Skrevet af Emma Ramgil Christensen, Peter Witfelt Larsen og Cecilia Alejandra Ramón Larrosa
Studienævnsrepræsentanter for Fagrådet
Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger og synspunkter.
For ikke så længe siden havde en af os oplevelsen af at være i selskab med en større gruppe fysikere, hvor der blev nævnt, at Statskundskab ikke har specialeforsvar. Der blev grint højlydt, for det betyder at ”I jo ikke er rigtige akademikere!”.
Vi mister vores faglige integritet, når vi ikke har specialeforsvar.
Ledelsens argument om, at der aldrig har været tradition for specialeforsvar på Statskundskab, er ved at være lige så gammelt som Metusalem. Som fagråd ser vi det som ledelsens forsøg på at bruge færrest mulige midler ved kun at bedømme det skriftlige produkt. For selvom ledelsen står med svære prioriteringer, når pengene skal fordeles, går det ikke, at der slækkes på vores faglighed.
Formidling er et grundvilkår
Uafhængigt af om du drømmer om at blive den nye Nedergaard, eller om du skal hygge dig som fuldmægtig i Hjørring Kommune, skal du unægteligt kunne formidle viden. Derfor er det bizart, at Statskundskab har så lidt fokus på mundtlige kompetencer og så stor vægt på det skriftlige, når vores fremtid kræver, at vi kan argumentere og formidle foran andre. Ikke nok med at det er gavnligt for vores kommende hverv, giver specialeforsvaret os studerende den sidste mulighed for at forsvare, forklare og uddybe det vi har arbejdet med næb og kløer for i flere måneder. Derudover bliver vi studerende på Statskundskab snydt for akademias centrale grundværdi – den faglige samtale. Et sted hvor forskellige faglige udsyn kan mødes, brydes og debatteres. En ærgerlig prioritering da det sætter spørgsmålstegn ved vores akademiske evner.
Ensom afslutning
Det mest deprimerende ved situationen er den ekstremt uceremonielle afslutning på et langt og hårdt universitetsforløb. Det føles ikke helt rigtigt at åbne champagnen, blot fordi man har trykket ”aflever” på Digital Eksamen. På den anden side kan man heller ikke bære rundt på boblerne, indtil man et par måneder senere sidder i S-toget og tjekker sin E-Boks for at finde ud af: ”du er hermed kandidat, stort tillykke”. Specialeforsvaret er unægtelig en noget mere tilfredsstillende løsning for os studerende. For ligesom champagne, så er forløsningen og glæden noget hyggeligere at dele med sine venner og familie end med sine medpassagererne i myldretrafikken.
Så kære Københavns Universitet, det koster jer mindre end to promille af KU’s årsbudget at indføre specialeforsvar, men det koster vores faglighed. Giv os den faglige integritet vi fortjener. Nu.