Tag Archives: Reportage

Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Fotograf: Johan Spanner

Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Johan Spanner, kandidatstuderende, er taget på udveksling til Beirut. Både by og universitet har en blodig fortid, og nutiden er også præget af store konflikter. MED ANDRE ORD bringer her en beretning fra et udvekslingsophold i en by på sammenbruddets rand.

Mange forbinder nok stadig Libanon med den lange, komplicerede og brutale borgerkrig, der fandt sted mellem 1975 og 1990 samt Hezbollahs krig mod Israel i 2006. Og langt flere associerer nok snarere Beirut med militante grupper og kalasnijkovs end med akademisk uddannelse. Imidlertid ligger der flere udmærkede universiteter i hovedstaden, blandt andet The American University of Beirut (AUB), hvor jeg tilbringer dette semester.

Tilbage til Mellemøsten

Jeg havde længe ønsket at tage et arabisk sprogkursus samt genoprette forbindelsen lidt til Mellemøsten, hvor jeg havde opholdt mig en del inden studierne på Statskundskab. I juni landede jeg derfor i Beirut for at deltage i et intensivt sprogkursus i arabisk, der i parentes bemærket jo ikke bare er arabisk. Der findes det officielle sprog, moderne standardarabisk, som anvendes i alle Den Arabiske Ligas 22 lande, og så findes der lokale, forenklede dialekter, som er dem, der reelt anvendes i daglig tale. Kurset kørte i syv uger frem til starten af august.

Det bureaukratiske benarbejde

I slutningen af august startede mit semester så på AUB. Eftersom der ikke eksisterer nogen udvekslingsaftale mellem Statskundskab og AUB, havde jeg selv sat opholdet op hjemmefra. Det var mere simpelt end forventet, men det krævede dog en del bureaukratisk benarbejde, først i København og senere i Beirut, samt en engelsktest. Sprogtesten var ikke særligt svær, men skulle afvikles den første uge af semesteret. Den kom dermed tidsmæssigt i vejen for, at jeg kunne melde mig på fag den første uge af semesteret.

Efter en veritabel odyssé rundt på universitetets kontorer lykkedes det endelig at løse den gordiske knude og få meldt mig på fagene, inden holdene blev fyldt op. Dermed kunne jeg også overføre en masse penge i tuition. Noget af det kommer forhåbentlig tilbage igennem mit udlandsstipendium, men som dansk studerende er man jo ikke vant til at se, hvad det hele koster. Derefter kunne jeg så kaste mig over at skaffe papirer og dertilhørende stempler fra forskellige instanser til min opholdstilladelse. Bureaukratiet hernede har franske rødder, og det fornægter sig ikke.

Høj standard

Udbuddet af kandidatfag inden for ren political science er lidt smallere, end det tilsvarende ville være i Danmark, formentlig da de følger det amerikanske universitetssystem. Der er derfor væsentligt færre kandidatstuderende end bachelorstuderende. Generelt set er standarden på kurserne høj, og universitetet tiltrækker med sin status som ét af de bedste i regionen også gode undervisere udefra med mod på nogle år i felten. Der er et højt aktivitetsniveau i undervisningstimerne og gennem hele kursusforløbet – igen formentlig efter amerikansk forbillede. Man har hele tiden et hav af præsentationer, memoer, reading journals og midtvejsafleveringer, så man er relativt hårdt spændt for. De fleste finder dog stadig tid til at gå ud i byens berømte natteliv.

Før borgerkrigen var byen berømt for at trække jetsettere fra hele verden til, og en del af extravagancen hænger stadig ved. Publikum følger imidlertid de politiske vinde i regionen, og med den nuværende regionale magtkamp mellem Saudi-Arabien og Iran kommer de saudiske prinser ikke længere og drysser oliedollars ud over hoteller, restauranter og skønhedsklinikker.

Det bedre borgerskab

Campus ligger smukt med udsigt over Middelhavet på toppen af en skråning ned mod cornichen, den boulevard, der følger kystlinjen rundt i Beirut. AUB er et privilegeret universitet, som fungerer på private vilkår, og man læser derfor sammen med det bedre borgerskab i et samfund, der er ekstremt klassebevidst. I en by, der er mere end normalt optaget af udseende, kom det derfor ikke som den store overraskelse, at mange lige havde fået ‘lavet’ næsen inden studiestart og derfor gik rundt med store hvide plastre. Der var nok også lidt status i at kunne vise det frem.

Opskriften på det totale sammenbrud

AUB gik ikke fri af borgerkrigen. Præsidenten og to dekaner blev likvideret på campus. Granater slog ned med jævne mellemrum, og hovedbygningen blev sprængt i luften efter 1990, hvor parterne egentlig havde strakt våben. Det er lidt vilkårene. Libanon er et lille land, der både har grænser til nogle af de mere aggressive magter i regionen og rummer ikke-statslige aktører med alliancer andetsteds i regionen.

Kort ridset op er Libanon med sin befolkning på kun 4,2 mio. hjemsted for 18 anerkendte sekter, kristne såvel som muslimske, og har et politisk system, der er bygget op konfessionelt, så topposter og ministerposter er reserveret efter sekt. Dette sikrer, at ingen af sekterne kan få overtaget, men systemet er genstand for tilbagevendende konflikter, da det ikke afspejler den nuværende befolkningssammensætning.

Det skyldes især, at fordelingen er baseret på den seneste officielle folketælling, som blev foretaget i 1932. Herudover er landet hjemsted for nogle hundrede tusinder palæstinensere, der blev fordrevet ved staten Israels oprettelse i 1948, hvoraf størstedelen stadig bor i særlige lejre, hvor de ikke nyder de samme rettigheder som landets egne borgere.

Senest er der med konflikten i Syrien kommet mellem halvanden og to millioner syrere over grænsen. De fleste af dem bor i forskellige lejre af mere eller mindre organiseret karakter, mens de mere velbemidlede har taget ophold i byerne, hvor de har bidraget til at presse knaphed og priser på boliger op.

