Der var engang, hvor Jacques D ikke hed Jacques D. En tid hvor statskundskab ikke havde hjemme på CSS, men holdte til på Rosenborggade i Indre By i København. Kom med når MED ANDRE ORD tager en tur ned af memory lane sammen med Mikkel Haarder, den første officielle formand for Jacques D., til dengang foreningen blev stiftet i 1993. Han var én af mange entusiaster, som hver fredag slæbte ølkasser i massevis op og ned af trapperne, når Carlsberg lavede sin sædvanlige levering.
Skrevet af Katrine Sandahl Mortensen og Nadja Christensen
I hjertet af Rosenborggade finder du Volmersalen. På første sal, midt mellem biblioteket og administrationen, var Volmersalen det centrale mødested for statskundskabere op igennem 90’erne og start 00’erne (og også før!). Salen lagde hus til Caféen, der altid sørgede for varm kaffe, god mad, rivaliserende brætspil og selvfølgelig kolde øl. Caféen var selvejet og selvdrevet; af studerende, for studerende – præcis som vi kender det. Man havde endnu troen på det gode menneske. Baren var bygget på tillid, hvor betalingen blev lagt i en skål på disken – og det fungerede. To studerende, Randi og Kenneth, havde nøglerne til lokalet, men ellers blev Caféen styret af fællesskabet. Med et uformelt ansvarlighedsprincip og flad struktur, var Caféen bygget op om den frivillighed og de initiativer, som de studerende selv bragte i spil.
Med politiet på nakken
Noget ændrede sig i 1993; de lette tider var ovre. Man kunne ikke længere købe varer af Carlsberg uden at have et sted at sende fakturaen hen, man kunne ikke længere undgå at have en alkoholbevilling uden at få bevillingspolitiet på nakken, og man kunne i særdeleshed ikke lade være med at være momsregistreret, uden at skattevæsenet kom efter én. Caféen måtte etablere nogle faste rammer, og en forening måtte stiftes.
“Det er virkelig pisse kedeligt. Grunden til at det hele startede var, at vi fik bevillingspolitiet på nakken, og vi skulle momsregistreres.”
Mikkel Haarder, formand for Jacques D. i 1993
Man undgik at blive knaldet for momsunddragelse, og den nystiftede forening blev momsregistreret. Alkoholbevillingen lykkedes det heldigvis også at undgå efter en hel del tovtrækkeri med bevillingspolitiet. Med hjælp fra en dygtig jurist, der havde hang til at drikke med i Caféen, gik der djøfferi i den, og bevillingspolitiet endte med at give op. Caféen havde simpelthen for store muskler – kort sagt, så var det for besværligt, når foreningen blev ved med at afprøve ny lovgivning for at prøve at snige sig udenom. Caféen forblev de studerendes smugkro.
Jacques D eller Bergsteins Beverding
Udover at vælge en bestyrelse på fire mand, så skulle den nystiftede forening selvfølgelig også have et navn. Og det var ikke uden drama. Hele fire forslag var oppe at vende: Jacques D, Ritt B, Caféen og Bergsteins Beverding. Svend Bergstein var minister og militærmand, der blev brugt som ekspert på TV under Golfkrigen. Jacques Delors var derimod EF-Kommissionens formand og kæmpe unionist, hvilket ikke var helt uproblematisk dengang: “Statskundskab var noget delt med hensyn til, om EU nu var en god idé. Det tror jeg ikke er tilfældet i dag”, siger Mikkel Haarder, den daværende formand for foreningen. Med Maastricht-traktaten, der faldt samme år, blev Jacques D valgt, på trods af at de færreste faktisk kunne stave til navnet.
“Navnekonkurrencen var hård, og den afsluttende afstemning mellem Jacques D og Bergsteins Beverding var en gyser”
Ruspjecen ’93
Foreningen for alle – eller hvad?
