Skip to content

Jacques D gennem tiden

MED ANDRE ORD har været et smut i arkiverne. Vi har snakket med statskundskabere gennem tiden, genoplevet historiens gang i de velkendte gemakker og hørt de bedste minder fra tiderne på studiet. Kom med når vi genfortæller alle de bedste historier fra Jacques D’s historie 1993-2023.

Skrevet af Nadja Christensen og Katrine Sandahl Mortensen

En særlig tak for hjælp og bidrag til: Astrid Brink Knudsen, Ida Maiken Schaar (og hendes netværk), Johan Moesgaard Andersen, Johanne Rao Gasberg, Kasper Frederik Larsen, Markus Holm Viuf, Mikkel Haarder, Niels Bundgaard, Sebastian Vandal Carlsen & Thomas Peter Ebdrup

Start 90’erne – midt 90’erne

Kampen med politiet
I 1993 slår hammeren ned på det såkaldte caféudvalg, da bevillingspolitiet og senere skattevæsenet banker på døren. De havde længe haft et øje til Caféen i kraft af den hastighed, hvormed øl blev langet over disken. Det lyder, at Caféen skal være momspligtig. Der skal skaffes en alkoholbevilling. Kaosset er totalt, og den juridiske diskussion med politiet begynder. Heldigvis har Caféen et æresmedlem i form af en enkelt stud.jur, der jævnligt tør kaste sig ud i at drikke øl med stud.scient.pol’erne. Det lykkedes at holde bevillingspolitiet hen, men momsregistreringen var der ingen vej udenom. En forening måtte stiftes.

Jacques D. stiftes
1. september 1993 stiftes foreningen Jacques D. Foreningens formål var ikke nyt, men en videreførsel og formalisering af den eksisterende café, der i flere årtier har sørget for god stemning i kraft af tillidsbaren, brætspil og dansegulv. Navnet stod mellem Jacques D. og Bergsteins Beverding – og i en tæt gyser vandt Jacques D. Om det var et cadeau til den daværende formand for EF-Kommissionen eller til det amerikanske whiskey-mærke er vist stadig til debat den dag i dag.

Vidste du, at Magtens Korridorer spillede deres første rigtige jobs på statskundskab i Jacques D? Uden en stud.scient.pol’er på guitar, så var det aldrig blevet til noget med det band!

Juletræer på afveje
Hvert år blev der afholdt den noget mystiske, men traditionsrige julefrokost for Caféen. På netop denne aften havde alle juletræer i indre København en særlig tendens til at samle sig i gården til Rosenborggade 15. Nogle gange var der ligefrem blevet hentet så mange juletræer rundt omkring i byen, at der simpelthen var fuldstændig proppet ude i gården. Hvem ved, måske juletræet fra Kultorvet også er blevet snuppet et par gange?

Ølkuskene <3
Ølkuskene Leif & Otto kom forbi hver fredag eftermiddag, dengang JD var den største aftager af Carlsbergs flaskeøl i indre by i København. Som det sidste stop på deres rute, kunne ølmændene blive hængende og drikke øl og fortælle røverhistorier i JD’s gemakker hver eneste fredag. På daværende tidspunkt havde de vist allerede drukket en kasse eller to i løbet af dagen, da de fik deres lærling til at køre dem rundt til formålet. Det lyder, at de studerende og Leif og Otto blev så tætte, at JD’s nøglebærerer fik æren af en tur rundt i Carlsbergs heste-øl-vogn, da hun gik af.

Slut 90’erne – start 00’erne

Grænsesøgende (?) fredagsbarer
Alle elsker en god temafredagsbar – særligt statskundskabere. Og måske det til tider kan tage en smule overhånd. JD oplevede i hvert fald at få en reprimande ovenpå, at der var planlagt Kursk-fredagsbar. Med temaet, der knytter sig til tragedien om en sunken russisk ubåd, skulle der spilles sænke slagskibe og købes ubåde i baren. Med en mindre rebranding fra Kursk-bar til ubåds-bar lykkedes det alligevel statskundskaberne at få afholdt arrangementet. Af andre bemærkelsesværdige fredagsbarer kan vi nævne “Mens vi venter på bomberne”-bar afholdt i weekenden efter 9/11 og paparazzi-bar afholdt umiddelbart efter prinsesse Dianas død. Men hey; i det mindste var det ikke udklædningsfester!