Mange har fundet en plads i servicesektoren på et ureguleret arbejdsmarked, der i forvejen i høj grad har baseret sig på importeret, sydøstasiatisk arbejdskraft. Det har ydermere lagt ekstra pres på en nedslidt, ineffektiv og korrumperet infrastruktur, så folk i dag klager over, at der er flere strømafbrydelser, end der var under borgerkrigen.

Der er også store problemer med drikkevandssystemet og tilbagevendende sammenbrud i renovationssystemet, som medfører, at skraldet i perioder hober sig op i gaderne. Når man tilmed ikke har kunnet blive enige om at indsætte en præsident, efter at den sidste periode udløb i 2014, så lyder det som opskriften på det totale sammenbrud. Kønt er det heller ikke. Korruption og nepotisme er udbredt, og landet ligger nr. 123 på Transparency International med en score på kun 28 ud af 100. At landet ikke er brudt helt sammen under det seneste pres, er lidt af et mirakel.

Det hele værd

Egenbetalt tuition, saltvand i hanerne, skrald i gaderne, og hvad der kan synes som en evig trafikprop til trods, er det dog klart dét værd. Fagligt er niveauet højt, campus samler folk fra hele verden, og det er bare en anden oplevelse at læse om international politik i Mellemøsten, når man dagligt støder på de førte politikkers menneskelige konsekvenser i egne gader, og Damaskus blot er lidt over 100 km væk.

FAR, MOR OG PENSUM

FAR, MOR OG PENSUM

For de fleste unge er studietiden forbundet med læsning, fest og eksamenspres. Enkelte vælger dog at tilføje bleer og veer til hele puljen. MED ANDRE ORD har mødt en stud.scient.far til en snak om økonomi, karriere og frygten for at gå glip af alt det sjove.

Af Liva Sylvester Polack & Katrine Bundgaard Schow Madsen

Carl Frederik Kirchmeier, tredjesemesterstu­ derende på Statskundskab, tog sidste år en stor be­slutning. Det var november, det første semester var ved at være ovre, og sammen med sin læsegruppe var han så småt begyndt på eksamensopgaven til faget Videnskabsteori og Metodologi. Modsat en del andre studerende havde Carl Frederik og hans kæreste gennem syv år, Julie, tidligere talt om at få børn, men de var endnu ikke helt sikre. De havde boet sammen i to år, var begge studerende og delte en fælles for­tid og intimitet, som kun ungdomskærester kan. Da Carl Frederik en aften tog en pause fra Popper og Wienerkredsens demarkationsprincip, endte Julie og ham med at snakke fra klokken 20.00 til klok­ken 03.00 om natten. Ved samtalens slutning blev de enige om, at det var tid til at udvide familien.

”Jeg sagde til mig selv: Okay, nu tager du dig sammen og gør det,” siger Carl Frederik, mens han tager en vindrue fra den skål, han har stillet frem til os. Til den sidste time i faget Politologisk Grundkursus modtog Carl Frederik et billede af en positiv graviditetstest. Inden han satte kursen hjem, snuppede han dog lige en øl til fredagsbaren i Kommunen.

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 12.50.55

TID OG TRYGHED

På gulvet ligger der et rundt, lyseblåt tæppe, der agerer underlag for et tårn af legetøj. Den treværelses lej­lighed i Skovlunde, som danner ramme om den unge familie, er lys, har en altan og scorer med sin enkelte indretning og tremmeseng i soveværelset højt på voksenskalaen. Over stuens grå flyd­ud-sofa hænger der en plakat fra et teater på Nørrebro, mens man på boghylden finder Karl Marx’ samlede værker, en teoretiker som Carl Frederik ynder at læse. Mens vi sidder ved spisebordet, bærer Julie rundt på resultatet af den syv timer lange samtale, de havde for 9 måne­der og 8 uger siden: Abel, der med spørgende øjne ob­serverer de to fremmede i sit hjem.

Jeg sagde til mig selv: Okay, nu ta­ ger du dig sammen og gør det
– Carl Frederik Kirchmeier, statskundskabsstuderende.

”Det er vigtigt for mig at få tid sammen med ham – jeg kan godt sidde herhjemme og læse, og så kan man jo tage en pause og lege og nusse,” fortæller han og nævner en af de væsentligste fordele ved at få børn, mens man studerer: tiden.

At 8-­16-­jobbet endnu lader vente på sig, betyder for Carl Frederik, at han er mere fleksibel, end det gængse post­universitetsarbejde ville tillade.

”Jeg vil jo også gerne kunne trøste ham og føle, at han er tryg ved mig,” tilføjer Carl Frederik og viser ubevidst, at det ikke kun er de matchende glas, det høje spisebord og de historiske romaner i bogreolen, der gør, at lejligheden emmer af exceptionel moden­hed. Som ung forælder har Carl Frederik måtte ofre nogle af ungdommens glæder for at kunne opfyldefaderrollen. Playstation, øl med vennerne og natte­ søvn er der blevet skruet væsentligt ned for.

SU TIL SUTTER

De fleste studerende kender formentligt følelsen af at kigge opgivende på dystopiske kontotal på Net­bank, når måneden er ved at være omme. Så hvordan er det overhovedet muligt at holde en husholdning avec baby kørende, når SU­-kontoret er den primære indtjeningskilde?

”Der er rigtig gode muligheder for at få hjælp fra systemet,” fortæller Carl Frederik. Gratis institutions­ plads, dobbelt SU­klip i en periode, ekstra boligstøtte og økonomisk støtte til unge forældre er med til at holde økonomien oven vande.

”Vi blev jo ikke forældre på grund af disse støttemulig­ heder, men det var helt klart det, som var det sidste skub for projektet,” fortæller Carl Frederik, som dog samtidigt understreger, at de generelt prøver at leve billigt.

Mens Carl Frederik fortæller, er Abel begyndt at klynke en smule, og Julie tager ham med ind i sove­værelset for at berolige ham.

Af de to forældre er det kun Julie, der holder barsel fra sit studie, selvom Carl Frederik egentlig er beret­tiget til seks måneder. Barsel og børn er i øvrigt noget af det eneste, som kan bryde igennem fremdrifts­reformsmuren, da det er muligt at framelde sig fag og eksamener, når man har en baby under armen.

