Adam Bregnsbo Fastholm: Jeg elsker, når hjernen holder døgnåbent, og det knirker og knager og knitrer og spirer

af Sille Vigsø og Thea Skjærbæk

Tilbage i foråret 2022 bragte vi et portræt af Adam Bregnsbo Fastholm, kandidat i statskundskab fra KU, som er ph.d.-studerende i Berlin i vores trykte magasin. Vi bringer nu også digitalt vores snak med ham om sin forskning, men også om det at gå forskervejen. For hvordan ender man med at skrive en ph.d. i grænser, grænsedragning, inklusion og eksklusion i både materiel og immateriel forstand – og så endda i et fremmed land?

Hvornår fandt du ud af, at du godt ville skrive ph.d.?

Jeg har vanskeligt ved at udpege et præcist øjeblik. Jeg tror i grunden, at impulsen imod at forske har ligget i mig længe, men at den lidt efter lidt har fundet form og retning de seneste år. Jeg elsker at forske. Simpelthen. Jeg elsker, når hjernen holder døgnåbent, og det knirker og knager og knitrer og spirer. Jeg tror, at forskning er min måde at omsætte min faglige viden og begejstring til noget, der forhåbentlig har værdi også for andre.

Hvordan fandt du stillingen?

Christian Bueger var så sød at gøre mig opmærksom på den. Jeg havde på det tidspunkt haft en del samtaler med ham om det at skrive ph.d. og at søge en akademisk levevej. Hvis man overvejer at søge en ph.d.-stilling, vil jeg varmt anbefale, at man tager kontakt til forskerne. De er selvfølgelig travle mennesker, men det er også min erfaring, at de er enormt imødekommende, hjælpsomme og velbevandrede i akademias ofte uigennemskuelige vildnis af programmer. Foruden Christian er jeg Lars Tønder, Derek Denman, Jacob Hariri og Lene Holm Pedersen dybt taknemmelig for råd og vejledning.

Blå bog: Adam Bregnsbo Fastholm

Er ph.d.-studerende på projektet Exzellenzcluster “SCRIPTS – Contestations of the Liberal Script”, som er et forskningssamarbejde mellem Freie Universität Berlin, Humboldt-Universität zu Berlin, Leibniz-Zentrum Moderner Orient og en række andre institutioner, der undersøger kriser i og anfægtelser af den dominerende liberale samfundsorden.

Arbejder teoretisk med bl.a. Giorgio Agamben, Gilles Deleuze, Michel Foucault, Achille Mbembe, Fred Moten, Jasbir Puar og Denise Ferreira da Silvas forfatterskaber. 

Nævner Charles Heller, Lorenzo Pezzani, Maurice Stierl, Martina Tazzioli og Anna Lowenhaupt Tsing som forskningsmæssige forbilleder for deres arbejde med at kombinere teori med etnografisk, aktivistisk eller kunstnerisk praksis.

Hvorfor lige Berlin?

Uha, der er mange faktorer. Først og fremmest er Berlin i sig selv en attraktion. Jeg holder enormt meget af Berlin. Jeg var på udveksling der i foråret 2019, og det var en dybt formativ oplevelse. Det er en besættende by på mange måder, fantastisk skøn og grim på én og samme tid. Jeg er helt forgabt i kunstscenen, teatrene, operaerne, kanalerne, parkerne, technokulturen og den meget tilstedeværende queerness. En ægte heksekedel. Jeg skal passe på med at romantisere byen for meget, for der er også stor fattigdom og sociale problemer, men der er en nerve og en åbenhed, jeg holder meget af. Det er en fortærsket kliché, at historien er ekstremt tilstedeværende i Berlin, men det passer. Jeg har kontor i samme bygning som Albert Einstein og Werner Heisenberg havde deres, og lige om hjørnet ligger det forhenværende Institut for antropologi, menneskelig arvelære og racehygiejne, der i dag huser Otto-Suhr-instituttet for statskundskab. På muren er der opført en mindetavle for ofrene for nazisternes racistiske eksperimenter og mord. “Wissenschaftler haben Inhalt und Folgen ihrer wissenschaftlichen Arbeit zu verantworten”, står der. “Videnskabsfolk er ansvarlige for indholdet og følgerne af deres videnskabelige arbejde”. Jeg græder hver gang, jeg læser det. Det er et enormt vigtigt budskab. Nå, tilbage til spørgsmålet: De to universiteter udmærker sig også ved at have et stærkt politisk teoretisk miljø og en fed tradition for at sammentænke det samfundsfaglige, filosofiske og humanistiske. Det vrimler med dygtige grænse- og migrationsforskere og de har forbindelser til og får besøg af endnu flere udefra.

