Skip to content

DEBAT: Forvekslingsindgreb: Man mister sigtet og taber kampen mod uretfærdighed, hvis ideen om undertrykkelse bliver diffus

Af Theodor Frederik Voss

Dette indlæg er udelukkende et udtryk for skribenternes egne holdninger og synspunkter.

”Ved forvekslingsindgreb forstås alle påbegyndte kirurgiske eller invasive indgreb udført på den forkerte patient, på det forkerte sted eller det forkerte organ.” Forekommer forvekslingsindgreb kun i sundhedsvæsenet? Nej.

Sagens kerne

I de seneste par dage er holdninger til holdnavne på Instituttet eksploderet. En gruppe studerende har klaget til institutledelsen over, at holdnavnene angiveligt har medvirket til en række episoder, hvor andre kulturer er blevet udstillet eller fremstillet på en nedværdigende måde. På denne baggrund har ledelsen i samarbejde med dekanatet besluttet at afskaffe holdnavne opkaldt efter lande for at undgå, at andre kulturer bliver udstillet eller krænket. Det er simpelthen en kortslutning. Hvis der er for mange trafikuheld, afskaffer man da ikke biler, man regulerer hastigheden og øger sikkerhedsudstyret i bilerne. Ledelsen vil undgå krænkelsen og udstillingen af andre kulturer.

HAR DU EN HOLDNING? Skriv til os på redaktion@medandreord.dk

Jeg synes, det er noget pjat og det er, efter min opfattelse, også en farlig vej at gå ned ad. Først og fremmest løser det ikke det problem, som ledelsen antager findes blandt studerende på Instituttet – altså, at holdnavnene skulle opildne eller tilskynde til racistiske, udstillende eller stereotype fremstillinger af andre kulturer. Det kunne jeg nok leve med, hvis det bare var det. Det der piner mig, og det jeg er oprevet over er, at ledelsens beslutning om at afskaffe landenavnene nu vil fremkalde en forudsigeligt unuanceret samtale, der stort set altid ender i mudderkast. ”Du kan bare ikke forstå, hvordan du bidrager til strukturel racisme, fordi du er en hvid mand”, hvorefter den anden part så siger ”Jamen du diskriminerer da lige nu imod hvide mænd så”. Det er altså for barnligt.

Man skal ikke starte en seriøs diskussion eller overvejelse, om hvorvidt man må have landenavne på holdene på et universitet, det er pinligt. Der findes strukturel racisme, der findes mønstre af racisme i alle samfund, og det skal og må bekæmpes. Men det må bare ikke forveksles med umodenhed hos nogle få studerende, der endnu ikke har udviklet en ordentlig fornemmelse for andres grænser, som det formentlig har været tilfældet konkret.

Her kan det selvfølgelig indvendes, at ét råddent æble fordærver hele kagen, men mennesker er ikke altid rådne æbler. Mug kan skæres fra. Derudover er mennesker altså ikke statiske, vi er ikke kun én ting, og det skal der være plads til. Hvilket samfund er vi ellers med til at skabe? Ingen mennesker er helt heteroseksuelle og ingen passer fuldstændigt ind i samfundets andre kønsnormer. Ingen er fuldt ud racist og ingen er foruden fordomme, for den sags skyld. Vi eksisterer på et cirkulært spektrum, som strækker sig vidt og er selvmodsigende. Det må vi finde os i, og det må vi kunne finde ud af at leve med. 

Der skal være plads til, at man kan sige undskyld, og man skal lade være med at te sig og råbe op, om at man føler sig frihedsberøvet, hvis andre føler sig ubekvem ved ens sprogbrug eller lignende. Der skal være plads til en samtale om ting, og det nytter altså ikke at skære samtalen fra, som ledelsen desværre har valgt at gøre i dette tilfælde. Det skal selvfølgelig siges, at ledelsen næppe havde forudset et sådant ramaskrig, når det kommer til en så triviel sag som spørgsmålet om holdnavne på Instituttet. 