Til den sidste time i faget Politologisk Grundkursus modtog Carl Frederik et billede af en positiv graviditetstest. Inden han satte kursen hjem, snuppede han dog lige en øl til fredagsbaren i Kommunen.

“HAR DU TALT DINE ÆG I DAG?”

Selvom Carls valg om at få barn som 21­å-rig vir­ker som et brud med ungdomskulturen, er det samtidig et ideal for Københavns Kommune, der med en ny kampagne opfordrer unge til at få børn tidligere. Kampagnens overskrifter, ‘Har du talt dine æg i dag?’ og ‘Svømmer de for langsomt?’, henvender sig til henholdsvis kvinder og mænd og påpeger, at fertiliteten er væsentligt bedre, når man er midt i tyverne kontra midt i trediverne. Københavns Sund­heds­ og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) mener, at det er vigtigt at pointere biologiens faktor i familiedannelsen, som de unge altså lige så godt kan begynde at planlægge med det samme. I samme forbindelse havde Politiken spurgt en række stu­derende, hvad de mente om kampagnen. Langt de fle­ste var negativt stemte og mente, at det er den unges egen sag, hvornår man får børn, og altså ikke noget Københavns Kommune skal blande sig i. Alle, der har kendskab til sociologi og særligt Foucault, skal ikke krølle deres hjerne særligt længe, før begrebet bio­politik dukker op. Spørgsmålet er så, om kampagnen overhovedet vil have en indflydelse på de studerende. Vil flere gøre som Carl Frederik og få børn, mens de er unge og studerende?

Som én af de adspurgte studerende fra Politikens artikel under­ stregede, er der langt fra kampagne til faktisk hand­ling. Det kan også være svært at forestille sig, at den selvrealiserende og karrieremindede ungdomskultur vil ændre sig over natten på baggrund af en opfor­drende kampagne fra Københavns Kommune.

KARRIEFORSPRING?

At få et barn som ung studerende er givetvist et bio­logisk fornuftigt valg, men mange studerende, og især mange statskundskabsstuderende, er også optagede af at få en spændende karriere efter studiet. Hvordan gør man lige det, når man samtidig skal jonglere med et barn på hoften?

For nogle kan det at få et barn egentligt være et ganske klogt karrieretræk. Stine Bosse, den mangeårige chef for Tryg og én af de angiveligt 423 mest magtfulde danskere, udtalte til september­udgaven af HK­bladet i 2010, at hendes valg om at få børn i en alder af 22 år, var det mest afgørende valg for den senere karriere. Det tillod hende at lægge en stor del arbejdstimer i arbejdet, da hun i start ­30’erne havde børn, som ikke behøvede hendes konstante omsorg. Især for unge, kvindelige studerende kan det at få børn, inden man træder ind på arbejdsmarkedet være profitabelt. I år 2015 svirrer der endnu rygter om, at barnløse kvinder i den fødedygtige alder får færre jobtilbud, da arbejds­giveres latente frygt for en kommende barsel måske kan trumfe meriter.

Men at være forælder som studerende handler na­turligvis om mere end kommunale tilskud og even­tuelle forspring på arbejdsmarkedet. Fra Studenter­ rådgivningen i København kan socialrådgiver Nanna Boysen ligeledes berette til MED ANDRE ORD om udfordringerne for unge med studiekort og børn. De vedrører alt fra gruppearbejde på studiet til en stram økonomi. Dog pointerer hun, at det især er de enligeforældre, der sidder stramt i det, og nogle af dem mø­der endda problemer med at gennemføre deres ud­ dannelse.

Indtil videre er det ikke en beskrivelse, Carl Frederik kan identificere sig med, og han føler omvendt, at Abels ankomst har fået ham til at tage statskundskabs­ studiet endnu mere til sig.

”Han (Abel red.) har motiveret mig til at få en ordent­lig uddannelse og virkelig gå ind i mit studie,” for­ tæller Carl Frederik.

FOMO: ­ FEAR OF MISSING OUT

Der virker langt fra Stine Bosses succeshistorie om en ung mor med en strygende karriere til den almene studerende, når man ser på den moderne ungdoms­ kultur, der i høj grad er præget af selvrealisering og FoMO.

Fænomenet beskriver en allestedsnærværende følelse af angst, som er tilvejebragt af bevidstheden om alle de potentielle muligheder, man som mo­derne ung risikerer at gå glip af. Man kan eventuelt tænke på Giddens begreb ontologisk usikkerhed, der er møntet på individet i forhold til det sociale fælles­ skab anno 2015. Følelsen understøttes af de sociale medier som Facebook, Snapchat og Twitter, hvor man altid kan følge med i sine venners liv. Så hvis ikke man allerede havde følelsen af, at man havde backpacket i for få sydamerikanske lande, været til for få alternative rock­koncerter og danset til for få undergrundsfester, så vil en tur op og ned af ens newsfeed helt sikkert give én FoMO.

Det er dog ikke alle, der er ramt af vores generations sociale stress. Bekymringer om altid at være der, hvor det sner, kan man ikke sige, at Carl Frederik lider under. At få en baby ville helt sikkert skabe den ultimative følelse af FoMO hos de fleste 21­-årige, men altså ikke hos Carl Frederik. Når snakkenfalder på, om han ikke går glip af alle de fede rejser, siger han: ”Rejse, det kan man jo også godt gøre med børn”.

Herudover mener Carl Frederik, at oplevelserne som ung forælder kan mere end måle sig med, hvad den gængse unge oplever:

”Man kender mange, der rejser, men ikke så mange der tager en beslutning om at få børn. En beslutning, der har konsekvenser resten af ens liv”.

Han understreger dog, at der helt sikkert er oplevel­ ser, der venter på ham, men det er oplevelser, der netop godt kan vente:

”Når jeg er 40 år gammel, så er Abel 20 år, og så har jeg flere penge til at gøre alt det sjove, som jeg gerne vil”.

Så hvornår passer det egentlig at få børn, hvis man da overhovedet kan tale om et ’rigtigt’ tidspunkt?

