Ved du heller ikke helt, hvilken kernefaglige linje på kandidaten du skal tage til efteråret? Så frygt ej – MED ANDRE ORD har stereotypiseret de forskellige kernefag. Hvis du kan genkende dig selv herunder, så er valget nemt. Indlægget her blev bragt i vores fysiske magasin #11 og er en del af en onlineserie om kandidaten i statskundskab.
Skrevet af Thea Skjærbæk
Organisation og ledelse
Du er overbevist om, at den bedste leder ikke er den selvudnævnte leder - men du er selvfølgelig en undtagelse. Du startede med at hade offentlig forvaltning, men endte med at elske adfærdsteori og refererer ofte til knights og knaves i helt normale samtaler. Desuden tænder du af på undervisning på engelsk - det bliver ofte cringe for dig. Faget plejer at være yderst populært, måske fordi der er en stor del af stud.scient.pol’er i styrelser, eller mange har læst Kahneman og tænkt ”wow that’s smart”. Du ser dig selv som den ultimative pragmatiker, men med idealer.
Hvad er en kernefaglig linje? En kernefaglig linje udgør i alt 22,5 ECTS bestående af to obligatoriske kernekurser på henholdsvis 15 og 7,5 ECTS. De kernefaglige linjer udbydes hvert efterår. Kernefag 1 og Kernefag 2 skal begge tages i samme semester. Der udbydes et antal kernefaglige linjer, der alle tager udgangspunkt i forskningsområderne på Institut for Statskundskab. De kernefaglige linjer beskrives nærmere i studieordningen, som du kan finde her.
Political Theory
Du har siden 2. semester glædet dig til ENDELIG at læse noget navlepillende igen og har flere gange overvejet at droppe ud for at læse filosofi på KUA. Du har højst sandsynligt gået på en højskole - enten inden din bachelor eller som pit-stop’er, hvor du havde grønne fingre i køkkenhaven. Du holder Information, og du har det lidt svært med kødretter. Dit favorit sociale medie er egentlig ’virkeligheden’, men du har en Instagram (du poster ikke noget) for at følge memesider og dine venner.
Politisk adfærd
Du ser dig selv som en ægte besserwizzer - og med dét mener du ikke brætspillet, men programmet på TV2 News. Du har allerede været i praktik på Borgen, i en interesseorganisation eller ved et konsulenthus (enten irl eller i din 2030-plan). Du har været på LinkedIn siden 1. semester og har lige opdateret den med en jobopdatering: Lad os tage en kaffe? Du har altid en morgenanalyse af, hvad der er sket i dansk politik, klar, selvom dine roomies aldrig lytter efter. Dit favorit medie er Twitter, og du savner dkpolmemes (som du ofte snakker om, du synes var en fantastisk memeside).
Der er kernefagsbazar, hvor man kan høre om de kernefaglige linjer, som udbydes på kandidatuddannelsen i statskundskab i efteråret 2022. Kernefagsbazaren finder sted mandag d. 25. april 2022 kl. 15:00-16:00 i lokale 35.0.12 og 35.0.13. Læs mere om bazaren her.
International Political Economy
Du har læst Kapitalen af Thomas Piketty 7 gange og reciterer fra den, når du er på dates #cringe. Du ender ofte med at snakke med økonomer til Kommunefester - fordi du med dit kritisk blik på økonomi kan se sammenhænge, som de altså bare ikke kan se. Du synes verden er uretfærdig, men it’s all ’bout money. Formuleringen neoliberal verdensorden ligger godt i din mund. Du er fra Nordsjælland, men har taget afstand til denne rige baggrund ved at gå på en venstreorienteret højskole.
International Relations and Conflict Resolution
Da du startede på statskundskab, tænkte du, at du kunne ændre verden til det bedre. Måske i FN - du er pacifist, men du synes også, krig er lidt hot. I løbet af din bachelor har pragmatismen dog sneget sig ind under huden på dig. Du vil selv kalde dig for meget kompromissøgende i diskussioner, men du kan bare godt lide at bestemme. Du kan bedre lide Homeland end House of Cards. Du vil gerne i praktik, men ikke de mainstream steder. Måske i junglen i Colombia eller på ambassaden i Teheran. Dét fedt!
Foreign Policy
Du drømmer fortsat om at arbejde i Udenrigsministeriet (og omtaler det UM, som om alle ved, hvad fanden UM står for) og har været - eller planlægger at være - praktikant på en ambassade. Måske Tokyo? Du bliver kaldt for familiens lille statsminister og bliver irriteret over det HVER GANG, de nævner det. For nej, du vil ikke være politiker. Du vil være diplomat. Da Vores Mand i Amerika udkom sagde du 'lol ham har jeg da hele tiden vidst, hvem var 'uden rent faktisk at vide det. Du har et ambivalent forhold til Villy Søvndals tid som udenrigsminister.
European Politics
Magrethe Vestager er den sejeste, du kender. Lige efter Marlene Wind. Du har flere gange tænkt ”Europakollegiet i Brügge - er det ikke noget for mig?”, men endte med at blive i København, fordi du har en stabilt studiejob, en andelslejlighed på Amager og har været i en langvarigt, monogamt forhold siden gymansiet. Du læser dine nyheder på Politico, drejer alle samtaler hen på de fire forbehold og venter spændt på en fælles EU-hær. Generelt er du for det frie marked, men Apple har monopol på din livsstil og valg af teknologi.
Evaluativ viden
Du har faglig integritet og du løj ikke, da du i en jobansøgning engang skrev, at du var metodestærk - for det er du! Dine venner ville beskrive dig som bekymringsløs, men analyserende. Du var kæmpe modstander af skolereformen tilbage i 2013 #lockout og drømmer om at skabe ægte forandringer, som er funderet i viden. Wow. Dine venner og din familie forstår ikke rigtig, hvad du læser, men de synes, det lyder ’interessant’.
The Politics of Enviroment, Climate and Sustainability
Du husker dit stofnet, når du skal handle ind på Nørrebro og har prøvet at plantefarve dit sengetøj (ellers har din super-cool kæreste tie-dye’et noget til dig). Du elsker at bruge vendingen "der green-washede du lige, hva", men hader, når folk gør det. Kritisk teori er KEY (noget du ofte siger), men du ser også et behov for grønne kompetencer på arbejdsmarkedet i fremtiden, hvorfor du, selvom du ellers overvejede Political Theory, valgte at gå den ’bæredygtige’ vej. Du har en plet på straffeattesten for civil ulydighed fra dengang, du limede dig fast til en pæl. Dan Jørgensen har af samme årsag blokeret dig på Twitter.