Labyrinten
Engang efter revyen havde afslutningsfesten resulteret i vanvittigt mange tomme ølkasser (godt hjulpet på vej af, at Carlsberg ikke havde været forbi og hente efterladenskaberne). Situationen blev udnyttet til at lave kasserne om til en labyrint, som man skulle igennem for at komme ind i JD’s café. Labyrinten endte ud i en gigantisk trappe af ølkasser, der sluttede med en fin tur henover baren. Det siges, at højdepunkterne fra Operafantomet blev opført på toppen af trappen (i øvrigt Brian Mikkelsens yndlingsopera). 

Vidste du, at Lars Bille (institutleder fra 2002-2011) jævnligt kom ned i JD om fredagen og bad om to øl? Kun den ene skulle knappes op, og så gik han ellers tilbage op på kontoret og forskede videre…

Kælkebakken
Statskundskab i 90’erne var lidt af en leg. Bordene oppe fra det gamle kopirum blev fx hentet, så man kunne kælke på dem ned ad trapperne. Der var ligefrem dyst – og derudover et stort behov for en skruetrækker til at få bordbenene nogenlunde tilbage på plads. Trappen op til det gamle kopirum blev også flittigt brugt til ølstafetter, som sluttede med en kolbøtte på de gamle sofaer.

Pis i askebægere og tvivlsom udsugning
Rygning er ikke fremmed  for JD, men måske det er fåtallet, der kan huske dengang det foregik indendørs, og hvor der tilmed var nogen, der hyppigt pissede i askebægerne. Derudover fik den mangeårige underviser og forsker Hans Jørgen sat en udluftning op i JD, så der kunne tages hensyn til ikke-rygere, da vinduer blev holdt lukkede for ikke at genere naboerne. Hans Jørgen erfarede dog hurtigt, at den lille udlufter knap nok kunne klare røgen fra hans egen pibe. Senere kom klistermærker om “Rygning forbudt” på en stribe caféborde yderst mod ruten mellem biblioteket og verdenen udenfor caféen. Et kompromis skulle der til blandt statskundskabere. 

Vidste du, at Jacques D var tæt på at gå konkurs, og man måtte holde støtteauktion i baren for at redde livet på fredagsbaren?

Til aarhusianernes overraskelse
De aarhusianske statskundskabere inviterer sig selv til fredagsbar, når de alligevel er på studietur i København. Så skal der selvfølgelig være ordentlig fest, i denne omgang med 80’er tema. Med creppet hår, nittehalskæder og et selvbygget dansebur (som ingen ved hvem stod bag) byder man velkommen på statskundskab på Rosenborggade. Aarhusianerne havde dog overhovedet ikke troet, at det var alvorligt med det tema der, så de dukker selvfølgelig op aldeles velklædt, mens en stakkels stud.scient.pol’er fra KU svæver i danseburet foroven. Aarhusianerne var bange for at blive grinet ad, er der nogle der kan stave til lillebrorkomplekser?

Obligatorisk med studiekort 
En anden gang var bornholmere blevet inviteret til fredagsbar. Selvfølgelig havde (også) de svært ved at finde frem til JD, og de havde i stedet forvildet sig selv op på VIP-gangen. Her underholdt de sig selv med at køre kontorstoleræs på Lars Billes stole. Sjovt nok blev det herefter obligatorisk at skulle vise studiekort for at komme til fredagsbar…

Midt 00’erne

Vidste du, at JD flyttede fra Rosenborggade til CSS i 2005? Nye lokaler, samme ånd.

Vidste du, at JD’s logo er tegnet i 2007 af en kreativ stud.scient.pol’er, der hentede kraftig inspiration i Carlsberg ikoniske logo tegnet af den danske kunstner Thorvald Bindesbøll?