Kan det siges med sund fornuft, at der ikke kommer noget godt ud af at afskaffe et holdnavn, som hænger ved fra introugen, hvor det skulle være med til at give de nye studerende en følelse af sammenhold og af at høre til? Ja. Kunne man tænke sig, at der var tilfælde, hvor det kunne være nødvendigt at ændre et holdnavn? Ja. Er dette et sådant tilfælde? Nej. Introugen blev stablet på benene af hårdtarbejdende tutorer, hensigten var ikke, at holdnavnet skulle medvirke til at underminere eller håne andre kulturer. Hvis det da er sket. 

Kulturel krydsbestøvning

Men er dette problemets egentlige kerne? Svaret må være nej. Nej, det vi nu ser, er et resultat af noget, som lettest kan sammenlignes med krydsbestøvning – altså den måde hvorpå planter kan blive bestøvet af en fremmed plante. Denne krydsbestøvning kan skyldes en højere grad af integration af den amerikanske politiske diskurs, som nu tages op her i Danmark. 

Et hurtigt eksempel på dette, som nok står klart i vores fælles hukommelse, er Inger Støjbergs udtalelse om, at vi skal ”Dræne sumpen”, som er en direkte oversættelse af én Præsident Trumps mest kendte replikker. Men den ses ikke kun på Christiansborg. Denne tendens til krydsbestøvning gennemsyrer også de akademiske institutter, heriblandt diskursen omkring krænkelser, ’white privilege’ osv, osv. Vi kender alle ordene. Diskursen er ikke bare uintelligent og unuanceret fra begge sider, men også forudsigelig og dermed frastødende og enormt trættende. Det er nærmest som om, folk ikke har noget bedre at tage sig til for tiden.

Hvad er skaden?

Skaden sker i, at man risikerer at udvande ord som ”undertrykkelse”. Jeg mener, det er decideret skadeligt at påstå, at landenavnene på Instituttets hold er en funktion af og skaber af undertrykkelse. Man mister sigtet og taber kampen mod uretfærdighed, hvis ideen om undertrykkelse bliver tautologisk. Der er tale om et forvekslingsindgreb.

Undertrykkelse er ikke et begreb, som man kan smide på alt, fordi man mener, at nogen har gjort noget forkert. Så snart nyheden kom ud, vidste jeg, at replikker som “snart må vi jo slet ikke sige noget som helst” ville komme. Dette er ikke en funktion af mine særlige evner til at spå fremtiden, men blot et resultat af en uinteressant samtale, som tager form igen og igen og igen. Det er jeg træt af. Man skal være meget påpasselig med, hvordan man fremstiller andre kulturer. Men man skal også kunne skelne mellem, hvad der er reelt undertrykkende, og hvad der ikke er. Undertrykkelse er sådan en særlig form for ondskab, som ikke må gå tabt og blive devalueret. Det skal vi alle være bange for. Indvendingen her for mange vil være: ”Jamen hvem kan så sige, hvad der er undertrykkelse, og hvad der ikke er”. Heldigt at der findes, noget som hedder samtale. Derudover er den virkelige undertrykkelse og ondskab ikke så svær at se. Når BLM-demonstranter i USA, bliver slået ned af statens voldsarm, er det undertrykkelse. Pernille Vermund, der i Debatten hentyder til, at Covid-19 spreder sig særligt blandt ’indvandrere’, skaber et fjendebillede, som skaber undertrykkelse. Den kinesiske stats vold mod Uighurerne, er undertrykkelse. Præsident Modis gentagne opfordringer til vold mod muslimer i Indien, er undertrykkelse.

Denne generation har en større forståelse for, hvordan sprog og behandling af andre kulturer fører til undertrykkelse og dermed også en bredere forståelse for, hvordan verden fungerer. Jeg opfordrer ikke til at give op eller til at lade magtstrukturer stå fast, men derimod til at tage emnerne seriøst og behandle dem så nuanceret, som de fortjener. 

Foto: Kasper Frederik Larsen / Tutorgruppen 2020