I studieordningen for både samfundsfag og statskundskab står følgende om undervisningen: “Herudover forventes de studerende også at arbejde aktivt i læsegrupper som forberedelse til undervisningen”. Sort på hvidt anerkender IFS således, at læsegrupper er et afgørende element for både det faglige og sociale studieliv – og måske kan du nikke genkendende til dette. Men måske kan du også nikke genkendende til, at instituttet gør en minimal indsats for at dette lykkedes? I Fagrådet har vi en løsning.
Af Cecilia Alejandra Larrosa, Peter Witfelt Larsen, Rasmus Lauge Winding og Emma Ramgil Christensen fra Statskundskabs Fagråd
Visuelt udtryk af Thea Skjærbæk og tegnet af Marianna Suder
Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger og synspunkter.
Måske husker du første semester, hvor tutorerne sammensatte læsegrupper på stamholdene. Vi blev tilknyttet en søsterlæsegruppe, der kunne bruges som en form for gensidige støttehjul, når vi for første gang skulle begive os ud i universitetslivets jungle af formaliakrav og opgaveteknisk kunnen. Som supplement til det faglige bidrag iværksatte tutorgruppen ligeledes en række sociale læsegruppeaktiviteter bestående af alt fra søsterlæsegruppemiddage til walk n’ talks. Halvvejs gennem semesteret gentages processen: nye læsegrupper, nye søsterlæsegrupper (og dertilhørende middage) og nye skriveøvelser. Blev der i processen sammensat nogle uhensigtsmæssige læsegrupper? Ja. Men blev alle studerende uafhængigt af socialt tilhørsforhold sikret et fagligt tilhørsforhold på sit stamhold? Ja!
Fire (vel)overståede skriveøvelser, omtrent 3000 siders pensum og to læsegrupper rigere nærmer eksamensperioden sig – og dermed også dannelsen af nye læsegrupper. Men denne gang med det twist, at grupperne er selvvalgte! En Paradise-lignende stemning spreder sig, og ens sociale placering spiller pludselig en afgørende rolle i sikringen af sin alliance inden den afgørende parceremoni: læsegruppe-workshop III.
Har man ikke været blandt de første til at komme ud af starthullerne, får man lov til at sidde med sved på panden og følge med i hvordan navne på ens medstuderende nærmest simultant indtastes og farves røde i Argentina-modellen. Bum, og så er læsegrupperne dannet. Vores erfaring siger os, at når læsegrupperne først er dannet, er det både svært og skamfuldt at danne sig et overblik over, hvem der ligeledes står uden læsegruppe. Følelsen af at sidde tilbage, fravalgt og “hjemsendt” som en realitydeltager, skal ikke være en del af vores institut. Fagrådet vil derfor kæmpe for, at læsegruppedannelsen bliver en tryg og inkluderende proces, der ikke deler karaktertræk med hjemsendelsesscener fra TV3’s bedste sendetid.
Fagrådet vil derfor kæmpe for, at læsegruppedannelsen bliver en tryg og inkluderende proces, der ikke deler karaktertræk med hjemsendelsesscener fra TV3’s bedste sendetid.
Hos Studenterrådgivningen (ej at forveksle med studievejledningen på IFS) findes en portal for studiegruppedannelse på tværs af studier, hvor studerende indtaster oplysninger om sig selv samt ønsker til en studiegruppe, hvorefter man i bedste online-dating-stil matches med studerende fra andre studier. Vi vil arbejde for implementering af en lignende løsning på IFS, så vi har mulighed for at møde og danne læsegruppe med medstuderende, vi ellers ikke omgås i vores hverdag. Jo længere i studiet vi kommer, jo mere adskilt bliver vi fra vores stamhold og vante læsegruppe grundet valgfag, udveksling og lignende. Da der efter introforløbet ikke længere findes et organ, man kan søge læsegruppehjælp eller -vejledning hos, vil et tiltag som dette kunne give os alle en sikkerhed i at vide, at vi ikke længere risikerer at være ufrivilligt læsegruppeløse.
Da der efter introforløbet ikke længere findes et organ, man kan søge læsegruppehjælp eller -vejledning hos, vil et tiltag som dette kunne give os alle en sikkerhed i at vide, at vi ikke længere risikerer at være ufrivilligt læsegruppeløse.
Det skal understreges, at det bliver et tilbud for de, som ønsker det – ikke et forsøg på at tvinge nogen i læsegrupper, man ikke ønsker at være del af. Vores forslag kommer dermed ikke til at berøre jer, der allerede er i en velfungerende læsegruppe, men vil virke som et supplement til jer, som ønsker at finde en (ny) læsegruppe. I Fagrådet tror vi på, at socialt og fagligt liv går hånd i hånd. Som studerende har vi allerede nok stressfaktorer, der spiller ind i forsøget på at få de to arenaer til at fungere og sameksistere. Læsegruppedannelse skal ikke længere være en af dem.