Endeligt – og det er vigtigt at få med – er der også en hel del pragmatik indblandet: Helt konkret var det her, at jeg blev tilbudt en ph.d.-plads. Som aspirerende ph.d.-studerende sender man ansøgning på ansøgning til alle mulige steder. Man skal passe på med at være kræsen, og det kræver ofte mange forsøg. Jeg er så privilegeret, at ansættelseskomitéen hernede så et potentiale i mig og mit projekt.

Hvad er den største forskel på at være studerende og skrive ph.d.?

Tidshorisonten og fraværet af rammer. Jeg tror, at mange statskundskabsstuderende oplever en bevægelse fra en meget skemalagt, holdbaseret bacheloruddannelse til en mere individuel kandidatuddannelse, hvor det i højere grad er én selv, der sammensætter sin uddannelse. Jeg oplever, at den bevægelse fortsætter, når man skriver ph.d. Der er ingen pensumlister eller læringsmål, og man befinder sig i en akademisk uudforsket niche. Man har selvfølgelig vejledere, kolleger, konferencer og seminarer, men i princippet taler vi om 3–4 år, hvor man selv udstikker koordinaterne. Den frihed er et privilegium, men jeg kan også mærke, at den også kræver motivation og selvdisciplin af mig.

Hvad er det fedeste ved at være ansat på et universitet i udlandet? Og hvad er det sværeste?

Hvis jeg skal begynde med det sværeste, kan det tyske bureaukrati godt være vanskeligt at have med at gøre. Det tog mig et halvt år at blive immatrikuleret på Humboldt. Først skulle de bruge en måned på at undersøge, om min danske kandidatgrad nu også var god nok, dernæst skulle jeg indlevere en såkaldt Antrag auf Zulassung zur Promotion, dvs. en ansøgning om overhovedet at få lov til at blive ph.d.-studerende, hvor jeg bl.a. skulle skrive en helt ny projektbeskrivelse. Det virkede lidt som et spil for galleriet, fordi jeg på det tidspunkt jo allerede var blevet godkendt som ph.d. af forskningsprojektet og var begyndt på programmet. Efter at et udvalg havde haft deres månedlige møde, hvor de behandlede min ansøgning om at få lov til at ansøge, fik jeg så lov til at ansøge om at blive immatrikuleret. Derudover er det også svært at flytte til et nyt land i flere år. Jeg kan godt savne min familie, mine venner og mit gamle kollektiv i København. Heldigvis er det jo ikke så langt væk. Faktisk er jeg blevet positivt overrasket over, hvor nærværende de alle sammen føles.

Til gengæld synes jeg, at det er enormt fedt at være del af et stort projekt, der undersøger et bestemt fænomen fra mange forskellige indgangsvinkler. Der er statskundskabere, IP-folk, sociologer, antropologer, historikere og psykologer tilknyttet, og det er både stimulerende og tankevækkende at tale med folk, der tænker forskelligt om det samme problemfelt. Ved nærmere eftertanke er en sådan konstruktion nok ikke unikt for udlandet, men det er en ting, jeg er meget begejstret over.

Kunne du forestille dig at vende tilbage til KU efter din ph.d.-ansættelse er overstået?