Bør man begynde familiedannelsen, når man er færdig med at studere og skal i gang med karrieren, eller først når karrieren rigtigt kører? Eller skal man som Carl Frederik få børn tidligt, mens man studerer, som Københavns Kommune pt. plæderer for? Svaret er ikke entydigt, men en god retningslinje er, at man skal gøre det, når man er klar og har lyst. Man har naturligvis også muligheden for bare at ignorere Københavns Kommunes biologiske disciplinering, den heteronormative matrix og ens barnebarns­-hungrende forældre og vælge slet ikke at få børn.

Alt andet lige er idéen om at være i 30’erne og fuld­ stændig sat med villa, Volvo og vovse, inden man overvejer at stifte familie, måske ikke det rigtige for alle unge. Se bare på den nybagte familie i Skovlunde, der viser, at børn også kan være en del af studielivet anno 2015.

Den politisk korrekte rustur

Den politisk korrekte rustur

Fårehovederne var pist væk på årets rustur. Den politiske korrekthed satte dagsordenen. Men er rusturen blevet kedeligere af den grund? MED ANDRE ORD rapporterer fra Visby.

Af Julie Damgaard Mikkelsen, Liv Rossander Sørensen & Drude Morthorst Rasmussen
Det er mandag eftermiddag. 170 spændte russere og tutorer er samlet i en spejderhytte i det meget autentisk duftende Visby. ‘Hvad er dit Danmark?’ er temaet for årets rustur, og russerne er allerede ind­ delt i politiske partier på tværs af de tre deltagende hold. Årets værter, Bubber og Linse, skal styre de næste par dages partirunder. Midt i forvirringen over Linses kæmpe talenter og Bubbers entusiasme (der muligvis i denne sammenhæng har nydt et løft) ankommer royalt og særdeles uventet selskab til festlighederne i Visby. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, iklædt smøg og højt humør, meddeler de ventende partier, at der netop er udskrevet valg, og sætter dermed gang i legene.

POLITIK OG PROMILLE

De næste par dage står i konkurrencens navn. Par­ tierne kæmper i velkendte partidicipliner som høvdingebold, citronmånefrådning, kyllingekast og svenskersnak. Og der er i dagenes løb også tid til stolte traditioner. Dagen starter bedst med morgen­ badning i selskab med en Fernet Branca, og gallaaf­ tenen skydes for alvor i gang med en særdeles velud­ ført lanciers i silende regnvejr. Regnvejret udfordrer dog på ingen måde det høje humør, der er opstået efter de traditionelle drenge­ og pigeopvarmninger. Men kampen om valgsejren er ikke den eneste på
rusturen. Der foregår også en anden kamp, nemlig mellem politik og promille.

HVOR BLEV FÅREHOVEDET AF?

Afskårne fårehoveder og nutella­knytnæver. Vi star­ter på Statskundskab med en forudindtaget holdning formet af Politiken. Nogle i frygt, andre i forvent­ ningsfuld spænding. Det sociale liv på studiet er be­ rygtet og tiltrækker efter sigende Danmarks bedste og mest festglade studerende. Og der bliver virkelig festet igennem – efter klokken 17 vel at mærke. De senere år er rusturen nemlig ændret betydeligt. Tøj­ kæder og natte­vækninger er erstattet af sætninger som ”Har du på nogen måde følt dig presset?” og ”drik en øl ELLER en sodavand”.

Men er Statskundskabs rustur blevet for politisk kor­rekt? Alkohol er en del af vores kulturarv, om vi vil det eller ej. Enhver lejlighed er tildelt en form for spiritus: fra snaps til gløgg til gravøl. Det er et pro­blem for dem, som ikke drikker, fordi de føler sig udenfor; de går glip af noget. Men går vi også glip af noget, når traditioner må vige for politisk kor­ rekthed? Blandt russerne diskuteres det, hvorvidt de to nyeste årgange på Statskundskab til evig tid er ekskluderet fra ældre studerendes indforståethed, fordi to mennesker valgte at stille spørgsmålstegn ved vores tradition? Måske var der rent faktisk noget sandt i de anklager. Hvad gavner druk i døgndrift egentlig? For nylig forsvarede en af undertegnedes DTU-­venner sin alkoholiserede rustur med, at der samtidig var oprettet alkoholfri rusture for de ædru. Det fremstår som en misforståelse af hele konceptet om rusturen, der netop skal lægge grund for åre­ lange venskaber medstuderende imellem. Modsat andre bør vi ikke være et studie, der bare accepterer, at studerende skal være ekskluderet fra fællesskabet.

 

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.04.12

OVERANALYSENS OFFER

Man kan diskutere, hvorvidt ændringerne er vidt­ rækkende nok. Vi kan forsøge at overanalysere et reelt optrin: Når Oliver står indsmurt i madolie og salt på køkkenbordet, overskrider han så en seksuel
grænse? Når vi råber ”Hey kælling, vis mig dine pat­ter” og banker på en crowdsurfende dør til Thomas Helmigs skønsang, er det så et udtryk for en proble­matisk heteronormativitet? Er pigeopvarmningens pølsehalskæde ligeledes underlagt en undertryk­kende, paternalistisk dominans? En del af vores traditioner kan nedbrydes til undertrykkende del­ elementer. Men det er at misforstå deres reelle be­tydning. Traditioner er vigtige, fordi de binder os sammen og skaber venskaber. Det betyder dog ikke, at de alle sammen er lige sjove, og derfor har der væ­ret behov at sætte grænser og rydde op.

Er pigeopvarmningens pølsehalskæde ligeledes underlagt en undertryk­ kende, paternalistisk do­minans?
– Julie Damgaard Mikkelsen, Liv Rossander Sørensen & Drude Morthorst Rasmussen

Som følge heraf er der nu også trukket en streg i sandet. Hertil og ikke længere. Det har sandsyn­ligvis været nødvendigt at overskride grænsen for at finde den, men nu er den altså fundet. Ifølge Mathias Hamburger Holm, der har været med til at arrangere rusturen som en del af K­udvalget, er de nye ændringer langt fra afgørende:
“Der er hovedsageligt blevet ændret i nogle grænse­ overskridende ting, der tidligere har været en del af herre­ og dameopvarmningen. Indholdet er ændret, så man får samme fællesskabsfølelse, uden at folk efterfølgende skal have det dårligt med det, der er foregået”.

