Skrevet af: Marc Sabatier Hvidkjær
Illustreret af: Amanda Foged
Direktør for Institut for Vilde Problemer Sigge Winther er på gaden med en ny bog, ”Vilde Problemer”. Bogen fungerer som intellektuelt afsæt til den nyopstartede tænketank, der har det erklærede mål at levere tidssvarende løsninger til de policyentreprenører, der vil løse ”Vilde Problemer”. Bogen er en antologi, der efter et udførligt introduktionskapitel fra direktøren bringer bidrag fra forskere, policy-professionelle og fageksperter.
Det er et ambitiøst projekt, der med sine 436 sider forsøger både at definere vilde problemer, motivere deres betydning og præsentere løsninger til dem. Bogen kommer vidt omkring. Fra ungdommens trivselskrise, til samfundsvidenskabens eksperimentelle værktøjskasse og til menneskers hormonelle reaktioner på sociale situationer lader værket sig ikke afgrænse til en bestemt disciplin eller problemstilling. De vilde problemers årsager er mange, deres udtryk er bredt og løsningerne spænder vidt.
Det vilde kanvas maler vidt
Som læser forsøger man at danne sig et overblik over det brede værk, og man kan ikke undgå at sammenligne den med Sigge Winthers foregående bog, Entreprenørstaten. Denne bog er på mange måder afsættet til arbejdet i tænketanken, hvor Winther diagnosticerede de defekter i samfundet, som utroligt mange interessenter kunne se sig selv i.
Den væsentligste kontrast mellem Entreprenørstaten og Vilde Problemer er, hvor mange præmisser læseren skal acceptere for at godtage bogens argument. Entreprenørstaten havde en meget simpel præmis, som mange kunne nikke anerkendende til. Det var, at der var for meget fokus på politik og for lidt opmærksomhed på implementering. Eller, i Sigge Winthers Eastonianske billede, har vi i demokratiets hus for meget opmærksomhed på fordøren – hvad der skal komme ind, hvordan politikerne præsenterer policy, hvilke uenigheder der er om den – og for lidt fokus på bagdøren. Bagdøren er outputtet, altså effekten og implementeringen af policy. Dette taler godt ind i en ny politisk virkelighed, med nyheder døgnet rundt og politikernes private nyhedskanaler, de sociale medier. Der er virkelig noget, der er ændret, og det kan have en uhensigtsmæssig effekt på samfundet.
Når jeg derimod læser Vilde Problemer, er der væsentligt flere præmisser, jeg skal købe, inden jeg kan følge de argumenter, der præsenteres. Det første er i al væsentlighed, at der er noget, der hedder et vildt problem. Winther præsenterer vilde problemer som noget, der har afsæt i ”Wicked Problems”, der først blev døbt i en artikel fra 1973, og siden har nydt stor indflydelse på forskning i offentlig politik. Winther modificerer begrebet, sådan at man trækker værdiuenigheden fra – altså om folk er grundlæggende uenige om, hvad problemet er – og tænker i stedet uenighed som en separat dimension.*
Denne definition har svært ved at bestå det, jeg vil kalde for ”klimatesten”. Testen går i al simpelhed ud på, om man med dette begreb kan definere klima som et vildt problem. Klima er et simpelt policy-problem: Løsningen er en flad CO2 skat. Det er dog et vildt politics problem, givet at det er svært at blive enige om, hvem der skal betale, hvordan de skal betale og så videre. Winther fremhæver netop klima som eksempel og siger, at dette kan løses ved at skære klima ned i mindre stykker. Men hvis man bare kan skære et vildt problem i små stykker – er det så overhovedet vildt? Så har vi bare tæmmet det ved at definere det på en ny måde.
Den næste præmis, vi skal købe, er, at det er vigtigt at tænke i vilde problemer. Ambitionen må være, at vi tænker i ”vildhedsindikatorer” på samme måde, som man tænker på den strukturelle saldo eller beskæftigelse. Men når vi netop kan løse vilde problemer ved at skære dem i små stykker, virker det som en relativ tam udfordring. Er vildskab det rigtige spørgsmål at stille? Eller er det at spørge, om vi ved nok om problemet, som embedsværket i forvejen forsøger med vidensbaseret policyarbejde (e.g. STAR)? Eller burde vi så bare tænke på uenighed, som allerede er det, som politikerne fokuserer mest på?
Den næste præmis man skal købe er, om problemerne er blevet vildere (og løsningerne tammere), og det derfor er særligt vigtigt i 2023 at tænke i vilde problemer. Denne præmis er også svær at købe. Tænker man tilbage på 1970’erne, viste TV-avisen ofte Danmarks nationalgæld for at demonstrere, hvor grelt det stod til. Som en daværende finansminister sagde, stod vi til randen af afgrunden. I dag går politikerne i panik, når de finder ud af, at der er 16 milliarder mere på betalingsbalancen end forventet. Det virker som en tam virkelighed.
Hvem taler bogen til?
Den sidste præmis, som er særlig svær, er, hvem bogen egentlig taler til. Hvor Entreprenørstaten tydeligt havde sit fokus på Christiansborg, er Vilde Problemer meget bred i sin tænkning af samfundet. Det andet bidrag fra anden forfatter er dedikeret til at argumentere for, at problemer løses bedst lokalt. Winther bringer samme tanker i sin introduktion. Det er naturligvis en interessant position og en filosofisk blanding af Hayek og kommunitarisme. Men hvordan kombinerer man dette brede aktørsyn med et tankesæt, der samtidig har mange centraliserende tendenser i sig? Ønsker vi, et finansministerium der indarbejder vilde problemer i deres regnemodeller eller en befolkning, der til daglig ser verden gennem vilde briller? Hvem er det, der skal ændre adfærd?
Argumentet er sværere at følge, hvilket naturligvis følger logisk af, at det er en antologi og ikke et samlet værk, som Entreprenørstaten. Men ikke desto mindre virker den brede fortælling til at have den udfordring, at det er svært at forstå, hvilke problemer den egentlig identificerer, og hvilke aktører der egentlig skal tage bogen til sig. Hvor Entreprenørstaten som nævnt havde en relativ afgrænset problemstilling, går Vilde Problemer i alle retninger.
Min anmeldelse vidner måske om, at det er nemmere at kritisere end at præsentere løsninger. Man kan kun bifalde Vilde Problemers hensigt, men som værk kommer den ikke helt i mål. For at være i bogens terminologi så er værktøjskassen måske for stor, og det er uklart, hvilket møbel man egentlig skal samle samt i hvilken rækkefølge, det skal gøres i. Det kan heldigvis nås endnu, og jeg læser bogen som en start til et ambitiøst projekt, som jeg fortsat glæder mig til at følge.
*Winther systematiserer i stedet uenighed i forskellige ”konfliktpools”, hvor der findes en grøn, blå og rød pool. Der tillægges forskellige psykologiske, hormonelle og styringsmæssige logikker til hver pool, og konklusionen er, at vilde problemer bedst løses i den grønne pool. En kategorisk afgrænsning mellem forskellige konfliktzoner er endnu en præmis man må købe, og det virker nemmere at male et vildt kanvas på en dimension, der går på henholdsvis policy konflikt og kompleksitet. Det gør bogen også, men referer primært til pool-typologien for at systematisere uenighed. En bog, der går i dybden med uenighed, er Ben Ansell’s ”Why Politics Fails”, som bidrager med værdifulde perspektiver til denne debat.