Skip to content

DEBAT: Hvor er fornuften?

Af Christian Hansen, Kasper Ankjær, Benjamin Ravn, Andy Joachim Pedersen og Anders Veng-Olsen

Dette indlæg er udelukkende et udtryk for skribenternes egne holdninger og synspunkter.

Vi kan forstå, at landenavne ikke længere bliver en del af introforløbet for de kommende russere på Institut for Statskundskab. 

Instituttet begår her en klar fejl, og går et misforstået ærinde baseret på falske præmisser. 

Vi opfordrer straks til, at denne gamle statskundskabstradition genindføres, og vi vil gerne inddrage jer i en række af vores argumenter bag dette synspunkt. Argumenter som vi er enige om uafhængigt af partipolitiske synspunkter, hvor vi deler forskellige anskuelser. 

Respekt og tradition kan gå hånd i hånd
Det er en falsk modsætning, at den gamle statskundskabstradition med landenavne til holdene ikke kan gå hånd i hånd med respekt og inklusion af nye elever. Det oplevede vi selv, da vores dygtige tutorer i år skabte et rart, trygt og inkluderende miljø.

Miljøet var bygget op om en grundlæggende tanke om åbenhed og en følelse af velkommenhed. Selv mærkede vi, at vi fik gode omgivelser til at have det sjovt, lære hinanden at kende og samtidig blive optaget i bare nogle af de traditioner, som det gamle institut har givet sine tidligere studerende.

Os bag dette indlæg oplevede, at vi gennem vores land, Panama, havde noget at samles om. Noget der bandt os sammen, og satte rammen for en god introuge for os. Med uskyldige tiltag som Panama-hatte og panamanske flag skabte de en stemning af fællesskab. 

Vi kan ikke nikke genkendende til, at det politiske spil, som i øvrigt foregik under strenge coronarestriktioner, skulle have virket ekskluderende overfor de lande, som var med i det. 

Ingen af vores tutorer lagde op til eller accepterede rammer, hvor en hånlig, nedsættende eller undertrykkende grundholdning til Panama eller andre lande opstod.

Ligeledes viser evalueringen af introugen, at ingen studerende var kritiske overfor at få tildelt et land, ligesom kun syv studerende oplevede, at narrativet omkring deres lande i høj grad var af negativ karakter. Syv studerende.

Hvis et mindretal af den slags skal sætte standarden for flere hundrede studerende, risikerer vi at komme ud på en glidebane, der ikke er gavnlig for den måde, vi omgår hinanden på. Vi skal lytte til mindretallet, men ikke påtvinges deres holdninger i fællesskab. 

Fjerner fokus fra roden til ulighed
Instituttet henviser desuden til en debat i 2018, hvor især et omtalt debatindlæg i Information ses som den store debatstarter. Her fremhævedes skjulte magtstrukturer, systematisk undertrykkelse og andre lignende termer som årsager til, at KU straks måtte afskaffe landenavne.

Den kamp udgår ikke af og vindes ikke ved, at et lille mindretal presser deres dogmatiske verdenssyn ned over flertallet ved at få medhold i en klage. 

At vi nu går fra moderation til direkte forbud, er dogmatisk og ekstremt, og i virkeligheden fjerner det fokus fra netop det, som vi som statskundskabere og samfundsfagsstuderende bør beskæftige os med: Læren om politologi og evnen til at bruge den på de områder, vi hver især vil kæmpe for. 

Det er ikke kun forkert, men også bundhamrende naivt at tro, at etniske minoriteter og undertrykte nationale grupper får bedre vilkår i verden med denne beslutning.

Folk, der på den ene eller anden måde, måtte være i nød i Panama, Belgien, Samoa, Ecuador, Maldiverne, Etiopien, Portugal og Japan, får det næppe bedre af, at en række statskundskabere nu afholdes fra at navngive deres hold efter deres lande.

Det er der mange andre måder til, og kun få af disse skal Institut for Statskundskab fokusere på.

En kæmpe mistillidserklæring
Én måde at sikre, at morgendagen bliver bedre, end den er i dag, går gennem uddannelse af kritiske og dannede samfundsborgere. Derfor er vi ærgerlige over den mistillid, som vores institut viser os. 

For bag denne beslutning ligger en præmis om, at vi studerende på baggrund af de fremstillinger af landene, som introugen byder på, ikke er i stand til at tænke kritisk.

Når man i forbindelse med eksempelvis vores land, Panama, snakker om de såkaldte Panama Papers, har vi intet problem ved at grine med i dag, og samtidig i morgen vide, at Panama Papers ingenlunde er udtryk for panamansk kultur som oplevet af den almene panamanske borger. 

At vi studerende ikke er i stand til at adskille stereotyper og fremstillinger af lande fra den såkaldt ’virkelige’ verden, tror vi næppe på. Vi har både tillid til os selv og vores medstuderende, når det kommer til at indtage nuancerede synspunkter.

Det viser også et institut, som tilsyneladende ikke tror nok på deres egne professorer og underviseres evne til at danne nuancerede studerende, hvis landenavne under en introuge trumfer minimum tre års daglige uddannelses evne til at nuancere vores holdninger.

Det er ikke en opgave for hverken vores medstuderende eller vores institut at detailstyre den virkelighedsopfattelse, vi har, i én bestemt retning. Det er tværtimod instituttets opgave af sikre åbenhed, dannelse og den frie tanke. 

HAR DU EN HOLDNING? Skriv til os på redaktion@medandreord.dk

Genindfør landenavnene
Derfor opfordrer vi også Institut for Statskundskab til at genindføre den gamle tradition for statskundskaberne og samf’erne.

Dette er desværre et glimrende eksempel på, når en hæderkronet uddannelsesinstitution med historie og tradition lader sig styre af ekstrem identitetspolitik i en osteklokke, og lader fornuften ligge på hylden.

Det er også et eksempel på, at et lille mindretal nu igen sætter standarderne for, hvordan det store flertal må, kan og skal omgås hinanden på CSS, og det taler desværre ind i en stigende tendens.

Mindretallet er i deres fulde ret til at have deres verdenssyn og holdninger, men det er ikke i orden, at flertallet i højere og højere grad skal påtvinges deres verdenssyn og holdninger, når vi ikke deler dem.

Den ’kamp’, som et mindretal af de studerende, og nu også instituttet, kæmper, er så langt fra den konkrete virkelighed for alle andre uden for CSS, og dets aftryk bliver da også kun lokalt på CSS.

Aftrykket vil være endnu en tradition, som er faldet for dogmatisme, og ikke én eneste konkret forandring, der for alvor batter i verden.

Foto: Kasper Frederik Larsen / Tutorgruppen 2020