Der er hovedsageligt blevet ændret i nogle grænseover­ skridende ting, der tidligere har været en del af til herre­ og dameopvarmningen
– Mathias Hamburger Holm, tutor og K-udvalgsmedlem

Han understreger også, at han personligt synes, “at rusturen er virkelig fed, og måske federe end den hidtil har været”.

HVOR ER GRÆNSEN?

Hvornår bliver vi for politisk korrekte? Faren er, at ændringerne er overfladiske, produceret ude­ lukkende for omverdenens skyld; at vi undgår at drikke os fulde inden klokken 17, fordi dekanen synes, at det tiltrækker forkert opmærksomhed i pressen. På baggrund af en diskussion mellem stu­derende og ledelse er man blevet enige om at ændre i forløbet. Fra en russers synspunkt kan ændringernedog synes for radikale og virke som et resultat af po­litisk korrekthedssyge.
Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at man kan sagtens have det sjovt, selvom man ikke er fuld. En forfærdeligt gennemtæsket, men sand sætning. Ædru minder huskes bedst. Det er her, vi får lov til at vise, at vi er andet end vores guldøls­rekorder og twerking­skills. Vi danner mange venskaber, når vi er fulde, men dagen efter er de hurtigt glemt igen. Man går akavet forbi hinanden på gangene, fordi sidste tequila­eskapade gik lidt over gevind. Og her skal det understreges, at rusturen stadig var vanvittig sjov, selvom det kun var nattetimerne, der indebar alkohol. Vanvittig sjov.
Når alt kommer til alt, kan vi som studerende være taknemmelige for vores, måske, mere fintfølende kammerater. Vi synes selv, det kan være svært at sige pænt nej tak til øl. Men det bør vi gøre en gang imellem for at cementere denne uddannelses værd. Statskundskab er meget mere end Fernet Branca, guldøl og fårehoveder. Statskundskab har Københavns bedste tutorer og de gladeste russere, og det det skal vi alle kunne være enige om. Det betyder, at rusturen skal være en god oplevelse for alle.

Slå ørerne ud

Slå ørerne ud

MED ANDRE ORD var med, da professor i politologi fra Yale University, Bryan Garsten, gæstede KUA og bad de tilhørende om at lukke øjnene og bruge ørerne i stedet. Der ligger nemlig en særlig demokratisk værdi i det at lytte.

Bryan Garsten har som politolog kastet sig over retorikken og noget så atypisk som betydningen af det at lytte. At bruge ørerne hensætter nemlig lytteren i en særlig stemning. Denne stemning fik tilhørerne selv lov til at opleve, da han på bedste pædagogiske vis bad os lukke øjnene og i stedet fokusere på at høre og opleve hans stemme. Vi skulle simpelthen koncentrere os om at lytte.

Du hører ikke det, du hører
Men hvorfor inddrage ørerne i politologien på denne måde? Bryan Garsten har fundet inspiration i den amerikanske musiker og forfatter Aaron Coplands bog fra 1939, What to Listen for in Music. Copland var optaget af, at der synes at være en diskrepans mellem musikkens udtryk, eksempelvis toner og tekst, og det lytteren efterfølgende husker og genkender musikken på.

Heri har Bryan Garsten fundet en analogi til retorikken og den demokratiske debat. For måske gør det samme fænomen sig gældende her – at de, der deltager i den offentlige debat, ikke genkender afsenderens argumenter og idéer? Hvis man skeler til et habermasiansk demokratiideal, udgør et sådant fænomen selvsagt et demokratisk problem. Og samtidig bliver evnen til at lytte og opfange argumenter en demokratisk dyd.

mao4_s38

Et benspænd for Habermas?
Betyder det så, at vores infantile hørelse og fattesvage hukommelse spænder ben for Habermas’ drøm om et deliberativt demokrati? Ikke helt. Igen er Bryan Garsten blevet inspireret af Copland.

Ifølge Copland kan kløften mellem musikken og lytteren nemlig overkommes gennem den rette instruktion. Det var netop det, Copland ønskede med sin bog – at lære folk at lytte og blive integreret med musikken. Copland skrev, at den bedste lytter befinder sig både inde i og uden for musikken. Kun herigennem kan lytteren finde ind til kernemelodien i musikken. Kun ved at tage dette ansvar alvorligt, får lytteren det optimale udbytte af musikken.

Habermas lever lidt endnu
Bryan Garsten mener, at det samme gør sig gældende for deltagerne i den demokratiske debat. Medierne har en tendens til at stå uden for politiske taler og udsagn i et forsøg på at sætte disse i bås. Men hvis den offentlige debat ikke skal ende med at bestå af uprøvede argumenter og synspunkter, er det essentielt, at tilhørerne, lytterne, forholder sig til udsagnene indefra.

At forholde sig til udsagn indefra betyder, at man som lytter skal lade sig opsluge fuldstændig af de argumenter, der fremsættes. I al fald for en stund. For kun på den måde kan eksempelvis en politisk tale gøre sin indvirkning. Og kun på den måde er det muligt at finde ind til kernen i argumentet. Ligesom det også er muligt at finde kernemelodien i musikken.

Er det virkelig så enkelt at få en habermasianer til at klappe i sine små hænder? Måske ikke. Ifølge Bryan Garsten stiller den rette måde at lytte på store krav til den enkelte. Krav, der ikke nødvendigvis kan honoreres.

Hvordan man end vurderer fremtidsperspektiverne for et deliberativt demokrati bygget på evnen til at lytte, kommer man ikke uden om, at Bryan Garstens forskning er et inspirerende eksempel på, at politologien kan få noget ud af at lytte til musikken. Selv med lukkede øjne.

MED ANDRE ORD takker professor i retorik på Københavns Universitet, Christian Koch, for at henlede opmærksomheden på arrangementet.

