Om der er en direkte kausalitet mellem den første solskinsdag i månedsvis og startskuddet på univalget, skal vi lade være usagt. Det gav i hvert fald Med Andre Ord et perfekt påskud til at tage temperaturen på univalget 2021 med en vaskeægte vox-pop i ren TV2-stil. Læs med for at blive klogere på, hvilke emner der fylder for de studerende og for at komme nærmere the one million dollar question, om hvad forskellen egentlig er på Studienævnet og Akademisk Råd.
af Sebastian Stone
Billeder samt visuelt udtryk af Thea Skjærbæk
Iris, 1. semester
Er der et emne, der fylder særligt meget for dig i valgkampen?
Ja, der er i hvert fald noget, jeg er meget imod, og det er de Konservative Studerende, der har det her med identitetspolitik. De vil gerne afskaffe alt identitetspolitik. Det fylder noget for mig, at de fører den slags valgkamp.
Hvor mange nætter har du ligget søvnløs i ren og skær tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds?
Ja, fordi jeg synes ikke, at vi er blevet oplyst om så meget. Jo, der er jo kommet plakater op i dag, men ellers stiller Rasmus fra mit hold op, og han vil gerne give os noget propaganda. Vi har heller ikke fået at vide, hvordan man stemmer.
I sidste uge stemte vi til kommunal- og regionsvalget, og vi skal også stemme på nogle forskellige organer nu – vi er selv i tvivl om forskellen på Studienævnet og Akademisk Råd – kan du gøre os klogere på forskellen?
Det er vist noget med, at det ene er for alle på KU, og det andet er, det er kun for statskundskab, men jeg er ikke helt sikker. Vi har faktisk sat tid af til det på holdets time, hvor vi får nogle forskellige repræsentanter ud, fordi der er ikke nogen af os, der ved en skid.
Vi er nu 5 timer inde i valgkampen, så har du fået stemt endnu – og er du i tvivl om, hvordan man stemmer?
Jeg har ikke stemt endnu nej, fordi jeg ved ikke en skid. Men man kan vist gøre det på nettet med ens KU-login og den svenske nummerplade. Kan man egentlig stemme blankt?
Holger, 1. semester
Er der et emne, der fylder særligt meget for dig i valgkampen?
Ja, det er der faktisk. KS har en valgplakat med vandstandere. Jeg sagde på første dag i rusugen, at vi skal have nogle vandstandere, så det synes jeg er genialt. Det fylder rigtig meget for mig, at jeg kan fylde vand op. Man skal tale meget mere om vandstandere, og det har jeg sagt fra dag 1.
Hvor mange nætter har du ligget søvnløs i ren og skær tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds?
Rigtig mange. Lige siden jeg startede. Hver dag. Jeg har overhovedet ikke et overblik over de forskellige lister og kandidater.
I sidste uge stemte vi til kommunal- og regionsvalget, og vi skal også stemme på nogle forskellige organer nu – vi er selv i tvivl om forskellen på Studienævnet og Akademisk Råd – kan du gøre os klogere på forskellen?
Ja, men der er i øvrigt tre ting. Også bestyrelsen. Men det kan jeg faktisk godt, fordi jeg har fået det fortalt tre gange i dag. Studienævnet er vist på fakultetsniveau med de forskellige fagråd på uddannelsesniveau, så for os er det statskundskab og samfundsfag. Tror jeg.
Vi er nu 5 timer inde i valgkampen, så har du fået stemt endnu – og er du i tvivl om, hvordan man stemmer?
Ja, det har jeg faktisk. Jeg gik ind gennem ku-net, hvor det stod på forsiden. Det var ret nemt tilgængeligt.
Karin, 5. semester
Er der et emne, der fylder særligt meget for dig i valgkampen?
Så meget ved jeg ikke om det, så jeg ved ikke, hvad der fylder særligt meget. Men det med, at vi skal flytte til KUA, det betyder faktisk noget. Det har kæmpe indflydelse på vores hverdag, hvor vi skal læse henne. Kommer der til at være plads til os, hvis vi flytter? Det har jeg meget svært ved at forestille mig. På den anden side kunne det være fedt at få nogle lidt bedre faciliteter end det her. Der har været snak om kønskvoter på pensum, og det synes jeg er en ret interessant diskussion. Jeg ved ikke helt selv, hvor jeg står, men det er en spændende debat at tage.
Hvor mange nætter har du ligget søvnløs i ren og skær tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds?
Ikke nogen. Nej, jeg er nok ikke i tvivl. Der er to fra vores hold, der stiller op, så dem kender jeg jo og kommer nok til at stemme på dem, så jeg stemmer nok på det upartiske. Er det ikke Fagrådet, de hedder?
I sidste uge stemte vi til kommunal- og regionsvalget, og vi skal også stemme på nogle forskellige organer nu – vi er selv i tvivl om forskellen på Studienævnet og Akademisk Råd – kan du gøre os klogere på forskellen?