Jacques D var i realiteten blot en videreførsel og formalisering af Caféen, der havde kørt i mange årtier forud for foreningens egentlige stiftelse. Og den brede opbakning fortsatte til trods for den formelle struktur, der blev trukket ned over hovedet på den ellers velkørende café. Til såkaldte cafémøder kunne der sagtens dukke op til 20 mennesker op for at diskutere Caféens drift – i disse tider var det særligt økologien på kaffen og den indendørs rygning, der fyldte. Alle med noget på hjerte var velkomne, og de fire formelle bestyrelsesmedlemmer mærkede et engagement langt større end dem selv. Det var også til cafémøder, at tjanserne blev fordelt, og der var det jo heldigt at være flere om buddet (dog kunne man selvfølgelig også drikke gratis, hvis man påtog sig rengøringstjansen, bevares).
“Det var en sjov gruppe af folk, og det er jo det, der er afgørende. Det var en fest med de mennesker. Det er det, der gør, at man gider.”
Mikkel Haarder, formand for Jacques D. i 1993
For Mikkel var Jacques D stedet, hvor man var, hvis man befandt sig på instituttet. Det var her alting foregik, og alle mødte hinanden: “Det har en stærk indflydelse på, at vi kender hinanden rigtig godt på tværs af årgangene og på tværs af holdene. Det var et sted, vi virkelig kom hinanden ved.” Mikkel har dog senere fundet ud af, at der også var en del, som ikke synes, det var spor sjovt at være i Jacques D, fordi “det jo var øllerne, der stod i centrum for det på mange måder”. Der var altså nogen, der holdte til i Jacques D og nogen, der ikke gjorde. Men hvad angår dem, der sad deroppe, så tænkte de, at her sidder alle.
“Meningen var, at det skulle være for alle. Men det er ikke sikkert, at det var det.”
Mikkel Haarder, formand for Jacques D. i 1993
Altid god, studentikos stemning
Når man startede som russer, var det i Jacques D, at ældre studerende introducerede de nye studerende til, hvordan man nu opførte sig på statskundskab. Det var her, at alle løb i kap op og ned af trapper med ølkasser i favnen, når Carlsberg leverede. Selv da en elevator endelig blev installeret, så brugte man den ikke – det andet var trods alt sjovere. Det var her, man tjente pengene og drak dem op igen, eventuelt i selskab med ølkuskene Leif og Otto, som leverede for Carlsberg, men i virkeligheden drak flere øl i Jacques D end de fleste. Og selvfølgelig blev priserne også lige hævet en smule, når juristerne trådte fod i lokalet med deres perfekte hår, eller når politterne lagde vej forbi med et slips om halsen og et kort i buksen.
Som ny studerende tog man del i den daglige drift af Jacques D gennem (tvungne) cafévagter, der langsomt gjorde, at man blev fortrolig med de lokale skikke på studiet. Torsdags- og fredagsvagter bød gerne på temafester – såsom fx etnisk café med specialiteter fra Fyn (undervisning på en fredag hører åbenbart kun nutiden til). Ligeledes var “institutfester, der giver den flittige studerende grundlaget for et midlertidigt hukommelsestab og en undskyldning for heller ikke at åbne bøgerne den weekend” en fast del af årshjulet, som ruspjecen ‘94 beskriver det. Jacques D var og er det sociale flagskib på studiet.
Et råd eller to
“Man skal ikke tage fejl af, at den slags opgaver i foreningslivet med at være kasserer eller sende dagsorden ud eller tale med eksterne, det er slet ikke dumt. Det lærer man faktisk rigtig meget af”, fortæller Mikkel. Han har selv stor respekt for frivilligt arbejde, og han ved, hvor vigtigt det er at få engageret de nye studerende, når de starter. For Mikkel blev store dele af hans netværk også formet dengang, han brugte sine timer i Jacques D. Rådet lyder derfor: “Nyd friheden, når man går på uni, og de muligheder for at knytte nye kontakter og engagere sig i andre mennesker. For mig var det fantastisk dengang.”