I sensommeren tog jeg til Skotland. Folkeafstemningen om uafhængighed var lige om hjørnet, og jeg så derfor nærmere på holdningerne i debatten og skotternes tradition for offentlig debat.

Det offentlige hus og den skotske (u)afhængighed

I sensommeren tog jeg til Skotland. Folkeafstemningen om uafhængighed var lige om hjørnet, og jeg så derfor nærmere på holdningerne i debatten og skotternes tradition for offentlig debat.

Den vigtigste demokratiske begivenhed i Skotlands historie
At skotterne skal til at træffe en afgørende beslutning, fornemmer man med det samme. Allerede ved ankomsten kan den helt særlige stemning mærkes. Ét spørgsmål ligger tæt som et stykke film hen over landet. I mange husstandes vinduer er der sat plakater op med det simple budskab ”Yes!” eller ”No, thanks.” Det er et kort og godt svar på, om Skotland skal være uafhængigt. På gaderne deles der pjecer ud, og ved boder kommer forskellige holdninger til udtryk. I boghandlen fylder bøger om Skotlands og Storbritanniens historie og politik, eksempelvis tidligere premierminister (og skotte!) Gordon Browns bog My Scotland, our Britain.

Alt sammen ude i det offentlige rum – en offentlig debat. Her ligner Skotland et typisk demokratisk land: Mange holdninger kommer til udtryk, og alle medier bruges i det, de fleste skotter betegner som den vigtigste demokratiske begivenhed i landets historie. Der er plads til alt. Fra kommunisterne til den yderligtgående højrebevægelse med Scottish Defence League i spidsen.

Yae eller nae?
Blandt skotterne finder man forskellige argumenter for henholdsvis et ja eller et nej: Nogle begrunder et ja med, at skotterne selv kan klare sig. De har universiteter i verdensklasse, og olieressourcerne vil sørge for en solid indtjeningskilde. Andre lægger vægt på, at Skotland ikke bør presses med i en britisk udenrigspolitik, som de ikke er enige i. Som det er nu, bestemmer Skotland selv over deres egen uddannelses-, miljø-, sundheds-, og kulturpolitik, mens eksempelvis finans- og forsvarspolitik er et fællesbritisk anliggende, som London tager sig af. Fortalerne for et nej nævner blandt andet, at det ikke kan vides sikkert, om Skotland stadig vil kunne benytte det britiske pund som valuta. Denne usikkerhed har da også allerede fået flere virksomheder med base i Skotland til at flytte til England og Wales.

Det offentlige hus
Et andet sted, der fortjener lidt opmærksomhed, er pubben, som er central i hele Storbritannien. Ordet pub er en forkortelse for public house, et sted som altid har spillet en rolle for debatten. Flere irske revolutioner siges at være begyndt i pubs, og også store forfattere har villigt diskuteret deres litteratur her. Det offentlige hus er af en mere holdningsdannende karakter end de vante bodegaer herhjemme. Det er meget almindeligt at tage avisen med på en pub, og sætter man sig i baren, går der ikke længe, før andre deroppe vender sig om og spørger: ”And what do you think?” Pubben er et sted, der fremmer en særlig debat.

Selv om svaret på spørgsmålet om uafhængighed også er partipolitisk repræsenteret – det stærke Scottish National Party er for, mens det mere britisksindede Scottish Labour Party er imod – så spiller den almene skotske borger altså en vigtig rolle i debatten.

Betydningen for Europa
Men ikke kun i Skotland er debatten af betydning, for valget har også et perspektiv i forhold til Nordirland og Europa generelt. Afstemningen viser, at det kan lade sig gøre at løsrive sig fra det stærke Storbritannien. Dette har også påvirket følelserne hos de mere irsksindede i Nordirland. Her blev der tilbage i 1973 afholdt en afstemning om selvsamme spørgsmål, og skotternes valg gør spørgsmålet relevant igen. Derudover er det interessant at opleve uafhængighedsentusiastiske skotter på både venstre- og højrefløjen. I kølvandet på den generelle fremgang for nationalistiske partier ved Europa-Parlamentsvalget tilbage i maj måned er det vigtigt at følge udviklingen i Skotland specifikt og Storbritannien generelt. Med dette kan jeg kun opfordre til en større interesse herhjemme.

Og så er nationalretten haggis – kogte fåreindvolde med kartoffelmos og whiskysovs – en sand fornøjelse!

Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

Foto: Thor Bjørn Andersen

Da klimakommissæren talte om skønlitteratur

MED ANDRE ORD var med, da Stats-lit i foråret fik hevet et fornemt besøg hjem til Københavns Universitet: Connie Hedegaard indtog talerstolen med en dagsorden, som hverken stod på klima- eller EU-politik. Tværtimod skulle det handle om litteratur.

For få timer siden var forelæsningssalen fyldt af mere eller mindre flittige studerende. De gav kun lyd fra sig i form af tastning på computernes slidte tastaturer som baggrundsmusik for forelæserens monotome røst. De er væk nu – afløst af en gruppe litteraturinteresserede statskundskabere, hvis småsnak forstummer og bliver til en forventningsfuld tavshed, da klimakommissæren, Connie Hedegaard, træder ind. Hun indleder sin talestrøm med at takke for invitationen og for foreningens overordnede initiativ. ”For det er,” som hun med et glimt i øjet bemærker, ”skønt med nogle fremtidige bureaukrater, som interesserer sig for skønlitteratur.”

Litteraturen
”Jeg har haft bøgerne med mig i alt, hvad jeg har lavet,” fortæller hun og stopper op – men kun et øjeblik. Så trækker hun på smilebåndet og forsætter: ”Efter jeg blev valgt ind i Folketinget, kom jeg endda til at sige i et interview, at jeg mente at kunne høre, hvilke folketingsmedlemmer som læste bøger, og hvilke der ikke gjorde. Dét, jeg mente, var jo, at man typisk kan høre på folks sprog, deres univers og deres referencer, om de læser bøger eller ej.”

