Debat

Med fare for floskel: Foreningslivet på statskundskab er helt unikt

Med fare for floskel: Foreningslivet på statskundskab er helt unikt

Kommentar: Mathilde ”lille T” Nilsson på vegne af Jacques D.’s bestyrelse.

Jeg er vild med foreningslivet. Specielt statskundskabs foreningsliv – det kan altså noget helt særligt. Denne lille enklave af frivillige og engagerede mennesker, venner faktisk, har båret mig gennem mit første år på studiet.

Det har støttet mig, mens jeg læste op til mine første eksaminer, rakt mig en reparationsbajer efter at have givet mig årtiets største tømmermænd og dulmet selv den mest nervepirrende fremtidstvivl.

Foreningsfællesskabet på Institut for Statskundskab rækker på tværs af hold og årgange. Min beslutning om at dykke ned i det head first er en af de bedre beslutninger, jeg har taget.

Store Jacques og lille T

Når man starter på studiet, er der en million ting at forholde sig til, og det med også at være med i en forening kan virke uoverskueligt.

Jeg havde ikke rigtig været aktiv i nogle udvalg eller foreninger, da jeg gik i gymnasiet. Da jeg startede på statskundskab, kunne jeg godt mærke, at det var noget, jeg fortrød. Kort tid efter jeg var startet, prikkede min tutor Mette Marie mig på skulderen. Hun fortalte mig, at jeg burde stille op til bestyrelsen i studenterforeningen Jacques D. Faktisk opfordrede hun mig – kraftigt – til det. Så det gjorde jeg. I verdens dejligste kælder trådte jeg op foran et Jacques D., der var fyldt til bristepunktet, og fortalte dem, at jeg var fed, og at jeg havde nye ideer og ungdommelig gejst. Og selvom der kun sad en lille håndfuld nede i hjørnet, som rent faktisk vidste hvem jeg var, valgte de mig til deres bestyrelse.

Jacques D., hele statskundskabs studenterforening, har smidt både hårdt arbejde og fantastiske venner min vej. Der er ingen tvivl om, at vi er utrolig glade for fest og guldøl – og har sin del af mærkelige ritualer – men jeg har ikke et øjeblik fortrudt det.

Som bestyrelsesmedlem i Jacques D. har jeg været med til at opretholde studiemiljøet på statskundskab. I disse besparelses-, effektiviserings- og omprioriteringstider støtter Jacques D. alle de andre studenterforeninger og fede tiltag på instituttet – både økonomisk og moralsk. Vi snolder nemlig ikke bare dine penge væk, men sørger for at de kommer os alle sammen til gode.

Med mig ind i mit 2. studieår tager jeg gode venner, der – syv-ni-tretten – kommer til at følge mig gennem livet og et helt nyt sæt kompetencer. Det kan godt være, at jeg ikke er den studerende der har nået at læse den supplerende litteratur i mikroøkonomi eller brugt alle mine lørdage på læsesalen – men jeg har lært en masse, som man kan bruge på det store arbejdsmarked og haft det pisse sjovt imens.

Og ja – mit studie handler om politologi, men mit studieliv handler om så meget mere.

Ta´ springet – du lander i Ice og Porter

Derfor synes jeg også, at du skal være med. Personligt synes jeg jo, at du skal starte hos Jacques D´morgen, Jacques D Sport eller i verdens bedste bestyrelse, men heldigvis har statskundskab en forening for alle.

Har du en dansemus eller sangfugl i maven? Revy. Er du den næste Clement Kjærsgaard eller Søren Bidstrup? Studiebladet. Vil du engagere dig i studenterpolitik? Start hos Aktive Statskundskabere. Du kan også kigge forbi CSS´ cykelværksted, være med hos International Debat, tage til foredrag med Policyforum og Suveræn eller realisere din indre Mikkel Hansen hos Institut for Håndboldkundskab.

Jeg har sådan set kun ét råd til dig, der overvejer at starte i en af foreningerne på statskundskab: Gør det!

  • - Jacques D. afholder generalforsamling fredag d. 27. oktober.
  • - Det sker i 35.01.44 fra kl. 16.30.
  • - Kandidater skal meddele deres kandidatur senest 10 døgn før generalforsamlingen.
  • - Alle er velkomne!