Hmmm, nej. Jeg tror den ene er mere sådan noget kun her, og hvor den anden er hele KU. Jeg tror, at det er delt lidt op. Jeg tror, at der er noget, der kun er SAMF. Er der ikke tre ting, man skal stemme på? Så nej, det ved jeg ikke. Jeg tror, at noget er CSS, og noget er hele KU. Jeg aner det ikke ærlig talt. Jeg stemmer, fordi det skal man. Jeg føler, at det er en pligt, at man selvfølgelig sætter sit kryds.
Vi er nu 5 timer inde i valgkampen, så har du fået stemt endnu – og er du i tvivl om, hvordan man stemmer?
Ikke endnu, men jeg tror, at man gør det via ku-net.
Josefine, 3. semester
Er der et emne, der fylder særligt meget for dig i valgkampen?
Hmm, nej. Jeg kunne altid godt tænke mig, at det blev lidt grønnere med nogle andre kopper og mere fokus på egne kaffekopper.
Hvor mange nætter har du ligget søvnløs i ren og skær tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds?
Nej, ikke endnu, men det rammer i dag nu, hvor de stiller op med kaffe og valgkampagner. Jeg er nok lidt til falds for dårlig kaffe, men jeg har ikke fået nogen af de andre godter endnu.
I sidste uge stemte vi til kommunal- og regionsvalget, og vi skal også stemme på nogle forskellige organer nu – vi er selv i tvivl om forskellen på Studienævnet og Akademisk Råd – kan du gøre os klogere på forskellen?
Nej. Jeg har lyst til at sige, at Studienævnet er dem, som bestemmer noget med pensum, men ellers ved jeg ikke, hvad forskellen er.
Vi er nu 5 timer inde i valgkampen, så har du fået stemt endnu – og er du i tvivl om, hvordan man stemmer?
Jeg er ikke i tvivl om hvordan og hvor, men jeg er stadig i tvivl om min stemme, så jeg skal lige forhøre mig lidt mere. Jeg skal læse på deres flyers og plakater. Jeg skal være meget her og læse på plakater i morgen.
Johan, 3. semester
Er der et emne, der fylder særligt meget for dig i valgkampen?
Særlig meget er en overdrivelse. Der er et meget dag-til-dag emne, som er at få optaget alle forelæsninger. Det synes jeg kunne være rimelig gavnligt for alle, og jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre det. Det går KS ind for, og Frit Forum også, hvilket jeg lige har læst på en plakat.
Hvor mange nætter har du ligget søvnløs i ren og skær tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds?
Nej, jeg har ikke haft nogen søvnløse nætter, men jeg har heller ikke besluttet mig endnu. Men det fylder ikke så meget i mit liv, at jeg ligger søvnløs, men jeg skal have truffet en beslutning og fået stemt inden ugen er omme. Men jeg venter også på, at der kommer en og woawer mig. Argumenter fremfor snacks, da snacks er en kort levet glæde, mens forelæsninger er en langt levet glæde.
I sidste uge stemte vi til kommunal- og regionsvalget, og vi skal også stemme på nogle forskellige organer nu – vi er selv i tvivl om forskellen på Studienævnet og Akademisk Råd – kan du gøre os klogere på forskellen?
Nej, haha, det kan jeg ikke. Det kan jeg simpelthen ikke. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan.
Vi er nu 5 timer inde i valgkampen, så har du fået stemt endnu – og er du i tvivl om, hvordan man stemmer?
Jeg ved, at man gør det online. Det gjorde jeg i hvert fald for et år siden.
André, 5. semester
Er der et emne, der fylder særligt meget for dig i valgkampen?
Hmm, ja, jeg fik en flyer med mere feedback til opgaver og eksamener, og det synes jeg er en god ting. Jeg synes, at man får alt for lidt feedback generelt på bacheloren i hvert fald. Det kan virke lidt meningsløst nogle gange at få en karakter og så ikke rigtigt vide, hvad man har gjort rigtigt eller forkert.
Hvor mange nætter har du ligget søvnløs i ren og skær tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds?
Nej, jeg må nok indrømme, at jeg ikke har sat mig super meget ind i univalget, hvilket er skammeligt som statskundskaber. Jeg tænker, at jeg skal ind og google mig til nogle ting og tale med nogle folk. Jeg kommer ikke til at stemme på nogen på grund af kaffe, men jeg tager gerne imod kaffe, selvom jeg ikke stemmer på dem.
I sidste uge stemte vi til kommunal- og regionsvalget, og vi skal også stemme på nogle forskellige organer nu – vi er selv i tvivl om forskellen på Studienævnet og Akademisk Råd – kan du gøre os klogere på forskellen?
Nej, det kan jeg ikke. Der må jeg være svar skyldig.
Vi er nu 5 timer inde i valgkampen, så har du fået stemt endnu – og er du i tvivl om, hvordan man stemmer?
Nej, ikke stemt endnu, og nej, jeg har ikke sat mig ind i, hvordan man stemmer, men det skal jeg have læst op på hurtigst muligt.