Med en kandidat i litteraturvidenskab bag sig er det måske ikke overraskende, at litteraturen har en særlig plads hos Connie Hedegaard. Den første del af hendes oplæg handler da også om, hvilken gavn litteraturen kan gøre:

”Igennem litteraturen kan man finde en ro. Men man kan i virkeligheden også få et nyt perspektiv på mennesket,” lyder hendes klare budskab, som giver et let ekko i den store forelæsningssal.

Udødeligheden
Bogen, som er dagens omdrejningspunkt, er Udødeligheden af Milan Kundera fra 1990. Connie Hedegaard erkender, at hun knap nok kan huske bogens handling, men at den heller ikke er så væsentlig som de tematikker, den rejser.

”Det centrale i bogen er en ekstrem mediekritik. En ekstrem stærk kritik af politik og medier nu om stunder,” siger hun. Bogen har under hele oplægget været solidt placeret i hendes højre hånd. Den har ikke været til pynt, lader man sig forstå, idet hun siger: ”Jeg vil godt læse lidt højt for jer for at vise, hvad den her bog sætter i gang hos mig.”

”Journalistens magt bygger ikke på hans ret til at spørge, men på hans ret til at kræve svar” – Connie Hedegaard læser op fra Milan Kunderas bog ’Udødeligheden’

Hun træder et par skridt tilbage, finder brillerne, som har ligget og ventet på bordet, slår op i bogen og begynder:

”Journalistens magt bygger ikke på hans ret til at spørge, men på hans ret til at kræve svar,” læser hun højt og tydeligt. Enkelte gange kigger hun op fra bogens sider, men blikket er mest at finde i bogen – fæstnet ved ordene, sætningerne og deres mening. Opslugt af Milan Kunderas univers.

Foto: Thor Bjørn Andersen

Foto: Thor Bjørn Andersen

”Hvem ville i dag have lyst til at gøre karriere som politiker? Hvem ville have lyst til hele livet igennem at lade sige eksaminere?” læser hun videre på en anden side. Hun lader bogen falde og fortæller, at netop dette stykke tekst er af stor betydning.

”Det her er en utrolig præcis beskrivelse af nogle af de problemstillinger, der er i dag i forholdet mellem demokrati, politik, politikere og journalistik – og journalistikkens ansvar. Dilemmaet i, at vi lever i en verden, hvor de politiske udfordringer er stadigt mere komplekse, samtidig med, at vi har nogle medier, hvor der kræves mere og mere forsimplede, hurtige budskaber. Her sætter Milan Kundera fokus på journalistens ret – det med, at ud af 50.000 sætninger, kan journalisten vælge præcis den sætning, han kan gøre til en stor sag. Det lægger op til refleksion – for kan man overhovedet i det moderne samfund have en fælles offentlighed?”

”Kan man overhovedet i det moderne samfund have en fælles offentlighed?” – Connie Hedegaard

Hun stopper endnu en gang op, som smager hun selv på det store spørgsmål, der især må være interessant for en person som Connie Hedegaard, der både har været journalist og politiker. Hun kigger ned på bog-en, som stadig er at finde i hendes hænder, inden hun fortsætter med at tale om pressens ansvar over for demokratiet. Tiden iler, og Connie Hedegaard runder så småt af:

”Jeg håber, at de smagsprøver, jeg har læst op, kan give nogle flere appetit på at læse den. Jeg ville mene, at hvis man er statskundskabsstuderende og ønsker at forstå nogle meget grundlæggende ting i vores samfund, er der guldkorn at hente. Ikke kun i den her bog, men i Kunderas forfatterskab generelt.”

Oplægget er færdigt. Smilende tager Connie Hedegaard brillerne af og placerer dem på bordet ved siden af bogen. Er der nogen spørgsmål? Et hav af hænder skyder i vejret. Det er trods alt ikke hver dag, at klimakommissæren taler om litteratur.

Faktaboks
Stats-lit blev grundlagt i 2013 og er en skønlitterær forening for studerende ved Institut for Statskundskab. Næste arrangement er den 31. oktober, hvor Morten Messerschmidt (DF) vil fortælle om et selvvalgt værk.

”Det er lidt ligesom krydsord,” siger Emil Bier om sin borgernære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden.

Portræt af en systemkritiker

PORTRÆT:  »Det er lidt ligesom krydsord,« siger Emil Bier om sin borgernære måde at bedrive systemkritik på. Han er manden, der har intet mindre end 5000 kilometer malkeslange og millioner af NATO-patroner på samvittigheden. 

På hjørnet, der hvor Gothersgade møder Borgergade, ligger en café. Og på den café sidder Emil Bier. Et tørklæde, en skarp skjortekrave omsluttet af en grøn trøje, og små runde briller. Emil Bier er undergrundens ombudsmand i den forstand, at han klager dér, hvor systemet fejler. Når Emil Bier ser en byld, så prikker han. Han klager. Han brokker sig ikke og han er ikke den slags systemkritiker, der får nobelpriser.

»Jeg er manden med knappenålen, « siger han og fortsætter:

»Jeg er en mini-Snowden, jeg er nok lidt whistleblower. I Rusland havde de hugget hovedet af mig,« konstaterer Emil Bier med et smil. Et rævesmil, der snart vil vise sig at blive symptomatisk for samtalen.

»Synes du, jeg er skør?« spørger han flere gange.

 »Synes du, jeg er skør?«

Vi lader spørgsmålet stå ubesvaret hen, men ét er sikkert: Idéer har det ikke skortet på. For eksempel har han opfundet en silikonegummi-baseret maling, der bruges på amerikanske atomubåde, han er manden bag en maling, der må markedsføres som spiselig og han har opfundet brusehoveder med særlige indsatser, der gør, at de ikke kalker til.

»Dem er der nok solgt en milliard af,« som han siger.

Emil Bier er et let offer for karaktermord, og i bestræbelserne på at gengive samtalen fordomsfrit virker et uagtsomt manddrab næsten uundgåeligt. Emil Bier har en lang række klagesager bag sig. Nogle er vundet, andre er løbet ud i sandet.

»Det er en borgerpligt at råbe op, når man ser en fejl. Man kan ikke bare stemme sig til et bedre samfund,« siger han.