Ja, afgjort! Implicit har jeg nok altid tænkt at jeg skulle tilbage til Danmark efter endt ph.d. Jeg er og bliver en Frederiksbergpige. Men nu må tiden vise. Det er svært at vide, hvor man ender, når man efterstræber en karriere i akademia. En stilling på KU ville i hvert fald være en drøm! Vi har et virkeligt godt institut, en flot ranking, dygtige folk og en fed teoretisk og metodologisk pluralisme.

Din fasters fætters kone spørger til et familiearrangement: “Adam, hvad handler din forskning egentlig om?”. Hvad svarer du?

Jeg har tit svært ved at formidle mit arbejde på en lettilgængelig måde. Her kommer et bud: Min forskning drejer sig om flygtningelejre på kanten af Europa. Det kunne fx være den overfyldte Moria-lejr, der tiltrak sig stor opmærksomhed, da den stod i flammer i september 2020. Jeg søger at forstå, hvordan lejre fungerer og hvad der gør dem særlige. Hvordan er en lejr fx forskellig fra et fængsel? Hvilke typer for magt er til stede i lejren? Og hvordan reagerer de migranter, der sidder fast i lejrene? Vi ser mennesker, der lever under kummerlige hygiejniske, sundhedsmæssige og ernæringsmæssige forhold, der er resultat af en bestemt politik. Migranter sultestrejker, brænder deres fingeraftryk af og syr deres læber sammen. Den slags kræver nærmere undersøgelse.

En studerende på kandidaten i politisk teori spørger: “Adam, hvad handler din forskning egentlig om?”. Hvad svarer du?

I min forskning søger jeg at udarbejde en teori om lejren som politisk rum. Mere konkret undersøger jeg, hvordan europæiske lejre bidrager til opretholdelsen af det europæiske grænseregime. Jeg ønsker at identificere hvilke former for kontrol, lejren virker igennem, og hvilke modstandspraksisser, de afføder. Jeg har på fornemmelsen, at lejren er en infrastrukturel magtform, der virker gennem både mobilitet og immobilitet; den er på én og samme tid et rum, der standser og inddæmmer, og et forbindelsespunkt for cirkulation af kroppe i bevægelse. Hvor det arketypiske foucauldianske fængsel retter sig mod individualiserede “føjelige kroppe”, retter lejren sig snarere imod grupper af kroppe og deres fragmenterede bestanddele. Dens kontrol er biopolitisk i foucauldiansk forstand og modulativ i deleuziansk forstand. Konkret tager denne kontrol form af fx biometrisk registrering, gruppering, racialisering, udmattelse, kontrol over og igennem tid, samt den arkitektoniske indretning af lejrens rum. Denne type kontrol modarbejdes på mange måder, der ofte ikke er lige lette at få øje på. Jeg tror, at en politisk teoretisk tilgang kan bidrage til at identificere disse forskellige modstandsformer.

Når man diskuterer lejren, er det praktisk talt umuligt at komme udenom den italienske politiske teoretiker Giorgio Agambens meget indflydelsesrige forfatterskab. Agambens arbejde er værdifuldt, men har også betydelige problemer: Han har en nihilistisk tendens til at overse alle muligheder for modstand og opererer med en for snæver forståelse af, hvad biopolitik er og kan. Desuden har han et meget abstrakt og transhistorisk begreb om lejre, der fuldkommen mangler sensibilitet for, at de altså er konkrete, materielle steder. Værre endnu gør dette ham uopmærksom på, at ikke alle kroppe er lige disponerede for at blive udsat for lejrens kontrol og undtagelsestilstand. Alexander Weheliye har fx overbevisende demonstreret Agambens tilsidesættelse af race, racisme og racialisering. Det er diskussioner, som denne, min forskning drejer sig om.

Vi ved det kan være et stort spørgsmål, men hvad er formålet med din forskning?

Det lille svar på det store spørgsmål er, at mit projekt skal bidrage med en bedre teoretisk forståelse af lejren, dens virkemåde, og hvordan dens kontrol modarbejdes. Derudover vil jeg gerne bestræbe mig på at udbrede det, jeg finder frem til. Der er mange, der kender til lejrenes eksistens, men færre, der ved, hvad der finder sted i dem.