Skrevet af Ida Meldgaard Justesen
Tre af Institut for Statskundskabs klogeste hoveder giver deres bud på betydningen af krigen i Ukraine. Jacob Hariri, Anders Wivel og Dean Cooper-Cunningham smelter IP og ip sammen og bringer teorierne ind i vores verden.
Mange af os har rynket på næsen af realismens dystre antagelser, sat spørgsmålstegn ved Hobbes’ naturtilstand, eller været kritiske overfor autokraters stadigt mere knugende tag om magten. Nu er der krig i Europa, og hvad kan statskundskab sige om det?
MED ANDRE ORD melder sig på banen med resten af medierne, der fylder jeres feed med nyheder om krigen i disse dage. Vi vil give det statskundskabsfaglige overblik i en tid, hvor teorierne bevæger sig ud af de støvede bøger – og ind i virkeligheden.
Vi har snakket med tre af instituttets skarpeste hjerner indenfor international og komparativ politik, og bedt dem give os – og jer – et kort indblik i deres tanker om krigen i Ukraine og dens betydning for den verden, vi lever i.
Jacob Gerner Hariri
“Putins invasion af Ukraine har gjort det sværere for dem, der gerne vil ødelægge vestlige demokratier indefra. Fra Putin kommer ideen om ”suverænt demokrati”, hvor folkets stemme er ubegrænset. Folket er suverænt, lederen er folkevalgt, og folkets vilje skal ikke begrænses af tilfældige instanser som retsvæsen, medier eller akademikere. Det styrker demokratiet at afmontere skrankerne for, at folket gennem lederen kan udøve magten suverænt! Som idé er det en farlig ideologisk overbygning til den gradvise afmontering af demokratiske instanser. Hver gang man stækker en vagthund, der ellers kunne begrænse magten, fremmer man demokratiet.
“Demokratier plejede at dø i dagslys, nu dør de om natten.”
For tyve år siden var militærkup den største trussel mod demokratier. Når kampvognene rullede ind i hovedstaden, var der intet at være i tvivl om; dér døde demokratiet. I dag trues demokratier af langsom, umærkelig erosion: folkevalgte ledere, genuint populære (i hvert fald i begyndelsen), som gradvist piller demokratiet ned. Demokratier plejede at dø i dagslys, nu dør de om natten. Men med invasionen af Ukraine er vi tilbage til fortiden, for den illiberale trussel mod demokratiet er kommet ud i fuldt dagslys. Putin var et forbillede for vordende autokrater, og ideen om det suveræne demokrati var ideologisk fernis over antidemokratiske og illiberale projekter. Nu ligner Putin en autokrat, og Rusland et autokrati. Truslen mod demokratiet er igen blevet tydelig og tydeligt illegitim. På den måde har Putins invasion svækket de illiberale kræfter og konsolideret demokratiet i vesten.”
Anders Wivel
Hvad kan vi lære af krigen i Ukraine:
1) Krigen har mindet NATO-landene om, hvad vi har til fælles, både hvad angår værdier og interesser. Vi har en fælles interesse i at forsvare den politisk-økonomiske orden, som er bygget op i det euro-atlantiske område siden Anden Verdenskrig. Den er grundlæggende for både vores fysiske sikkerhed, vores velstand og vores mulighed for at træffe selvstændige beslutninger. Værdimæssigt minder krigen os om, at kredsen af liberale demokratier har en kerne af fælles normer, og at stærke aktører udenfor de liberale demokratier er villige til at udfordre disse normer.
2) Krigen viser os konturerne til en ny geopolitisk orden. Der har de senere år været meget fokus på kampen om den globale orden mellem Kina og USA, men krigen illustrerer, at de regionale ordener vil få afgørende betydning i fremtiden. Det er i mødet mellem regionalt-bundne europæiske, russiske, amerikanske, kinesiske og andre interessesfærer, at den internationale orden defineres.
3) Krigen betyder, at den forsikringspræmie, som vi i Danmark betaler for vores nationale forsvar er blevet dyrere. Vi kommer i fremtiden til at betale en større del af vores forsvar selv, samtidig med at vi fortsat vil være afhængige af vores allierede, ikke mindst USA.
Dean Cooper-Cunningham
The invasion of Ukraine has rightly drawn the attention of politicians, scholars, activists, and publics all over the world. While there are narratives of surprise that an invasion has been launched, we must remember that warning signs of Russian aggression and geopolitical expansionism have been present since even before the annexation of Crimea. As the Russian army continue to commit crimes against humanity and indiscriminately bomb civilian targets, one area failed to gained much traction in media and political coverage of the war: the persecution of (suspected) queer people and other minorities. In a recent report (www.protectionapproaches.org/queeringap), I and several co-authors, highlights that queer people face significant insecurities during conflict and their persecution is often an early warning sign for violent escalation and precursor to mass atrocity crimes and identity-based violence. Russian Orthodox Church leaders have blamed the invasion onLGBTQI+ people and gay pride parades and the US State Department has reported intelligence of planned human rights violations against “journalists and anti-corruption activists, and vulnerable populations such as religious and ethnic minorities and LGBTQI+ persons”.
The idea that Europe is civilisationally different – and morally bankrupt because of its sexual politics – has enabled and sought to provide legitimation for increasing Russian influence on the European continent.
Sexual politics has been a key part of Putin’s strategy for establishing Europe as a threat to be defeated, balanced against, and/or rescued from its path of moral decay. The construction of Europe and Europeanisation as a threat to Ukraine, which Putin has recently constituted as Russian, is part of Putin’s geopolitical project, of which heteronormative politics is a crucial constituent element. The idea that Europe is civilisationally different – and morally bankrupt because of its sexual politics – has enabled and sought to provide legitimation for increasing Russian influence on the European continent. Russia’s geopolitical ambitions, which are in part justified with extreme heteronormative politics and the export of ‘traditional family values’ abroad, including into Europe, have consequences for queer people’s lives and their security. In this political moment, these are particularly manifest for queer people living in Ukraine. Our task in responding to the invasion of Ukraine is, in part, to be attentive to the significant and unique security risks LGBTQI+ individuals face during this and many other other conflicts.