Malkeslangesagen

På et gårdbesøg blev de skarpe øjne bag de runde briller opmærksomme på en pvc-slange på malkeanlægget. Emil Bier fortæller, at de slanger man brugte til at transportere mælken rundt var blødgjort med et phthalat, der var svagt kræftfremkalendende. I sin vante kontante stil fortæller han:

»Den gør, at folks tissemænd bliver kortere. Det er ren svindel, at dette stof får lov til at blive i Danmark, i linoleumsgulve, babybleer og i blodposer.«

Efterfølgende sendte Emil Bier en anmeldelse til levnedsmiddelstyrelsen, som ikke tog affære. Gennembruddet kom først, da han sendte breve ud til ambassaderne tilhørende Danmarks vigtigste mejerieksportlande og påpegede, at der fandtes kræftfremkaldende stoffer i den danske mælk.

 »Så slipper vi for, at vores tissemænd bliver kortere…«

Under overskriften ´Privat mand truer mejerieksporten´ berettede Berlingske om brevene og det medførte, at malkeslangerne i 1988 blev forbudt. Sagen kostede Emil Bier 200 kroner i frimærkeudgifter, men involverede op mod 6000 kilometer malkeslange.

»Så slipper vi også for, at vores tissemænd bliver kortere,« følger han kækt op.

Patronsagen

I et tysk retsvidenskabeligt magasin læste vor knappenålssystemkritiker, tilbage i 1993, om en undersøgelse fra Retspatologisk Institut i København. Undersøgelsen handlede om en række drab, selvmord og vådeskudsulykker blandt danske hjemmeværnsfolk og soldater, og det viste sig, at et særligt projektil ikke fungerede efter hensigten. Projektilets nikkelkappe var for tynd, og ved træfning opførede de sig som hulspidspatroner, bedre kendt som ´dum-dum´-kugler.

»Det er forbudt efter Haagkonventionen, som Danmark har underskrevet, og jeg synes, det er forkert, at vi konstaterer, at kuglerne er forbudt, og så sker der ikke mere. Det synes jeg er forkert,« siger Emil Bier.

Så Emil Bier måtte på cyklen ned til Gammel Torv. Han kørte direkte ned til ombudsmanden, for som han siger:

»Det er den øverste klagemyndighed her i Danmark. Jeg tager derned, da jeg ikke regner med, at det hjælper at klage til Forsvarsministeriet. De tager sig ikke af sådan en prekær sag. Så jeg cykler direkte ned til chefen selv.«

To uger senere kommer svaret. Ombudsmanden er ikke interesseret i sagen. Emil Bier ringer efterfølgende til DR. Det får Forsvarsministeriet til at reagere.

»Først dér vågner de op – de kan ikke tåle at komme i pressen. Det er tilsyneladende fint nok, når den slags foregår bag kulisserne, men kommer det i pressen, så spiller de moralske,« konstaterer Emil Bier.

Resultatet bliver, at kuglerne tilbagekaldes – herunder også al ammunition som danske soldater benyttede i Jugoslavien, hvor de dengang var udstationeret. Alt i alt var der tale om cirka 800 millioner kugler, fortæller Emil Bier.

Insulin og uran

Listen af sager slutter ikke her. En sag omkring forarmet uran og danske soldater hører også med. I Jugoslavien blev der brugt uranprojektiler til beskydning af kampvogne. Det var Forsvarets og især Generallægens vurdering, at disse projektiler ikke er kræftfremkaldende.

»Jeg finder ud af, at det er ren løgn, de giver kræft.«

Emil skriver en artikel i Information, men der sker ikke meget mere. Sagen skrinlægges.

»Forsvaret fylder deres folk med løgn.«

For tiden arbejder Emil Bier med en sag omkring insulinbehandling af diabetespatienter. Emil pointerer, at selvmedicinering med insulin næsten er umuligt.

»Det svarer til at køre i en bil, hvor der ikke må være mere eller mindre end 7 liter benzin i tanken hele tiden. Mere så dør du, mindre så dør du,« siger han.

Ifølge Emil Bier bliver forskningen omkring diabetes i Danmark styret for meget af Novo Nordisk. Han nævner for eksempel at Rigshospitalets diabetesenhed har en samarbejdsaftale med et privathospital, der ejes af Novo Nordisk. I deres samarbejdsaftale står der, at det videnskabelige arbejde skal godkendes af Novo Nordisk.

Robotnik er det polske ord for arbejder

Ingen tvivl om, at Emil Bier er en systempestilens. En infant terrible. Selv siger han, at det giver ham et ’kick’ at lege med systemet:  »Det er lige som krydsord.«

Hans systemkritik falder ikke bare systemet for brystet, den går lige igennem. Under snakken om systemet falder også et par spydige kommentarer til de høje uddannelser.

»Systemet er bundråddent – hold dig for øje, at en lang uddannelse ikke automatiske gør dig til et mere moralsk menneske. Lidt for mange penge, lidt for meget uddannelse, det giver nogle ulidelige mennesketyper. De står bare der og siger: “Kan alle se, hvor stiv min tissemand er?”«

Bag det gråsprængte hår rumler det. Man fristes til at tænke, at det er, som om han holder et brøl tilbage, der kunne slynge jorden ud af dens bane, og det er ikke kun de højtuddannede, der står for skud. Hele samfundet e reaktionsløst.

»Folk er ligeglade, bare de har deres kaffe og cognac,« siger han. For Emil Bier handler systemet uafhængigt af samfundet, og de almindelige mennesker er “bare støj på ledningen”.

»Alle knokler sig ihjel. Robotnik er det polske ord for arbejder. Alle er robotter, og vi har solgt ud af nærværet. Vi har så travlt med at udbytte hinanden.«

Men hvad er så løsningen?

»Vi burde bosætte os i nogle skurvogne i Vestjylland og bygge et nyt samfund op,« kommer det prompte fra Emil Bier.

»Information holder en aften omkring Alexis de Tocqueville, de snakker om hans idéer omkring det tidlige demokrati i Amerika, du er velkommen til at komme med.«

Emil Bier kan se, at han overrasker mig. Et rævesmil.

»Ja, jeg er ikke helt uinformeret. Synes du jeg er skør?«