Idé og budskab af: Mathilde Nilsson

Tekst og redigering af: Liv Rossander

Der skal mere end en fremdriftsreform til

Vi er nu i det første semester, hvor fremdriftsreformen gælder for alle studerende. Heldigvis lever det gode studiemiljø i bedste velgående.

Af Sami Carøe Moussa, medlem af Studienævnet

Nu er det alvor for samtlige studerende på Insti­ tut for Statskundskab. Monsteret, der har gemt sig under sengen det sidste halvandet år, er nu krøbet dybt ned under dynen hos os alle.

Jeg taler selvfølgelig om fremdriftsreformen.

Den har været på vej i et godt stykke tid, og vi har allerede bandet over den længe. De af os, der star­ tede på Statskundskab sidste år, har selvfølgelig allerede levet under dens åg i et års tid. De aller­ nyeste studerende kender den måske kun fra tuto­ rernes beklagelser.

Hvis jeg stod i deres sko og var ved at træde mine første skridt på CSS, ville jeg være bekymret for fremtiden. Ligger de bedste studieår bag os? Er det nu slut med at bruge tid på faglige og sociale aktivi­ teter ud over undervisningen? Skal studielivet ikke længere være sjovt?

ENGAGEMENTET ER IKKE VÆK

Et blik på vores uddannelse den første måned inde i efterårssemestret fortæller heldigvis en helt anden historie.

Eksempelvis samlede Aktive Statskundskabere over 50 studerende til et arrangement om forskerfælles­ skaber, ligesom alle pladser var optaget, 10 minutter efter tilmeldingen til samme forløb åbnede. Her tales der altså om et forløb, hvor man melder sig til at læse endnu mere, end man i forvejen gør, og hvor man skal diskutere højpandet og akademisk med forskere her på instituttet.

Oven i dette er der ikke ligefrem mangel på interes­ serede studerende i de utallige andre foreninger her på vores studie. Samtidigt kan jeg skrive under på,

at introforløbet i år havde mindst lige så engagerede tutorer som de forrige år.

DER ER STADIG MANGE MEDSTUDERENDE I KLEMME

Alt dette er ikke for at nedspille fremdriftsreformens konsekvenser og alt, hvad den har bragt med sig af bureaukratisk rod og fejlskud.

Der er rigtig mange studerende, som sidder i klemme i administrationens skruetvinge. De vil nok være enige med mig i, at fremdriftsreformen burde ryge på møddingen øjeblikkeligt.

Det samme gælder for de studenterpolitisk aktive både lokalt på Statskundskab, på hele Københavns Universitet og nationalt. De har kæmpet utrætteligt mod fremdriftsreformen og dens dårligdomme, og de kan om nogen fortælle dig, hvilket monster refor­ men i virkeligheden er.

VI SKAL NOK FÅ BUGT MED FREMDRIFTS­ REFORMEN

Dette indlæg er udelukkende en påmindelse om, at der skal mere til at slå os studerende ud.

Vi nok skal få bugt med fremdriftsreformen på hver vores måde. Om det så er gennem en demonstration på Christiansborg Slotsplads, krumspring omkring de rigide og ulogiske universitetsregler eller i et for­ eningslokale på CSS hver torsdag aften.

Og var der ikke også noget med en uddannelsesmi­ nister, der ville åbne et forlig? Måske vi snart kan sende monsteret ud af den varme studiedyne og ned under sengen igen.

Jeg krydser fingre.

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Et følsomt, pigepornografisk rejseessay

Jeg ankommer til Montreuil, en forstad til Paris, klokken elleve om aftenen. Jeg skal bo her i et par måneder, mens jeg skriver tekster for en kunstner og arbejder på min bachelor­opgave i statskundskab. Jeg skal bo hos kunstnerens søster, en dame, der er opvokset i Paris. Hendes danske lyder som en radiotransmission fra 1960’erne, og jeg opfatter hurtigt, at hun oversætter mange vendinger og ord direkte fra fransk.

Hun skal på ferie allerede næste dag, så vi deler en fla­ske vin, mens hun forklarer mig, hvordan jeg bør ge­bærde mig i Paris. ”Det er ikke som i Danmark,” siger hun. ”Her kigger man ikke fremmede mænd i øjnene eller smiler til dem i metroen. Du kan eventuelt tage en hætte på, så man ikke kan se, at du er lyshåret, når du går hjem om natten.”