2011-2012

Nye lokaler
Jacques D melder flytning! Foreningen siger farvel til et mikroskopisk lokale, placeret tæt op af forskernes kontorer, hvor larm på en hverdag er et no-go. En massiv lobbykampagne med støtteerklæringer fra foreninger, dialog med ledelsen og gode argumenter anført af den såkaldte bestryelse, sætter jagten ind på at overtage EPI-centeret, der i dag bestyres af Folkesundhedsvidenskab. Den gik desværre ikke, men det lykkedes alligevel at overtage et helt særligt lokale gemt nede i kælderen. Til stor jubel for øvrige studerende havde bestryelsen ligefrem været succesfulde med at skaffe et tilstødende køkken til lokalet, selvom det krævede en hel del overtalelse af ledelsen og at antropologis fagråd opgav deres mødelokale til fordel for Jacques D’morgen. Citaterne fra væggene flyttede med, og en jysk statskundskaber med hænderne skruet rigtigt på trådte til og ledte arbejdet med at bygge fakultetets flotteste bar (det var der vist ingen af de andre djøfere, der kunne finde ud af).

Vidste du, at JD’s gemakker tidligere har været et EDB-lokale?

Kærlig beef med Kommunen
Bestryelsen havde et ønske om at frigøre Jacques D mest muligt fra sit afhængighedsforhold til Kommunen. Udover at flytte til egne lokaler og anskaffe sig eget køkken, etablerede man sin egen samarbejdsaftale med Carlsberg. Hvor man tidligere havde købt øl gennem Kommunen, høstede man nu selv overskuddet og fordelene ved volumenrabatter <33

Vidste du, at JD fra 2010 til 2013 seksdoblede foreningens omsætning? Stor tak til institutledelsen (særligt Anders Wivel og senere Lars Bo) for deres gode samarbejde og store opbakning til foreningens udvidelse i disse tider!

Kidd har kysset med Statskundskab
Den første livekoncert til semesterstartsfest bød på ingen ringere end Kidd. Takket være Bestryelsens familierelationer var det lykkedes at booke rapkometen, som havde til opgave at redde statskundskabs semesterstartsfest fra at floppe. Festen var nemlig sat til at blive afholdt dagen efter Kommunens semesterstartsfest, hvilket ofte var ensbetydende med en noget begrænset og tømmermændsramt deltagerskare. I virkeligheden floppede Kommunens fredagsbar og +600 studerende troppede op til et brag af en livekoncert – til stor lettelse og glæde for bestryelsen.

Credit: Johanne Rao Gasberg

2012-2013

Det ka’ godt bli’ vildere
Foråret 2013 byder på endnu en livekoncert i forbindelse med statskundskabs semesterstartsfest. Efter mange søvnløse nætter for bestyrelsens kasserer (Suspekt er trods alt ikke gratis at booke), gav de et brag af en koncert til lyden af publikums kampråb. Hvad der ellers var dømt til en sikker underskudsforretning endte med at løbe rundt takket være de mange tørstige gæster, der krævede sixpacks og hele flasker langet over disken hele aftenen. Der var så godt gang i baren, at Klam Fyr gav en hjælpende hånd efter koncerten (og derefter tog i JD og festede til kl. 6). Hvis du derimod kan fortælle os, hvad Suspekts maskot, pandaen, lavede i løbet af aftenen, så giv lyd!

Vidste du, at Suspekts brug af “det ka’ godt bli’ vildere” stammer fra deres optræden til semesterstartsfest på statskundskab? Klam Fyr har bekræftet på sms til formanden, at det ER statskundskabere, de har tyvstjålet det fra!

Credit: Johanne Rao Gasberg

2013-2014

Helmig og døren
Døren blev første gang løftet til Helmigs toner under en russerbar på rusturen 2013. Grønland ‘13 havde planlagt Helmig-tema på den første dag af rusturen. Præcis hvorfra døren blev snuppet, og hvorfor den skulle løftes, er stadig uvist…

2015-2016

Garant for foreningslivet
En ny tilgang til JD påbegyndes: Arbejdet professionaliseres og ambitionerne opskaleres. Faste arbejdsgange etableres, bedre samarbejdsaftaler udformes og en ‘ikke mere pis’-politik indføres over for ledelse og andre, der vil stå i vejen for det ambitiøse arbejde. Julegalla opskaleres til over 600 spisende gæster, generalforsamlingen rykkes fra JD til et større forelæsningslokale og JD bistår revyen i at rykke til Bremen. Alt i alt ender Jacques D med at uddele godt 100.000 kroner i støtte og sponsorater til øvrige studenterforeninger og studielivet generelt, herunder nærværende studenterblad <333 

Campusdag
Jacques D. samler handsken op og genopliver den årlige Campusdag, efter at den ellers var blevet aflyst pga. manglende initiativ og frivillige kræfter. Kunstnere som Fallulah, Tårn, Benal, Aksglæde og mange flere prydede musikscenerne mellem ølbarer og foreningsboder.  

