studerendes passion?
“Universitetet er joformelt et hierarki, og det er ledelsens ansvar at skabe de bedste rammer for det, der gennem undervisning, forskning og studiemiljø udgør uddannelses DNA.”
Det fører os hen til spørgsmålet om, hvad instituttet konkret kan gøre for at skabe de bedst mulige rammer for de studerendes skabertrang? Hvad ville Steffen Thybo Møller gøre, hvis han sad på Lars Bo Kaspersens kontor?
Idealet om neutral og ”unbiased” undervisningrisikererat føre til manglende engagement og umotiverede studerende
“Jeg ville invitere en række danske og internationale iværksættere samt entreprenante erhvervsledere til at deltage i uformelle møder, der skal inspirere og udfordre instituttets egne idéer. Jeg ville lade dem talefrit f ra leveren og gøre mig klogere på, hvordan vi konkret forbedrer koblingen mellem teori og praksis – det vil sige, hvordan vi får mere kundskab i statskundskab. Der findes formelle aftagerpaneler, men noget kunne tyde på, at de ikke har haft stor ef- fekt i forhold til at få mere skabertrang og innovation- shøjde ind på instituttet.” At instituttet skal udfordres af folk udefra hænger tæt sammen med rekrutteringen af undervisere. Ifølge Steffen Thybo Møller bør man satse langt mere på strategisk rekruttering, hvor man rekrutterer undevisere med akademisk såvel som praktisk erfaring. ”Min erfaring siger mig, at strategisk rekruttering ikke altid er et ressourcemæssigt problem. Jeg er overbevist om, at der findes mange inspirerende og dygtige praktikere, der med glæde ville undervise, hvis instituttetudviklede et fedt strategisk rekrutteringskoncept.”
“Samtidig skal vi have meget mere specialisering både på bacheloren og kandidaten. Vi er alt for konforme i vores tænkning. Hvorfor er der ikke en forskerlinje for den studerende, der ved, at han vil forske? Hvor- for er der ikke en politikerlinje for den ambitiøse studerende, der vil ændre samfundet til det bedre? Der skal udbydes specialiserede pakker, som de studerende kan vælge imellem, så de bliver vanvit- tigt kompetente inden for det område, de finder interessant.”
Steffen Thybo Møller mener også, at instituttets forhold til andre højere læreanstalter bør gentænkes.
“Instituttets silotankegang skal udfordres. Vi skal ikke være så bange for omverdenen. I stedet bør man tænke i klyngeeffekter og skabe en strategisk skole, der i samarbejde med andre universiteter rundt omkring i byen optimerer betingelserne for læring og forskning. Hvis vi skal have en uddannelsessektor i verdensklasse, bør vi i langt højere grad udnytte de synergier, der kan opstå ved øget tværuniversitært samarbejde.”
Holdninger kræver mod
For Steffen Thybo Møller handler det ikke blot om de ydre rammer for uddannelsen; rekruttering, fagudbud og udviklingsseminarer. Det handler også om det indre, omathaveholdninger – og havemodet til atståved dem.
“Det er ærgerligt, at danske forskere snart ikke mener noget. Forskeridealet om objektivitet og neutralitet har taget overhånd. Og her tænker jeg ikke kun på Marlene Wind og hendes mundkurv. Idealet om neutral og ”unbiased” undervisning risikerer simpelthen at føre til manglende engagement og umotiverede studerende. ”Det lyder som om, at Steffen Thybo Møller ønsker et opgør med det akademiske ideal om at tilstræbe objektivitet. Men hvorfor er et opgør nødvendigt?
I dag står vi med en pølse- maskine, der arbejder med laveste fællesnævner, og vi appli- cerer ikke vores viden i praksis
“Jamen lad os nu kalde en spade for en spade – alle ved, at forskere har holdninger. Lad os få dem ud og inspirere samfundet og de studerende. For er der nogen, der skal vide noget om samfundet og på den baggrund have højt kvalificerede holdninger, er det forskerne. Jeg mener, at forskerne skal blive bedre til at kommunikere deres holdninger ud, så det ikke kommer krybende, at de har en skjult dagsorden. I så fald er der tale om et demokratisk problem.”
Ifølge Steffen Thybo Møller bør holdninger altså ikke lukkes inde bag universitetets mure. Men betyder det, at universitetet i højere grad skal være en responsiv vidensenhed, der aktivt tager stilling til samfundets problemer? Og er det ikke et opgør med det klassiske dannelsesideal, man forbinder med universitetet?
“Det spørgsmål handler om, hvor meget man skal fokusere på praksis frem for videnskab. I dag står vi med en pølsemaskine, der arbejder med laveste fællesnævner, og vi applicerer ikke vores viden i praksis. Den måde, man skal operationalisere mit både- og svar på, er gennem øget specialisering. Fra Kennedy-skolen har jeg lært, at der opstår en fed synergieffekt, når man vælger de studerende ud og lader dem specialisere sig. Derfor skal man i højere grad tilbyde specialiserede pakker, der kobler teori og praksis og ruster de studerende til arbejdsmarkedet.”
Det handler om at gøre noget
Det handler om, hvordan man gør det muligt for de studerende at bruge deres passion til at ændre samfundet til det bedre. Og her spiller instituttet altså en stor rolle. Med henvisning til Tim Knudsen siger Steffen Thybo Møller:
“Hvis studiet nu bare gjorde sådan, at de studerende rent faktisk optimerede deres lidenskab og passion, så er det da ligegyldigt, hvor de kommer fra?” Selvom Steffen Thybo Mølller ikke er bleg for at udfordre det eksisterende og sætte fingeren på de ømme punkter, er han optimist. Hans vigtigste budskab er, at vi ikke må være bange for at eksperimentere. “Al innovation kræver risikovillighed og eksperimentering”.
Hvis studiet nu bare gjorde sådan, at de studerende rent faktisk optimerede deres lidenskab og passion, så er det da ligegyldigt, hvor de kommer fra?
Det værste, der kan ske, er, at man bliver erfaringer rigere. Og i stedet for at tale og skrive mere om det, skal vi ud og gøre noget.
“Det er ligegyldigt, om processen starter med de stu- derende eller instituttet. Det handler om at udnytte momentum, udnytte energien til at mobilisere reelle og gode erfaringer og få gang i det.”
Efter et timelangt interview forlader MED ANDRE ORD Steffen Thybo Møllers kontor. Tim Knudsen har fået svar på sin kritik, de studerende og instituttet har fået en overhaling, og med sin velargumenterende tal- estrøm har Steffen Thybo Møller sørget for rigeligt stof til eftertanke.
Hermed er bolden givet op.
Født 1983. Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 2012. Modtager af Kronprins Frederiks Legat til Harvard Kennedy School of Government. Medstifter af studenterforeningen DAN- SIC; udvalgt Global Shaper hos World Economic Forum og tidligere formand for Yngresagen. Arbejder i dag som konsulent for Dalberg, et konsulentfirma med speciale i global udvikling.