Jeg må have set vældig for­ skrækket ud, for hun skifter toneleje i et lidt misforstået forsøg på at berolige mig: ”Det er på grund af pornoen. Da jeg var ung og billedpornografien blev frigivet i Danmark, kunne man købe porno på det sorte mar­ ked med skandinaviske, lyshårede piger. Det hænger stadigvæk ved. De forbinder blonde piger med porno­ grafi og Brigitte Bardot.”

Kvarteret er et immigrant­ kvarter, hvor der primært bor afrikanere. Det bliver kaldt for Malis anden hovedstad, da det er det om­ råde i verden, hvor der bor flest malisere, hvis man ser bort fra den faktiske hovedstad i Mali. Vi bor lige ved siden af et højhus, hvor der kun bor malisiske mænd, der klæder sig i traditionelle folkedragter, og hvor man kan overvære halalslagtninger i gården om lørdagen. Dem skal jeg ikke være bange for, får jeg at vide. ”De er meget muslimske og går frem og tilbage mellem metrostationen og huset,” siger hun uden at være sig be­vidst om sætningens ordlyd på dansk. Jeg finder hurtigt ud af, hvad hun mener. De er altid i gadebilledet i deres lange rober, og det er dem, man skal søge hjælp hos, når man bliver utryg om natten.

 

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 05.18.07

EN HÅND UNDER NEDERDELEN

I starten gør jeg, som hun siger. Jeg ignorerer alle tilråb i gaden ved metrostationen, og jeg smiler aldrig til nogen. I metroen gør jeg som de andre piger; gemmer mig bag store høretelefoner og strammer mit ansigt op i en sur grimasse, mens jeg læser i en bog. Det virker ikke. Jeg kan ikke skjule frygten og forvirringen bag mine solbriller, når jeg bliver råbt af på gaden: Fille blonde, noget med mademoiselle, spørgsmål om, jeg er alene. På Gare du Nord – en banegård, hvor man kan finde alt fra halvdøde narkomaner med nåle i halsen til forretningsmænd og buttede kinesiske ludere, stikker en mand sin hånd op under min nederdel bagfra, mens jeg er på vej op ad trappen. Jeg hopper forskrækket og løber resten af vejen hen til min destination.

Det går op for mig, at jeg griber tilnærmelserne helt forkert an. Jeg er vokset op med sexismens erklærede død. Den viser sig allerhøjest som et spøgelse, når jeg har drukket for meget, mens sexisme i hverdagen er en alvorlig anklage på linje med voldtægt, som man
skal tænke grundigt igennem, inden man ytrer i offentligheden og gør sig selv til offer.

I Frankrig er det blevet forbudt at sige mademoiselle i butikker og på barer, får jeg at vide. Man må melde folk til politiet, hvis de tiltaler én mademoiselle. Min ven ser alvorligt på mig, da jeg griner. ”Hvis man siger mademoiselle, antager man, at du er ugift, og dermed har man ret til at lægge an på dig. Du bliver ikke taget alvorligt som mademoiselle. ”Jeg opdager, at de franske piger råber af mænd, der antaster dem på gaden, mens de ser dem direkte i øjnene som en magtdemonstration.

Jeg lærer selv at råbe af de værste don juan’er, at jeg skal tiltales madame, at jeg ringer til politiet, og at vi ikke er dus (det er man ikke i Frankrig, med mindre man kender folk). Hvor grænseoverskridende denne strategi end er, så virker den, og jeg behøver ikke længere klæbe mig op ad de malisiske mænd, når jeg går hjem om aftenen.

DET ER MIN RET

Da jeg tager et smut til København på ferie, glæder jeg mig over friheden på gaden og i nattelivet. Nogle ven­inder og jeg tager i Kødbyen, og jeg danser med en fyr. Han tager mig om livet, og det er jo egentligt ret usky­ digt. Han kan jo ikke vide, at jeg ikke vil knalde med ham, bare fordi vi danser og er fulde. I Frankrig havde han ventet lidt længere, måske spurgt om mit navn, måske spurgt om lov. Jeg gider ham ikke og danser dis­kret hen til min veninde, hvorefter han følger med. Vi er jo i Danmark, så jeg behøver ikke at være på vagt, og jeg går alene op i baren for at købe øl, mens han går efter.