2016-2017

Brand(e) i Romano
Brandalarmer er et daglig indsalg i driften af JD, og 2016 var ingen undtagelse. Hele fire forskellige gange blev brandvæsenet tilkaldt, ofte som følge af stamholds brændte eller ligefrem brændende flæskestege. Da den største brand meldte sig, og stikflammerne stod ud af ovnen, så kendte brandvæsenet heldigvis (?) den kringlede vej til lokalet. Positivt var det dog: Romano og JD blev genmalet pga. brændt plastik, der kan sætte sig i væggene, og der blev også installeret en ny emhætte (den gamle emhætte viste sig ikke at føre nogen steder hen…).

Festpausen
Efteråret 2016 var på mange måder en svær tid for Jacques D. Institutledelsen skar i økonomien til foreningslivet og i samråd med dekanatet blev ‘festpausen’ indført. Budskabet fra oven lød, at det var tid til at skrue ned for den festlige stemning ovenpå en introfest, der var gået for vidt: Fakler havde skadet nogle af loftets strømledninger, hvilket er decideret farligt. En vigtig detalje er dog, at statskundskab ikke selv brugte fakler til introfesten, og der var tale om øvrige CSS-studerendes spektakler. Adspurgt til indholdet af ‘festpausen’ uddybede den daværende institutleder, på det tidspunkt kendt under øgenavnet Pikkel Fedby Rasmussen, at man kunne nyde ‘en stille øl’. Udtrykket ‘en stille øl’ var født.

Kampen for rusturen
Ledelsens sparetider har reduceret rusturen til kun en enkelt dag til stor ærgrelse for statskundskabsstuderende generelt. Midt i ærgrelsen melder JD klar til kamp og indfører det faste fredagskoncept JDEDBTTEFFØ (Jacques-Det-Er-Da-Blevet-Tid-Til-En-FredagsFadØl) med et nyanskaffet fadølsanlæg og frivillige barvagter. Samtidig skrues der markant op for sponsarbejdet internt i bestyrelsen. Pengene tjent på ølsalg blev sammen med øvrige midler samlet til et sponsorat fra JD til introforløbet på hele 50.001,-. Til stor forbavselse for ledelsen blev rusturen genindført, og JD overhalede instituttet som den største enkelte bidragsyder til introforløbet med lige netop én krone.

2018-2019

Velkommen til samfundets pris-gate
En mørk nat i december i tiden mellem 04.11 og 10.05 begår ukendte gerningsmænd hærværk i Jacques D’s gemakker. Med en rød spraydåse stjålet fra Pedalarmen bliver “Velkommen til samfundets top” erstattet af “Velkommen til samfundets pis”, og gulddamen får et nyt ansigt. På toiletvæggen underskrives der med store røde bogstaver “Hilsen polit ♥”. Hærværket sker kun uger efter at to personer har urineret ind ad vinduet i JD til et stamholds julefrokost. Om politterne virkelig stod bag eller om de blev framet for gerningen er stadig uvist.

Julegalla
Midt i den julede feststemning tropper brandvæsenet op på CSS, efter at der ved en fejl er blevet trykket på brandalarmen. Uden stor succes får bestyrelsen i al hast travlt med at jage op til 200 folk ud af JD, som bekendt kun må huse 47 mennesker ifølge brandreglerne. Heldigvis har brandmændene mere travlt med at tage billeder sammen med nogle af de kvindelige festgæster end at tælle statskundskabere i JD, så det endte heldigvis lykkeligt for alle.

Længe leve foreningen og æret være mindet om Jacques Delores <3 Vi ses til mange flere mindeværdige begivenheder i vores alles gemakker.