Jeg ignorerer ham, men han stiller sig bag ved mig og lægger sine hænder på mine hofter. Jeg vender mig om og siger, han skal stoppe. Han griner og spørger, om jeg vil have en øl uden at slippe mine hofter. Jeg tager hans hænder væk, men han lægger dem om mig igen og lader dem glide nedad.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil opnå – måske er det blot et lille socialt eksperiment, men jeg går hen til dør­ manden. Han aner dog ikke sine levende råd. Måske er han ikke vant til at høre brok fra forulempede piger.

Han ender med at sige, at jeg nok skal tage det som et kompliment, men at jeg kan komme igen, hvis fyren bliver aggressiv.

Jeg møder en ven, som giver mig en smøg. Han griner lidt af historien. ”Hold nu op med det pigede følelses­ pornopis – I har jo vundet,” pakker han ind i et referat af en artikel, han har læst.

Herregud, jeg kom jo ikke til skade. En dum fyr i byen, eller en dum bemærkning fra en politiker eller en dum sang, som en medstuderende engang sang, er vel næppe nok til at true det paradis af politisk korrekthed, vi lever i, hvor sexisme er en for­tælling, vi slog ihjel, eller en slange, vi udryddede, den­ gang vi fik en kvindelig statsminister.

Tilbage i Paris er jeg nu blevet temmelig tilfreds med at tage mig friheden til at skælde ud. Ikke fordi jeg bliver bange eller ked af det. Bare fordi jeg har ret.

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Vi alene vide

På første skoledag får de spæde stud.scient.pol.’er stukket et spørgeskema i hånden i Christian Hansen-auditoriet. Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var valg i morgen? De færreste sætter kryds ud for Dansk Folkeparti.

Siden europaparlamentsvalget sidste år og folketingsvalget i foråret har Instituttets studerende med rådvildhed i øjnene og kløen i nakken spurgt sig selv og hinanden: Hvordan kunne det ske, at DF har fået så meget medvind? Spørgsmålet bliver ofte besvaret med henvisning til den tilbageståenhed og fremmedfjendskhed, som utvivlsomt har lagt sig tungt og klamt over det såkaldte gule Danmark. Den eneste gyldige forklaring må være, at DF-vælgerne ikke har opnået samme høje indsigt som os.Vi alene vide.

Og Gud hvor vi ved. Vi ved, at der ligger en fare og lurer. Vi ved, at nationalismens grumme ansigt nu har fået 37 mandater i Folketinget. Og vi ved, at Danmark nu med hastige skridt nærmer sig afgrunden.

Samtidig med, at vi er fortørnede over situationen, har vi glemt at indtage vælgerens perspektiv: Det er svært at forklare en lastbilchauffør fra Lolland-Falster, der netop har mistet sit arbejde til en litauer, at det indre markeds fri bevægelighed i sidste ende stiller alle bedre. Det indre marked stiller nemlig ikke ham bedre. I den situation kan man ikke fortænke ham i at stemme på det parti, som han oprigtig talt mener tjener hans interesser bedst – også selvom det er DF.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende, når det handler om at begribe den danske politiske virkelighed anno 2015.

Hvis man beskylder den gennemsnitlige DF-vælger for at være fremmedfjendsk og tilbagestående, kan man med en vis ro i sjælen anklage den gennemsnitlige stud.scient.pol. for at være verdensfjern og bedrevidende – Anders Bencke Nielsen

Den virkelig fare ligger ikke i den afgrundsdybe uvidenhed, som nogle tilskriver folkedybet og DF-vælgerne. Den virkelige fare består derimod i at føle sig moralsk og intellektuelt hævet over dem, der stemmer noget andet end én selv. Denne fare bliver kun større, når det er fremtidens politiske elite, der føler sig i stand til at dømme andre. Det er den direkte vej til afkoblet politik: En situation, hvor de mange styrede føler sig misrepræsenteret og vildledt af de få, der styrer. Det er netop afkoblet politik, der har ledt til Dansk Folkepartis store valgsejr ved både folketings- og europaparlamentsvalg.

Det er vores pligt som studerende at feje rigide fordomme af banen og med åbent sind forsøge at forstå, hvorfor nogle sætter krydset ved DF. Først herefter kan vi komme den afkoblede politik til livs.